Americanos

Lad mig bare sige det med det samme... Torres del Paine er noget af det fedeste man kan komme ud for!

Christina har laenge haft en droem om Torres, mens jeg nok naermere er vaeltet ind i den ved et tilfaelde. Vi hoerte ganske lidt om parken paa baaden, men intet af det vi hoerte kommer op i naerheden af den oplevelse det var at vaere der...

Men tilbage til begyndelsen...

Som tidligere fortalt havde vi hooket os op med den erfarne woodsman Bob Davis fra Aberdeen, og den (som os) lidt mindre rutinerede irer Niall Concannon. Vi havde indlogeret paa Alma Gaucha, et lille hostel, der som navnet antyder er udsmykket i bedste gauchostil. Vi gav os selv en dag til at forberede os... goere de noedvendig indkoeb, hoere briefingen om parken paa "Erratic Rock" hostel ( et kanon sted, og et must hvis man skal paa trekking tur paa disse kanter) og bestille bus.

Dag 1. Taarnene ses i baggrunden. For ikke saa mange aar siden braendte en tjekkisk turist 7% af parken ned, da han ikke kunne styre sit kogegrej... Det er muligvis her, men vi har flere gange set traeer, der ser braendte ud,- uden det noedvendigvis har vaeret tilfaeldet.

Torres del Paine er en kaempe nationalpark som man kan trekke paa et hav af forskellige maader. Det mest normale er enten at tage "the W" eller "the big circuit". W er klart den mest populaere og ogsaa den korteste (tager ca 3-5 dage) mens "the circuit" tager 6 til 10 dage og er mere end 115 km lang. Bob ville tage den lange, og vi sprang paa udfordringen uden toeven...

Christina ved vores foerste camp. Eneste gang det lykkedes os at campere uden for lejre.

Bob vurderer situationen... vejr, distance, "those bloody danes"... og alt muligt andet skotter nu vurderer...

At trekke i Patagonien er imidlertid ikke lige til. Vi skal selv have mad og telt med. Der skal pakkes toej til alle forhold, og ikke mindst skal man vide hvor og hvornaar man skal bruge hvad. En lang af raekke af de spoergsmaal blev besvaret paa "Erratic Rock" og netop derfor var det saa udbyttesrigt. Flere er doede i Torres del Paine (en irsk rygsaeksrejsende doede her i december!) og efter at have vaeret der er det naermest ufatteligt at flere ikke kommer til skade... Vi fik koebt regntoej, koebt plastikposer saa vi kunne have en "dry-back" der altid laa som sikkerhed i tasken, hvis det skulle begynde at regne. Alt var individuelt pakket i plastikposer. Den toerrede frugt, havregrynene og maelkepulveret til morgenmaden, muslibarrene til frokost og supperne, tunen, poelserne, risretterne og nudlerne til aftensmad. Aftenmenuerne gik paa skift mellem suppe,ris og tun blandet sammen og nudler, poelser og suppe - ogsaa blandet sammen

Christina klatrer taalmodigt op over passet...

Christina og paa toppen af passet.

Min rygsaek:

Sovepose, telt, liggeunderlag, regnjakke, regnbukser, fleece, skiundertroeje, long-johns, 2 par underbukser, 1 t-shirt, sokker, gasblus + 2 gascontainers, mad, grydesaet, gaffel og ske, lommekniv, vanddunk, sandaler, toiletsager (tandboerste, allergi medicin, solcreme, myggespray, sportstape), kasket, hue, handsker og solbriller. Herudover kan jeg varmt anbefale stoevler og vandrestave...og de klassiske Fjallraevenbukser som udmaerker sig ved at myg ikke har en chance for at penetrere dem - og desuden er selvrensende!

Efterhaanden som maden bliver mindre kan det vaere en fordel at laegge de lidt haardere stigninger senere paa turen, hvor tasken er lettere...

Udsigt fra passet - over den kaempe "Gletscher Grey".

Hvis man kigger paa kortet er "the Big Circuit" den groenne rute, der i bunden ogsaa indeholder W. Den hedder W fordi den ligner et w og sender trekkeren op i den franske dal og ikke mindst op til selve taarnene som kendetegner parken. Vi startede i Laguna Amarga, som er parkens indgang og gik rundt til parkens bagside foerst (mod uret!). Da det ikke just er turistruten, at gaa herovre havde vi det meste af parken for os selv. Paa teltpladserne moeder man ved aftenstid de andre trekkere, men mens man gaar ser man stort set ingen. Vi gik forbi teltpladsen og besluttede at slaa vores telte op ved det foerste egnede sted,- til maden er det vigtig, at der en soe eller en flod i naerheden (alt vand kan drikkes i parken,- og smager foroevrigt forrygende !) og saa siger det selvfoelgelig sig selv at det skal vaere egnet til et telt. Den foerste nat var den eneste, hvor det lykkedes os at overnatte uden for en teltplads. Dette skyldes at naturen de kommende naetter ikke viste os et egnet sted, og at vi paa stierne omkring W ikke maatte, og kunne risikere at faa en boede for det.

Christina har faktisk smadret hovede her, men det er elegant gemt af den meget koennere side...

De foerste dage gik vi 15-17 km om dagen. Lejrene var praeget af myg og nogen mothers af nogen horseflies. Paa 3. dagen kom de foerste stigninger og paa 4 dagen kom turens absolut haardeste dag med 19 km henover John Gardener-passet og ned langs den kaempe "Gletscher Grey". Den var styg og det var lige foer at Christina (der staedigt bar ligesaa meget som os andre) maatte bukke under. Paa 5 dagen kom vi ind paa W, hvor C fik 3 myggestik henover hoejre oeje, der over natten fik hende til at ligne èn med Down-syndrom i den ene side af hovedet ! Hold kaeft, hvor jeg grinede, da jeg vaagnede om morgenen !!! Paa 6. dagen startede vi med 8 km til bunden af den franske dal, gik op i den retur og videre til naeste campsite- igen 17 km. 7 dagen til indgangen igen, hvor Bob blev. Vi andre forsatte op til taarnene, saa vi var klar til naeste morgen at kaempe os den sidste stigning paa en time op til taarnene kl 5 om morgenen. Man skal helst se dem i solopgangen, da de faar en helt speciel lilla farve (mellem os sagt, er det bedre lidt senere, hvor solen staar lige ind paa dem, og det ikke er saa fucking koldt at sidde der. Niall gik helt ned paa sidste dagen, og kastede op 6 gange om morgenen inden han naaede toppen. Han fik nogen hvil paa den 3 timer lange gaa tur tilbage til opsamlingsstedet for bussen, men han saa faneme ikke for godt ud... (er i oevrigt derfor han ligger i sovepose paa det sidste faellesbillede...)

Ved toppen, ved Torres - i morgensol...

Parken udmaerker sig ved at vaere utrolig varieret naturmaessigt. Fra sumpomraader til gletschere, fra skove til praerie... Bob, der trods alt har lidt erfaring kalder den "the mother of all treks". Man kunne forestille sig, at vi enten har proevet det bedste, og det fra nu af kun kan blive daarligere. Eller... at det virkelig har vaekket den indre trekker og at vi fra nu kun har mod paa mere...

Selv tror jeg mest paa det sidste...

Skal i lige have historien om vores sidste nat i Puerto Natales...?

OK... Vi kom hjem med bussen fra parken. Dagen efter tog Bob videre til Punto Arenas, mens vi sammen med Niall skulle have vasket toej og fundet ud af hvor turen nu skulle gaa hen. Under forberedelserne inviterede vores landlord Johnny (og hans trofaste side-kick Sergio) paa Alma Gaucha os paa en traditionel asado med lam over aabent baal. Det var lidt speget, da den kostede 12000 pesos pr person (120 kr), men vi sagde ok for at faa oplevelsen med.

Efter et par glas vin spurgte jeg Johnny hvad der foregik i de omkringliggende huse, da vi (tre) havde diskuteret udseendet af dem, og mente af nogen af dem ikke kunne taale dagslys. Han fortalte, at der var mange af dem (specielt i vores kvarter), da der i byen kom mange fiskere fra havet og gauchos fra El Campo (landet!), og at pigerne var moerke, smukke og stammede fra Columbia og Costa Rica. Jeg fortalte det videre til de andre (saadan noget snakker man ikke om naar der er kvinder til stede og Christina var belejligt inde og pakke nogen af sine ting...), vi fik mere vin, spiste en pragtfuld asado og pludselig mens jeg var paa toilettet hoerte jeg rumsteren ved fordoeren....

Ind traeder to moerke, columbianske kvinder, smukke med laeber saa fyldige som laa der to skovsnegle henover ansigtet paa dem... Vi kunne se smilene brede sig paa Johnny og Sergios laeber! Efter en kort samtale, og lettere forundrede valgte vi at fortraekke os til vores vaerelse, saa drengene kunne faa glaede af deres investering...

I det mindste vidste vi at hvad vores penge gik til...

Hola Hola...

Tilbage igen efter laengere tids pause. Faktisk er det den 28 januar idag, men jeg har efter laengere tids overvejelse besluttet at dele de sidste par ugers oplevelser ind i seperate beretninger. Datoen 18 januar var dagen, hvor vi ankom til Puerto Natales efter 4 dage og 3 naetters sejlads i fjordene langs Chiles kyst. Vi er stadig i Puerto Natales, men jeg toer nok love, at de sidste 14 dage har sendt temmelig mange liter vand inden under broen...

I den forgangne tid har jeg til tider ogsaa overvejet, hvordan jeg skulle faa dette ned paa papir saa det ikke blev for kedeligt at laese, men samtidig ogsaa detaljeret nok til, at jeg ville kunne huske noget af det, naar jeg kommer hjem.

Traditionelt har skibsruten mellem Puerto Montt og Puerto Natales vaeret en saakaldt cargo rute,- altsaa en rute der udelukkende transporterede handelsvarer til og fra Patagonien. Flere og flere rygsaeksrejsende fik imidlertid oejnene op for muligheden, og efter at et utal af lastbilschauffoerer havde trukket de hitch-hikende unge med sydover har man besluttet at omdanne skibene saa de ogsaa kan tage passagerer med. For vores turs vedkommende var det naermest udelukkende turister der var med, hvilket til at starte med virkede lidt deprimerende. Men som turen skred frem stiftede vi bekendtskab med flere og flere, og en del af dem nyder vi saamaend stadig godt af...

Christina foran koejen. Det var klasse, at lukke sig inde med bog og iPod og slaa forhaenget for...

Den foerste dag gik med at finde sig til rette paa baaden. Vi fandt vores luksuspladser, solen skinnede og vi og de andre passagerer stod paa det oeverste daek og noed en oel i solnedgangen mens Puerto Montt forsvandt i horisonten. Vi spiste aftensmad med Ali og Richard fra Edinburgh.

Ali, Richard og Bob ved vores faste sted paa broen.

Niall... Need I say more...!

Paa anden dagen var Christina og jeg tidligt oppe. Vi ville se solopgangen paa daekket klokken 6, men da denne udeblev blev det sidste gang vi fik vores skoenhedssoevn oedelagt paa turen. Paa anden dagen stiftede vi ogsaa for foerste gang bekendtskab med Niall og Bob. Niall sad lidt smadret ved morgenbordet og kaempede med et anfald af allergi (jeg gav ham en Benadryl!!) Han er 32 aar og kommer fra Dublin. Han har rejst de sidste mange maaneder i Australien og oesten og er naesten lige landet i Sydamerika. Bob startede som en udfordring fra Christina. Han er 66 aar, englaender bosiddende i Skotland, hvor han gennem en menneskealder har varetaget et naturreservat. Han har et kaempe skaeg og bliver jaevnligt (ikke mindst af alle boern vi har moedt) forvekslet med julemanden. Hans maerkvaerdige udseende laa til grund for Christinas udfordring... Ham maatte vi i kontakt med! Fra anden dagen og moedet med Bob blev det meste af dagene brugt paa at staa paa daekket lige ved siden af broen og holde oeje med naturen, der floed forbi... En gang i mellem saa vi en sael eller en soeloeve, men det meste af tiden stod vi bare og kiggede mens vi snakkede og drak kaffe.

15.01.08 kl 21.29 - Andreas ser en hval for foerste gang!

Christina og jeg foran en gletscher, der hed noget med "Pont XI" - tror jeg nok...

3. dagen startede perfekt. Vi vaagnede begge efter en af de bedste soevne (?) vi har haft paa hele turen. Vi havde aftenen i forvejen taget en soesygetablet, da vi skulle igennem det berygtede "Golfo de Penas" og den havde nok slaaet os en smule ud... Golfo de Penas er det eneste sted paa turen hvor skibet skal ud i "The Pacific" og det plejer at betyde en smule soegang. Den manglende action fik Bob til irriteret at udbryde: "The Pacific Ocean....!?!, It's more like the pathetic ocean !" Senere paa dagen lagde vi til ved Puerto Eden, et lille (tidligere) indianer samfund, hvor der i oejeblikket kun bor 180 mennesker. Det er saa langt udenfor lov og ret at den eneste kontakt er faergen der kommer forbi to gange om ugen. Om aftenen var der feststemning i baren,- jeg talte med en svensk laege der hed Oskar som var under uddannelse med speciale i levertransplantationer. Det viste sig nyttigt, da den foer omtalte skotte Richard i en megakoger tog den paa hovedet ned af trappen og maatte syes med 5-6 sting...

Bob, der ikke havde roert sit skaeg siden 1961, og jeg... der vist havde barberet mig samme morgen...

Paa 4. dagen ankom vi til Puerto Natales. Bob, Niall, Christina og jeg havde aftalt sammen at tage til Torres del Paine. Da den store ekspedition noeje skulle planlaegges besluttede vi at finde et hostel sammen, saa vi nemmere kunne foretage de noeddvendige investeringer og beslutninger....

Navimagturen var en kaempeoplevelse jeg bestemt kan anbefale. Vi spiste 10-12 ganske udmaerkede maaltider, sov 3 gange, fik et utal af kontakter og naturoplevelser og tilbagelagde et betragteligt antal km der ogsaa ville have kostet en del med bus... for 370 dollars hver. Det er bestemt rimeligt,- om AA billetterne til 1800 dollars stykket er pengene er dog mere tvivlsomt...

Off into the woods...

Det er loerdag og vi har lidt tid til overs... Efter sidste beretning er tingene for alvor begyndt at flaske sig. Som jeg skrev forsoegte vi at faa billetter til baaden sydpaa gennem "Navimag" via mail. Dem har vi imidlertid ikke hoert fra. Hvad vi derimod gjorde var at tage kontakt til et turistselskab i Bariloche og derigennem faa billetter,- det er lykkedes og efter mange spaendte timer sidder vi nu i havnebyen Puerto Montt i Chile og venter paa faergen, der foerst gaar mandag.

Er ikke helt sikker paa de fatter tidevand her...

Vi kom igaar, og har indlogeret os privat hos "Maggy", der bor sammen med sin mor i en temmelig forfalden traeroenne ikke saa langt fra busstationen. Maggy taler engelsk og har boet nogen aar i NY, inden hun besluttede at vende tilbage til Chile. Huset har desuden to hunde, et vaeld af bamser og desuden nogen maerkelige fotografier haengende,- blandt andet haenger der to billeder af Beatles i koekkenet (hvilket jeg kan forstaa !) og paa foerste salen haenger der et indrammet foto af Phil Collins !!!! Der er paent stoevet over det hele og morgenmaden involverer kage med haar paa og toert ristet broed, men vi er vaagnet uden bid af nogen art, saa vi har allerede betalt for i nat ogsaa.

Maggy´s roenne,- nyste hver gang jeg traadte ind af doeren.

Sikringen af billetterne til skibet har vaeret lidt spaendende,- at laegge 740 dollars i haenderne paa argentinere er paa graensen til det dumdristige, saa jeg var noget spaendt paa at faa dem (billetterne !) i haenderne da vi ankom til Chile. Situationen blev imidlertid ikke bedre da vi ikke kunne finde kontoret, hvor vi kunne hente dem, og maatte til at ringe. Det viste sig dog hurtigt at vores angst var ubegrundet (kontoret laa i nabobyen !!!), og vi fik i loebet af en halv time billetterne afleveret hos Maggy. Idag ville vi saa kontakte Navimag og sikre moedetidspunkter, afgang osv (Grundet vejrforholdene kan afgange og ankomster vaere lidt svaevende). Det viste sig at vaere en kanon ide, da Monica, damen i kontoret, lod os checke ind to dage foer tid og gav os de bedste senge (med vindue !!) paa de billige raekker. Christina havde hoert om de legendarisk gode pladser gennem sin tur til Irland i sommers, saa vi svaevede naturligvis henover fortovet da vi gik ud fra kontoret. Monica havde sagt det var tys-tys, saa vi / I maa ikke sige noget foer om en uges tid !

Paa havnen spiste "alt godt fra havet". De havde ogsaa suppleret med "mindre godt"!

Puerto Montt er et lille fiskeleje som med rekordfart er ved at blive til en storby. Laksefiskeri er det helt store,- ja vel fiskeri i det hele taget, og en begyndende turisme. Der ligger et cruise skib i havnen, og gaderne er fulde af aeldre amerikanere udstyret med videokamera, fiskevest, loebesko, og hvis der gaar hoejt ogsaa en kasket fra det krigsskib de tjente paa under Koreakrigen. Vi kan ganske godt lide byen,- den er ikke saerlig koen, men den har charme. Der er et kaempe marked med fisk, groentsager og restauranter (der allesammen saelger den samme menu) husene er af trae og langs det hele ligger vandet. Den eneste downer er, at Chile er temmelig meget dyrere en Argentina...

Midt i opturen over sejleriet lykkedes det ogsaa Christina at faa fat i sin gamle spejderven Soeren. Soeren er hernede sammen med hans ven Michael for at klatre. De er klatrere af den gamle skole,- den skole hvor man klatrer med reb og de bare haender og ellers ikke er for fin til at ligge rigtig taet i soveposen oven paa en haard eftermiddag. Vi var sammen med dem paa 1004 de sidste 2 dage i Bariloche til aftensmad og en lille gewesen.

Som i nok kan hoere er tingene for alvor begyndt at vende til det bedre for os. Nej, vi har ikke en skid at klage over,- vi er i gang med et kaempeeventyr, og at klage over lidt modgang er sgu lidt for forkaelet...

Monica er med i vores aftenboen....