Rejseblogs fra Travellerspoint

"Bord og stol" - Bagsiden af Peru del 2

Yanama - Huancacalle

all seasons in one day 12 °C

2-5.jpg

Efter en kort pause fra skriveriet, hvor jeg har fortaerret en "Inca Cola", strukket mig og trippet lidt rundt, sidder jeg nu klar med mine notater igen. Vi har koebt busbilletter til i morgen aften - faktisk helt op til graensen til Ecuador, saa jeg er lidt under tidspres. Det er dog vigtigt at faa turen nedfaeldet inden vi kommer videre og oplevelserne kan blive lidt taagede fordi mere er kommet oveni. Jeg er i oevrigt mega glad for de mails og kommentarer jeg har faaet hjemmefra i de forloebende uger (og tidligere...), og jeg skal nok faa svaret jer saa snart jeg faar tid.

2-1.jpg
Vallentin... Naar hestene faar fjernet synet staar de stille... Henry har suppleret med en lille hat !

Vi er klar til anden del:

En pudsig ting, der skete mens vi gik i bjergene var, at mine droemme begyndte at aendre sig. Tidligere har mine droemme i tiltagende grad fundet sted hernede, men da vi gik midt ude i ingenting foregik det meste pludselig tilbage i Danmark igen. Jeg er ikke helt klar over, hvad jeg droemte, men jeg er sikker paa, at jeg droemte om Iversen og Johan paa 2 efterfoelgende naetter. Det var maerkeligt... og saa alligevel ikke, for naar man gaar saa mange timer om dagen (og man ikke kan finde paa noget at sige til Christina hele tiden) bruger man (i hvert fald jeg!) en masse tid paa at taenke over, hvordan tingene har formet sig, og hvordan man oensker de skal forme sig i fremtiden. Jeg skulle vaere et skarn, hvis ikke jeg noed at vaere hernede, og som tiden naermer sig, hvor vi skal hjem faar jeg ogsaa lyst til mere. Men naar man er vaek saa lang tid, som vi har vaeret nu, er der ogsaa ting der kommer i perspektiv derhjemme... Ting man savner, og ting man vil saette stoerre pris paa naar man kommer hjem. Jeg savner thai-middage med LP og Peter Buus. Jeg savner drukture med Johan og Göje paa Christiania. Videoaftener i Noerlev med min far. Frokoster hos min mormor. At hoere Iversen brokke sig over, at han skal loebe til Nissebold. For satan,- Kasper V har lige inviteret til Herre-middag, og jeg kan ikke komme....!

Naar jeg kommer hjem skal der inviteres, traenes, spises ude, ses venner, nydes parker, hoeres musik, gaaes i biffen, laeses boeger, koebes outdoor-udstyr, spilles fodbold, soves laenge om soendagen, tages paa weekendturer, besoeges familie, leves, VAELGES... For satan, for satan, for satan....!

2-2.jpg
Henry proevede at fiske,- i andet forsoeg maatte han i vandet for at loesne nettet. Paent koldt i 3700m hoejde.

Dagen efter vores hviledag var en af de nemmere. Vi startede i 3700m og skulle ende i 3700m, og skulle kun ned til en flod lidt under os og op igen. Vi gik 2,5 time foer Vallentin sagde vi skulle campere, men besluttede at tage 2 timer mere inden vi fandt en lille graesplet ved floden. Henry og Vallentin begyndte at fiske og Christina og jeg samlede til et baal. De fangede ikke noget, og da moerket broed frem og vi skulle have gang i baalet stod det ned i staenger. Vi stod for maden, der blev serveret i hvert vores telt, og vi gik tidligt i seng. Dagen efter ventede passet saa vi havde brug for soevnen.

I "Oest for Paradis" har Adam faaet tvillinger og den kinesiske tjener Lee og vennen Samuel skal hjaelpe med at finde paa navne til dem. Samuel har sin kones slidte bibel med, og de facineres af historien om Cain og Abel. Om hvordan Cain ofrer sine afgroeder til Gud og Abel ofrer sine dyr. Om hvordan Gud vaelger Abels dyr og ikke oensker Cains afgroeder, og om hvordan Cain i sin jalousi over ikke at blive moedt af Gud slaar sin bror ihjel og efterfoelgende bliver forvist til landet Nod - oest for paradis. Inden mordet siger Gud til Cain: "Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den." (1. mosebog kap. 4 v. 6og7)

For ikke at friste skaebnen kalder de ikke tvillingerne Cain og Abel, men Caleb og Aaron...

2-3.jpg
Dalen vi var vandret op igennem.

Dagen efter, vores dag 7, gaar stille og roligt opad indtil vi naar passet. Det er en smuk dal fyldt med vilde koeer, inkastier og masser af graes indhyllet i massive bjergsider og sneklaedte tinder. Den sidste time inden passet er stejl og taaget, og da vi naar toppen og sidder med vores tun daase og kiks begynder kulden at maerkes. Paa vejen ned begynder regnen, og vi kommer noget forkomne til det naeste campsite. Dette skulle vise sig at vaere turens absolut koldeste nat med temperaturer, der i foelge Henry kommer ned omkring -8. Der var ikke skyggen af rim, men det er der i foelge Henry aldrig...,- han snakkede om aekvator og hoej fugtighed som grunde til at man kunne have minusgrader uden rim og is....? Fuck knows,- fysik har aldrig vaeret min staerke side. Koldt var det i hvert fald ! Vi havde alt vores toej paa: to fleecer, lange underbukser, sokker, handsker, hue og endda regnbukser nede i soveposen.

2-4.jpg
Endelig naaede vi passet,- desvaerre uden den store udsigt...

Naeste dag var til at overse,- ca 3 timer til Huanca Calle... Vi var nu for alvor ved at komme ind i Vallentin-land. Han kendte alle... Og inden laenge laa vi paa byens gratis campingplads, hvor vi var de foerste udenlandske gaester i 2008. Apolinar stod for stedet, men sad det meste af tiden og vaevede halstoerklaeder og taepper. Jeg koebte et, der ganske vist krasser af h til, men som er meget flot.
Ca 30 minutters gang fra Huancacalle ligger Vitcos eller Rosaspata som spanierne kaldte det. Det var vores andet arkaeologiske site... Der er tvivl om oprindelsen, men det meste tyder paa at det er blevet bygget samtidig med Machu Picchu af inkaen Pachacuti, som et sommerresidens. Historisk er stedet dog mest betydningsfuldt for den sidste regerende inka Manco, da det var her han trak sig tilbage og gemte sig for spanierne. Manco blev i 1534 indsat som inka af spanierne mod gaver af guld og kvinder. Laenge troede han, at der var tale om et samarbejde, men da han fandt ud af at han blev udnyttet begyndte han at goere modstand. Han flygtede ud af Cusco og dannede en inka-haer paa ca 40.000 mand. 10 mdr (i 1536) varede kampene i Cusco, men han fik ikke drevet spanierne ud. I 1536-37 proevede han flere gange at vaelte spanierne baade i Cusco og Lima inden han tilsidst maate flygte laengere ind i junglen og endte altsaa med at bebo Vitcos. Manco Inka blevet myrdet 1544.

2-6.jpg
Apolinar ved sin vaev... Han spiste med ved alle maaltider.

Huancacalle var vores foerste egentlige by. Dvs, der var mulighed for et varmt bad, og vi kunne faa fyldt op i depoterne med ris, tun, sukker og salt,- supper havde vi nok af.

2-7.jpg
Vitcos ligger til hoejre, og kan ikke ses fra dalen.

I teltet om aftenen moeder tjeneren Lee Samuel igen. Tvillingerne er blevet 11 aar, og Lee har brugt de sidste 2 aar paa dykke ned i historien om Cain og Abel. Han har endda laert hebraisk for at kunne laese orginalteksterne. Specielt Guds ord om synden,- "den vil begaere dig, men du skal herske over den." Det lille "skal" volder ham problemer. Der er forskellige oversaettelser,- The American standard translation skriver "Do thou", der beordrer menneskerne til at herske over synd. I "King James" oversaettelsen staar der "Thou shalt" som betyder at du VIL herske, altsaa at det er helt sikkert, maaske allerede bestemt. Men i den hebraiske version bruges ordet timshel, der betyder "Thou mayst", altsaa du maa/kan... Dette giver et valg ! Og endnu vigtigere, at menneskerne,- og i dette tilfaelde Cain - selv er ansvarlige for de valg, handlinger og endda synder de begaar.

Du er hvad du vaelger, og naar vi paa 9 dagen har svaert ved at klare flere bjerge, flere naetter i telt, mere tun og flere skridt, hjaelper det at vide at vi selv har valgt det, og at vi netop nu goer det vi allermest har lyst til...

Skrevet af ahafys 14:53 Gemt i Peru Kommentarer (0)

"Bord og stol" - Bagsiden af Peru del 1

Cachura - Choquequirao - Yanama

all seasons in one day 16 °C

"Ok,- are you serious about trekking in the jungle ? I´ve done this trip with some of my guiding collegues as a school project. It will be more or less 18-19 days, around 200 km - between 6-8 hours of walking a day... no electricity, no shops, no turists.... and by the way - we need a donkey !"

Mere eller mindre saadan startede turen vi har vaeret paa de sidste 16 dage. Henry, vores guide fra 4 dages-turen moedte os paa en restaurant i Agua Calientes aftenen inden vi skulle op til Machu Picchu. Jeg havde forinden spurgt ham om muligheden for at gaa uden om alle selskaber og hyre ham som guide paa en tur, hvor vi kom "off the beaten track", kunne komme til at se det rigtige Peru og komme taettere paa junglen, afsted hvor alt var bord og stol,- altsaa saa simpelt og skrabet som overhovedet muligt. Tilbage i Cusco holdte vi et par moeder, diskuterede, hvad vi havde brug for, brugte en hel dag paa indkoeb, og tog loerdag (den 5. april) kl 6 om morgenen bussen mod Cachura, der var vores start sted. Henry var forsinket, saa vi maatte loebe efter bussen med oppakning og mad til hele turen,- ikke ligefrem en optimal start. Det endte ogsaa med, at jeg i bussen fik et "Lp´sk juleaftensyndrom" - stressudloest koeresyge med opkast til foelge...

D2.jpg
Gang i aftensmaden... En af de faa gange vi havde et bord.

Efterfoelgende havde jeg det nu meget godt, og da vi var kommet af bussen, koert endnu en halv time i bil og fundet en mand med et aesel (der var klar til at komme med os de naeste 4 dage) var vi afsted. Taskerne havde vi pakket som i Torres del Paine. Vi havde lejet et par telte, udstyret vores rygsaekke med vandtaette plasticsaekke og pakket toej til alle aarstider. Vi vidste, at vi de foerste 8-9 dage primaert skulle opholde os i bjergene, og blandt andet passere et pas i 4300 meters hoejde, og efterfoelgende dykke ned i junglen og bruge 5-6 dage i frodig tyk regnskov. Da vi ikke skulle regne med at moede megen form for byliv, herunder medicinsk hjaelp, havde vi udvidet vores apotek betragteligt. Vi havde midler mod smerter, maveproblemer, malaria, allergi, hoejdesyge, halspastiller, salve mod stik, vaadservietter og et hav af tabletter til at rense vandet- ja, vi blev endda tilraadet at anskaffe en ampul mod slangebid, men den sprang vi over. Vi lavede de sidste telefonopkald til familien, Christina skrev en mail med navnene paa vores destinationer, og saa var vi ellers klar til imoedekomme naesten tre uger uden mobilkontakt eller anden form for hjaelp, hvis noget skulle gaa galt. Da forholdene virkede haarde og lige lovlig langt uden for alting havde jeg som min eneste forbindelse til civilisationen medbragt min iPod og John Steinbeck´s "Oest for Paradis",- jeg laeste den for 10-12 aar siden, og mente, at den kunne traenge til et gensyn,- nogen gange kan man komme i tvivl om musik, litteratur eller film kan goere det samme indtryk i to forskellige perioder i ens liv - mere om det senere!

D1.jpg
Aesler kan meget,- hvis man presser dem lidt!

Med Henry i baghaanden vidste vi, hvad man normalt betalte for en mand og et aesel, saa der gik ikke laenge foer vi havde forhandlet os frem til en aftale med en fyr der hed Climaco og hans aesel Tango (der kunne tage 40 kg...!). Climaco saa lidt smadret ud,- et ukendt insekt havde stukket ham over hoejre oeje, og efterladt ham i en konstant haevelse i omkring en maaneds tid. Da hans ene arm ogsaa var forbundet gik der lidt tid foer vi for alvor stolede paa ham, men han var nu god nok. Den foerste dag gik vi ca 19 km. Meget af det flad vej, men med et meget stejlt stykke nedad til sidst, da vi skulle ned mod vandet og campere. Vejret var fint, men da vi var startet med en 3 timers bustur plus lidt ekstra var det begyndt at blive moerkt, da vi naaede frem til vores foerste campingplads. Vi havde lejet to telte, et til 4 personer og et til 2. Christina og jeg havde det store (og alt mad, gas og faellesudstyr) og Henry og Climaco delte det andet. Vi havde faktisk kun regnet med at skulle bruge ekstra hjaelp de foerste 4-5 dage til Yanama, men det skulle vise sig, at vi faktisk hyrede en mand hele turen,- dog ikke den samme hele vejen! Jeg ville gerne have vist et kort med ruten saa navnene gav lidt mere mening, men det er ikke helt nemt at finde digitalt....

Q2.jpg
Henry fortaeller C om Choquequirao. Det var ikke altid lige struktureret...

2. dagen startede let og smertefrit nedad, Mine smaataeer bliver godt nok lidt oemme af at gaa nedad, men vi var ok. Det var dog en stakket frist for omkring kl 8 begyndte vi den lange tur op ad vores foerste bjerg. Da vi naaede frem klokken ca 14 var Christina og jeg enige om, at det var klart det haardeste vi nogensinde havde proevet. Og det kommer fra én (mig!), der i sensommeren loeb Friloebet`s 10 km paa 54.35 min !! 1500 hoejdemeter fordelt paa 12 km steg vi i loebet af de 6 timer. Der gik ikke mange timer foer vores respekt for de lokale boender steg,- stierne vi gik paa var de eneste veje mellem landsbyerne, og de piskede op og ned af dem naermest paa en daglig basis. Dag 3 skulle ikke vise sig at blive nemmere. Vi startede ved vores foerste arkaeologiske attraktion paa turen "Choquequirao" ca en halv times gang fra hvor vi camperede. For den menige peruvianer er Choquequirao naesten ligesaa imponerende som Machu Picchu (og kaldes ogsaa dens soester),- heri er jeg nu ikke enig. Det er ligesaa haardt at komme til, og historien er da ogsaa, at da spanierne ankom og fordrev inkaen fra Cusco i 1535 var dette sted det foerste han flygtede til,- den sidste bastion. Det betragtedes desuden som et knudepunkt for handel mellem Cusco og junglen. Dette er dog mange aar siden,- i kan tage mig paa mit ord - i oejeblikket bliver der ikke handlet noget som helst.

Q1.jpg
Choquequirao set oppefra...

En halv time efter Choquequirao havde vi udsigt over dalen paa modsatte side af bjerget. Henry pegede paa en lille hytte i det fjerne paa bjergsiden paa den anden side af dalen, kun lidt under den hoejde vi allerede var i, og sagde... "Det er vores campingplads for i aften...!" Vi var ved at graede. Ned og op igen. Da vi endelig naaede frem var Christina og jeg helt faerdige, mens Climaco og Tango stod smilende og ventede med teltene. Samme aften fik vi toerret, langtidsholdbart alpacha-koed med kartoffelmos. Hytten vi kunne se i det fjerne var tom for mennesker, men om aftenen fik vi besoeg af en grisemor og hendes 7 grislinger,- et scenarie, der til tider gjorde Tango lidt urolig....
Dag 4, den sidste inden vores foerste tiltraengte hviledag, startede som den 3 sluttede. I 4 timer og 20 minutter lavede vi ikke andet end at gaa opad,- nogen gange stejle stier, andre gange trapper, men hele tiden opad. Det var for det meste vaadt og mudret, og det kan undre mig, hvordan de faar aesler derop. Climaco var fra morgenstunden langt foran os med Tango, og Henry holdte sig bag os i fald noget skulle ske. Vi tog 45 min. pause paa toppen og gik efterfoelgende de 2 timer ned til vores foerste delmaal Yanama, der ligger i 3700 meters hoejde. Her tog vi afsked med Climaco og Tango, og fandt et sted at slaa vores telt op. Climaco blev sendt afsted med en flok antihistaminer (der jo havde hjulpet Christina, da hun lignede en mongol!) og formaninger om at oejet nok ikke var det fedeste sted at have en kronisk inflammation, maaske endda infektion, og at han hellere maatte soege laege.

Y3.jpg
Hytterne set udefra,- vejret er TIT taaget!

Henry kendte en familie han havde besoegt for et aar siden, og inden laenge havde vi aftalt at spise og sove hos dem (i vores telt indenfor stendiget... nogen decideret have eller endda grund kan man vel naeppe kalde det). Toilettet var en 2-3 m2 firkant af sten, ca 1,5 m hoej nede ved faarene. Igennem den loeb et lille vandloeb, der foerte ned til floden. Jeg skulle med min vanlige velfungerende tarmfunktion hver morgen som det foerste ned og sidde i en storm af faarelyde og morgendug,- til trods for min flittige brug fandt jeg aldrig ud af hvad de gjorde med papiret,- om de overhovedet brugte noget ? Til trods for dette var besoeget et af hoejdepunkterne paa turen. Vi havde vores hviledag der, saa der var god tid til at laere menneskerne at kende. Der var to huse, et til manden og konen og et soen og svigerdatter. Manden arbejdede i marken og soennen var baerer for turister. Det var soennen Roccha Henry kendte bedst. Herudover en del boern som vi aldrig helt fik sat paa plads....?

Y1.jpg
Dette billede er udelukkende lyst op af blitzen,- der var baelragenes...

Husene var bygget af sten med straatag. Gulvet var jord og der var ingen stroem. Til aftensmaden sad vi med vores pandelamper,- drengene var meget interesserede i vores kameraer, gulvet var levende af marsvin (der er en delikatesse her) og ind i mellem stak en hoene eller en hund hovedet ind af doeren for at se om der var noget til ham... Det var superhyggeligt, og folk var usaedvanligt venlige overfor os. Paa hviledagen om aftenen blev vi endda inviteret paa grillet marsvin hos Roccha og svigerdatteren,- jeg smagte lidt, Christina ingenting, men vi kunne simpelthen ikke vige fra tanken om, at det var et marsvin,- Christina taenkte paa marsvinet Julius hun havde som lille, saa til slut maatte vi paent takke nej til maaltidet selvom det var mega pinligt. Til maaltidet blev vi introduceret til Vallentin (Rocchas faetter), der skulle foelge med den naeste hest. Faktisk gav Roccha os to heste med til samme pris som én. Det blev aftalt at Vallentin skulle foelge os til Huancacalle paa ca 4 dage og derefter skulle Roccha tage os gennem junglen til Espirito Pampa. Roccha havde tandpine, saa endnu en gang blev der gjort indhug paa vores apotek,- denne gang roeg der lidt Paracetamol...

Y2.jpg
De to knaegte i huset... kanon billede!

Efter en hvildag, hvor vores graenser for hvordan nogen mennesker bor blev flyttet, og Adam Trask fra "Oest for Paradis" endelig tager fra Connecticut til Salinas Valley sammen med sin Cathy, var vi klar til en ny omgang korporlige taesk. Foelg med i del 2,- jeg ved godt det til tider kan vaere lidt detaljeret, men det er vigtigt for mig, at faa sa mange detaljer ned som muligt saa det ligger til os i fremtiden...

Skrevet af ahafys 08:04 Gemt i Peru Kommentarer (1)

"I don´t know, but I think the incas are overrated....!"

Cusco - Machu Picchu - Cusco

overcast 24 °C

And2.jpg

Lige siden Christina som lille pige laeste om Anders Ands eventyr i Peru, har Machu Picchu staaet som et rejsemaal, der paa et eller andet tidspunkt skulle besoeges. Jeg kender ganske udemaerket historien, hvor Anders And arbejder (som 4. kustode !!) paa det historiske museum i Andeby, og hvor Rip, Rap og Rup til sidst skal forsoege at blaese firkantede tyggegummi bobler i byen hvor alt er, og skal vaere firkantet. Om byen er Machu Picchu er jeg dog lidt i tvivl om...? I hvert fald har ruinerne vaeret paa listen over musts siden vi tog afsted.

And1.jpg

Vi ankom til Cusco i tirsdags, og har siden vaeret betaget af stedet. Den gaar for at vaere en af de farligste byer i sydamerika, men det har vi ikke maerket noget til. Cusco er inkaernes hovedstad, og da vi er i inca-country er det paa sin plads med en lille introduktion,- dette kan ogsaa vaere med til at forklare, at jeg for en tid kan acceptere flerfarvede huer og pan-floejter....

Man ved ikke forfaerdeligt meget om inkaerne. De havde saa vidt vides ikke noget skriftsprog (talesproget er quechua, der stadig tales af mange her), saa den historie vi kender bygger paa fortaellinger, der er overleveret verbalt til spanierne, da de overtog i 1532. Det goer selvfoelgelig oplysningerne lidt tvivlsomme, men her er et par facts som vi har faaet dem fortalt...
Det hele startede i 1200-tallet heromkring Cusco. Cusco betyder navle eller centrum, og hele det kommende rige skulle bygges op omkring netop denne by. Det var dog ikke foer 1438 og inkaen Pachacuti, at riget for alvor begyndte at tage fart. Her startede paabegyndelsen af de bygningsvaerker vi kan se hernede idag (herunder Machu Picchu) og indlemmelsen af store jordarealer i riget straekkende sig fra midt-patagonien i syd til den nordlige del af Ecuador i nord... Solen var den altoverskyggende gud, og der blev ofret lamaer i stor stil. Verdensbilledet var delt ind i en underverden, menneskeverdenen og en oververden repraesenteret ved henholdsvis en slange, en puma og en kondor. Disse billeder gaar igen flere steder, specielt i arkitekturen, hvor Cusco er bygget saa omridset danner et billede af en puma. Bjergene bag Machu Picchu danner et billede af en kondor, hvilket er en af grundene til, at det er bygget netop der,- Machu Picchu betyder gammel fugl ! I mosaetning til de fleste af os havde de ikke 10 bud, men kun tre:

1. Du maa ikke lyve.
2. Du maa ikke stjaele.
3. Du maa ikke vaere doven.
- specielt det sidste synes jeg er et fedt bud...

De skulle efter sigende vaere langt fremme i skoene naar det kom til bla. astronomi og medicin, og de tidligere omtalte cocablade blev flittigt brugt som smertestillende ved eksempelvis hjernekirugi ! Inkakongen Pachacuti paabegyndte Machu Picchu med henblik paa at skabe en sikret sommer residens, der desuden havde til formaal at vaere centrum for praester, forskning og uddannelse af hans boern, saa en arving kunne sikres. Med "sikret sommerresidens" menes, at byen er bygget i 2400 meters hoejde, omgivet af en flod og bjerge, saa der efter sigende ikke skulle mere en 5 soldater til at beskytte den... - ikke at den nogensinde kom under angreb ! Efter spaniernes ankomst gik der ikke laenge foer den sidste inkaleder havde set dagens lys - mange doede under spaniernes vaaben, men endnu flere af de medbragte europaeiske sygdomme (ex. kopper) hvorimod de ikke kunne finde medicin i junglen. Inden da fik han dog beordret alle Machu Picchus 500 indbyggere ud, og forlod byen med alle dens rigdomme. Rygterne siger ind i junglen, men ingen ved praecis hvor. Dette har dannet myten om "lost city of the incas", der skulle indholde vanvittige rigdomme i guld og soelv. Selv op til idag er der tvivl om spanierne nogensinde fandt Machu Picchu. I hvert fald faar amerikaneren Dr. Hiram Bingham aeren for at have genopdaget stedet i 1912,- dette paa trods af at lokalbefolkningen kendte til det laenge foer ham. I 1572 doede den sidste Inka (leder), men riget var tabt laenge inden, og spanierne havde travlt med at sende rigdommene fra Cuscos omegn til Madrid. I turist saesonen besoeger optil 5000 mennesker ruinerne OM DAGEN !

MP4.jpg
Paa toppen af Waynapicchu.

Jeg maa sgu nok indroemme, at jeg indtil nu ikke har haft den store respekt for inkaerne. Jeg mener, de ruiner vi har set er ikke just imponerende naar man tidsmaessigt sammenligner dem med pyramiderne, Coloseum eller Akropolis. Machu Picchu var under opfoerelse nogenlunde samtidig med at Leonardo da Vinci sad og tegnede de foerste flyvemaskiner, hvilket uden skyggen af tvivl bekraefter, at inkaerne i forhold til i hvert fald Europa var et tilbagestaaende samfund. Ja, selv titlen paa dette indlaeg er undertegnedes afsluttende bemaerkning i samtale med Richard paa vores gaatur paa Isla del Sol i Bolivia efter at have besoegt en ruin...

MP1.jpg

Christinas droem skulle nu alligevel opfyldes, og da vi kom til Cusco satte vi os for at finde den bedste (hvilket vil sige sjoveste og billigste) maade at komme derop. Efter lidt handlen frem og tilbage med flere selskaber fandt vi en 4-dages tur, der startede med en dag paa mountainbikes efterfulgt af to dages gang. Den "orginale" inca-trail er booket ud mange mdr i forvejen, og koster i bedste fald 400$, og i vaerste fald 800$. Der er otte forskellige stier fra inka-tiden, der alle leder mod Machu Picchu, saa flere selskaber tilbyder alternativer. Vi fandt vores til 145$, godt hjulpet af vores falske student-IDs, og sikrede os med alle de spoergsmaal vi kunne finde paa, at tingene var i orden.
Vi blev hentet loerdag morgen af vores guide Henry paa vores hostel. Det skulle vise sig, at kun én ud over os havde tilmeldt sig, nemlig Sara fra Lausanne, saa vi var fire i gruppen. Vi koerte i bus i naesten 7 timer (3 timer forsinket af et Mountain-bike loeb!) inden vi selv kom afsted paa cyklerne. Som vi havde frygtet var cyklerne noget lort. De havde forsikret os paa bureauet, at de kun brugte maerkerne GT, SCOTT og TREK, samt Shimano-gear,- da vi fik cyklerne var stellene daekket med tape og gear-kapslerne fjernet. Paa den maade var det umuligt at se, hvad vi havde faaet af udstyr. Bremser var sloeje, gear umulige at skifte og Christinas sadel faldt endda af paa et tidspunkt!

MP2.jpg

Dag 2 var derimod super,- en utrolig gaatur paa siden af bjergene med enkelte passager gennem jungle, hvor der groede kaffe, coca, cacao, bananer, papaya, avocado og en masse andet, samt et afsluttende bad i et vandland bygget op over varme kilder fra undergrunden. Dag 3´s hoejdepunkt var et bad under et vandfald, samt ankomsten til Agua Calientes, der ligger nedenfor Machu Picchu. Hele turen var "good value for money",- gode soveforhold, super mad, og en kanon guide (som I kommer til at hoere meget mere om i de kommende indlaeg...)

MP3.jpg
Under vandfald...

Tirsdag den 1 april klokken 6.00 om morgenen ankom vi med morgenbussen til Machu Picchu. Den haarde er jo at gaa turen derop (ca 1,5 time) klokken 4.30, men det gad vi alligevel ikke. Vi havde taenkt os at bestige Waynapicchu, som kan ses i baggrunden paa de fleste postkort af ruinerne. Efter at den vaerste dis havde lagt sig, og guiden havde vist os rundt og fortalt om byen, begyndte fascinationen af stedet langsomt at indfinde sig. Den vanvittige placering, noejagtigtheden af placeringen af sten,- nogle sten har 33 kanter, og passer alligevel sammen som LEGO, det sindrige vandsystem, der med 16 forskellige tilloeb goer, at der temmeligt praecist lige er nok vand til byens 500 beboere og de mange plateauer, der husede alle de afgroeder, der var noedvendige for at broedfoede inkaernes elite - altsammen gemt vaek saa ingen nedenfor bjerget havde nogen ide om stedets eksistens. Det er afgjort et fantastisk sted, der bestemt fortjener sin plads mellem nutidens 7 menneskeskabte vidundere,- om min kritik af hypen over inkaerne er aftaget er dog lidt mere tvivlsomt. Der er mange huller i historien. For eksempel fatter jeg ikke det med skriftsproget. Giver heller ingen mening, at spanierne ikke kunne finde Machu Picchu - eneste det kraevede var en enkelt indianer, en meget stor kaep og en person, der var villig til at slaa med den !

MP5.jpg
Udsigt over Machu Picchu,- de to spidser i baggrunden danner vingerne af en kondor (med lidt god vilje...). Vi besteg i oevrigt den hoeje!

Vi blev deroppe til klokken 14, gik stille og roligt ned, fik noget at spise og tog toget mod Cusco. Efter 1,5 time skiftede vi til bus, og ankom i Cusco klokken ca 22. Igaar noed vi en tiltraengt gang Inka-massage. Hvad fremtiden bringer har vi besluttet at holde for os selv lidt endnu. Dog vil jeg som en afsluttende bemaerkning sige, at I ikke skal bekymre jer, men der nok kan komme til at gaa en del tid inden I hoerer fra os igen...

"Town that kept in its enclosure the last members of a free population." - Ernesto Guevara de la Serna, apr 5. 1952

Skrevet af ahafys 17:03 Gemt i Peru Kommentarer (2)

Titicaca - og nu til Peru!

La Paz - Copacabana - Isla del Sol - Puno - Cusco

overcast 22 °C
Se Sao Paulo - Los Angeles på ahafyss kort over rejse.

Dagene efter min indlaeggelse lullede vi rundt i La Paz's gader. Alting gik meget langsomt,- min mave og mit aandedraet satte skiftevis begraensninger for aktivitetsniveauet. Vi var gode ved os selv, og spiste saa snart jeg kunne baade japansk og indisk, Christina fandt endda baade dansk rugbroed og ost, saa vi fik ogsaa en ostemad! I fht kulinarisk aktivitet er La Paz bestemt et af de bedste steder vi har vaeret. Vi moedtes med Richard og Ali, der kom tilbage fra Rurrenabaque, godt nok noget forbidte af myg, men meget begejstrede for turen. Vi aftalte at tage sammen videre til Copacabana ved Lake Titicaca.

LP-1.jpg
La Paz´s heksemarked indeholder nogen rimelig syge salgsgenstande,- smaa lamaer blandt andet...

Dagen inden vi tog afsted besoegte vi La Paz`s stoerste hospital "General Hospital", og saa desuden dele af fysioterapi- og medicinstudiet, der bekvemt laa lige overfor. Det var vores efterhaanden gode ven, Dr Ebert Jordan, der sammen med hans trofaste sidekick, sygeplejersken Silvia viste os rundt. Dr Ebert er tydeligvis noget ved musikken for han trak os rundt i alle dele af hospitalet,- fra "modtagelsen" til blandede medicinske og kirurgiske afdelinger. Desvaerre havde han foerst tid efter kl 15, og der var fysioterapien (som vi ved fra Herlev...) laenge lukket. Det var en ret speciel oplevelse. Nok ser dele af hospitalet paene ud, og ligner til forveksling det danske sygehusvaesen, men naar man gaar dem lidt paa klingen kan man godt maerke, at det tvaerfaglige samarbejde, brug af journal, pc-aktivitet m.m. er noget gammeldags. For eksempel saa Dr. Ebert heller ikke noget problem (i den bedste mening selvfoelgelig) i at afbryde en behandling paa fys. studiet, for at vi kunne hilse paa patienten,- en handling der paa Herlev formentlig ville have udloest en overhaling (i hvert fald af Sture-Bassi!)...

LP-2.jpg
Ebert i midten bagest med hans assisterende laege. Sygeplejersken er reduceret til fotograf.

Al behandling betales af patienten, hvilket betyder, at der til nogen er ganske god behandling, andre katastrofal behandling og til en stor del slet ingen behandling - dog bruges nogen af de sidstnaevnte til dissektion traening for medicinstuderende! Vi gik gennem nogen de mindre bemidlede stuer, hvilket saadan set ikke var stuer, men naermere haller, hvor der laa ca 30 patienter. Det var ene kvinder, og i den ene ende af hallen var en kvinde ved at faa foretaget et mindre operativt indgreb. Der var ikke noget forhaeng af nogen art, og de omkringliggende sad stille og saa til. Mange havde ingen besoegende, og til trods for at vi foelte os paatraengende, virkede det faktisk som om vores blotte tilstedevaerelse bragte lidt liv til afdelingen.
Christina har snakket meget om volunteering et eller andet sted, og besoeget paa hospitalet satte gang i tankerne. Bla hvor alle Herlevs gamle uniformer skal hen, og om noget af alt det vi ikke bruger i fysioterapien ikke kunne sendes herned ?

Som tidligere naevnt var paaskefestlighederne i Copacabana vores naeste maal. Vi ankom skaertorsdag om aftenen, fandt vores hostel og kiggede lidt paa byen. Copacabana minder mest af alt om byen Garda ved Gardasoeen,- ikke jordens mest autentiske sted, men ganske hyggelig naar man faar kigget den lidt naermere i krogene. Byen er "hovedby" for den bolivianske side af Titicaca-soeen,- og derfor ogsaa udgangspunkt for baade til de omkringliggende oeer, specielt Isla del Sol.

CO2.jpg
Den katolske kirke havde i dagens anledning hyret KKK til at holde ro over gemytterne. Maaske Don OE skulle proeve samme taktik?

Paaskefestlighederne er en vigtig begivenhed, ikke mindst for den katolske kirke, men ogsaa for Copacabana. Hvert aar flokkes massevis af pilgrimme dertil fra La Paz, og specielt paa lang-fredag oversvoemmes byen i langtrukken religioes soergel... I foelge traditionen drager pilgrimmene til byens hoejdedrag for at koebe miniature huse, biler, penge, butikker, internet,- eller andet de oensker sig!, for derefter at kaste det paa en model af jomfru Maria, der bliver baaret rundt i byens gader. I det kommende aar skulle oenskerne saa (i foelge den katolske kirke) blive opfyldt. Personligt synes jeg ikke oplevelsen var saerlig behagelig,- alt overskud af salget af miniature-crap (med det saerlige katolske bevis for, at man har koebt det det rigtige sted!) gaar til kirken. Og som i de gode gamle dage med afladsbreve skyer den katolske kirke ingen midler for at udnytte de i forvejen hardt proevede bolivianere.

CO1.jpg
En af boderne der solgte "haab" for kirken.

IDS1.jpg
Udsigt over Titicaca fra vores gaatur... endnu en gang tak til vivid colour fkt paa mit kamera...

Dagen efter tog vi til Isla del Sol. Vi gik de 17 km op langs kysten...,- dvs vi naaede kun ca 14 foer Javier stoppede os, og tilboed, at sejle os over i hans motoriserede robaad. Vi naaede ikke helt vores endestation, da baaden ikke kunne klare boelgerne, men vi blev sat af paa Isla del Sol og gik de sidste par km til oeens stoerste by, hvor vi fandt et hostel.

IDS2.jpg
Javier i sin baad.

Dagen efter gik vi de 10 km rundt paa oeen sammen med Ali og Richard, og tog godt brugte af sol, aktivitet og soeluft baaden hjem til Copacabana. Vores indtryk af Isla del Sol er lidt blandede. Det er et fedt sted, meget smukt og ideelt hvis man har lyst til at fordybe sig i en bunke boeger kombineret med gaaturer og udmaerket mad. Det er dog ogsaa meget turistet, hvilket i hoej grad paavirker den maade bolivianerne teer sig paa overfor én. Spoerger man om man maa tage et billede siger de ja, for efterfoelgende at bede om penge. Menukortets priser aendrer sig efter hvem man er, og specielt efter om man har husket i forvejen at spoerge om hvad tingene koster... Vi oplevede begge, hvilket i sidstnaevnte tilfaelde resulterede i at jeg kom i et voldsomt skaenderi, hvor jeg paa mit begraensede spanske raabte: "Esta loco, esta loco senora..." Pris-diskusioner kan synes latterlige (i danske forhold), men ingen af os synes om bevidst at blive roevrendt, saa derfor tog jeg den ! Det var dog en kanon tur, specielt takket vaere Ali og Richard, og jeg kan bestemt anbefale et besoeg, hvis man kommer paa de her kanter.

IDS3.jpg
Ali, C, Richard og jeg paa vores tur paa oeen.

Vi forlod Bolivia, og koerte mod Cusco i Peru. Paa vejen fandt vi et par timer i Puno (Titicacas peruvianske hovedby) og besoegte "de flydende oeer" - Urus islands. Det var ganske imponerende, som de havde bygget et helt lille samfund med skole og minihospital paa flydende sivbunde ude midt i soeen. Naar det er sagt, vil jeg saa ogsaa mene, at det maa vaere absolut mest roevsyge sted at bo... jeg kan simpelthen ikke forestille meget noget kedeligere!

PU1.jpg
Imponerende, men sygeligt kedelige...

Vi har forladt Bolivia, og er i Cusco, Peru. Bolivia har efterladt et meget positivt indtryk. Paa grund af regnen i store dele af oest og nord Bolivia har vi fuldt "the gringo trail" naesten slavisk, og taget de tilbud af strikhuer, kunstige lamaer og vaevede taepper med det nu maatte medfoere. Til trods for denne til tider noget overfladiske leflen for turister, har vi spist fantastisk, haft ok busser og boet rent og paent paa de hostels vi har besoegt,- efter snart 5 mdr saetter man pris paa en seng uden bedbugs og varmt vand i bruseren! Der er som skrevet et hav af unikke naturoplevelser (inden for overskuelig afstand!), og vi har ikke paa noget tidspunkt haft ubehagelige oplevelser med bolivianerne.

Nu skal vi finde den fedeste maade, at komme op og se Machu Picchu, og derefter undersoege mulighederne i Peru lidt naermere... Der er muligvis en overraskelse i vente...

Skrevet af ahafys 11:24 Gemt i Bolivia Kommentarer (1)

Faecesproeve.dk

La Paz

sunny 26 °C
Se Sao Paulo - Los Angeles på ahafyss kort over rejse.

Traveler's diarrhea (in American English) or traveller's diarrhœa (in British English), abbreviated to TD, is the most common illness affecting travelers. Traveler's diarrhea is defined as three or more unformed stools in 24 hours, commonly accompanied by abdominal cramps, nausea, and bloating.

Vi er kommet til La Paz. Efter at have tilbragt en god uges tid i det forholdsvis lave Sucre, er vi nu kommet op i ca 3700 m igen,- og det kan maerkes ! Loebeskoene ligger solidt plantet i rygsaekken, og der er ikke noget der tyder paa, at de kommer frem lige forloebig.
Vi tjekkede ind paa Adventure Brew, som er blevet os anbefalet af baade Niall (som vi forlaengst har opgivet at indhente!) og Ali og Richard. Det er lidt af et party-hostel, der har eget bryggeri, og hver aften har et eller andet koerende i baren.
Der er flere skandinavere her end vi har tidligere har moedt. Blandt andet moedte vi en fyr, der hedder Kristoffer, og foelgende samtale udviklede sig...

Andreas: Hvor er du fra?

Kristoffer: En lille by uden for Aalborg,- hvad med dig?

Andreas: Jeg er fra Vraa! Hvor er det naermere bestemt?

Kristoffer: Vestbjerg...

Andreas: Vestbjerg ! Der har jeg familie ! Kender du Morten Rex ?

Kristoffer: Morten Rex !?! Boede han paa Vindfloejen 28 ?

Andreas: Ja...

Kristoffer: Det er min gamle nabo. Jeg boede paa Vindfloejen 26. Jeg har en gang arvet hans akvarium...

Andreas: Arvet ? Det kan faneme ikke passe. Hvis jeg kender min faetter ret, saa "arver" man ikke noget. Noget maa du da have betalt!

Kristoffer: Ja, jo,- det er nok rigtigt... Small world !

Dem der kender til familien ved, at Morten udviklede sit fremragende forretningstalent i en tidlig alder...!

LP3.jpg
Boern over det hele i bybilledet,- i hvert fald i skoletiden.

Vi moedte Ali og Richard paa anden dagen og aftalte sammen at tage en flyver til Rurrenabaque (Rurre, som det ogsaa kaldes ligger 45 min med fly herfra) og derfra paa jungle/pampas tur. Som tidligere naevnt er Bolivia forsat fuld af regnvejr, saa der var ca 50/50 chance for at flyveren kom afsted,- i Rurre lander man paa en mark, saa ofte bliver ruten aflyst...

At ankomme til La Paz er ikke altid helt nemt. En stor del af hostlet bruger et par dage paa at akklimatisere, og mange ligger ogsaa rundt omkring og kaster op, har hovedpine og doejer med at faa vejret. Vi regnede selvfoelgelig med at vaere fuldt klar efter turen i saltoerkenen, men Christinas krop brokkede sig alligevel lidt de foerste dage. Mens hun hvilede var jeg i hostelbaren med Ali og Richard, hvilkede resulterede i, at jeg hele naeste dag laa ved siden af hende godt pakket ind i taepper med "Mus og Maend". Efterfoelgende er vi blevet ret sikre paa, at C led under et maveonde (og ikke hoejden!), der allerede startede i Sucre. Sidst paa dagen foelte vi os bedre tilpas og vi noed aftenen sammen i videostuen med "Trainspotting" begge (ok,- maaske mest mig!) jokende om, hvordan vi den forgaaende nat ligesom Ewan McGregor havde haft "the shits" og var "doing the junkie limbo"... Vi var hoeje over vores helbred, der hele tiden blev bedre, og da Richard kom klokken ca 23, og aftalte det sidste inden vi skulle med flyveren dagen efter, sad vi lettede og smilende og sagde "Ses i morgen !"

MEN.......... !

Klokken 4.26 vaagnede jeg med kvalme, en ascenderende del af colon, der foeltes som en sydende grillpoelse og generelt nok den vaerste ubehag jeg har oplevet siden jeg som 4 aarig havde meningitis og maeslinger paa samme tid. En ubehag, der dog blev toppet ca 3,5 time senere, da jeg efter ca 10 gange paa toilettet (halvt af hver !!) blev tilset af Doktor Ebert Jordan, der kunne konstatere massiv dehydrering, et blodtryk paa 80/60 og mavesmerter, der i vaerste fald kunne vaere en blindtarmsbetaendelse. Vi roeg med i en taxi til den naermeste klinik Ebert kunne staa inde for, hvilket var ca 30 min. vaek. Det var naermest det vaerste,- siddende i en lille bil, halvt bevidstloes og forfrossen, i koe, paa gader der konstant gaar op og ned, og saa med den liflige duft af udstoedning torturerende mit stakkels forkvalmede indre.

LP1.jpg
Christina benyttede lejligheden til at tage et billede efter det mest akutte stadie var overstaaet.

Da vi endelig naaede frem blev jeg vist til min enestue med eget toilet. Der blev taget blodproever, BT, SAT (der for en rask person ligger paa 94% her pga hoejden!), lyttet paa hjerte, lunger og tarm og taget temperatur (flere steder end jeg troede var muligt!). Jeg blev hooket op paa IV (intravenoest drop) og fik smertestillende, antibiotika og en saltvandsoploesning mod dehydreringen. Efter et kvarter havde jeg det allerede bedre. Jeg froes ikke mere og smerterne var paa et niveau, hvor jeg kunne slappe af og sove paa dem. De bad ogsaa om en faecesproeve, hvilket jeg foerst kunne levere efter et par dage, da de havde stoppet det meste aktivitet i min mave. Den kostede da ogsaa saa mange kraefter, at jeg efterfoelgende roeg svimmel i seng,- igen med et blodtryk paa 80/60. Et oejeblik var jeg saa rundt paa gulvet, at jeg troede, at det sidste jeg skulle udrette i denne verden var den lille beholder med affoering, der stod paa fjernsynet...!

De foelgende dage gik paa ryggen. Rurre blev der naturligvis ikke noget af (Ali og Richard tog alene afsted), og Christina ordnede alt praktisk fra Gauda (der ikke gav problemer...) til at faa pengene tilbage for turen i junglen. Jeg sad og tronede i min seng som Idi Amin i "The Last King of Scotland" med laeger og sygeplejersker rundt om mig, der ikke synes at have andet at lave, end at soerge for mit velbefindende. Alt fra undersoegelser, behandling til maaltider virkede velovervejet og kompetent. Doktor Ebert kom jaevnligt forbi for at kigge til mig,- faktisk saa meget, at jeg til sidst maatte sige, at han skulle tage hjem og kigge til sin familie istedet. Det var fantastisk ! Serioest, med alt det jeg kender til til danske sygehus... hvis jeg bliver syg igen, tager jeg det foerste fly til Bolivia...!

LP2.jpg
Dr Ebert og jeg efter at han havde reddet mit liv ! Han er i Lonely Planet, hvis du nogensinde er i La Paz og har brug for "medical assistance".

For ikke, at min indlaeggelse skulle vaere nok, ville skaebnen ogsaa at Christina pludselig skulle brug for en tandlaege. En flig af hendes fortand roeg pludselig af,- ca 20 aar efter den blev sat paa foerste gang! Dr Ebert kender en tandlaege som han siger er en "artist" saa ham besoeger vi i morgen. Vi har desuden faaet lov at besoege hospitalet, hvor dr Ebert arbejder (tror muligvis han er paa speed !!) og se faciliteterne,- helst selvfoelgelig fysioterapien. Ironisk nok synes min tyndskid, at have banet vejen for - ikke kun et indgaande kendskab til det bolivianske sundhedsvaesen, men ogsaa et personligt bekendtskab (Dr Ebert), som maaske kan vise sig vaerdifuldt senere.

LP5.jpg
Der var lidt demonstration i gaden (som altid!). Rygtet siger at disse kvinder kan pacificere selv den mest psykotiske FCK-fan paa mindre en 8 sek...

La Paz er nok den mest anderledes hovedstad jeg har vaeret i. Der er ikke meget vesterlandsk over den,- absolut ikke noget maal for jule-shopping. Men vi kan godt li den ! Faktisk har jeg ikke noget mod at blive her en laengere periode - der er en god vibe,- alt koebes frisk paa markedet, der er masser af gode restauranter og vi foeler os trygge, hvor vi gaar. Nu hvor paasken naermer sig har vi dog hoert om nogen fantastiske festligheder i Copacabana (ikke den i Rio, men en by ved Lake Titicaca!). De starter naturligvis torsdag, og forsaetter resten af paasken, saa det bliver nok naeste stop...

Kan i alle have en god paaskeferie, og hvis i ikke har andet at lave, vil vi da gerne hoere fra jer...:)

Skrevet af ahafys 13:53 Gemt i Bolivia Kommentarer (0)

(Beretninger 16 - 20 af 40) « Side 1 2 3 [4] 5 6 7 8 »