Rejseblogs fra Travellerspoint

Galapagos III

Min kaereste er ligesom Rasmus Klump...,- hendes bedste venner er en pelikan, en soeloeve og en pingvin... og saa taenker hun hele tiden paa pandekager !!!

sunny 28 °C
Se Sao Paulo - Los Angeles på ahafyss kort over rejse.

Livet paa baaden gik sin stille gang. Maaltiderne var 7-12-19 og vi byttede lidt tilfaeldigt rundt, saa vi fik snakket lidt med alle i loebet af turen. Vi snorklede minimum en gang om dagen, men de fleste dage to. Dan, Itay og jeg sprang lidt fra soldaekket (i vandet), og hver dag var desuden planlagt med besoeg paa 1-2 oeer. Paa de rolige aftener, hvilket vil sige de dage, hvor vi ikke raesede til naeste oe (og jeg ikke raesede ned i kahytten!) fik vi gang i min iPod, hoejtalere, lidt rom, lidt whiskey og lidt oel,- sidstnaevnte laa paa koel med adskillelige kaempefisk i fryseren - og hyggede os paa det oeverste daek under stjernerne. Mick havde overtaget "In cold blood", og kiggede jaevnligt op over siderne med et imponeret udtryk i oejnene og en smoeg i munden,- "This is fuckin good, man! Can´t fuckin put it down..."

IMG_0710.jpg
En flok krager forsoeger at faa fisk... kragerne til venstre,- de andre er pelikaner!

Som jeg skrev i introduktionen var der flere maader at se Galapagos. Langt de fleste tager et cruise. Andre tager til Puerto Ayora og laver 1-dags-ture med henblik paa at dykke. De allermest hard-core (laes naerrige!) backpackers tager herud i haab om, at de kan lave en deal under bordet med enten et firma eller en kaptajn paa havnen. Vi havde selv overvejet muligheden, og da vi ankom til Puerto Ayora paa 5.dagen turde vi naermest ikke gaa ind i rejsebureauerne af frygt for, at vi ville finde et eller andet vildt tilbud til 500$. Skaebnen ville at jeg moedte et par fra Schweiz, jeg ikke havde set siden Torres del Paine (og som ogsaa havde vaeret paa Navimag). De havde efter raadfoering med guideboeger og folk, der havde vaeret her tidligere besluttet at tag chancen. DER VAR INTET! To billetter til en 5-dagstur for 1200$ pr stk var revet vaek for naesen af dem. Vi var naturligvis skuffede paa deres vejne (yeah right,- like we give a fuck!), men det siger lidt om hvor staerkt tingene gaar herude. Det er et ekstremt populaert rejsemaal. Vi var rigtig lettede over at have koebt turen med Friendship, og i bakspejlet vil jeg ogsaa sige, at overvejer man at tage herud er et cruise et must. Alt det fede natur, viben paa baaden, de isolerede (fredede)oeer (man kun kan naa med baad) er det fedeste ved at vaere her... Puerto Ayora er ikke en lorteby, men det er heller ikke noget jeg ville betale 356$ for at flyve ud og besoege!

IMG_0764.jpg
Yours truly & co paa Bartolome

Paa 6. dagen laa vi om morgen ved Rabida. De sidste dage var anderledes end de foerste. Snorklingen var knap saa imponerende, og de mange besoeg paa oeerne var begyndt at blive lidt traettende. De var paa ingen maade uinteressante,- folk var bare traette! Mellem Pinzon og den lille kinesiske hat, oeen Sombrero Chino blev vi fulgt af en flok delfiner. Da vi ud for Bartolome saa noget saa langt ude som springende rokker (ikke en gang loegn, 2-3 meter op over vandet!) og svoemmede med pingviner var der ikke meget vi manglede. Oeerne vi besoegte de sidste dage var vaesentlig mere golde og oede end de foerste vi saa. Dette skyldes at de ikke er naer saa gamle ("KUN" ca 1-1,5 millioner aar!), og flora og fauna derfor ikke har haft den samme tid til at udvikle sig i. Det var nu spaendende alligevel, da vi gik rundt paa den stadig tydelige lava, og paa Bartolome kunne se de mange kratere.

IMG_0541.jpg
Farvestraalende krabber var overalt.

Den lille blonde miljoeaktivist, som jeg har slaebt rundt paa i snart 7 mdr har fra starten haft betaenkeligheder ved Galapagos,- og med god grund. Antallet af beboeere stiger stoedt aar for aar. Sidste aar var der 120.000 turister, der besoegte oeerne, og behovet for restaurenter, hoteller og ikke mindst baade er steget tilsvarende. 4 fly lander og tager afted fra den lille lufthavn om dagen. Det, at vi kommer er i sig selv ikke det store problem. Oeerne er godt beskyttede og turisterne er for langt stoerstedelen engagerede i miljoe og overholder de regler der saettes for dem. Eksempelvis er det ikke tilladt hverken at spise eller ryge paa de fredede oeer. Det er ikke tilladt at vaere der uden guide, eller uden for de maerkede stier og det er strengt forbudt at roere eller paa anden maade tage kontakt med dyrene. Naar det saa alligevel er paa vej ned af bakke er det fordi vores blotte tilstedevaerelse stiller nogen krav til stedet. Den oegede menneskemaengde har oeget behovet for import af varer fra fastlandet. Naar de kommer herover med baad eller fly har det nogen uheldige konsekvenser. Dyr som rotter, myrer, edderkopper og andre arter kommer fra varene ind paa oeerne og begynder at formere sig. Det skaber konkurrence for de dyr, der allerede er her, og de ender ofte som tabere. Eksempelvis var kaempeskildpadderne naer blevet udryddet paa Floreana, da der pludselig var et hav af geder, der spiste alt groent omkring dem og dermed fjernede eksistensgrundlaget for skildpadderne. Land-iguaner naermest forsvandt fra Santa Cruz, da katte og rotter spiste deres aeg. Nye planter dukker op flere steder, og deres froe eller pollen kan uhindret enten flyve eller foelge en turist til en ny oe. Galapagos kom for nylig paa Unesco´s "World Heritage in Danger" list,- kun 4% af Unesco´s "World Heritage Sites" er paa denne liste.

IMG_0792.jpg

Det er dog ikke helt skidt det hele. Der er mange miljoeorganisationer i gang herude og baade politikere paa landsplan (saerligt praesidenten) og i lokalmiljoeet gaar helhjertet for at bevare stedet. Tale om at lukke oeerne er paa tale (selvom det nok ikke er realistisk), begraensninger paa antallet af turister og et fordobling af gebyret for at komme ind i parken (200$) er nogen af forslagene. Desuden er jagten ogsaa gaaet ind paa husdyrene, der er en af de stoerste plager. I modsaetning til myrer og edderkopper er de i det mindste til at finde og skyde en kugle for panden!

IMG_0747.jpg
Mick...

Vi havde arrangeret vores tur saa vi havde et paar ekstra dage. Cruiset sluttede den 9 maj, og vores fly floej foerst til Guayaquil den 13. Vi havde snakket om at besoege den stoerste oe Isabella, men sprang fra da det ikke loed fedt nok (laes anderledes nok!) i forhold til prisen. Vi blev i stedet i Puerto Ayora med Mick, Gill, Itay paa Hotel Salinas. Det israelske par Aya og Idan kom ogsaa paa besoeg nu og da, men de tog afsted soendag morgen. Vi andre var paa stranden og ude at finde lokale steder at snorkle. Christina koebte et ekstra trip ud og snorkle, mens jeg forsoegte at faa styr paa tankerne til disse indlaeg. Det var rigtig hyggeligt med Gill, Mick og Itay. Desvaerre tager Gill videre sydpaa, mens Mick og Itay tager til den lille kystby Canoa ca 7 timer fra Guayaquil. Her har Mick og Gill brugt en maaneds tid inden Galapagos og Mick har vaeret i gang med at organisere noget brobyggeri over en flod til den lokale skole (ingenioer remember!), og vi har besluttet at tage op og hjaelpe ham.

IMG_0687.jpg
Friendship-holdet foran "Post office" paa Floreana.

Til sidst...
Jeg ved ikke om de sidste to dages skriblerier goer Galapagos aere. Vi har haft en fantastisk tur. De naesten 2 uger har givet oplevelser i flere lag end jeg lige havde forventet. Klarest staar selvfoelgelig moedet med en hel utrolig natur. De mange dyr vi ikke kun har set paa afstand som i zoologisk have, men har levet med paa baaden, i vandet og paa oeerne. De er saa tamme og venlige, at man naermest foeler de siger "velkommen til vores verden". Pelikanerne der hvilede paa soldaekket naar selv de synes at straekkene mellem oeerne blev for lange. Hajerne, der kredsede om vores baad om aftenen og de interesserede og legesyge soeloever, der pralende kastede sig rundt foran os, naar de saa hvor ubhjaelpsomme vi var med vores finner. Denne umiddelbare fascination er desuden blevet krydret med en fordybelse i historien bag Galapagos og ikke mindst en forstaaelse af, hvad der goer oeerne til et biologisk/geologisk unikum. Soeroevere, Darwin, Lonesome George, Evolution.... You name it! Sidst med ikke mindst har vi vaeret heldige med omgivelserne. Vi fandt en baad, der passede os perfekt,- stoerrelsen, maden, kahytten, guiden, soldaekket og ikke mindst vores medrejsende var en fornoejelse... Og sa havde vi godt vejr !

IMG_0555.jpg
Pelikan paa vores baad. Ser ikke ud til at flytte sig...

Tak for denne gang...

Skrevet af ahafys 16:28 Gemt i Ecuador Kommentarer (2)

Galapagos II

sunny 30 °C
Se Sao Paulo - Los Angeles på ahafyss kort over rejse.

Den 27. december 1831 drog "HMS Beagle" fra land i Plymouth, England. Det var skibets anden store rejse, der noejagtig som den foerste havde til formaal at udarbejde praecise soekort, der skulle bruges til krigsfoerrelse og handel. Eftersom skibets kaptajn Pringle Stokes kort tid forinden havde begaaet selvmord blev den 26-aarige Robert Fitzroy udset til at vaere kaptajn paa The Beagle. Med sig havde han den 22-aarige "naturalist" (han havde studeret medicin og teologi!) Charles Robert Darwin, og sammen skulle de de naeste 5 aar sejle til "de varme lande". Det er ikke foerste gang vi er stoedt paa Darwin og Fitzroy. Som den opmaerksomme laeser muligvis kan huske er et af Argentinas bedst kendte bjerge kaldt Mount Fitzroy, og straedet ud for Ushuaia i Tierra del Fuega kendt som Beagle-straedet. Om Darwin er ligesaa vellidt i Patagonien er nok mere tvivlsomt eftersom man i hans dagbog kan laese:

"Ildlaenderne er de "usleste og mest elendig skabninger" han nogensinde havde set. De minder om djaevlene i "stykker som Jaegerbruden" De har "samme farve som devonshirekvaeg". Han kunne naeppe faa sig selv til at tro, at de var "medskabninger og indbyggere af den samme verden" som ham."

Da The Beagle den 15 september 1835 ankommer til Galapagos synes det nu som om den ikke saa lidt arrogante Darwin var modnet en smule. Selvom det kan synes lidt tungnemt, at han ikke kunne faa gjort sit hovedvaerk "The origin of species" faerdigt foer i 1859, gjorde han alligevel her paa oeerne et par iagttagelser, der skulle aendre den verden vi lever i... undtagen maaske Johns, Lilys og Roses (Og George Bush!!!)

IMG_0614.jpg
En soeloeve med interesse for mine sandaler

Han noterede sig, at arter KAN aendre sig og adaptere til de forhold de befinder sig i. Der er en naturlig udvaelgelse, hvor nogen adapterer og overlever og nogen ikke goer nogen af delene. Darwins ord: Survival of the fittest! Paa Galapagos kunne han se arter, der stammede fra sydamerikas mainland som havde adapteret og aendret sig til de nye forhold,- kaempeskildpader, der var blevet store fordi de havde perfekte forhold og ingen konkurrence, kaktusser, der raadnede og blev til jord og skabte grobund for nye skud og iguanas, der udvikler kirtler til at udskille salt, saa de kan leve ved vandet. Over millioner af aar var arter ankommet med vinden, med boelgerne paa flaader af trae eller med fuglene, der floej derud. Landet paa den golde vulkanoverflade og stille og roligt udviklet sig efter evolutionens orden. Dette skabte naturligvis en del roere, da man paa davaerende tidspunkt mest holdt sig til skabelsesberetningen som begyndelsen for al liv. Dette skulle i foelge kreationisterne have fundet sted SOENDAG DEN 23 OKTOBER 4004 FOER KRISTI FOEDSEL.

IMG_0749.jpg
Christina og soelover paa "sombrero chino"

"Hvorfor fanden taenkte jeg ikke paa et undervandskamera i Guayaquil ?" Ordene kom umiddlebart efter Christina og jeg var kommet ombord efter en laengere snorklingstur. Vi havde netop fulgt en hammer-haj i ca 15 sekunder,- en af jordens mest underlige skabninger, og som desuden har siddet gemt, men ikke glemt i mit baghoved siden Aksel Larsen i 4. klasse laeste op af Bent Hallers "Kaskelotternes sang". Forinden var en soeloeve steget op fra dybet med en fisk i munden, naaet overfladen, og i en bevaegelse havde den vendt fisken i luften, grebet den og slugt den inden den atter frosvandt ned igen. Vi var ved Devils Crown ud for Floriana. Et af verdens bedste steder for baade at snorkle og dykke (med ilt). Der var fisk over det hele! Det var en superdag,- vejret var kanon og vi kunne bruge eftermiddagen paa baaden til at kigge ud over vandet, sole os og laese boeger.

IMG_0753.jpg
Sombrero chino,- netop overraskede af ekstra store boelger...

Floreana er en af de oeer, der i stoerst omfang har vaeret befolket af mennesker. Det startede med pirater, der brugte oeen som gemmested i 1700-tallet. Herefter gav regeringen i Ecuador imellem 1780 og 1860 en flok nordmaend lov til at dyrke stedet til hvalfangst. Det var saa vidt jeg forstod ikke den helt store succes, men det efterlod Ecuadors foerste posthus,- en kasse, hvor man kan laegge breve som andre tager med, og hvis der er nogen til, hvor jeg skal hen tager jeg dem med! Denne ordning mellem hvalfangerne introducerede man i 1793. Det var i samme periode at de store landskildpadder virkelig moedte deres overmaend. De havde et par ting imod sig. For det foerste var de ikke saerlig svaerde at fange. For det andet kunne de bruges til al mulig,- mad, olie foder m.m. og for det tredje kan de ligge op til et aar paa ryggen i bunden af et skib uden at drikke LEVENDE! Darwin centret her paa Santa Cruz estimerer at bestanden i den periode faldt fra ca 250.000 til ca 15.000. Oeerne har udviklet hver sin type af skildpadde og ud af de 13 forskellige der findes herude er 3 udryddet og en har kun et eksemplar tilbage,-desvaerre en han - Lonesome George som er 90 aar gammel og bor paa Darwin centret.

IMG_0707.jpg
Skildpadde i Darwin-centret (ikke lonesome George, der var lidt for langt vaek)

Efter at have solet det meste af eftermiddagen ankom vi til hovedbyen paa Galapagos - Puerto Ayora (hvor jeg i oevrigt ogsaa sidder nu). Vi skulle have fyldt baaden op med mad, drikkevand og hvad der ellers skulle bruges. Vi havde aftenen i byen, men uvant pludselig med at jeg skule til at tage hensyn til biler, affald og souvenirs, samt et ar under foden, der ikke ville hele (32 aar... Muligvis diabetis!) blev jeg hjemme. Vi skulle vaere friske til dagen efter at besoege Darwin-centret, en organisation, der tager frivillige, forsker, underviser boern i oekologi, avler skildpadder, passer Lonesome George og holder oeje med at myndighederne goer saa meget som muligt for at beskytte oeerne. I 1934 gennemfoertes de foerste fredningslove, og i 1959 - samme aar som Darwin centret blev oprettet - blev de ubefolkede oeer og vandene omkring dem underlagt de strenge fredningsregler der er idag. Om eftermiddagen skulle vi med bussen op i "the highlands" og se vilde kaempeskildpadder. Ikke engang en dag skulle der gaa foer jeg ikke kunne vente til jeg kom ud paa vandet igen...

IMG_0611.jpg
Ok.... Saa i har set soeloever...!

Del 3....

Skrevet af ahafys 14:02 Gemt i Ecuador Kommentarer (1)

Galapagos I

... eller historien om vores oplevelse af en af jordens stoerste prutter!

sunny 30 °C
Se Sao Paulo - Los Angeles på ahafyss kort over rejse.

Det var ikke helt uden problemer, at jeg skrev det sidste indlaeg. Efter at have nedfaeldet de tre dele om Cusco-turen uden problemer - Ja, hvor der naesten skulle begraensninger paa beretningerne - opstod der et vakum, hvor jeg til tider skulle lede efter noget at fortaelle. Nu efter 10 dage paa Galapagos er overfloedighedshornet atter fuldt og mit stoerste problem er igen om jeg kan goere denne kaempemaessige oplevelse aere og retfaerdighed. Der er i hvert fald nok at fortaelle, saa det skulle ikke undre mig om denne "ferie i ferien" skulle blive opfulgt af endnu en mindre roman.

AB.jpg
Det bedste kort jeg kunne finde - bare saa man ved hvad jeg taler om...

Der er flere maader at se Galapgos paa, men det mest normale er at faa arrangeret et eller andet form for cruise, der tager ud og besoeger oeerne. Galapagos er ikke noget lille sted, hvor man kan se fra oe til oe. I alt fylder oegruppen 8000 km2, hvilket vil sige noget der minder om Sjaelland... lidt stoerre faktisk! Derudover tager det ogsaa en rum tid (og en betragtelig portion soesygetabletter!) at farte rundt mellem oeerne, noget vi paa de helt lange straek gjorde om natten, og som kunne tage op til en 6-7 timer. Galapagos bestaar af 19 deciderede oeer og omkring 42 sten eller klippeformationer, der har det til faelles, at de er smaa og stikker det oeverste over vandet!
En tur til Galapagos koster omkring 2000$. Det havde vi i hvert fald hoert fra andre rejsende. Guideboegerne skrev, at det kunne betale sig ikke at tage den billigste baad, men betale lidt ekstra, og faa en del mere for pengene. Vi bookede vores tur i Cuenca, og gik (efter samtale med rejsebureauet, der havde en aeldre meget trovaerdig kvinde ansat!) imod alle guideboeger og koebte den billigste baad vi kunne finde. Det var "Friendship", eller "The royal friendship" som vores guide Fabian kaldte den. Prisen for 8 dage paa soeen inkl. 3 maaltider, guide m.m var 1080$. Dertil kom en flybillet retur paa 356$ og et park entrance fee paa 110$. Det var en pris selv Sture Bassi kunne forstaa, saa afsted roeg vi...

IMG_0580.jpg
Mit moede med en land iguana paa South Plaza.

Paa afrejsedagen var Christina frisk igen. Efter konsultation med L. P. Andersen stud. dr. med. og S. Roenholt stud. pharm. ("Bare soerg for at have godt med Ciprofloxacin... Hvis det er en virus er der alligevel ikke en skid at goere ved det! Bare soerg for at faa hende ombord paa det fly...") Efter ca 2 timers flyvetur landede vi paa den lille oe Baltra, moedte Fabian, og blev af bus koert til havnen, hvorfra vores skib skulle sejle. Ud af bussens vinduer kunne vi se et par smaa fiskekuttere, et par flotte cruise skibe og to gamle roenner, hvoraf den ene var sunket og den anden laa lidt skaevt i vandet... Vi vidste det allerede,- den der ikke var sunket (endnu!) var the royal friendship. Vi var de sidst ankomne (da vi havde et senere fly end de andre) og saa snart vi var blevet anvist vores kahyt og kaptajnen havde tjekket, at vores pas passede med passagerlisten drog vi afsted over vandet.

IMG_0642.jpg
Marine iguanas... only seagoing lizard in the world.

Vi var 16 passagere paa skibet, og for ikke at skulle udrede yderlige forvirring paa et senere tidspunkt kan de ligesaa godt praesenteres her...

Foerst Helene og Dan:
Baadens to andre danskere, Helene medicinstuderende fra Noerrebro, og hendes kaereste Dan, faengselsbetjent oprindelig fra Odense (hvilket forklarer den syngende dialekt og det forkvaklede forhold til SAS-ligaens i oejeblikket 4. bedste hold,- kom igen OB! Jeg behoever vel ikke at naevne hvem der ligger nr 1 !!!) Dan kender i oevrigt Diego !!!

Gil og Mick:
Startede som par?, kaerester?... et eller andet udefinerbart. Gill, supersoed fra Melbourne og Mick, omrejsende ingenioer fra England, der bla har vaeret med til at lave Kbhs metro. Nice begge to,- i kommer til at hoere mere om dem !

Joel: Weirdo fra Wisconsin... seriously!

Itay: Sjov, ung israeler. Roomie til Joel - ikke helt uden problemer!

Aya og Idan:
Israelsk par. Rigtig soede, selv om Ayas brok til sidst begyndte at gaa os paa nerverne.

John, Lily og Rose:
Ikke et ondt ord at sige om dem. Top religioese amerikanere, der selvom de befandt sig paa evoultionens hoejborg stadig haevdede at skabelsesberetningen er begyndelsen paa alt liv. Ikke overraskende var John ergoterapeut!

Holger og Eva:
Lidt aeldre end gennemsnittet, men godt selskab. Bor i Munchen.

Anja: Pige fra Schweiz, virkede lidt genert, og rejste ogsaa alene. Ankom til baaden sammen med os.

IMG_0641.jpg
Christina overlevede dette moede...

Vi er ca 1100 km ud for Ecuadors kyst paa en flok oeer, der vurderes til at have eksisteret over vandoverfladen i mellem 1 million og 5,6 millioner aar. Oeerne er skabt af vulkanaktivitet under vandet, og grobunden for denne aktivitet siges at have eksisteret i mere end 20 millioner aar. Oeerne har saaledes aldrig vaeret en del af fastlandet. Det lyder maaske ikke som noget saerligt, men netop dette faktum goer stedet til noget saerligt, da det opfordrer til et par interessante spoergsmaal....

Hvordan er dyr og planter kommet herud, og hvordan har de overlevet...? Disse plus natuligvis en hel masse flere :)

Hvis man er ligesom mig bliver man overrasket naar man ankommer til Galapagos. Det er ikke ubetinget noget visuelt paradis som vi er vant til fra Robinson paa TV3. Oeerne er stenede og lavamoerke- paa afstand taet indhyllet i ensfarvede traeer, kaktusser og graes, der ikke umiddelbart skriger ordet "frodig". Over dem haenger ofte en let taage og naar man ankommer til oeen med jolle er det begraenset, hvor meget udsigt man har fra de klart markerede stier. Vi startede med at sejle fra den nordlige del af Baltra til nordsiden af hovedoeen Santa Cruz. Vi ankom til en strand og blev med det samme budt velkommen af roede krabber der pilede hen over stenene, marine iguanas der slappede af i middagssolen, pelikaner kransende omkring ledende efter mad, hejrer der holdt oeje med krabberne, sporene efter en havskildpadde, der havde vaeret paa stranden for at ligge aeg og bluefooted boobies (det hedder de faktisk!) der i ny og nae fra 10 meters hoejde styrtdykkede gennem vandoverfladen efter smaafisk... Og det var kun foer vi gik i vandet med snorkel og dykkerbriller!
Da vi henunder aften paa baadens daek havde tilfoejet hajer (white tipped reef-sharks), soeloever, en flamingo og et vaeld af farvestraalende fisk (Gill havde endda svoemmet med sin foerste skildpadde) var ikke kun dagen reddet, men vi gik i seng med en overvaeldende fornemmelse af, at det her var noget helt saerligt. At sige, at det var som at vaagne op i en blanding Faarup Sommerland og Zoologisk have (i Aalborg naturligvis!) uden at skulle taenke paa madpakke er noget af en underdrivelse.

IMG_0803.jpg
En blue-footed boobie... Et af Galapagos mange kendetegn.

Da vi spiste morgenmad klokken 7 naeste morgen var vi paa oest siden af Santa Cruz ud for de to oeer North og South Plaza. Her saa vi vores foerste soeloever taet paa, gik en tur og saa ud over en masse fugle ogsaa land-iguanas. Efter vores foerste maerkbare rutsjetur ombord paa Friendship med godt 3 timer paa aabent hav (hvor jeg i oevrigt hoerte hele Lionel Richies live-album. Jeg ved ikke hvad det er, men jeg faar vibe paa!!) kom vi til Santa Fe. Tjek-listen blev suppleret med store havskildpadder, rokker og snorkling med soeloever, der taeskede hen mod een foer de en halv meter foran een drejede af. Inden solen gik ned var C og jeg alene i vandet og fulgte i minutter af gangen havskildpadder, der dovent lod sig glide gennem det klare vand, uden at tage synderlig notits af de to noget blege og knap saa elegante landkrabber, der kom bagefter...
Naeste morgen kl 6 var vi i vandet igen. Denne gang ved Espanola. Som det kan ses af kortet er det temmelig langt syd paa, og der skal ikke laegges skjul paa at soegangen kunne maerkes paa sture-bassis skroebelige krop. Ligesaa snart baaden roerte paa sig maatte jeg som en anden Dalasi-Andersen laegge mig ned i kahytten og koncentrere mig om dybe vejrtraekninger. Christina, ja faktisk hele flokken havde det paa samme maade, saa de foerste 4 dage var rimelig slemme. Da vi kom i vandet var vi foerste gang i naerkontakt med hajerne. Der laa 4 ca 1,5-2,0 meter lange white-tipped reef sharks under stenene i vandet. Christina var ikke synderlig nervoes ved dem, og beroligede mig med "at de var mindst 4-5 meter vaek"!!! Helved oss... taenkte jeg, og svoemmede vaek. Jeg stoler ikke paa hajer! Hvordan skulle de med en hjerne paa stoerrelse med en groenaert vide, at de ikke maatte angribe mig... Jeg sagde endda til C, at jeg ikke ville vaere kaereste med hende, hvis hun manglede en ekstremitet eller havde store bid-maerker, men lige meget hjalp det...
Espanola kunne desuden byde paa albatrosser, Galapagos-hawks og en flok aeldre amerikanske turister!

IMG_0666.jpg
And here we see a large group of american tourists. You can recognize them by their funny hats. Notice that the males usually carry an oversize camera in front of them...

Den foerste, der beskrev Galapagos var aerkebiskoppen af Panama - Fray Tomas De Berlanga. Pizarro som jo netop var godt i gang med at udrydde inkaerne havde sendt for hjaelp, da der var udbrudt uoverensstemmelser mellem de oeverste militaerfolk. Fluks roeg De Berlanga paa et skib mod Lima. Da han befandt sig udfor Ecuador var der pludselig ikke en vind der roerte sig. Efter at Humboldt-stroemmen havde trukket De Berlanga rundt i 6 dage ankom de den 10 marts 1535 til Galapagos. Han navngav oeerne efter de store skildpadder (Insulae de los Galopegos), og i hans dagbog kan man laese at han undrede sig over dyrenes tamhed. Udover dette synes han ikke saerligt imponeret over hvad han netop var stoedt ind i. Siden er oeerne blevet kaldt Islas Encantadas (enchanted) fordi de ofte var daekket af taage, og pludselig dukkede op af ingenting. I 1892 fejrede Ecuador 400 aaret for opdagelsen af Amerika (Columbus) ved at navngive oeerne Archipelago de Colon, men kun navnet Galapagos har kunnet haenge ved.

IMG_0629.jpg
Oehhhh, jeg tager lige en lur !

De foerste dage var over al forventning. Vi havde allerede set flere dyr end vi kunne droemme om. Vi snorklede hele tiden og baaden (der ellers havde faaet noget af en overhaling paa nettet: "Avoid 'Friendship' boat at all cost") havde suppleret med en god guide, rene forhold, super mad og en god sammensaetning af folk til turen. Naar det sociale blev for meget var "In cold blood" af Truman Capote i kahytten. Historien om de to psykopater, der droenede rundt i USA og Mexico efter at have draebt en hel familie i Kansas fik mig til tider til at overveje om Joel maaske havde en lignende historie bag sig...?

Laes videre i del 2....

Skrevet af ahafys 14:46 Gemt i Ecuador Kommentarer (0)

Min skygge ligner Riggs i "Doedbringende vaaben I"...

Cusco - Cuenca - Guayaquil

semi-overcast 18 °C
Se Sao Paulo - Los Angeles på ahafyss kort over rejse.

Slut med inka sjöv, el trommer og panfloejte. Der er fantasktiske ting ved Peru, som vi uden tvivl kommer til at savne (maden blandt andet!)... og saa er der musikken. Til trods for, at stort set alle unge mennesker er interesserede i musik, staar Peru for den vaerste og mest lousy musik man kan moede paa denne jord. Skingre sopran stemmer, der paa en blanding af quechua og spansk akkompagneres af el-trommer og keyboards, der kan faa selv Richard Ragnvald til at sige "hold da kaeft...?" Tekster om hvordan man oensker sig et et nyt aesel, og gerne vil tage sin hustru ud og spise lama er naeppe noget, der staar i vejen for at Bob Dylan faar Nobels litteraturpris... Jeg kan uden, at der kan registreres nogen form for sympatisk eller parasympatisk reaktion vedkende mig, at jeg i ordets mest svulstige forstand HADER peruviansk musik...

Vi er paa vej ud af Peru. Selv om det er et dejligt land tillader tiden ikke, at vi bliver saa meget laengere. Nu venter Ecuador med forhaabentlig lidt mere varme, mere eksotisk gastronomi og formentlig lidt mere carribean-vibe...

GU1.jpg
Bolivar og San Martin befrier Syd Amerika fra Spanien ved et moede i Guayaquil.

Der er navne man i Syd Amerika stoeder paa hele tiden... Der er ikke mange byer i Argentina, Chile, Bolivia, Peru, Ecuador, Columbia og Venezuela, Paraguay og Uruguay, der ikke har gader eller pladser opkaldt efter enten José de San Martin, Bernado O´Higgins, Simón Bolivár eller en af de utallige generaler, der tjente under dem. Disse 3 herrer ledte i aarene 1812-1822 frigoerelsen af ovennaevnte lande fra Spaniens kolonisering,- San Martin fik sammen med O´Higgins styr paa det sydlige og startede paa Peru, mens Bolivar kom ned fra Venezuela og frigjorde Columbia, Ecuador, Panama, Bolivia og resten af Peru. Som en lille fodnote boer naevnes, at de to herrer moedtes her i Guayaguil den 26.juli 1822 for at planlaegge Sydamerikas frihed. Til trods for den faelles historie, og de mange faelles helte er det de faereste lande, der idag kan finde ud af at leve ved siden af hinanden. Bolivia hader Chile fordi de fratog dem muligheden for at komme til vand i "War of the Pacific" i 1879-83,- noget der endnu ikke er glemt. Peru synes Bolivia er smadrede og underlegne, fordi de ret beset ikke kan finde ud af ret meget. Ecuador synes Peru bringer problemer over graensen, og der var knas mellem Chile og Argentina, da Pinochet tillod Thatcher at anvende chilenske militaerbaser i Patagonien under Falklandskrigen. For en god ordens skyld maa jeg erkende, at jeg ikke kender meget til den aktuelle daglige politiske agenda, og mine oplysninger "kun" bygger paa hvad almindelige mennesker giver udtryk for naar man prikker lidt til nabokendskabet. Ikke desto mindre kom vi lidt taettere paa orkanens oeje, da vi krydsede graensen til Ecuador...

CU11.jpg
Katedralen i Cuenca.

Efter at have siddet naesten 40 timer i bus fra Cusco, med et enkelt stop i Lima, til Tumbes i den nordvestlige del af Peru skulle vi til at finde ud af at komme over graensen. Det var lidt af en tilfaeldighed vi havnede der,- lidt misforstaaelser gjorde, at vi fik koebt billetter og foerst i bussen derop kunne laese i Lonely Planet, at netop denne overgang havde ry for at vaere den farligste graenseovergang i Syd Amerika. Da vi ankom med bussen blev vi modtaget af taxier, der arbejdede for busselskabet, og tilboed os tage os over for 10 soles pr mand (ca 17 kr).
At komme over graensen er en kompliceret affaere. Foerst koerer man 30 km, dernaest tjekker man ud af Peru, koerer endnu 7 km inden man via en bro krydser graensen, og derefter koerer yderligere 3km IND i Ecuador og stempler sig ind ved immigrationsmyndighederne. Som det fremgaar kan man frit gaa mellem landene uden egentlig at blive kontrolleret, og netop det forhold goer at stoffer, vaaben og en masse andet lort kan goere livet farligt omkring graenseovergangen.
Vi roeg i en taxa med en fyr, der hed Zalasar sammen med hans faetter Leo, der betankeligvis hoppede paa uden for busselskabets praemisser og i foelge ham skulle med for at oege sikkerheden. Vi koerte de foerste 30 km, tjekkede ud af Peru og kom op til broen for selve overgangen. Under hele turen blev der gjort et stort nummer ud af at fortaelle, hvor sindsygt farligt det var. Helt galt gik det da vi skulle over broen, hvor vinduer skulle rulles op og doererne laases... Ca samtidigt bekendtgjorde Leo, at prisen for turen inkl. busturen videre til Cuenca nu kostede 45 amerikanske dollars. Den var altsaa steget fra ca 3,50$ + busbillet (6$) til hele 45 dollars for ulejligheden. Det helede lugtede lidt af at de proevede at skraemme os, og derfor kunne udnytte vores usikkerhed. Leo skulle dog bare taenke ordet prisstigning foer Christina "the negotiator" Ehrbar var trukket i kampdragten. De proevede og proevede... fandt paa overgangsgebyrer for at komme hjem, der ikke fandtes, tog os med i bilen til de smaa gyder bag hovedgaden, men lige meget hjalp det. Hver gang blev de moedt af "Desculpa Senores, pero tenemos una cita de 10 soles cada person... No mas! Extra para volver no esta mi problema..." (Undskyld de herrer, men vi har en aftale paa 10 soles pr person... Ikke mere! Hvis det koster ekstra at komme hjem er det ikke mit problem...) Det kunne vaere endt galt, da de havde alle vores ting bag i bilen, men heldigvis var den ene ansat af busselskabet saa vi vidste han havde en del at tabe... Det er desuden blevet rutine for os at sikre oplysninger naar vi tager taxier, saa vi kan finde dem igen, hvis noget bliver problematisk. De fik efter aftale deres 20 soles og koerte slukoerede derfra, mens Christina og jeg stille og roligt spadserede over broen ind i Ecuador med vores rygsaekke paa ryggen.

Vi tog bussen (endnu 5 timer) til Cuenca, en by paa ca 400.000 indbyggere i det sydlige Ecuador. Det er Ecuadors 3. stoerste by, fuld af kirker og kultur fra koloniseringen og et udmaerket sted at starte paa et nyt land. Alt her betales i amerikanske dollars, og det hele virker en smule dyrere, men ogsaa en smule mere organiseret end i Peru.

CU21.jpg
Christina var ogsaa fristet af hattene, men gik derfra uden indkoeb.

En behagelig overraskelse ved Cuenca er, at den faktisk er hjemstavn for Panama-hatten. Det har jeg (af gode grunde) altid troet var en mellemamerikansk opfindelse, men det er her den kommer fra. I de brostensbelagte gader er der adskellige butikker, der saelger hattene, og det er heller ikke umuligt at se, hvordan de bliver til... Muligheden for at koebe en ny hat kommer paa et perfekt tidspunkt. Ikke nok med, at min skygge paa alle solskinsdage,- naar jeg gaar med min kasket, minder mig om mit efterhaanden lange nakkehaar, saa har jeg ogsaa erfaret, at der en lineaer proportionel stigning i forholdet mellem haarlaengde og "bad hair days". Det skal dog bemaerkes, at de bad hair days jeg oplever i oejeblikket ikke engang kysser taaneglene af de dage jeg havde i mine teenageaar...

GU2.jpg
Saadan ser en mand paa 32 aar ud...

En af de ting, der ogsaa har taget lidt tid er beslutningen om, at tage til Galapagos. Det har hele tiden vaeret Christinas plan at tage derud, mens jeg nok har synes, at det var vel lige lovlig mange penge for en flok havskildpader og lidt vulkanoeer,- formentlig gaaende i roeven paa en flok aeldre amerikanere med hvide loebesko og kasket paa. Men som vi kom naermere Ecuador, og jeg fik kigget lidt i guidebogen, saa kom lysten ogsaa til at komme derud. Det er helt afsindig dyrt, men da jeg ikke ved, hvornaar min vej naeste gang gaar gennem landet her er det nok bedst at faa det set... En naermere beretning kommer naturligvis senere,- saa skal jeg nok fortaelle om det er et besoeg vaerd....!

GU3.jpg
Ikke alt 1. maj er i Ché´s navn...

Vi tager afsted i morgen, og vi glaeder os. Maven er dog ikke helt paa toppen, men mon ikke den bliver bedre af lidt forloren skildpadde... Idag vaelter Guayaquil rundt i demonstrationer, politifolk og bannere med Che Guevarra.- foerst til min store forundring, men saa kom jeg til at taenke paa at det er den 1. maj... Flot Dennis,- din egen foedselsdag !!!

Skrevet af ahafys 19:00 Gemt i Ecuador Kommentarer (2)

"Bord og Stol" - Bagsiden af Peru 3. og sidste del.

Huancacalle - Espirito Pampa - Cusco

sunny 22 °C

Det er den 22. april idag. Fik skrevet en del igaar, men maatte lige rette lidt til paa 2. del inden det var klar til aeteren,- er stadig ikke sikker paa det, men nu kommer det ud, og saa maa I jo synes hvad I vil... Jeg husker med gru en vinteraften i ´93 paa Herluf Trollesgade i Aarhus. Jeg var sammen med Caroline og Kaali (muligvis Kasper V), hvor jeg var saa opslugt af en anden Steinbeck bog (Rutebil paa afveje), at jeg maatte introducere dem for mine tanker under indtagelse af en del "Star pilsner". En af de episoder, der stadig kan faa mig til krybe taeer.
Hvis jeg i starten var i tvivl om, om Steinbeck stadig kunne efterlade et staerkt indtryk paa mig, er jeg det bestemt ikke mere. Jeg mener faktisk (lidt barnligt) at man kan laere mere om at vaere menneske ved at laese "Oest for Paradis" end biblen. Jeg vil dog ikke bruge mere plads paa den her, da det vil afsloere for meget af handlingen, blot tilraade alle, der ikke allerede har laest den, at anskaffe den...

Fra Huancacalle var det nu tid til at naerme sig junglen. Det skulle vise sig, at det ikke var muligt at tage aesler eller heste derind (broerne over floderne var ikke gode nok, og dele af stien var stadig for vaade efter regntiden), saa vi maatte hyre baerere istedet. Fra Yanama havde det jo vaeret meningen, at Roccha skulle stoede til istedet for Vallentin, men da vi kun skulle bruge én og Roccha havde fundet andet arbejde, besluttede vi, at Vallentin skulle forsaette med os til vejs ende. Paa dag 10 skete der ikke saa meget. Vi bevaegede os ud af byen, og stille og roligt op gennem en ny dal. Vi passerede Vallentins foedeby, og da vi fandt et sted at campere, besluttede Vallentin at tage lidt tilbage (dog ikke til byen) for at besoege og sove hos sin mor. Vi oplevede endnu en kold nat, og lige inden vi skulle i seng fik vi besoeg af to drenge og deres far. De havde kartofler med til os, og spurgte interesserede, hvor vi var paa vej hen og hvor vi kom fra. Han havde en lille datter paa 6-7 aar, der laa oppe i stenhytten med feber. Jeg ved ikke om det var derfor han havde kartofler med, men han tog i hvert fald afsted med lidt mere af vores paracetamol. Vi var ved at udvikle os til en omrejsende medical unit...

3-1.jpg
Her begynder junglen...

11. dagen var forsat uden jungle, og lidt for meget gang paa almindelig vej. Der var ekstremt meget mudder, og tempoet kom i perioder meget langt ned, da der skulle hoppes fra sten til sten.
Paa dag 12 begyndte junglen endelig, og samtidig gik mine tanker fra Steinbeck til, at jeg ca hver 10. sekund enten taenkte ordet "slange" eller "edderkop". Ikke sjaeldent strejfede tanken mig, at jorden ikke var det eneste jeg skulle holde oeje med, men ogsaa at traeerne var et oplagt opholdssted for et eller andet klamt, der havde udset mig som sit naeste offer... Der ud over er junglen af natur ikke bygget til mennesker omkring 1.90cm, og selv om mange af stierne er tilfredsstillende ryddet, saa kan man godt maerke, at det ikke er hvide mennesker, der har baaret macheten....! Vi koebte yukas (en peruviansk rod, der tilberedes som kartofler) og friske passionsfrugter og slog os ned paa en skole, der ikke var i brug. Samme aften fik jeg lidt ubehag, og troede jeg var ved at blive syg, men som i bussen var det bare lidt stress, der sad i kroppen og naeste dag var jeg fin igen.

3-2.jpg
Christina forsoeger at passere de til tider mudrede forhold uden at fa vaade foedder.

Dagen efter var dog ualmindelig haard. Stierne gik op og ned, slangede sig langs bjergsiderne og forsatte i det uendlige. Vallentin og Henry kendte ikke turen godt nok, og vi endte med at vaere fremme en halv time foer det blev moerkt efter at have gaaet i naesten 9 timer. Civilisationen var begyndt at traekke i os og Christina og jeg kunne godt maerke, at de haarde forhold ogsaa kunne maerkes paa stemningen mellem os. Jeg tror en tur som denne, hvor alting er ekstremt, er som at saette alt under et forstoerrelsesglas. Man er meget modtagelig, og ligesaa vel som de positive oplevelser efterlader erindringer, der huskes resten af livet, saa kan negative smaating ogsaa blaeses ud af proportioner og slide paa omgivelserne,- saerligt dem der er taettest paa én...
Endnu en gang sov vi paa en skole (det er ofte her der er en flad mark til telt og fodbold), og om morgenen var vi omringet af boern. Vi snakkede med de to laerere, der kom fra Cusco, men skulle arbejde der i 9 mdr. Vi tog faellesbilleder, og hvis alt gaar vel faar de dem op at haenge i klasselokalet naeste gang laererne er i Cusco for at hente deres loen og tjekker deres email.

3-4.jpg
Skoleboern og deres laerere. Meget soede, men mega generte.

Dagen efter var der 2 timer til Espirito Pampa. Det var vores dag 14, og vi var naaet frem til vores maal et par dage hurtigere end Henry havde planlagt. Espirito Pampa er stadig omgivet af mystik. Man formoder at Manco Inca tog herind efter Vitcos, og der har ogsaa vaeret snak om at dette var "the lost city of the Incas" Dette er dog en myte ingen rigtig tror paa (derfor: myte!)... Det er et meget smukt omraade, og i den taette jungle virker det som om der kan dukke mere op i fremtiden. Vi spiste hos en aeldre dame, der kogte en hoene og lavede suppe til os. Efter et lille hvil, hvor der for alvor var ved at blive varmt (kunne godt maerke vi var dykket ned 1200m hoejde) gik vi et par timer til den naermeste landsby og camperede for natten. Herfra skulle vi gaa endnu 3 timer til byen, hvor hjemturen begyndte. Dette viste sig at vaere 5,5 time...

3-5.jpg
Epirito Pampa, kun en lille del af udgravningerne

Til trods for, at vi var blevet inviteret hjem til Henrys foraeldre for natten valgte vi at afslaa tilbudet. I foerste omgang fordi vi var ved at vaere moere og traengte til lidt civilisation. Men det viste sig ogsaa at vaere godt for Henry. Han havde ikke set sin mor i 8 mdr og havde ikke vaeret hjemme 1,5 aar, og fra billederne og historierne vi hoerte og saa til vores farvelmiddag i Cusco i aftes saa det ud, som om de havde hygget sig som en rigtig familie.

3-6.jpg
Christina i trygge haender...

Vi sad paa ladet af lastbiler fyldt med kaffe og jeep (der punkterede!) gennem junglen til vi naaede frem til Kiteni, hvor vi skulle fange en bus til Quillabamba (4 timer). Herefter en overnatning og videre med minibus i 5 timer tilbage til Cusco.

3-7.jpg
At komme op lastbilen og kigge paa traekronerne var en perfekt afslutning paa turen,- fedt at koere lastbil!

Selvom det var med en vis blanding af fryd og bange anelser vi tog paa den her tur, har det vist sig som noget af det bedste vi har gjort. Det var bestemt ikke helt uden frygt, at vi med baevren i stemmen sagde ja tak til Henry for ca 3 uger siden. Det skulle ogsaa vise sig at vare noejagtig ligesaa haardt som vi havde frygtet. Vi har slidt og slaebt os op ad bjerge, haft et rekordstort antal overnatninger i telt med trangiasaet, vand med rensepiller (15), og set nogen af vores jungle daemoner i oejnene og gaaet videre imod alle odds. Vi har moedt fantastiske mennesker, der lever en hverdag som er saa fjern fra vores som naesten menneskelig muligt. Vi har begravet myten om, at Peru er et af de mest ubehagelige lande at rejse i i Syd Amerika, og vi har oplevet kaffe, kakao og frugtplantager i det foerste led inden produktionen drager ud i verden. Vi har set skoler hvor 7-8 aarige boern gaar 2 timer hver vej for undervisning og endelig fuldt inkaernes vej fra Cusco til Espirito Pampa... eller fra storhed til fald...!

Nu er det tid til at tage afsked med Peru selvom der er meget mere at se. Sig naermer tiden, hvor vi skal til Los Angeles, og turen har de sidste uger aendret sig fra at vaere uendelig til at vaere et bestemt antal uger der skal strikkes sammen, saa vi kan naa det hele... Vi tager til Tumbes over Lima om 2 timer. Tumbes ligger helt oppe ved graensen til Ecuador...

Hvis jeg har glemt navnene naar jeg kommer hjem...:
- Max Havelaar
- Rainforest Foundation
- Unicef
- Amnesty International
- Greenpeace
- Christina Ehrbar... :)

Skrevet af ahafys 10:34 Gemt i Peru Kommentarer (1)

(Beretninger 11 - 15 af 40) « Side 1 2 [3] 4 5 6 7 8 »