Americanos

Kl 18:
Der skal hentes vasketoej. Skyerne daekker Quito, og Itay siger man boer bevaege sig varsomt efter moerkets frembrud. Ulvene kredser allerede omkring indgangen til hostlet. Jeg skynder mig forbi med den store pose rene toej.

Kl 21:
Har delt en pizza, og gjort indhug i hostlets spand med rom og cola. Man, ons og fre er "rum and coke night",- Ulvene er paa vagt efter suckers, der har faaet for meget.

Kl 22:
Harriet(19) og Harriet(20) fra Canoa tager C med i byen. Itay er gaaet i seng med symptomer der minder om hoejdesyge. Jeg foelger snart efter, laeser lidt i "The Beach", men falder hurtigt i soevn.

..........

Kl 1:
Vaagner. Minder om en eftermiddagssoevn,- er i hvert fald ikke traet mere... C er ikke tilbage... Det regner. Er rastloes. Fryser. Maven i uorden... Muligvis hoejden? Ulvene, regnen og de tunge endeloese rytmer fra naboerne goer mig urolig.

Drikker en Sprite sodavand, og ser to afsnit af "Two & a half men". Fryser og gaar tilbage i seng.

Kl 2:
Fosterstilling, gaasehud, drugrape, kidnapping... Hvad har hun med ? Godt hun tog stoevler paa... Tankerne koerer. Natten forvirrer mig,- jeg ved, jeg overdriver. Hvorfor taenkte jeg ikke saadan, da hun tog afsted? Tager min iPod paa og aabner bogen,- lukker gaden, regnen og ulvene ude...

Kl 3:
Der er lyde ved doeren. Fjerner iPodén fra oeret. C smiler fra doeren. Regnen er stoppet...
"Var der farlige maend udenfor ?" spoerger jeg. "Ja, men jeg sagde de skulle fucke off..."

C: Jeg har tandpastaen... Har du ikke boerstet taender?

A: Jo... Jeg koebte ogsaa en Sprite sodavand.

C: Har du boerstet taender i Sprite ???

A: Nej... men jeg har boerstet taender...

Jeg griner lettet, da hun som en hemmelighed mellem boern, uden foraeldrenes viden betror mig..

"Kom med mig, Andreas... Jeg ved hvordan man boerster taender...!"

Efter et haardt rejsedoegn, der startede paa Galapagos tirsdag morgen klokken 8, kom vi via Guayaquil til Canoa. Godt bustede traskede vi onsdag morgen (14 maj) ned gennem hovedgaden. Sammen med et par store planter, tre hoens og bussens oevrige passagerer havde vi ved hjaelp af chauffoerens koncentrerede og aggresive slalomkoersel forceret ca syv timer af den mest hullede og elendige grusvej vi er stoedt paa paa hele turen. Det havde ikke ligefrem fremmet oplevelsen, at chauffoeren og hans side-kick klokken 2.30 besluttede sig for at saette musik paa i hele bussens kabine,- dette paa trods af at alle sov... Selv hoensene havde det kendte "hvad fanden taenker de paa...???" udtryk i oejnene !

Fiskerbaadene paa stranden.

Vejret i Canoa var overskyet. Der lugtede af salt, og der blaeste en naesten vestehavet-i-oktober-agtig vind fra havet. Langs stranden laa de smaa fiskerbaade og ventede paa at komme i arbejde. Der var naesten ingen mennesker, hvilket vil sige at klokken maa have vaeret foer 8.00, da ingenting i Canoa rigtig gaar i gang foer kl 9. Vi ledte efter Hostel Estrella del Mar, og vores to foelgesvende fra Galapagos Mick og Itay (eller David som han hedder her, da ingen kan huske hans rigtige navn og han kommer fra Israel). Vi var blevet anbefalet Estrella, da stedet var paent og rent, og da 4$ ikke er meget for en nat,- ogsaa selvom der kun var koldt vand at bade i, og der fra naboen var ikke saa lidt byggestoej om morgenen. En lokalpolitiker er ved at faa opfoert den stoerste raedsel af et hus i Canoa... i pink!

Udsigt over Canoa fra paragliding

Canoa er en ganske lille by ved kysten, ca 7 timer baade fra Quito og Guayaquil. Alle vejene er grusveje, og bare mens vi har vaeret her har der vaeret 3 stroemsvigt, der naar de sker saetter hele byen ud af funktion. Ingen stroem betyder ogsaa ingen vand, hvilket dog ikke er det store problem, da havet altid er paa den gode side af 25 grader. Byens indbyggere arbejder enten med fiskeri eller turister, hvis de ikke har en af de utallige kiosker, der allesammen saelger det samme,- drikkevarer, solcreme og alkohol. De mest populaere steder er dog ejet og drevet af europaeere eller amerikanere,- folk der kom hertil for aar tilbage, og bare fik lyst til at blive. Elisabeth (byens bedste hostel - Cocoloco), Mark der har "The Shamrock" og Franz der har "Surf Shak". Det lyder maaske haardt... og lidt aergeligt, at det er saadan, men aerlig talt, hvis det stod til ecuadorianerne ville der ikke ske en skid. De fleste ecuadorianere forstaar ikke konceptet byttepenge (de har dem aldrig...),- eller i det hele taget at taenke en time frem... Det goer de andre til gengaeld, og de har formaaet at skabe et helt lille paradis, hvor alle taler om at skulle videre, men ingen rigtig kommer nogen steder hen.

VM i straffespark. DK tabte finalen til Colombia efter have slaaet Holland, Tyskland og Ecuador paa vejen.

Vi kom her fordi Mick og Gill havde brugt en hel maaned her inden de kom til Galapagos. I den tid var Mick paabegyndt et projekt, hvor der skulle bygges en bro til de lokale skoleboern, saa de kunne komme sikkert i skole. Indtil nu har de modige foraeldre sendt boernene over den berygtede bilbro, mens langt de fleste selv har fulgt dem til skole. Vi snakker om 5-6 aarige, saa det synes som en god investering. Budgettet har vaeret 500$, hvor langt det meste er gaaet til arbejdsloen og materialer, saa behovet for frivilligt arbejde har vaeret stort.

Broen efter dag 1.

Vi har dagligt vaeret ved broen, og jeg blev loerdag forfremmet til "Section manager of steps", hvilket vil sige jeg havde ansvaret for at der blev lavet trapper ned til selve broen. Christina har staaet for maling af broen, samt oprydning omkring den,- dette med hjaelp fra de lokale boern. Mick trasker rundt og synes at vaere hjernen bag det hele,- for det meste med en smoeg og en bajer. Han er nu god til at skabe opmaerksomhed omkring projektet, og havde det ikke vaeret for ham var "Section Manager of steps" og "Section manager of fire and childlabouring" jo heller ikke dukket op. Derudover har vi 5 lokale, der arbejder for Moya, en aeldre canadier, der har boet her i 26 aar, og ellers kalder sig "kunstner". Hun er megasoed,- laver (heller) ikke meget andet end at ryge smoeger naar hun er ved broen, men soerger ellers for, at vi har alt hvad vi skal bruge. Efter jeg blev section manager taler vi ganske godt sammen,- hun er fin nok...

Drengene der virkelig lagde en indsats i arbejdet... Ikke som de dovne arbejdssky 3-5 aarige !

Skoleboernene kom dagligt paa besoeg og boostede arbejdsmoralen. Det er skolen i baggrunden.

Hvorvidt vi naar at se broen faerdig er dog tvivlsomt, men trinene jeg er ansvarlig for er nogenlunde faerdige, og man kan nu komme toerfodet fra den ene side til den anden. Det har taget knap en uge... Christina havde fint touch med boernene, der hjalp med at samle trae paa breden, og lave baal. Mick havde lovet dem en dollar om dagen, udbetaling efter endt arbejde, hvilket var fint nok for de 6 til 10 aarige. De 3-5 aarige (som foroevrigt ikke havde lavet saa meget) var dog ikke tilfredse, og satte sig strejkende i sandet. De tilboed et forlig paa 25 cents idag istedet for 1 $ i morgen (manglende fremsyn starter i en tidlig alder!!!), hvilket selvfoelgelig var fristende for arbejdsgiveren, men alligevel ikke acceptabelt. Efter storkonflikten saa vi dem aldrig igen...
Hvorvidt vi er klar til arbejde er dog forsat uklart. Selvom vi er stolte af hvad vi udretter paa broen er det dog stadig tvivlsomt om Lisbet Ulnits vil acceptere Christinas behov for to middagslure om dagen...

Pay-day ved Moya og Mick.

Ind i mellem vores arbejdssessioner hygger vi os gevaldigt. Der bliver badet hver dag, loebet lidt paa stranden, dyrket yoga (ja, den er sgu go nok! Sture-bassi var med, og laeren saa de korteste haser nogensinde!) og soendag blev Christina og jeg tilbudt paragliding, hvilket vi naturligvis ikke sagde nej til. Der sker noget hele tiden, og hvis ikke kan man altid gaa paa Surf Shak eller Shamrock, hvor der altid er nogen at snakke med.
Canoa er et fantastisk sted, og et af de steder som jeg sagtens kunne se mig selv vende tilbage til. Efter hektisk rejsning er det rart at kunne koble helt af med haengekoejer, vand, varme og boeger. Mange rejsende kommer hertil, og har meget svaert ved at komme afsted igen. Det er et af de faa steder vi har vaeret, hvor man foeler man bliver budt ind i et faellesskab af andre rejsende (the Beach...), og det er naermest med taarer i oejnene man tager afsted igen en uge senere... eller et aar senere...

215 kg ren lort - mod al forventning I LUFTEN!

Som sagt landede vi i Guayaquil inden vi kom videre mod Canoa. Her blev der for mit vedkommende truffet en vigtig beslutning. Christina vil rigtig gerne besoege sin familie i Vancouver, Canada, og har allerede i Cusco koebt en billet derop fra Bogota den 26 juni. Jeg ville i samme periode vaere sammen med min faetter Henrik, hans kone Monica og deres tre boern Theya, Christoff og Sebastian i San Juan Capistrano, CA. Paa trods af, at jeg nu gerne ville have brugt en maaned i CA har jeg alligevel besluttet at goere stop i Mexico paa vejen (billet - 25 juni kl 15.15). Christina tager lidt tid til at komme ned nordfra, og jeg bruger lidt tid paa at komme fra syden,- jeg faar et stempel mere i passet, og vi moedes til 10-12 kanondage sammen i CA inden vi tager hjem den 20 juli...

Broen som den saa ud da vi rejste...

Der er CL-finale i morgen, og vi har besluttet at tage herfra efter den. Naeste stop er Quito, som skal koncentreres til det allermest noedvendige, og derefter COLOMBIA....

Livet paa baaden gik sin stille gang. Maaltiderne var 7-12-19 og vi byttede lidt tilfaeldigt rundt, saa vi fik snakket lidt med alle i loebet af turen. Vi snorklede minimum en gang om dagen, men de fleste dage to. Dan, Itay og jeg sprang lidt fra soldaekket (i vandet), og hver dag var desuden planlagt med besoeg paa 1-2 oeer. Paa de rolige aftener, hvilket vil sige de dage, hvor vi ikke raesede til naeste oe (og jeg ikke raesede ned i kahytten!) fik vi gang i min iPod, hoejtalere, lidt rom, lidt whiskey og lidt oel,- sidstnaevnte laa paa koel med adskillelige kaempefisk i fryseren - og hyggede os paa det oeverste daek under stjernerne. Mick havde overtaget "In cold blood", og kiggede jaevnligt op over siderne med et imponeret udtryk i oejnene og en smoeg i munden,- "This is fuckin good, man! Can´t fuckin put it down..."

En flok krager forsoeger at faa fisk... kragerne til venstre,- de andre er pelikaner!

Som jeg skrev i introduktionen var der flere maader at se Galapagos. Langt de fleste tager et cruise. Andre tager til Puerto Ayora og laver 1-dags-ture med henblik paa at dykke. De allermest hard-core (laes naerrige!) backpackers tager herud i haab om, at de kan lave en deal under bordet med enten et firma eller en kaptajn paa havnen. Vi havde selv overvejet muligheden, og da vi ankom til Puerto Ayora paa 5.dagen turde vi naermest ikke gaa ind i rejsebureauerne af frygt for, at vi ville finde et eller andet vildt tilbud til 500$. Skaebnen ville at jeg moedte et par fra Schweiz, jeg ikke havde set siden Torres del Paine (og som ogsaa havde vaeret paa Navimag). De havde efter raadfoering med guideboeger og folk, der havde vaeret her tidligere besluttet at tag chancen. DER VAR INTET! To billetter til en 5-dagstur for 1200$ pr stk var revet vaek for naesen af dem. Vi var naturligvis skuffede paa deres vejne (yeah right,- like we give a fuck!), men det siger lidt om hvor staerkt tingene gaar herude. Det er et ekstremt populaert rejsemaal. Vi var rigtig lettede over at have koebt turen med Friendship, og i bakspejlet vil jeg ogsaa sige, at overvejer man at tage herud er et cruise et must. Alt det fede natur, viben paa baaden, de isolerede (fredede)oeer (man kun kan naa med baad) er det fedeste ved at vaere her... Puerto Ayora er ikke en lorteby, men det er heller ikke noget jeg ville betale 356$ for at flyve ud og besoege!

Yours truly & co paa Bartolome

Paa 6. dagen laa vi om morgen ved Rabida. De sidste dage var anderledes end de foerste. Snorklingen var knap saa imponerende, og de mange besoeg paa oeerne var begyndt at blive lidt traettende. De var paa ingen maade uinteressante,- folk var bare traette! Mellem Pinzon og den lille kinesiske hat, oeen Sombrero Chino blev vi fulgt af en flok delfiner. Da vi ud for Bartolome saa noget saa langt ude som springende rokker (ikke en gang loegn, 2-3 meter op over vandet!) og svoemmede med pingviner var der ikke meget vi manglede. Oeerne vi besoegte de sidste dage var vaesentlig mere golde og oede end de foerste vi saa. Dette skyldes at de ikke er naer saa gamle ("KUN" ca 1-1,5 millioner aar!), og flora og fauna derfor ikke har haft den samme tid til at udvikle sig i. Det var nu spaendende alligevel, da vi gik rundt paa den stadig tydelige lava, og paa Bartolome kunne se de mange kratere.

Farvestraalende krabber var overalt.

Den lille blonde miljoeaktivist, som jeg har slaebt rundt paa i snart 7 mdr har fra starten haft betaenkeligheder ved Galapagos,- og med god grund. Antallet af beboeere stiger stoedt aar for aar. Sidste aar var der 120.000 turister, der besoegte oeerne, og behovet for restaurenter, hoteller og ikke mindst baade er steget tilsvarende. 4 fly lander og tager afted fra den lille lufthavn om dagen. Det, at vi kommer er i sig selv ikke det store problem. Oeerne er godt beskyttede og turisterne er for langt stoerstedelen engagerede i miljoe og overholder de regler der saettes for dem. Eksempelvis er det ikke tilladt hverken at spise eller ryge paa de fredede oeer. Det er ikke tilladt at vaere der uden guide, eller uden for de maerkede stier og det er strengt forbudt at roere eller paa anden maade tage kontakt med dyrene. Naar det saa alligevel er paa vej ned af bakke er det fordi vores blotte tilstedevaerelse stiller nogen krav til stedet. Den oegede menneskemaengde har oeget behovet for import af varer fra fastlandet. Naar de kommer herover med baad eller fly har det nogen uheldige konsekvenser. Dyr som rotter, myrer, edderkopper og andre arter kommer fra varene ind paa oeerne og begynder at formere sig. Det skaber konkurrence for de dyr, der allerede er her, og de ender ofte som tabere. Eksempelvis var kaempeskildpadderne naer blevet udryddet paa Floreana, da der pludselig var et hav af geder, der spiste alt groent omkring dem og dermed fjernede eksistensgrundlaget for skildpadderne. Land-iguaner naermest forsvandt fra Santa Cruz, da katte og rotter spiste deres aeg. Nye planter dukker op flere steder, og deres froe eller pollen kan uhindret enten flyve eller foelge en turist til en ny oe. Galapagos kom for nylig paa Unesco´s "World Heritage in Danger" list,- kun 4% af Unesco´s "World Heritage Sites" er paa denne liste.

Det er dog ikke helt skidt det hele. Der er mange miljoeorganisationer i gang herude og baade politikere paa landsplan (saerligt praesidenten) og i lokalmiljoeet gaar helhjertet for at bevare stedet. Tale om at lukke oeerne er paa tale (selvom det nok ikke er realistisk), begraensninger paa antallet af turister og et fordobling af gebyret for at komme ind i parken (200$) er nogen af forslagene. Desuden er jagten ogsaa gaaet ind paa husdyrene, der er en af de stoerste plager. I modsaetning til myrer og edderkopper er de i det mindste til at finde og skyde en kugle for panden!

Mick...

Vi havde arrangeret vores tur saa vi havde et paar ekstra dage. Cruiset sluttede den 9 maj, og vores fly floej foerst til Guayaquil den 13. Vi havde snakket om at besoege den stoerste oe Isabella, men sprang fra da det ikke loed fedt nok (laes anderledes nok!) i forhold til prisen. Vi blev i stedet i Puerto Ayora med Mick, Gill, Itay paa Hotel Salinas. Det israelske par Aya og Idan kom ogsaa paa besoeg nu og da, men de tog afsted soendag morgen. Vi andre var paa stranden og ude at finde lokale steder at snorkle. Christina koebte et ekstra trip ud og snorkle, mens jeg forsoegte at faa styr paa tankerne til disse indlaeg. Det var rigtig hyggeligt med Gill, Mick og Itay. Desvaerre tager Gill videre sydpaa, mens Mick og Itay tager til den lille kystby Canoa ca 7 timer fra Guayaquil. Her har Mick og Gill brugt en maaneds tid inden Galapagos og Mick har vaeret i gang med at organisere noget brobyggeri over en flod til den lokale skole (ingenioer remember!), og vi har besluttet at tage op og hjaelpe ham.

Friendship-holdet foran "Post office" paa Floreana.

Til sidst...
Jeg ved ikke om de sidste to dages skriblerier goer Galapagos aere. Vi har haft en fantastisk tur. De naesten 2 uger har givet oplevelser i flere lag end jeg lige havde forventet. Klarest staar selvfoelgelig moedet med en hel utrolig natur. De mange dyr vi ikke kun har set paa afstand som i zoologisk have, men har levet med paa baaden, i vandet og paa oeerne. De er saa tamme og venlige, at man naermest foeler de siger "velkommen til vores verden". Pelikanerne der hvilede paa soldaekket naar selv de synes at straekkene mellem oeerne blev for lange. Hajerne, der kredsede om vores baad om aftenen og de interesserede og legesyge soeloever, der pralende kastede sig rundt foran os, naar de saa hvor ubhjaelpsomme vi var med vores finner. Denne umiddelbare fascination er desuden blevet krydret med en fordybelse i historien bag Galapagos og ikke mindst en forstaaelse af, hvad der goer oeerne til et biologisk/geologisk unikum. Soeroevere, Darwin, Lonesome George, Evolution.... You name it! Sidst med ikke mindst har vi vaeret heldige med omgivelserne. Vi fandt en baad, der passede os perfekt,- stoerrelsen, maden, kahytten, guiden, soldaekket og ikke mindst vores medrejsende var en fornoejelse... Og sa havde vi godt vejr !

Pelikan paa vores baad. Ser ikke ud til at flytte sig...

Tak for denne gang...

Den 27. december 1831 drog "HMS Beagle" fra land i Plymouth, England. Det var skibets anden store rejse, der noejagtig som den foerste havde til formaal at udarbejde praecise soekort, der skulle bruges til krigsfoerrelse og handel. Eftersom skibets kaptajn Pringle Stokes kort tid forinden havde begaaet selvmord blev den 26-aarige Robert Fitzroy udset til at vaere kaptajn paa The Beagle. Med sig havde han den 22-aarige "naturalist" (han havde studeret medicin og teologi!) Charles Robert Darwin, og sammen skulle de de naeste 5 aar sejle til "de varme lande". Det er ikke foerste gang vi er stoedt paa Darwin og Fitzroy. Som den opmaerksomme laeser muligvis kan huske er et af Argentinas bedst kendte bjerge kaldt Mount Fitzroy, og straedet ud for Ushuaia i Tierra del Fuega kendt som Beagle-straedet. Om Darwin er ligesaa vellidt i Patagonien er nok mere tvivlsomt eftersom man i hans dagbog kan laese:

"Ildlaenderne er de "usleste og mest elendig skabninger" han nogensinde havde set. De minder om djaevlene i "stykker som Jaegerbruden" De har "samme farve som devonshirekvaeg". Han kunne naeppe faa sig selv til at tro, at de var "medskabninger og indbyggere af den samme verden" som ham."

Da The Beagle den 15 september 1835 ankommer til Galapagos synes det nu som om den ikke saa lidt arrogante Darwin var modnet en smule. Selvom det kan synes lidt tungnemt, at han ikke kunne faa gjort sit hovedvaerk "The origin of species" faerdigt foer i 1859, gjorde han alligevel her paa oeerne et par iagttagelser, der skulle aendre den verden vi lever i... undtagen maaske Johns, Lilys og Roses (Og George Bush!!!)

En soeloeve med interesse for mine sandaler

Han noterede sig, at arter KAN aendre sig og adaptere til de forhold de befinder sig i. Der er en naturlig udvaelgelse, hvor nogen adapterer og overlever og nogen ikke goer nogen af delene. Darwins ord: Survival of the fittest! Paa Galapagos kunne han se arter, der stammede fra sydamerikas mainland som havde adapteret og aendret sig til de nye forhold,- kaempeskildpader, der var blevet store fordi de havde perfekte forhold og ingen konkurrence, kaktusser, der raadnede og blev til jord og skabte grobund for nye skud og iguanas, der udvikler kirtler til at udskille salt, saa de kan leve ved vandet. Over millioner af aar var arter ankommet med vinden, med boelgerne paa flaader af trae eller med fuglene, der floej derud. Landet paa den golde vulkanoverflade og stille og roligt udviklet sig efter evolutionens orden. Dette skabte naturligvis en del roere, da man paa davaerende tidspunkt mest holdt sig til skabelsesberetningen som begyndelsen for al liv. Dette skulle i foelge kreationisterne have fundet sted SOENDAG DEN 23 OKTOBER 4004 FOER KRISTI FOEDSEL.

Christina og soelover paa "sombrero chino"

"Hvorfor fanden taenkte jeg ikke paa et undervandskamera i Guayaquil ?" Ordene kom umiddlebart efter Christina og jeg var kommet ombord efter en laengere snorklingstur. Vi havde netop fulgt en hammer-haj i ca 15 sekunder,- en af jordens mest underlige skabninger, og som desuden har siddet gemt, men ikke glemt i mit baghoved siden Aksel Larsen i 4. klasse laeste op af Bent Hallers "Kaskelotternes sang". Forinden var en soeloeve steget op fra dybet med en fisk i munden, naaet overfladen, og i en bevaegelse havde den vendt fisken i luften, grebet den og slugt den inden den atter frosvandt ned igen. Vi var ved Devils Crown ud for Floriana. Et af verdens bedste steder for baade at snorkle og dykke (med ilt). Der var fisk over det hele! Det var en superdag,- vejret var kanon og vi kunne bruge eftermiddagen paa baaden til at kigge ud over vandet, sole os og laese boeger.

Sombrero chino,- netop overraskede af ekstra store boelger...

Floreana er en af de oeer, der i stoerst omfang har vaeret befolket af mennesker. Det startede med pirater, der brugte oeen som gemmested i 1700-tallet. Herefter gav regeringen i Ecuador imellem 1780 og 1860 en flok nordmaend lov til at dyrke stedet til hvalfangst. Det var saa vidt jeg forstod ikke den helt store succes, men det efterlod Ecuadors foerste posthus,- en kasse, hvor man kan laegge breve som andre tager med, og hvis der er nogen til, hvor jeg skal hen tager jeg dem med! Denne ordning mellem hvalfangerne introducerede man i 1793. Det var i samme periode at de store landskildpadder virkelig moedte deres overmaend. De havde et par ting imod sig. For det foerste var de ikke saerlig svaerde at fange. For det andet kunne de bruges til al mulig,- mad, olie foder m.m. og for det tredje kan de ligge op til et aar paa ryggen i bunden af et skib uden at drikke LEVENDE! Darwin centret her paa Santa Cruz estimerer at bestanden i den periode faldt fra ca 250.000 til ca 15.000. Oeerne har udviklet hver sin type af skildpadde og ud af de 13 forskellige der findes herude er 3 udryddet og en har kun et eksemplar tilbage,-desvaerre en han - Lonesome George som er 90 aar gammel og bor paa Darwin centret.

Skildpadde i Darwin-centret (ikke lonesome George, der var lidt for langt vaek)

Efter at have solet det meste af eftermiddagen ankom vi til hovedbyen paa Galapagos - Puerto Ayora (hvor jeg i oevrigt ogsaa sidder nu). Vi skulle have fyldt baaden op med mad, drikkevand og hvad der ellers skulle bruges. Vi havde aftenen i byen, men uvant pludselig med at jeg skule til at tage hensyn til biler, affald og souvenirs, samt et ar under foden, der ikke ville hele (32 aar... Muligvis diabetis!) blev jeg hjemme. Vi skulle vaere friske til dagen efter at besoege Darwin-centret, en organisation, der tager frivillige, forsker, underviser boern i oekologi, avler skildpadder, passer Lonesome George og holder oeje med at myndighederne goer saa meget som muligt for at beskytte oeerne. I 1934 gennemfoertes de foerste fredningslove, og i 1959 - samme aar som Darwin centret blev oprettet - blev de ubefolkede oeer og vandene omkring dem underlagt de strenge fredningsregler der er idag. Om eftermiddagen skulle vi med bussen op i "the highlands" og se vilde kaempeskildpadder. Ikke engang en dag skulle der gaa foer jeg ikke kunne vente til jeg kom ud paa vandet igen...

Ok.... Saa i har set soeloever...!

Del 3....

Det var ikke helt uden problemer, at jeg skrev det sidste indlaeg. Efter at have nedfaeldet de tre dele om Cusco-turen uden problemer - Ja, hvor der naesten skulle begraensninger paa beretningerne - opstod der et vakum, hvor jeg til tider skulle lede efter noget at fortaelle. Nu efter 10 dage paa Galapagos er overfloedighedshornet atter fuldt og mit stoerste problem er igen om jeg kan goere denne kaempemaessige oplevelse aere og retfaerdighed. Der er i hvert fald nok at fortaelle, saa det skulle ikke undre mig om denne "ferie i ferien" skulle blive opfulgt af endnu en mindre roman.

Det bedste kort jeg kunne finde - bare saa man ved hvad jeg taler om...

Der er flere maader at se Galapgos paa, men det mest normale er at faa arrangeret et eller andet form for cruise, der tager ud og besoeger oeerne. Galapagos er ikke noget lille sted, hvor man kan se fra oe til oe. I alt fylder oegruppen 8000 km2, hvilket vil sige noget der minder om Sjaelland... lidt stoerre faktisk! Derudover tager det ogsaa en rum tid (og en betragtelig portion soesygetabletter!) at farte rundt mellem oeerne, noget vi paa de helt lange straek gjorde om natten, og som kunne tage op til en 6-7 timer. Galapagos bestaar af 19 deciderede oeer og omkring 42 sten eller klippeformationer, der har det til faelles, at de er smaa og stikker det oeverste over vandet!
En tur til Galapagos koster omkring 2000$. Det havde vi i hvert fald hoert fra andre rejsende. Guideboegerne skrev, at det kunne betale sig ikke at tage den billigste baad, men betale lidt ekstra, og faa en del mere for pengene. Vi bookede vores tur i Cuenca, og gik (efter samtale med rejsebureauet, der havde en aeldre meget trovaerdig kvinde ansat!) imod alle guideboeger og koebte den billigste baad vi kunne finde. Det var "Friendship", eller "The royal friendship" som vores guide Fabian kaldte den. Prisen for 8 dage paa soeen inkl. 3 maaltider, guide m.m var 1080$. Dertil kom en flybillet retur paa 356$ og et park entrance fee paa 110$. Det var en pris selv Sture Bassi kunne forstaa, saa afsted roeg vi...

Mit moede med en land iguana paa South Plaza.

Paa afrejsedagen var Christina frisk igen. Efter konsultation med L. P. Andersen stud. dr. med. og S. Roenholt stud. pharm. ("Bare soerg for at have godt med Ciprofloxacin... Hvis det er en virus er der alligevel ikke en skid at goere ved det! Bare soerg for at faa hende ombord paa det fly...") Efter ca 2 timers flyvetur landede vi paa den lille oe Baltra, moedte Fabian, og blev af bus koert til havnen, hvorfra vores skib skulle sejle. Ud af bussens vinduer kunne vi se et par smaa fiskekuttere, et par flotte cruise skibe og to gamle roenner, hvoraf den ene var sunket og den anden laa lidt skaevt i vandet... Vi vidste det allerede,- den der ikke var sunket (endnu!) var the royal friendship. Vi var de sidst ankomne (da vi havde et senere fly end de andre) og saa snart vi var blevet anvist vores kahyt og kaptajnen havde tjekket, at vores pas passede med passagerlisten drog vi afsted over vandet.

Marine iguanas... only seagoing lizard in the world.

Vi var 16 passagere paa skibet, og for ikke at skulle udrede yderlige forvirring paa et senere tidspunkt kan de ligesaa godt praesenteres her...

Foerst Helene og Dan:
Baadens to andre danskere, Helene medicinstuderende fra Noerrebro, og hendes kaereste Dan, faengselsbetjent oprindelig fra Odense (hvilket forklarer den syngende dialekt og det forkvaklede forhold til SAS-ligaens i oejeblikket 4. bedste hold,- kom igen OB! Jeg behoever vel ikke at naevne hvem der ligger nr 1 !!!) Dan kender i oevrigt Diego !!!

Gil og Mick:
Startede som par?, kaerester?... et eller andet udefinerbart. Gill, supersoed fra Melbourne og Mick, omrejsende ingenioer fra England, der bla har vaeret med til at lave Kbhs metro. Nice begge to,- i kommer til at hoere mere om dem !

Joel: Weirdo fra Wisconsin... seriously!

Itay: Sjov, ung israeler. Roomie til Joel - ikke helt uden problemer!

Aya og Idan:
Israelsk par. Rigtig soede, selv om Ayas brok til sidst begyndte at gaa os paa nerverne.

John, Lily og Rose:
Ikke et ondt ord at sige om dem. Top religioese amerikanere, der selvom de befandt sig paa evoultionens hoejborg stadig haevdede at skabelsesberetningen er begyndelsen paa alt liv. Ikke overraskende var John ergoterapeut!

Holger og Eva:
Lidt aeldre end gennemsnittet, men godt selskab. Bor i Munchen.

Anja: Pige fra Schweiz, virkede lidt genert, og rejste ogsaa alene. Ankom til baaden sammen med os.

Christina overlevede dette moede...

Vi er ca 1100 km ud for Ecuadors kyst paa en flok oeer, der vurderes til at have eksisteret over vandoverfladen i mellem 1 million og 5,6 millioner aar. Oeerne er skabt af vulkanaktivitet under vandet, og grobunden for denne aktivitet siges at have eksisteret i mere end 20 millioner aar. Oeerne har saaledes aldrig vaeret en del af fastlandet. Det lyder maaske ikke som noget saerligt, men netop dette faktum goer stedet til noget saerligt, da det opfordrer til et par interessante spoergsmaal....

Hvordan er dyr og planter kommet herud, og hvordan har de overlevet...? Disse plus natuligvis en hel masse flere

Hvis man er ligesom mig bliver man overrasket naar man ankommer til Galapagos. Det er ikke ubetinget noget visuelt paradis som vi er vant til fra Robinson paa TV3. Oeerne er stenede og lavamoerke- paa afstand taet indhyllet i ensfarvede traeer, kaktusser og graes, der ikke umiddelbart skriger ordet "frodig". Over dem haenger ofte en let taage og naar man ankommer til oeen med jolle er det begraenset, hvor meget udsigt man har fra de klart markerede stier. Vi startede med at sejle fra den nordlige del af Baltra til nordsiden af hovedoeen Santa Cruz. Vi ankom til en strand og blev med det samme budt velkommen af roede krabber der pilede hen over stenene, marine iguanas der slappede af i middagssolen, pelikaner kransende omkring ledende efter mad, hejrer der holdt oeje med krabberne, sporene efter en havskildpadde, der havde vaeret paa stranden for at ligge aeg og bluefooted boobies (det hedder de faktisk!) der i ny og nae fra 10 meters hoejde styrtdykkede gennem vandoverfladen efter smaafisk... Og det var kun foer vi gik i vandet med snorkel og dykkerbriller!
Da vi henunder aften paa baadens daek havde tilfoejet hajer (white tipped reef-sharks), soeloever, en flamingo og et vaeld af farvestraalende fisk (Gill havde endda svoemmet med sin foerste skildpadde) var ikke kun dagen reddet, men vi gik i seng med en overvaeldende fornemmelse af, at det her var noget helt saerligt. At sige, at det var som at vaagne op i en blanding Faarup Sommerland og Zoologisk have (i Aalborg naturligvis!) uden at skulle taenke paa madpakke er noget af en underdrivelse.

En blue-footed boobie... Et af Galapagos mange kendetegn.

Da vi spiste morgenmad klokken 7 naeste morgen var vi paa oest siden af Santa Cruz ud for de to oeer North og South Plaza. Her saa vi vores foerste soeloever taet paa, gik en tur og saa ud over en masse fugle ogsaa land-iguanas. Efter vores foerste maerkbare rutsjetur ombord paa Friendship med godt 3 timer paa aabent hav (hvor jeg i oevrigt hoerte hele Lionel Richies live-album. Jeg ved ikke hvad det er, men jeg faar vibe paa!!) kom vi til Santa Fe. Tjek-listen blev suppleret med store havskildpadder, rokker og snorkling med soeloever, der taeskede hen mod een foer de en halv meter foran een drejede af. Inden solen gik ned var C og jeg alene i vandet og fulgte i minutter af gangen havskildpadder, der dovent lod sig glide gennem det klare vand, uden at tage synderlig notits af de to noget blege og knap saa elegante landkrabber, der kom bagefter...
Naeste morgen kl 6 var vi i vandet igen. Denne gang ved Espanola. Som det kan ses af kortet er det temmelig langt syd paa, og der skal ikke laegges skjul paa at soegangen kunne maerkes paa sture-bassis skroebelige krop. Ligesaa snart baaden roerte paa sig maatte jeg som en anden Dalasi-Andersen laegge mig ned i kahytten og koncentrere mig om dybe vejrtraekninger. Christina, ja faktisk hele flokken havde det paa samme maade, saa de foerste 4 dage var rimelig slemme. Da vi kom i vandet var vi foerste gang i naerkontakt med hajerne. Der laa 4 ca 1,5-2,0 meter lange white-tipped reef sharks under stenene i vandet. Christina var ikke synderlig nervoes ved dem, og beroligede mig med "at de var mindst 4-5 meter vaek"!!! Helved oss... taenkte jeg, og svoemmede vaek. Jeg stoler ikke paa hajer! Hvordan skulle de med en hjerne paa stoerrelse med en groenaert vide, at de ikke maatte angribe mig... Jeg sagde endda til C, at jeg ikke ville vaere kaereste med hende, hvis hun manglede en ekstremitet eller havde store bid-maerker, men lige meget hjalp det...
Espanola kunne desuden byde paa albatrosser, Galapagos-hawks og en flok aeldre amerikanske turister!

And here we see a large group of american tourists. You can recognize them by their funny hats. Notice that the males usually carry an oversize camera in front of them...

Den foerste, der beskrev Galapagos var aerkebiskoppen af Panama - Fray Tomas De Berlanga. Pizarro som jo netop var godt i gang med at udrydde inkaerne havde sendt for hjaelp, da der var udbrudt uoverensstemmelser mellem de oeverste militaerfolk. Fluks roeg De Berlanga paa et skib mod Lima. Da han befandt sig udfor Ecuador var der pludselig ikke en vind der roerte sig. Efter at Humboldt-stroemmen havde trukket De Berlanga rundt i 6 dage ankom de den 10 marts 1535 til Galapagos. Han navngav oeerne efter de store skildpadder (Insulae de los Galopegos), og i hans dagbog kan man laese at han undrede sig over dyrenes tamhed. Udover dette synes han ikke saerligt imponeret over hvad han netop var stoedt ind i. Siden er oeerne blevet kaldt Islas Encantadas (enchanted) fordi de ofte var daekket af taage, og pludselig dukkede op af ingenting. I 1892 fejrede Ecuador 400 aaret for opdagelsen af Amerika (Columbus) ved at navngive oeerne Archipelago de Colon, men kun navnet Galapagos har kunnet haenge ved.

Oehhhh, jeg tager lige en lur !

De foerste dage var over al forventning. Vi havde allerede set flere dyr end vi kunne droemme om. Vi snorklede hele tiden og baaden (der ellers havde faaet noget af en overhaling paa nettet: "Avoid 'Friendship' boat at all cost") havde suppleret med en god guide, rene forhold, super mad og en god sammensaetning af folk til turen. Naar det sociale blev for meget var "In cold blood" af Truman Capote i kahytten. Historien om de to psykopater, der droenede rundt i USA og Mexico efter at have draebt en hel familie i Kansas fik mig til tider til at overveje om Joel maaske havde en lignende historie bag sig...?

Laes videre i del 2....