Americanos

Lige en praktisk meddelelse... Takket vaere en stabil indsats fra Christina, Kaali og undertegnede er Travellerspoint nu paa dansk. Det er selvfoelgelig ikke hele siden, men navigationen paa den enkelte forfatters travellog kan nu foregaa paa dansk. Da vi (med rette) kan tage kreditten herfor, betyder det selvfoelgelig ogsaa, at vi maa tage kritikken,- hvis der er grund til denne. Derfor... hvis I notere jer ord, saetninger, begreber i opfatter som misvisende eller fejlagtige maa i gerne skrive det til mig, saa jeg kan sende rettelserne til Travellerspoint.com.

Vi har vaeret i BA med Kaali i ca en uge nu, og det har vaeret alletiders. Det er som at komme hjem....! Vi kender gadenavnene, metroen, vaskerierne, posthusene, flere af restauranterne fra vores tidligere besoeg. Jeg har hundrede gange foer snakket om min begejstring for Berlin, og paa samme maade som der, viser byen foerst sine bedste sider, naar man har taget sig lidt tid til at laere den at kende. Attraktionen er ikke i imponerende bygningsvaerker eller tema-parker, men i menneskerne, musikken og maden i de smaa gader som BA er saa fuld af. Specielt tiltaler de mange frokost restauranter mig. Her kan jeg sammen med andre (gamle) maend nyde en omelet og tomatsalat eller oksekoed fra ovn med kartofler (Carne del Horno con papas) sammen med en danskvand for 22 kr,- ufatteligt at McDonalds kan overleve i det her land...

Vi har faaet os tjekket ind paa et ganske udmaerket hostel omkring 4 bloks fra Kaali. Der larmer godt rimelig sygt, men med en rejsendes bedste ven (et par oerepropper !!) er det ikke noget problem. Udover en del praktiske goeremaal er det ogsaa blevet til en smule sightseeing,- Christina og jeg var paa Bar-Sur til et tango-show. Et klassisk lille sted med ca 12 borde, der har eksisteret siden 1969. Det har blandt andre haft besoeg af Antonio Banderas og "Der Kaiser" - Franz Beckenbauer - og nu her ogsaa os. Som sagt et godt lille sted, i argentinsk oejemed helt absurd dyrt, men med en meget behagelig atmosfaere med dygtige unge tangodansere, og aeldre rutinerede musikanter (den aeldste 91,- se film!).

Tango paa Bar-Sur,- to par skiftedes til at foere sig frem.

En ladies-man ud over alle graenser,- C var solgt !

Jeg var syg et par dage med et maveonde, der naesten efterlod mig bevidstloes, og desvaerre forhindrede mig i at tage til Boca's stadion "La Bombonera" og se kamp i soendags. Det var sgu aergeligt, da jeg tror det kunne have vaeret en god oplevelse og Boca desuden vandt 4-0. Tirsdag rettede vi lidt op paa sagen ved at besoege La Boca (der ogsaa er en bydel i BA) og se klubbens museum og selve stadion.

Den farverige bydel Boca.

Det er som bekendt Maradonas gamle klub, og til trods for, at han faktisk kun har spillet der to saesoner (en i starten og en i slutningen af karrieren) er tilbedelsen helt urealistisk. Han ser de fleste kampe nu, og har sin egen boks, hvor han kan staa og vinke til poeblen. Selv Don Kaali de la Mancha var roert af stedet og historien. I hvert fald kunne jeg efter, at vi havde set museets film (The passion) - en lille drengs udvikling fra fan, gennem udvaelgelsen, traeningen og den endelige udtagelse til foersteholdet med den blaa-gule troeje, notere mig en lille taare i Kaalis oejenkrog. Maaske var han bare betaget af stedet? Maaske opdagede han i det oejeblik, at han havde valgt den forkerte klub? Eller maaske spillede filmen simpelthen bare paa foelelser og droemme, der ogsaa hos lille Kaali spirer som vintergaekker i de foerste foraarsdages varmende sollys.
Her er han i omklaedningsrummet foran poolen, der bestemt ikke var noget at raabe hurra for...!

Kaali foran poolen, hvor Bocas spillere varmer loeg efter kampen. Ligefoer han tog en slurk!

Coach vurderer stadion inden underskrivning af kontrakt... Diego´s boks er oppe til venstre...

Det har vaeret en fornoejelse at vaere her anden gang, og det er ikke helt uden mismod, at jeg tager videre. Som sagt har vi haft travlt med en masse praktisk,- jeg fandt ved et tilfaelde ud af, at jeg ikke havde medbragt mit vaccinationskort. Det har ikke tidligere vaeret noget problem, men da vi fandt ud af, at Bolivia kraever, at man viser det ved graensen, grundet gul feber, og nyhederne har sagt, at de slaaser lidt med det i oejeblikket, var gode raad dyre. Heldigvis var LP hurtig paa aftraekkeren, og jeg har nu en kopi sammen med mit pas- saa forhaabentlig er det nok. Ellers har der vaeret ting der skulle sendes hjem (posthuse i syd-amerika er altid en interessant oplevelse!), regninger der skulle diskuteres (paa skype), toej der skulle lappes, vaskes, koebes boeger, koebes lommekniv,- i det hele taget tankes op til de naeste mdr, der nok byder paa et noget anderledes Syd-Amerika end det vi har oplevet indtil videre. Med den tanke i baghovedet valgte vi ogsaa igaar at spise sushi, da vi ikke har faaet det siden aftenen med LP og Stine inden vi tog afsted, og nok ikke ville faa det igen paa den her side af Bogota.

Vi tager til Salta i aften...

Hav det godt derhjemme,- haaber i nyder vinterferien!

Andreas

Et taet program og for daarlige (og for dyre) computere har vaeret grunden til den seneste tids noget flygtige livstegn. Nu er vi tilbage i Buenos Aires og har lige hilst paa Kaali, der i aften har inviteret paa middag...

Vi har siden Ushuaia forsoegt at laegge vores rejse i nogenlunde faste rammer, saa tiden ikke unoedvendigt forsvinder mellem haenderne paa os. De fleste andre rejsende vi moeder (dog primaert andre par !) har en dag, hvor de skal naa en bus eller et fly og vi taenkte vi ville proeve det samme. Det lyder maaske en smule forudseeligt, maaske graensende til kedeligt, men vi har nu brugt godt to fantastiske maaneder i Argentina, og det er ved at vaere paa tide at komme ud og se noget andet. Vi mangler dog lige at kigge lidt paa den nordlige del, men saa skal det ogsaa helst til at hedde Bolivia...

Som sagt havde vi koebt et par flybilletter til El Calafate fra Ushuaia. Flyveren havde angivet en maxvaegt paa 20 kg paa bagagen og Christina fik klemt sig med med 19,4. Undertegnede, der jo virkelig forstaar at pakke let havde beskedne 17.3! El Calafate er forsat meget sydligt, men da vi paa den ene side ville se Perrito Moreno gletscheren og og paa den anden trekke i Parque Nacional del los glacieres omkring et af Syd-Amerikas smukkeste bjerge, Cerro Fitz Roy var det en noedvendighed. Flyet var selvfoelgelig en smule luksurioest, men billetterne var billige og Tierra del Fuegos grusveje, den 18 timer lange tur og to latterlige stop ved graenseovergange til Chile var nok til at overbevise os.

Havnefronten i Ushuaia,- ud til Beagle channel. Her ligger skibene, der sejler til antarktis.

Det fik programmet til at se nogenlunde saadan ud :

5 Feb. - Afgang fra Ushuaia,- bestilling af billeter til gletscher, samt koeb af bus billet til El Chaltèn (Fitz Roy).
6 Feb. - 160 km frem og tilbage til Perrito Moreno, hjemme klokken 14.30. Klokken 18: 350 km videre til El Chaltèn.
7- 10 Feb. - 4 dages trekking i El Chaltèn.
11 Feb. - 350 km retur til El Calafate
12-14 Feb. - 400 km til Rio Gallegos, holde 4 timers pause, og derpaa tage den direkte bus 36 timer til Buenos Aires

Christina og jeg foran Perrito Moreno gletscheren.

P. Morreno gletscheren efter min mening et besoeg vaerd. Vi har dog efterhaanden set gletschere nok til et helt liv, men den her er en smule anderledes. Udover at vaere baade meget hoej, meget hvid og meget smuk flytter den sig med ca 2 m OM DAGEN, hvilket i gletschersammenhaeng er ret bemaerkelsesvaerdigt. Det betyder, at den konstant knager og brager, og at der ryger en flis af i ny og nae. Tjek i den forbindelse nedenstaaende link,- og bemaerk (som en af kommentarene siger) at dette ikke har noget som helst med global opvarmning at goere....

http://www.youtube.com/watch?v=A0EFOBTSHGo&feature=related

Cerro Fitz Roy var som alt udendoers aktivitet vi har lavet hernede helt vildt godt. Naturen var selvfoelgelig (er snart traet af at sige det !) fantastisk, dog vil jeg mene at stedet desvaerre er ved at blive en smule overrendt af turister. Det tager dog ikke noget af bjerget og de mange omkringliggende gletschere, og man kan sagtens ogsaa finde stier, hvor man for det meste er fuldstaendig alene. El Chaltèn, der ligger for foden af nationalparken er forsat et besoeg vaerd. Der er ingen ATM`s og ingen mobilnet, men de arbejder paa hoejtryk med at faa den dekoreret med asfalt, endeloese souvenir butikker og alt det andet ragelse vi har moedt i Bariloche, Ushuaia og El Calafate. Byen vil dog alligevel staa som et af de hyggeligste steder vi vaeret.

En amerikansk fotograf, der i oevrigt hed Brian, laerte mig at bruge "vivid"- funktionen paa mit kamera (der forstaerker farverne). Her er det Mount Fitz Roy.

Christina brugte den sidste dag paa ice-trekking paa en gletscher, mens jeg i raseri oedelagde det helt igennem raadne telt vi havde lejet, afleverede det tilbage, mens jeg verbalt angreb dem med, hvor uforsvarligt det var at sende to europaeiske turister ud i det uforudsigelige patagoniske vejr, og at der i oevrigt ikke var en chance i helvede for, at de fik saa meget som en centavos for deres ynkelige plastikpose af et telt... Belaert af vores forhandligsteknik under "Bedbug-krisen" skruede jeg virkelig op for "charmen"... og slap afsted med det! Det viste sig at vaere en god ide, da Patagonien den efterfoelgende nat tog afsked med os, og fejrede det med en storm der efterlod os lysvaagne det meste af natten (i et andet telt.... fra en helt anden butik !)

Mig foran vores lorte-telt. Vi er blevet ganske gode til at campere.

Det er ved at vaere tid til at tage afsked med Patagonien... Vi har trekket, sejlet, koert i bus, floejet, cyklet, svoemmet, reddet heste, set condorer, gletschere, bjerge, gauchoer, faar, verdens ende, endeloese vidder af pampassen, asadoer, indianere, strudser, guanachaer (en slags lama), hvaler, Skt Bernhardshunde, pingviner, soeloever, Torres del Paine, Navimag-baaden, klare stjernehimmeler, Fitz Roy, julemaend, columbianske prostituerede, spist nyfanget king-crab, drukket oel fra Tierra del Fuego og naturligvis en helt masse mere. Det er et megafedt omraade, som man med smule organisation sagtens kan faa meget ud af paa en tre-ugers tur, og som jeg til en hver tid vil anbefale.

Jeg fik afsluttet Chatwins bog om Patagonien, "100 years of solitude" (julegaven fra Kaali) og fik begyndt "Love in the time of cholera" (som jeg fik anbefalet af min kollega Birthe!) Nu venter en lille uge i BA med Kaali, toejvask, reperation af mine trekkingbukser (der revnede bag i under en af mine utallige bjergbedrifter), internet og en smule sightseeing...

Tilbage staar dog forsat spoergsmaalet, hvorfor mine vandrestoevler efter maaneders brug, er gaaet fra at have bouquet af sure taeer til nu at lugte af rosiner (jvf. soedt, men alligevel klamt !) og mit haar efter 15 aars intensiv kamp nu endelig makker ret ved den simple kur, at lade vaere med at vaske det for tit.... ok, aldrig ?!?

Velkommen til det nye site. Jeg har brugt en del tid paa at faa lagt det hele herover (og er stadigvaek ikke faerdig!). I kan laese de gamle indlaeg, men der mangler forsat nogen billeder. Jeg synes det virker bedre,- billederne er flottere og bedre placeret og jeg har mulighed for at laegge landkort ind... Argentina virkede ikke paa den gamle og det synes jeg sgu var en smule lousy... Her er der ogsaa mulighed for at sende kommentarer, faa mail naar jeg har skrevet noget nyt osv. Det eneste det kraever er imidlertid, at man melder sig ind... Det ser ikke ud til at vaere saa svaert, saa det haaber jeg i goer !

Here we go...

Dagen efter vores famoese afslutning paa Puerto Natales tog vi afsked med Niall, og tog en bus mod Punta Arenas. Punto Arenas er forsat Chile, og udmaerker sig ved at vaere den stoerste by ved Magellan straedet, der som bekendt deler fastlandet fra ildlandet (Tierra del Fuego). I tiden, hvor der ikke var hul igennem ved Panama, og Cap Horn var frygtet af de fleste soefarer havde Magellan straedet stor betydning som handelsvej. Pategonien var storeksportoer af uld, og Punto Arenas fungerede desuden som benzintank (kul!) for skibe der skulle runde syd-amerika...

Vi var her dog af helt andre grunde... PINGVINER ! Vi havde ikke taenkt os at komme helt herned uden at se en eneste pingvin, og da Navimag turen havde skuffet lidt paa det punkt besluttede vi at tage den dyreste tur vi kunne finde, der desuden ogsaa havde flest ! 60.000 par var der paa Isla Magdalena... Vi roeg paa en lille Zodiac baad sammen 8-10 andre og sejlede ud i Magellanstraedet, foerst til pingvinerne, og dernaest til Isla Magda der husede soeloever. Det var en fin oplevelse,- altid sjovt at vaere paa havet - selvom jeg blev fuldsaendig gennembloedt (som den eneste!) paa turen mellem de to oeer. Pingviner var der masser af, og vi kunne gaa rundt mellem dem, dog var det til vores store fortrydelse baade forbudt at klappe, kaele eller bare fange dem...

En lidt undrende pingvin...

Fra fyrtaarnet paa ovenstaaende billede havde vi et gimrende view over oeen. Der var pingviner overalt!

Vi havde den efterfoelgende dag booket billetter til Ushuaia og koerte i en gammel skrammelkasse af en bus mod syd.

Tierra del Fuego er delt i to halvdele, en argentinsk og en chilensk del, der af for mig ukendte aarsager goer, at man skal over graensen TO gange hvis man skal med bussen fra Ushuaia til et andet sted i Argentina. Det er rimelig sygt naar man sidder i bussen paa den nordlige del af oeen og ikke ser andet end grusveje, og en natur der er saa kedelig og raa, at den til sammenligning faar den jyske hede til at minde om en pulserende storby...

Den nordlige del af Tierra del Fuego. Ikke just inspirerende... men heldigvis ikke udtryk for hvad vi havde i vente.

I skrivende stund er vi i Ushuaia...

Verdens officielt sydligste by... i foelge alle argentinske turistbrochurer, i hvert fald ! I virkeligheden har vores chilenske venner paa den anden side af Beaglestraedet (paa Isla Navarino!) et samfund paa godt 2000 mennesker boende. Jeg tror ikke de er saa populaere i Argentina,- formentlig tildels fordi de fleste af dem arbejder for den chilenske haer, og vel ogsaa fordi de lidt "oedelaegger" argentinas store turistattraktion. Maaske er det derfor man ikke kan komme derover fra Argentina, men skal helt til Punto Arenas og tage faergen 350 km herfra...?
Ushuaia er overalt praeget af turisme. Byen er en populaer endestation for et hav af motorcyklister, startingpoint for turister til sydpolen, og ikke mindst den stoerste by paa Tierra del Fuego
Vi tog hertil af to grunde... For det foerste synes vi ikke vi kunne tage til syd-amerika uden at stikke vores flag i det sydligste punkt (vi ligesom havde muligheden for at naa....).

Derudover er her en nationalpark der skulle trekkes...

Undertegnede ved Beaglekanalen. Vores foerste dag paa trek turen i Parque Nacional del Tierro del Fuego.

Parque Nacional del Tierro del Fuego er godt nok paent stor, men i modsaetning til Torres del Paine er kun en ganske lille del aaben for offentligheden.. ikke en gang rangerne maa gaa ind i den del af parken, der er lukket... Da parken kun indeholder 3 ordentlige treks og et par mindre turist treks (mest for at se baevere) planlagde vi en tur paa to dage. Foerste til at gaa langs Beagle straedet, samt at naa frem til den Chilenske graense. Den anden til at naa toppen af Guanaco Hill og ned igen. Parken var bestemt et besoeg vaerd, foerste gang vi var afsted paa egen haand og en fin opvarmning til Fitz Roy, der er den sidste af de store treks i Patagonien (vi kender til!).

Paa dag 2 besteg vi Guanaco Hill,- Cap Horn i baggrunden (tror jeg nok!)

Som i nok kan laese oplever vi en masse. Saa meget at der naermest knap nok er plads til at skrive, hvordan vi har det... Hernede er det noget anderledes end nordpaa,- det minder mere om den verden vi kender. Det er maaske derfor mine indlaeg ikke er saa "lommefilosoferende" som tidligere. Det er lidt svaert at beskrive, men det er som om oplevelserne er mere haandgribelige... Man skal bare raekke ud og tage dem,- det er ikke saa "farligt" eller fremmed som nordpaa. Maaske er det geografisk eller ogsaa er det bare fordi jeg bliver mere rutineret som rejsende... Har dog staerkt paa fornemmelsen, at det vil aendre sig naar vi kommer nordpaa igen.
Alt i alt har vi det kanon,- som den bondeknold jeg er, rykker vesterhavet og det lille (nu 2!!!) hus i Noerlev en smule i mig. Jeg maa erkende, at jeg til tider savner venner og specielt familien, men heldigvis er vi jo to hernede, saa det gaar for det meste alligevel. Planen er nu, at vi flyver til El Calafate i morgen, og saa maa vi ser hvad der sker herefter...

Haaber i kan lide det nye lay-out...
Andreas

"Patagonia ! She is a hard mistress. She casts her spell.
An enchantress! She folds you in her arms and never lets go."

Kaalis julegave til Christina var Bruce Chatwin´s "In Patagonia". Jeg er gaaet i gang med den efter jeg gik lidt doed i Marquez. Det synes desuden ogsaa at vaere mere aktuelt at laese "the book that redefined travel writing" (i foelge Guardian!) her i dagene, hvor vores patagonske eventyr for alvor begynder.

Jeg har glaedet mig til den her del af turen. Hjemme forestillede jeg mig bjergene og de aabne landskaber som et af hoejdepunkterne paa vores tur. Den foelelse er yderligere blevet forstaerket af behovet for en lille smule kulde. Efter de sidste mange uger med temperaturer fra 28 grader og opefter er det dejligt at sidde at kigge ud over soeen med en kop kaffe i haanden og en fleece over skuldrene.

Serious guy... udsigt fra vores droemmehostel "1004" i Bariloche...

Vi er i Bariloche (endelig!). Der er schweitziske restauranter, en schweitzisk koloni og paa byen torv kan man blive fotograferet med en kaempe Skt Bernhardshund, der som det hoerer sig til, har en toende haengende om halsen. Det faktum, at det sejler i turister, og hver anden butik saelger souvenirs, aendrer imidertid ikke paa at det er et dejligt sted. Vi er indlogeret paa et hostel, der hedder 1004. Det har indtil fornylig vaeret lidt af en hemmelighed blandt rejsende, men efter det er kommet i Lonely Planet er efterspoergslen til at maerke. Det ligger i byens hoejeste bygning paa 10 og oeverste etage, og har formegentlig den bedste udsigt vi kommer til at opleve (for 35 pesos pr nat).

Paa cykelturen,- til venstre ses luksus hotellet Liao Liao (hvis i har en stor skaerm!).

Vi befinder os i "The Lake district" i den oestlige del af Argentina. Vi er for foden af Andes bjergene og Chile er ikke laengere end et par timer vaek. Der er vand overalt,- soeerne er fuldstaendig klare, og for foerste gang paa vores tur kan vi drikke vandet i hanerne uden at vaemmes ved smagen af klor. Man staar paa ski her om vinteren (maj-august), men nu hvor sommerferien lige er begyndt, er det et yndet sted for ungdommen at fejre, at de er faerdige med skolen. Til trods for studenternes aarlige indmarch er det naesten umuligt at finde en ordentlig internet cafe, hvilket for mig til at frygte for vores kommende ekspedition sydover. Vi forsoeger at uploade vores billeder saa ofte som det nu kan lade sig goere. Det kraever dog lidt af forbindelsen, og det er bestemt ikke altid, at den er samarbejdsvillig.

Christina kigger ud over Lake district (og droemmer om Schweitz!).

Vi lejede mountainbikes den anden dag, og tog paa en fantastisk flot tur (hvor den lille film er fra !) rundt i omraadet. Ellers er vi gaaet "back to basics",- de extravagante udfoldelser vi tog del i med Kaali er ovre, og dagens hoejdepunkt er nu tilberedelsen af aftenmaaltidet i koekkenet paa 1004 (der i oevrigt ogsaa er det bedste vi har set hidtil!) Aftenens menu staar paa en gryderet med oksekoed, guleroedder, kartofler og linser og jeg glaeder mig allerede til at staa og se paa det simre i mindst 2 timer... Vi koeber ind og bruger ca 30 pesos (45 kr) dagligt paa frokost og aftensmad for to personer. Jeg har ikke helt styr paa om vi foelger budgettet (surprised ? - nahh, not really !) men det bliver formentlig noedvendigt at spaende lidt ind, hvis vi skal have raad til de kommende sights. Turen herfra gaar yderligere sydpaa til Calafate, der ikke ligger saa langt fra Perito Morreno gletscheren, Mount Fitzroy og ikke mindst Torres del Paine national parken, der ligger i Chile. Vi er ret spaendte i oejeblikket, da vi forsoeger at tage en faerge derned. Den tager ca 4 dage, og sejler fra Puerto Montt til Puerto Natales. Her boer man virkelig tage et kort frem og tjekke hvor langt ude en tur det er !!! Vi haaber selvfoelgelig helt vildt det kan lade sig goere, men vi ved ogsaa det er hoejsaeson, og det derfor kan blive svaert at faa billetter.

Jeg ved ikke hvornaar jeg skriver igen. Hvis jeg ikke har mulighed for at komme til en computer er det min plan at forsaette lidt i haanden, og skrive det "ind" senere. I vil selvfoelgelig faa mulighed for at laese det, dog formentlig med en smule forsinkelse. Jeg er som sagt tidligere mega glad for, at i gider laese det jeg skriver,- det goer det alt andet lige lidt sjovere at skrive...

Bariloche´s main square,- her kan man rende ind i en Skt Bernhardshund.

Selvom det er svaert at forestille sig,- at I ikke ser dagslys, skal have hue paa om morgenen og i oevrigt doejer med en hjernedoed regering - er vi forsat meget interesserede i at hoere hvad der foregaar nord for aekvator...

Da der jo er laenge til vi ses igen kommer her lige et godt raad fra Mr Chatwin, hvis nogen af jer skulle komme til at doeje med skab...

"Put a lump of sugar in the sheep's mouth and suck its arse till it tastes sweet."

Godt nytaar allesammen. Vi haaber i er kommet godt igennem julen og rimeligt fornuftigt ind i det nye.

Vi har vaeret 6 dage i Mendoza, og har stoerstedelen af tiden haft det kanon. Eftersom vi jo er paa tur med Kaali (en slags ferie i ferien !) er der ikke blevet sparet paa noget. Vi har tilmeldt os stort set alt der var vaerd at tilmelde sig, og det har altsammen vaeret pengene vaerd. Elementer af de sidste 2-3 dage af opholdet kunne vi nu nok vaere foruden, men mere om dette senere...

Vi lagde ud som det hoerer sig til med en vintur paa cykel (husk godt med vand og madpakke...). Dagen efter tog vi paa en kombineret rafting og ride tur, og nytaarsaftensdag var Christina og jeg paa en heldagstur i bjergene, hvor vi blandt andet saa Aconcagua- Den vestlige hemisfaeres hoejeste bjerg paa saa vidt jeg husker 6962 meter. Det er et udsoegt maal for bjergbestigere, og vi har moedt flere, der rejser hertil alene af den grund. Samme dag var Christina blevet advaret om hvad vi havde i vente... spaendingen stiger!

Ridetur i Mendoza.

Nytaarsaften var stille og rolig. Vi spiste ude, og havde til trods for noget elendig mad en rigtig hyggelig aften sammen med et par andre danskere vi moedte paa restauranten. Morten og Jens som de hed havde vaeret paa Aconcagua (desvaerrre uden at naa helt op) og kom fra saa afsides steder som Sulsted og Hjoerring,- 4 nordjyder og en koebenhavnersnude en hel aften (stakkels Christina!) Aftenen endte selvfoelgelig i en megabrandert, hvis omfang for Kaalis vedkommende ikke skal uddybes her. Lad os blot sige at en stor del af den efterfoelgende dag blev brugt paa langs, og at ingen af os naaede hverken Garmisch-Partenkirschen eller Neujahrskonzert in Wien...

Mig foran Aconcagua.

Man skulle tro vi snart har vaeret gennem det hele... Den seneste maaneder har budt paa mange mere eller mindre behagelige overraskelser. Vi har vaeret syge, jeg har haft ondt i ryggen, vi fik stjaalet en taske, vi har proslet med haevekort, vi har haft lektier for. Intet (og jeg mener INTET !!!) kommer op i naerheden af de pinsler vi har vaeret igennem de sidste 3-4 dage...

Christina og Kaali paa jagt efter Bed Bugs. Specielt Kaali fandt denne del af turen interessant!

Vi havde vores foerste "close encounter" med bed bugs, aka vaegge lus. De foerste dage anede vi ikke hvad det var. Vi havde hoert navnet, men troede at det var en lille usynlig stoerrelse, der lever i madrasserne. Vi fik nogen faa bid, og henvendte os til personalet, der paa vores opfordring fik skiftet vores madrasser. Til trods for dette fik vi flere bid... mange flere... ! Vi henvendte os naturligvis gentagne gange, men fik hele tiden historien, at det var en bille der satte sig i rygsaekkene fra Chile, og det eneste de kunne goere var at tilkalde et firma (der foerst kunne komme den 3 jan.) skifte madrasserne og give os noget salve til at tage kloeen. Endelig (kan man sige...) fik jeg taget mig sammen til at kigge paa wikipedia, og fik konstateret at problemet var Bed Bugs,- Christina havde fundet et eksemplar i sit haandklaede, og jeg havde rystet en ud af mit efterhaanden MEGAGARN under badet om morgenen. Kaali, der laa i samme rum var sjovt nok ikke blevet bidt (der er graenser for hvor meget nikotin saadan et lille dyr kan taale !). Da vi havde faaet dokumenteret baesternes stoerrelse og udseende gik Kaali (med sin personlige draebercocktail af parfume, OFF-insektmiddel, vatpind og schweizerkniv) i krig med at udryde dem,- de fandt ca 15 i min seng...! Stikkene er ulidelige. De kloer, og kloer og kloer og de varer naesten en uge foer de falder til ro. Min ene arm har vaeret fuldsaendig roed og haevet, og er det til dels stadigvaek. Heldigvis er jeg kun blevet bidt paa armene, benene og ryggen (de smaa sataner er alligevel haederlige nok til ikke at bide mig i tisseren...)

Sleeping with the enemy...

Enden paa affaeren har nu vaeret ganske morsom. Christina og jeg besluttede, at vi oven paa traengslerne havde fortjent lidt luksus. Vi flyttede igaar ind paa et af byens fine hoteller og har nydt svimmingpool og afternoon tea hele dagen idag. Det koelige vand for poolen er den mest effektive form for lindring af kloeen. Kaali skulle tilbage til BA igaar saa det passede perfekt med ham ogsaa (med andre ord - vi efterlod ham ikke til at blive aedt op af insekter!). Inden vi gik fra vores hostel foelte vi (paa Kaalis opfordring) det var paa sin plads at klage. Vi sagde, at personalet havde opfoert sig venligt og havde forsoegt at hjaelpe os, men at vi ikke kunne forstaa, hvorfor der ikke kom nogen med en spray, hvorfor de ikke gjorde rent hos os, hvorfor vi ikke blev tilbudt et andet vaerelse, og hvorfor helvede de proevede at praekke en roeverhistorie om Chile paa os, naar det uden tvivl var loegn... Det kunne de godt se, og vi fik de 6 dage til halv pris og en gratis aften i restauranten,- ikke at det har vaeret det vaerd, men det var en rimelig kompensation.

I skrivende stund er raedslerne ikke forbi, vi kloer stadig, har jaevnlig kontakt med de 27000 laeger der er i omgangskredsen, og spiser saa meget antihistamin vi foeler er forsvarligt.

Her til aften tager vi bussen til Bariloche godt ca 19 timer sydpaa. Jeg glaeder mig til koeligere himmelstroeg, Skt Bernhardshunde og masser af soeer....

Skriver snart igen...

Andreas