Formiddagen inden jeg skulle hente Christina i lufthavnen kørte vi alle en tur til LA. Familien (forsat uden Henrik) havde et familiebesøg at se til om eftermiddagen, så Monicas mor Nancy var kørt med. Om formiddagen besøgte vi Watts Towers og LACMA (Los Angeles County Museum of Art). I min bog er LA ikke voldsom kendt for sine kunst attraktioner, men efter besøgene her må jeg nok rette lidt i mine antagelser. Watts Towers ligger i Watts,- en af LA´s mest belastede bydele, og her i sin egen have byggede en italiener ved navn Simon Rodia en samling af tårne og porte udelukkende af gammelt jern, cement, muslingeskaller og potteskår og kun ved egen hjælp. Det tog ham 33 år, og da han var færdig afleverede han skødet til sin nabo, og forlod byen for aldrig at blive set igen. LACMA er en del af et størrere museumskompleks, der ligger i Los Angeles, og kan blandt andet byde på værker af Hirst, Warhol, Koons, Liechtenstein og en masse andre,- faktisk ikke helt dumt. Ingen af disse kom dog tilnærmelsesvis i nærheden af Christina, da hun endelig stod i LAX kl 15.30...

Henrik kom tilbage et par dage senere, og mandag den 14.07.08 fyldte Christof 11. Det blev fejret på behørig vis med en tur til "Wild Rivers", hvor vi fløj rundt i vandrutsjebaner hele dagen. Det lykkedes mig at få hovedpine to gange ved at knalde baghovedet tilbage i rutsjebanen. Da vi havde aftalt tirsdag morgen at sejle til Catalina Island og campere var det passende at forære Christof sin første schweitserkniv,- hvilket også viste sig at være en værdsat gave, da vi først kom ud på øen. Med 3 børn og 2 gæster var der travlt i det lille hjem inden afgang. Monica havde sørget for de spiselige indkøb, mens Henrik var i byen for at hente gear til den del af turen omhandlede lejr og underholdning. Det meste af aftenen stod vi med pandelamper og pakkede båden, og den skulle være tæt på midnat inden Henrik og jeg stod på den lokale tank og fyldte for ca 400$ af det bedste på Henriks "Boston Whaler". Kl 5 næste morgen var der afgang. Vandet lå helt stille, men som altid bliver man tæsket rundt så snart man kommer ud på søen. Ca midt på turen var vi omringet af delfiner. I hvert fald mellem 100 og 200 tog på skift turen op over vandet, og strøg i en sværm længere nordpå,- lige på tværs af vores rute. Jet og Barbara fra vejen var med i en gummibåd (formentlig eneste par der havde både nok mod og højst smertetolerance til at tage den bumpende tur på ca 55 km i en 16 fods gummibåd!). De så længere fremme en meget stor hval, der muligvis var en blåhval,- næste dag stod der i hvert fald i avisen, at der var blevet spottet en blåhval ud for Long Beach. Vi var lidt ærgelige over kun at nå vandstøvskyen fra lufthullet inden den dykkede ned igen.

Det blev til tirsdag, onsdag, torsdag og fredag formiddag før vi var hjemme fra øen. Vi havde kanon vejr, og nød til fulde at have en strand, helt for os selv. Ikke en gang en million hvepse og en fuldstændig stenbelagt strand kunne ødelægge vores lejrbålsromantik. Ikke et øjebliks kedsomhed eller brok var at spore hos børnene. Snitte et spyd med lommekniv, kaste med sten i vandet, dykke efter fisk med harpun eller lave hvepsefælder gjorde, at de havde lige så meget underholdning på Catalina som "Wild Rivers" dagen før. For at sikre 100% underholdning havde Henrik købt en 3 personers luftmadras til at spænde efter båden. Brændmærker på albuerne og godt ømme tærter vidnede om, hvor mange tæsk jeg fik på den satan... Men fuck, hvor var det sjovt !

De sidste dage gik med mere shopping, og naturligvis hygge med familien. Christina og Monica tog til yoga mens Henrik og jeg var på golfbanen,- +16 på for-9 i fht Henrik var rå skandale. Heldigvis var vi even på bag-9! Det blev også til en forsinket fødselsdagsmiddag for Christof hos Monicas forældre Nancy og Dan. Hele hytten var stadig klædt i red, white and blue pga 4 juli og vi fik en Margarita stukket i hånden ligeså snart vi kom inden for døren. Nancy og Dan har altid vist stor interesse og gavmildhed til vores del af familien. Vi glæder til at komme på besøg igen...

Capistrano Beach og Californien var på mange måder en perfekt afslutning på vores tur. Jeg var selvfølgelig meget begejstret for at tilbringe noget tid med den del af familien jeg savner mest og desværre tilbringer allermindst tid sammen med. Jeg er helt ubeskrivelig taknemmelig for den modtagelse vi fik af hele familien, og særligt den måde de tog Christina til sig og fik hende til at føle sig velkommen. Og husk...,- næste gang er det på ski !!!

Søndag den 20. juli klokken 17.40 sad vi så atter i en 747 fra British Airways. 8.5 måned var gået. Vi havde besøgt 8 forskellige lande,- 7 sammen, og Mexico og Canada på hver sin hånd. Fra Sao Paulo til Capo Beach var der for mit vedkommende ca 25105 km. Med undtagelse af en lille flyvetur fra Ushuaia til El Calafate i det Patagonien blev sydamerika gennempløjet fra nord til syd med enten bus, æsel, tog, båd, skilift, gå-ben, paraglider, ilttank og svømmefødder, på hesteryg, jeep, svævebane eller speedbåd. Hvor meget det beløber sig på i kroner og øre er forsat ikke helt fastlagt, men det ligger nok omkring ca 100.000 kr. Vi har levet fornuftigt, ikke sparet når det gjaldt de ting vi havde lyst til at se og prøve, men alligevel prøvet at bo og spise efter et backpacker budget. Tilbage i Kastrup ventede Kåli, Kasper V, PT og Toft (for Christinas vedkommende Beatrice, Kathrine og Lina,- Anja havde vi mødt i Heathrow!).
Nu venter dagligdagen igen... Det skal blive godt at se venner og familie lidt oftere, få lidt struktur på hverdagen, komme ned og træne, spise en gang thai... and so on!

Eventyret er dog ikke længere væk end der er planlagt erhvervelse af motorcykel kørekort inden jul...

Never stop exploring...

Shopping, shopping, Catalina... shopping remains copyright of the author ahafys, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Den 5 juli skulle jeg med fly til Tijuana. Hjernedød som jeg til tider er havde jeg fået bestilt en billet, der ville sende mig til Tijuana med landing kl 22.30 (så meget for efter 8 mdr stadig ikke at kunne kende forskel på AM og PM). Min fætter Henrik ville hente mig ved grænsen, hvilket formentlig ville blive omkring midnat. Heldigvis fik jeg ringet til Volaris og ændret billetten, så jeg ikke behøvede at bevæge mig ud i Tijuanas natteliv. Der er en del (narkotika) uro i øjeblikket, og selvom jeg ikke tror der ville have været sket det fjerneste var det nu meget rart at lande midt på eftermiddagen istedet. Da Henrik efter en lidt hård "4th of July" havde valgt at lade både hjerne og pas blive hjemme måtte jeg tage en taxa fra fra lufthavnen og de 5 minutter hen til grænsen,- en ulejlighed taxachauføren skulle have 180 pesos for (ca 18 dollars!). Han fik dog kun mine sidste 120 pesos...

At komme over grænsen til fods er et kapitel for sig... For det første synes det sjældent, at nogen kommer fra Mexico uden først at have været i USA. Sjældne dokumenter skal udfyldes, og oven i købet betales for. Hvis nogen grænsekontrol i Syd Amerika havde bedt om betaling for overgangen havde vi formentlig nægtet, men når det gælder USA står jeg bare og nikker... Af frygt for at blive sendt direkte til Guatanamo af en overvægtig bordercontrol med overskæg og trigger-happy pegefinger fandt jeg mig i, at det tog næsten en time og 6 dollars at komme ind i USA.

Måske er det her på sin plads med en lille introduktion af den familie jeg har herovre. Min fætter Henrik er afkom af min fars bror. Han er godt 10 år ældre end jeg er og har boet i USA siden 1985. Han er gift med Monica og sammen har de tre børn,- Tehya (9), Christof (10) og Sebastian (13).

Hele familien på Christofs fødselsdag.

Til trods for den lidt tvivlsomme modtagelse jeg fik af myndighederne var det en god fornemmelse at være tilbage i staterne. Der kan siges en masse lort om USA, hvilket for sin part også er sandt, men man kan ikke komme uden om at der også er en god vibe. Den første aften jeg var her var vi inviteret til åbning af en størrere "art-festival" i Laguna Beach. Det var en speciel oplevelse, hvor der efter min smag var langt mellem snapsene... Der var til gengæld ikke mangel på hawaii skjorter og godt udstasede kvinder. Dagen efter var der musik i den nærliggende park. Et marimba band spillede op, og folk i alle aldre dansede rundt på græsplænen foran scenen. Det positive ved begge arrangementer var ikke så meget hovedattraktionen som den entusiasme og engagement, der blev lagt i begivenheden af gæsterne. Det er muligt, at det kan være svært at komme ind under huden, og få "rigtige" venskaber herovre, men når man kommer som turist bliver man helt fantastisk modtaget og folk er meget interesseret i, hvad man har lavet og hvad man synes om stedet her... Som dansker springer det også én i øjnene, at man stort set alle steder bliver budt velkommen med et "How are you doin´" og ønsket "Enjoy the rest of your day" når man tager afsked. Det kan til tider endda udvikle sig til små samtaler. Det har jeg altid synes var god stil, hvis man kan huske det... Det er ikke mange af den slags greetings, der ryger over disken når man henter rundstykker på Jagtvej søndag morgen,- eller Jernbanegade i Vrå for den sags skyld.
Det er en af Californiens helt store styrker, at glasset i rigtig mange henseender vurderes til at være halvt fuldt i stedet for halvt tomt .

Sebastian

Nu vil jeg nyde familien her, og glæde mig til Christina kommer. Der skal laves noget seriøs shopping, slappes af, spilles golf, leges med børnene (der tæsker rundt så man skulle tro de enten fik Asterix trylledrik eller en combo af RedBull og kokain til morgenmad...). I øjeblikket er det store hit at kaste sig ud fra husets tag, lave en halv salto og lande på havens store trampolin.

Christof...

Vi har planlagt en bådtur til Catalina Island så lur mig las om ikke der kommer en sidste melding inden vi kommer hjem...

Ses om ikke så længe...

Californication remains copyright of the author ahafys, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Da jeg i 2003 rejste rundt i USA var en af de boeger jeg fandt stoerst glaede ved Bill Flannagan´s biografi om U2 "Until the end of the world". Forfatteren foelger ganske enkelt U2 i tykt og tyndt fra de gaar i studiet i Berlin 1990 (for at lave det der senere bliver til "Achtung Baby") til de afslutter deres banebrydende ZOO-TV - tour i Japan i 1993. Det er en rejse i en tid, der i mere end almindelig grad emmer af haab,- muren er faldet i Berlin, og med den naesten 45 aars kold krig. Apartheid afskaffes gradvist i Syd-Afrika, og den 11 feb. 1990 loeslades Nelson Mandela. I USA er Clinton paa vej til praesidentembedet, og ogsaa i Europa er der optakt til regeringer, der vil forsoege at dele det hele lidt mere retfaerdigt. Samtidigt leverer U2 et af historiens bedste rock album og akkompagnerer det med en tour, der musikalsk, visuelt, politisk og menneskeligt er saa banebrydende, at det med 7-tommersoem ikke bare statuerer U2 som verdens stoerste band, men ogsaa Bono som en staerk stemme i landskabet. Med telefonopkald til blandt andet FN, den gamle praesident Bush og vores egen Uffe, samt live satelit forbindelser til uhyrlighederne i Sarajevo, blev han en direkte linie mellem, i hvert fald èn generation og verdens politikere.
En af de passager jeg saerligt husker (og jeg kan stadig huske mange....) er deres ankomst til Mexico City. I flyet hertil mindedes jeg, hvordan Bono beskrev, hvordan man fra luften foerst kom fra moerket til foerst at se oeer af lys, for dernaest at komme ind i "Anáhuac-dalen" og opleve himlen oplyst af byen med dens imponerende naesten 20 millioner indbyggere. I det hele taget var U2 i bogen saa fuld af lovprisninger for Mexico City, at jeg allerede foer jeg kom var meget i tvivl om, hvordan jeg skulle fordele min tid her. Men lad mig sige det med det samme.... Mexico City har rigtig meget at diske op med, og det er faktisk endt med, at jeg bliver her i byen al min tid i Mexico. Jeg har koebt en direkte flybillet til Tijuana paa loerdag (05.06.08), og har dermed for denne gang valgt at skippe mere strandliv, oerkener og hvad ellers dette kaempe land har at tilbyde.

Katerdralen og en af de mange groenne "bobler".

Det startede ellers lidt tungt. Raeseren var ikke helt klar til mexicansk gastronomi, og dagene maatte deles op i perioder af 3 timer, da jeg derefter skulle have et lille hvil (onde tunger vil nok mene, at det ikke er meget anderledes end normalt....). Jeg bor paa et hostel meget i centralt i den del af byen der kaldes "Centro historico". Jeg traeder naermest direkte ud paa pladsen, Zocalo foran katedralen og praesident paladset, og har masser af restauranter, metrostationer og maerkvaerdigvis nok... guldsmede omkring mig. Paa midten af pladsen vejer, hvad maa vaere et af verdens stoerste flag, og rundt om koerer som den officielle taxa massevis af groenne "bobler",- en kommende droem maa vaere at komme heril, anskaffe sig en af disse, og derpaa cruise rundt i resten af Mexico,- evt i convoy...?

Fra katedralen og udover pladsen "Zocalo" med flaget i midten.

De foerste dage gik med at faa styr paa naermiljoeet og metroen. Jeg fik laest en del om Mexico, og proevede at finde ud af, hvor jeg skulle tage hen - naar jeg engang blev rask...!

Min historielaerer fra gymnasiet Aksel Larsen ville have vaeret stolt, hvis han vidste, at jeg her har vaeret paa Trotski-museet. Omstaendighederne omkring den russiske revolution var en stor del af pensum, da vi i 2g skulle til Skt Petersborg paa studietur, og her er Leon Trotski en af hovedpersonerne. Som en lille sidebemaerkning boer naevnes, at hvis nogen har en saerlig interesse i denne periode af Ruslands historie kan man kontakte min gode ven Anders Iversen for yderligere information. Den russiske revolution var emne for hans 3g-opgave, og efter karakteren at doemme skulle han vaere en sand ekspert...

Hvad hedder murals paa dansk? En Riveras, der kan ses paa Palacio de Bellas Artes her i byen

I nabolaget for Trotskis hus ligger ogsaa "det blaa hus"- La casa azul. Det tilhoerte Frida Kahlo og Diego Rivera,- to af Mexicos mest fremtraedende malere. Historien om dette tre-kloever, Trotski, Kahlo og Rivera er mere end almindelig spaendende, og er blandt andet blevet filmatiseret med Salma Hayek i rollen som Frida Kahlo. Frida Kahlo blev foedt i 1907 og giftede sig i 1929 med den allerede anerkendte maler Diego Rivera. Som 6-aarig fik hun polio og som 18 aarig var hun involveret i et meget alvorligt trafik ulykke, der efterlod resten af hendes liv i talrige operationer og meget svaere smerter. At male blev en vigtig del af hendes rehabilitering. Rivera og Kahlo var del af den yderste venstrefloej, og da Leon Trotski paa flugt fra Stalin blev tilbudt ophold i Mexico i 1937, inviterede Rivera og Kahlo ham og hans kone til at bo i det blaa hus. Det var almen kendt, at forholdet mellem Rivera og Kahlo var stormfuldt, og involverede mange elskere, hvilket (for Fridas vedkommende...) ogsaa kom til at inkludere Trotski. I 1939 flyttede Trotski et par gader vaek, til det der idag er museum, og den 21 aug. 1940 fik Stalin held med det han havde forsoegt siden Lenins doed i 1924. Ramón Mercader, en Stalin agent, der havde skaffet sig adgang til Trotski hus ved at kaereste med en af Trotskis ansatte, kom ind paa Trotskis kontor, bad ham kigge paa et dokument, for derpaa at slaa ham i hovedet med en isoekse,- dette ikke overraskende med doeden til foelge.
Diego Rivera har malet nogen imponerende "murals" i praesident paladset, samt i det imponerende "Palacio del Bella Artes". Frida Kahlos vaerker (som ofte er smertelige selvportraetter inspireret af hendes egen tilstand) er idag de mest vaerdifulde malerier lavet af en kvinde. Frida doede i 1954 efter talrige amputationer pga koldbrand, officielt af en lungeemboli, men muligvis af en overdosis. I hendes dagbog stod der, fra et par dage foer hendes doed: " I hope the exit is joyful - and I hope never to return - Frida".

Frida Kahlo,- man er vist ikke i tvivl om denne kvinde er i smerte

Da jeg kom tilbage til hostlet (helt hoej af besoeget hos Kahlo, Rivera og Trotski) var pladsen omdannet til en festplads. I den ene ende var der sat en scene op, hvor et boyband hoppede rundt til tilskuernes store begejstring. I den anden ende stod (mere eller mindre alene..) en 2-3 boder med Jesus-freaks med et par bannere og lidt loebesedler. I mellem sejlede det hele i fotolystne turister, farverige homoer, masser af regnbuebannere og transvestitter, der sagtens kunne snyde en stakkel, der havde faaet lidt for meget indenbords... Det var en befrielse, og bestemt noget der aabnede mit hjerte for byen, endelig at vaere et sted, hvor det hele ikke er haemmet af streng katolicisme, militaer eller fattigdom. Folk giver den sgu gas her!!

Very VERY gay...

I det hele taget er jeg blevet vaesentligt mere begejstret for den moderne del af Mexicos historie end jeg havde regnet med. Faktisk saa meget, at jeg ikke rigtig orker den gamle del. En tur til Teotihuacan, de gamle pyramide lignede udgravninger 50 km udenfor Mexico City, boer jeg nu nok faa mig snoevlet sammen til. Fra vores tid i Peru ved jeg med mig selv, at jeg klart nyder sevardighederne mere naar jeg har sat mig ind i den tid og den historie de repraesenterer. Problemet er bare, at jeg ikke gider flere mere af den type.... eller rettere sagt, den moderne historie er for mig meget mere fascinerende. Byen har ogsaa et af verdens stoerste og bedste antropologi museer,- millionvis af potteskaar, smykker, statuetter og alt mulig andet ragelse - vi maa se! Det kan vaere jeg skifter mening...

Jeg skal ud og kigge lidt mere,- muligvis kan der blive basis for en endnu en log inden jeg tager afsted...

City of blinding lights. remains copyright of the author ahafys, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Ok, nok politik for den her omgang. Nu maa jeg tilbage paa sporet, og fortaelle lidt om hvad vi har gaaet og lavet den sidste uge. Som jeg vistnok skrev, inden der gik Villy Soevndal i den, trak vores ophold i Taganga en smule ud. Ikke saa snart vi var faerdige med vores Open Water gik vi i gang med Advanced. Det er 5 yderligere "adventure" dyk, samt en gennemgang af noget teori til de forskellige dyk. I Taganga giver de 5 lidt sig selv paa grund af mulighederne der. Vi lavede udvidet navigation (kompas m.m.), deep dive (ned til 30 m), peak perf. bouyancy (kontrol i vandet vha. respiration), drift dive (i staerk stroem) og et night dive (surprise, surprise - dykke om natten). Det var rigtig fedt at lave nogen mere kraevende dyk, da dem i Open Water mest var for at blive fortrolig med vand og udstyr. Specielt ved bouyancy-dykket fandt vi ud af hvor meget det kraever for at vaere en god dykker,- sindsygt hvor meget kontrol de har... Vi skulle i oevrigt svoemme uden svoemmefoedder. Jeg gav den selvfoelgelig fuld gas, og maatte efterfoelgende bruge flere minutter paa at faa vejret igen,- var sgu lige ved at gaa i panik.

Hos Johan paa Aquantis laerte vi ogsaa, hvor godt der bliver holdt oeje med os naar man rejser i Colombia. Hver dag rapporterer baade Johan og vores hostel til myndighederne hvor vi er, og til dels ogsaa hvad vi foretager os. Det kom lidt bag paa os. Det er ogsaa en smule creepy, men jeg regner egentlig med at det er for vores egen skyld.

Vores lejr i Tayrona,- haengekoejer.

Efter Taganga havde vi et punkt mere paa dagsordenen inden vi skulle til Bogota, og indstille os paa at dele os op. Da vi foretrak mere dykning frem for ruinerne i "The lost city" var der kun besoeget til national parken Tayrona tilbage. Tayrona ligger nord-oest for Santa Marta og er en blanding af tyk jungle og nogen fantastiske strande. For de besoegende er det ofte noget med at soege mod vandet, sove i haengekoeje og ellers bare slentre rundt med en jugo de mango. Det synes vaesentligt mere organiseret, smukkere og vildere end Playa Blanca (haengekoejerne ved Cartagena) men alligevel synes jeg ikke det var helt saa nice. Vandet var voldsomt, og man skulle vaere ekstremt forsigtig ved badning pga stroem. Haengekoejerne var arrangerede saa stedet mindede lidt for meget om en europaeisk campingplads, og det stoerste minus var nok, at de ikke havde myggenet. Vi blev 2 naetter (sammen med en oestrigsk pige, der hed Andrea) Efter Tayrona blev vi en nat i Taganga, tog endnu 2 fun-dives (som Johan skyldte os) og satte os paa bussen til Bogota. Det var loerdag aften (21.06.08),- vi ville vaere i Bogota soendag eftermiddag, og jeg havde saa mandag og tirsdag inden jeg onsdag skulle med flyveren foerst til San José i Costa Rica (kun en mellemlanding...) og derefter videre til Mexico City.

Hvem synes i det ligner ? Vores taxachauffoer i Bogota... Det er nok mest Christinas side, der kan gaette!!

Det var helt skoent at komme til Bogota og vaere byturist igen. Vi havde ikke faaet saa meget ud af Quito, Guayaquil var roevsyg og Lima sprang vi helt over. Faftisk havde vi ikke dyrket caféerne og by-sightseeing siden Cusco. Vi var paa HELE 2 MUSEER, hvilket - tro det eller lad vaere - faktisk er en fordobling af hvad vi har besoegt paa resten af turen. Ja, Niemeyer i Curitiba, Brasilien og et lokal museum i Punta Arenas, Chile er vist det eneste det er blevet til.
I Bogota var vi paa Botero museet, en kendt colombiansk maler, der ynder at male tykke mennesker med alt for store hoveder. Museet var fint, og havde deuden ogsaa vaerker af Miro, Picasso og Francis Bacon, just to name a few...

Plaza Bolivar, Bogota

Det andet museum var Bogotas politi museum. De fleste guideboeger beskriver, hvordan man kan se Pablo Escobars gennemhullede og blodstaengte jakke fra da han blev draebt paa taget af en bygning i Medellin. Sandheden er dog desvaerre, at de kun har en kopi af jakken og en teglsten fra taget (dog med blod paa!) Der udover er museet mest af alt fyldt med effekter, der ligner noget fra en James Bond film - fra Sean Connery aeraen.

Udsigtspunkt i Bogota...

I skrivende stund sidder jeg i Mexico City. Jeg er lidt mat i sokkerne, savner Christina og har haft tynd raeser siden busturen til Bogota. Det er med lidt blandede foelelser jeg skal proeve at beskrive den sidste maaned i Colombia. Alt i alt har Colombia ekstremt meget at byde paa. Det er en fantastisk natur, og overalt er vi blevet moedt af meget venlige mennesker. Om det er mit favorit land hernede ved jeg ikke,- rygtet er for det meste, at dem der ikke kender Colombia er bange for det, og dem der har vaeret der, synes det er det bedste. Et problem ved Colombia som rejseland er helt klart, at man som turist af sikkerhedsgrunde rejser i roeven paa hinanden. Det er de samme mennesker vi moeder over det hele, og de mange turister faar ofte det vaerste frem i colombianerne. Horder af af dope rygende og coke sniffende (1g koster 8$) englaendere og israelere er over det hele, og de er mildest talt pisseirriterende. Det lyder maaske haardt at sige, men ligesaa hyggelige israelere og englaendere kan vaere paa tomandshaand ligesaa roevsyge er de naar de er flere. Jeg tror i oevrigt at billedet ville vaere fuldstaendig det samme, hvis der pludselig dukkede en flok danskere op... De bedste stunder er sammen med colombianere, hvor der ikke er for meget turist diller-daller til at forstyrre,- de gamle maend i Salento, taxa chauffoerene, Jorge fra Tayrona, de venlige politi maend vi har spurgt om vej osv osv. Jeg tror ogsaa det faktum, at det er vores sidste land i Sydamerika har noget at sige. Den sidste maaned har vaeret en smule mere presset end tidligere, da vi selvfoelgelig gerne ville naa det hele. Selvom vi har en hel maaned inden vi skal hjem er det lidt som om eventyret slutter her. Fra nu af er det i mere trygge rammer i familiens skoed, hvilket vi ogsaa glaeder os kanon meget til.

Jeg har som sagt et par uger her i Mexico inden jeg naar op til familien i Californien, og jeg har meget svaert ved at bestemme mig for, hvordan de skal planlaegges. Det eneste der paa nuvaerende tidspunkt ligger helt fast er, at jeg loeber DHL for Tekno-gruppen naar jeg kommer hjem...

Ciao

So long Colombia...af mangel paa bedre titel! remains copyright of the author ahafys, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Vi er lige ankommet til Bogota, og der er mindre end tre dage til vi deler os op. Hvorvidt det her stykke bliver faerdigt nu eller senere aner jeg ikke, men det skal i hvert fald skrives, da det har fyldt en del hos os faktisk i det meste af sydamerika, men saerligt her i Colombia. Da jeg i Argentina laeste den store colombianske forfatter Gabriel Garcia Marquez´s "Hundrede aars ensomhed", min julegave fra Kaali, anede jeg intet om Colombia. Jeg vidste lidt om bortfoerelser, FARC, de to Escobars,- Pablo, den store narkohandler i Medellin og Andres, den uheldige forsvarsspiller der lavede selvmaal under VM i USA ´94, og efterfoelgende blev draebt af skuffede landsmaend - og ellers i oevrigt ikke saa meget andet. "Hundrede aars ensomhed" handler om Buendia-familien og deres liv set over hundrede aar i byen Macondo. Alt er fiction, til tider langt over graensen for overnaturlige, specielt de dele af bogen der omhandler familielivet. Hvad der sker omkring familien, baade i Macondo og landet som helhed er dog, desvaerre ikke saa overnaturligt. Der er mange lighedspunkter paa Colombia og den verden Marquez beskriver,- konstant borgerkrig, brud paa menneskerettigheder, korruption og uhyrlige begivenheder, der forties ved cover-ups - er bare nogen af de ting der foregaar over de 100 aar vi foelger familien. Jeg har hverken det hoved der skal til, eller den viden der skal til, for at beskrive den komplekse politiske situation i Colombia, men jeg vil proeve at beskrive nogen af de indtryk vi har faaet i loebet af den sidste maaned.

Som i "Hundrede aars ensomhed" har Colombia vaeret praeget af borgerkrig. Der er et hav af interesser, der alle har gjort brug af vold for at naa deres maal. Narkotika, politisk magt og oekonomisk rigdom er centrale emner i Colombia, og det har efterladt landet i store problemer med korruption, guerriliaer, paramilitaere styrker og generel mistro til alle i den politiske verden. Efter at have studeret wikipedia.org var jeg for et par uger siden af den overbevisning, at Colombia og praesident Uribe var paa rette vej. Jeg er ikke saa sikker laengere...

Toerke i depressionens og 30´ernes Oklahoma tvinger familien Joad i "Vredens druer" til at forlade deres gaard og soege vest paa mod det frodige Californien. Traktoren er introduceret, og kan med en mands arbejde (og maaske endnu vigtigere en mands loen...) goere det, der foer tog 50 maend. De store banker overtog landejendommene, rev husene ned, koerte traktoren indover, oegede profitten og sendte flere 100.000 mennesker paa flugt. Loebesedler lovede guld og groenne skove i Californien, men de mange flygtninge var med til at devaluere arbejdskraften, og de fleste maatte leve kummerlige liv i lejre til en loen, der ikke kunne forsoerge familien. Nogle gjorde modstand, samlede sig og naegtede at arbejde til loennen, men der var altid nogen der var mere sultne, havde boern der var mere syge og derfor var tvunget til at tage den daarlige loen. De der gjorde modstand blev kaldt "reds", og maatte efter denne stempling vaelge enten leve paa flugt eller blive draebt. Familiens soen Tom beslutter at dedikere sit liv til kampen mod ulighed og social uretfaerdighed med de farer det maatte bringe.

I 2006 underskrev praesident Uribe og praesident Bush en saakaldt FTA,- en Free Trade Agreement. Den mangler forsat at blive endeligt vedtaget af den colombianske regering, og vist i oevrigt ogsaa den amerikanske. Den er til stor debat hernede, og uden at jeg kender til alle oekonomiske konsekvenser, positive saavel negative, saa er der en stigende nervoesitet over, at det kommer til at gaa haardt ud over de smaa landbrug. Nervoesiteten gaar paa, at de smaa landbrug hernede ikke kan konkurrere med import fra USA, og at dem der vil faa gavn af den er folk, der har nok af penge i forvejen. Jeg har lige laest en artikel, hvor ogsaa amerikanerne er nervoese, da Uribe vist ikke helt er saa fin i kanten som jeg foer har givet udtryk for. Der er tungtvejende beviser for taette forbindelser til baade paramilitaere grupper og de store narkokarteller. Uribe familien skulle have staaet taet med selveste Pablo Escobar da han stadig havde noget at sige,- altsaa foer han blev gennemhullet af colombianske/amerikanske specialstyrker. Et argument er, at hvis USA falder igennem i Colombia, og aftalen viser sig at vaere en katastrofe kan det faa meget negative foelger for USAs forhold til resten af regionen,- der jo som bekendt er lidt skroebeligt i forvejen...

"Colombia is pursuing this FTA as its way to push itself to the free and global market. It’s a very worthy aspiration -- if only the country wasn’t overrun by packs of domestic economic hyenas, seasoned speculators and corrupt middle men, not to mention the narco traffickers who have infiltrated the current government." - Jose Maria Rodriguez Gonzalez

Med USA´s indtog kan konsekvenserne komme til at minde om Joad-historien. De fattige boender maa forlade deres landbrug og soege til byen efter arbejde. De vil komme til at konkurrere om de samme jobs, loennen vil falde... osv, osv... Historien gentager sig, og kapitalismen faar lov at vise sig fra sin vaerste side. Jeg er ikke af den opfattelse, at det i laengden kan lade sig goere, at ignorere de store, og leve en beskyttet osteklokke tilvaerelse uden konkurrence. Jeg mener bare, at fra et menneskeligt synspunkt er de stakkels landbrug ikke klaedt paa til kamp. Uden fagforeninger (fagforeningsfolk bliver slaaet ihjel hele tiden...) er der stort set ingen, der taler deres sag eller maaske endnu vigtigere giver en reel oekonomisk stoette.

Nu kan dette indlaeg nemt komme til at lyde som en 1. maj tale, og det er maaske egentlig til dels ogsaa meningen . Jeg er paa ingen maader tilhaenger af et absolut socialistisk system. Ej heller tror jeg paa Che Guevarra´s revolutionaere fremgangsmaader (selvom Tom Joad og El Ché har mange lighedspunkter giver "Vredens druer" desvaerre ingen svar paa, hvordan situationen skal loeses). Men efter at have rejst hernede i snart 8 mdr, besoegt lande som Bolivia, Peru og nu Colombia kan jeg sagtens forstaa det haab det kendte billede af "El Commandante" giver. Landenes regeringer er saa gennemsyrede af korruption, levetiden for fagforeningsledere saa begraenset, og fremfor alt livsvilkaarene saa deprimerende (60% af colombias befolkning lever under fattigdomsgraensen,- 80% i landomraaderne) at jeg godt kan forstaa folk overvejer at ty til vold for at finde en loesning. Det minder én om, hvor taknemmelige vi skal vaere for de kampe, der tidligere er blevet kaempet for emner som pressefrihed, fagforeninger, ligestilling, stemmeret osv. Jeg tror ikke man kan sammenligne Danmark med hernede, men jeg vil da formode, at det er nogen at de samme vaerdier, der skal skabe grundlag for en samfundsaending. Hvis vi har laert noget af denne her tur, saa er det maaske vigtigst af alt: aldrig at tage vores demokrati for givet. Jeg er i en sen alder blevet opmaerksom paa, at det er min forbandede pligt at tage politisk stilling,- og som man nok kan maerke er det ikke den nuvaerende regering, der skal forvente et opkald i loebet af de naeste par maaneder...

Af omveje fik "The Nazi book keeper" alligevel, mod hans oenske ganske vist, hjulpet os paa vej. Selvom det er en tung fucker at laese, og ikke alle vil komme samme sted hen som jeg, kan jeg (som altid) anbefale Steinbeck...,- og Marquez i oevrigt ogsaa....

Ses...

Macondo, Tom Joad og droemmen om Che Guevarra. remains copyright of the author ahafys, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Vandet ved det lille fiskerleje Taganga.

Vi er i Taganga,- et lille fiskerleje ca 15 minutter uden for Santa Marta. Vi har vaeret her snart en uge, og regner med at komme godt ind i naeste uge foer vi kommer herfra.
Taganga er til trods for sin stoerrelse, og egentlig ogssa sine tilbud gaaet hen og blevet et yndet maal for mange backpackere. Den lille by og nationalparken lige ved siden af, Tayrona, er ofte det nordligste man kommer, foer man vender om og drager enten syd mod Bogota eller vest mod Cartagena afhaengigt af hvilken vej man tager. Taganga er kendt for sine ganske udmaerkede dykker muligheder, og i saerdeleshed sine gode priser. I foelge andre rejsende er Taganga sammen Honduras det billigste sted i verden at tage et PADI Open-Water certifikat,- Honduras hvis stadig en smule billigere.
De mange backpackere har som altid gode og daarlige sider. En af de afgoerende gode sider er vores hostel. Vi bor paa La Casa de Felipe, der er udstyret med det stoerste fjernsyn vi har set paa hele turen (hvilket i disse EM dage er uvurderligt!), koekkenet er paent og rent (med undtagelse af den enkelte pose med gammel tunsalat - fucking british coke heads...), og med jaevnlige ture ind til Santa Marta for at handle ind, er der basis for ganske fornuftig hjemmelavet gastronomi,- noget vi i den grad traenger til. Haven er belagt med sten og traeer og fyldt op med smaa borde og haengekoejer, og giver lige noejagtig den vibe vi har soegt paa alle de andre hostels vi har boet paa. Bagsiden er selvfoelgelig nogen af de andre rejsende. Heldigvis er de ikke paa vores hostel... Som yndet maal for chilling og diving er der en del uldne israelerbukser, fuldskaeg og dreadlocks,- idet hele taget effekter man havde haabet doede med 90érne, men som stadig viser sit usle, dovne og selvretfaerdige ansigt. I takt med, at gaderne fyldes med vesterlaendinge, der saelger hjemmelavede smykker, spiller guitar og stener til Morrisson og Marley skifter hele byen udseende. Kvaliteten og romantikken glider paa noejagtig samme maade som hvis de begyndte at arrangere grisefester... Det er fortsat ikke saa stort et problem, at det praeger vores ophold, men det er alligevel med til at give stof til eftertanke for hvad vi efterlader naar vi rejser herfra,- og hele sydamerika i oevrigt. Jeg burde forsoege at skrive en log omhandlende turisters og rejsendes "arv" de steder vi kommer,- er det positivt eller negativt at vi kommer paa besoeg. Det var sgu nok en meget god ide, at de fik lukket et par campingpladser i Loekken!

Casa de Felipe. Her ved de hvordan man indretter et sted saa europaeere nyder det...

Som den flittige laeser nok har bemaerket, saa bruger jeg en del energi paa disse sider til at brokke mig over tingenes tilstand. Det er ikke udtryk for, at jeg konstant er en tordensky, men nok naermere, at yderpunkterne for positiv eller negativ omtale er nemmest at goere enten underholdende eller interessante.

Vi loeb ind i Dice og Itay igen,- vel ikke noedvendigt at forklare hvem der er fra Israel og hvem der er fra Japan...

Der blev bragt lidt spaending ind i hverdagen for et par naetter siden, da en englaender midt om natten, temmelig hoej paa coke, blev bidt af en skorpion, der faldt ned i nakken paa ham. Han gik af gode grunde lidt i panik (skorpionerne siges at have samme stoerrelse som en pakke cigaretter...) men kom ikke noget til. De er ikke saa farlige, men skulle goere temmelig ondt...

Christina foran Aquantis

Allerede soendag (08.06.08) aften laa vi nede ved Johan og saa dvd. Johan ejer Aquantis, en af de mange dykkerskoler, der ligger i byen. Han er fra Belgien, gift med en colombianer, og efter besoeg paa flere af de andre skoler besluttede vi os for denne, da den var billig, havde et par gratis dyk (efter bestaaet eksamen), nyt udstyr og vigtigst af alt: en super vibe... Man skal kigge sig lidt omkring naar man dykker i Taganga,- udstyret er ikke altid helt i orden. Vi oplevede paa en af vores kursusdage, at en anden skole skulle med i Johans baad. Efter PADI´s regler skal lufttankene tryktestes med vand hver 3. aar. Det staar indgraveret i tankene, hvornaar de sidst blev testet, og en af disse tanke var ikke blevet testet siden 1978 !!!
Open Water kurset starter med, at man ser en 3 timers dvd efterfulgt af undervandsoevelser paa 2-3 m, 2 dyk til 12 meter, 2 dyk til 18 meter og sidst en raekke skriftlige tests. Under forloebet skal man laese en stor bog (overfladisk) saa man har teorien i orden. Jeg kan med glaede i stemmen berette, at vi igaar begge bestod eksamen, og i morgen skal ud paa vores to saakaldte Fun-dives. Allerede soendag (idag er fredag) gaar vi i gang med Advanced Open Water kurset, hvilket vil sige 5 kursus dyk og 2 Fun dives mere inden vi er faerdige. Til den tid vil vi have dykket om natten, vaere bedre til navigation samt kvalificeret os til at dykke til 30 meter. Overskriften er i oevrigt ikke en observation fra min side, men en huskeregel for hvordan man laver et buddy-check af sin makker inden man dykker (BCD, Weights, Releases, Air og Final check).

Det er vel ikke helt noedvendigt at fortaelle, at dykning er en helt speciel oplevelse. Det er ikke kun den visuelle fascination, der har faaet tag i Christina og jeg. Det er ogsaa fornemmelsen af at kontrolere og beherske et system (scuba-udstyret), der i den grad tager dig til et fremmed (og ogsaa lidt farligt) element. Det er en stor tilfredstillelse at lave en descent, og maerke at man faktisk godt kan faa vejret. Det er fedt, at styre over koraller udelukkende ved at tage mere eller mindre luft i lungerne, og det er sjoew at komme op igen vidende om, at du og din makker var fuldstaendig i kontrol under hele forloebet. For nuvaerende kan vi kun aerge os en smule over, at vi ikke kunne dykke rigtigt paa Galapagos. Dette er ogsaa er grunden til vi tager "Advanced" med det samme, saa vi har lidt erfaring, hvis der skulle aabne sig en mulighed i evt. Californien.

Antonia og Diego i Santa Marta

Dykning og afslapning er stort set det eneste vi taenker paa. Vi har set lidt til Antonia og David, og moedt en spansk fyr, der hedder Diego. Han tog kurset med os, er pilot og bor til daglig i Puerto Rico. Hvis der er singlepiger, der laeser dette skulle jeg sige fra Christina, at han er et udmaerket "Catch"... Mmmmm :-( .. Vi faar vores daglige frugtshakes (jugos) paa stranden med mango, ananas, passion, kokos, appelsin eller banan. Jeg ser en del fodbold,- og om natten arbejder vi (forgaeves) med at finde et tilfredsstillende kompromis mellem "ikke at faa det for varmt" og "ikke vaere for let et bytte for myg". Naar vi ikke laeser dykkerteori kaemper jeg forsat med Steinbecks "Vredens Druer". Det er en rystende og meget tung fortaelling. Den har taget mig tusind aar at laese, og jeg har tidligere forsoegt at komme gennem uden held. Nu SKAL jeg igennem den, og selv om den ikke ligefrem hjaelper paa humoeret skal jeg nu nok blive lidt klogere af den.

Ses

Bogota Women Really Are Fantastic... remains copyright of the author ahafys, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Solnedgang paa Playa Blanca.

Itay og Dice var taget i forvejen, saa vi rejste alene op gennem den sidste del af Andesbjergene mod Medellin. Selvom Colombia er blevet meget fredeligere end for 10 aar siden anbefales det forsat paa nogen straekninger at rejse om dagen. Det fortroed vi bestemt ikke, da kafferegionen i dagslys fik mulighed for at vise sig fra sin bedste side.

REJSEVEJLEDNING COLOMBIA
Gyldig 08-06-2008

Alle rejser til Colombia, der ikke er nødvendige, frarådes, undtagen rejser til Bogotá og provinshovedstæderne. I Bogotá og provinshovedstæderne bør der udvises den største agtpågivenhed. Der er risiko for terrorhandlinger udført af guerilla-grupper.
Sikkerhedssituationen bedømmes aktuelt som meget alvorlig pga. guerillaernes terrorvirksomhed og den omfattende volds- og berigelseskriminalitet, herunder bortførelser, væbnede overfald og drab. Der har de senere år været et stort antal kidnapninger, navnlig af colombianere men også udlændinge.
Generelt er det farligt at opholde sig i landområderne. Landevejskørsel – også med offentlige transportmidler – frarådes over alt i landet.
Udenrigsministeriet, Danmark.

Christina overraskes af duernes aggresivitet i Cartagena

Vi ankom til Cartagena tidligt om morgenen, og tog direkte ind til Itay og Dice. Cartagena er en by paa stoerrelse med Koebenhavn, og har ved vandet et aeldre centrum omringet af tykke murer. Det er en rigtig piratby, og de farvede huse, store balkoner og koenne bemalede vejskilte giver den et naermest middelhavsagtigt praeg. Uden for den indre by er der mere rodet, men ikke mindre charmerende. Der er liv i gaden doegnet rundt,- der handles konstant, og de nedslidte facader faar en til at taenke paa Cuba. Uden at det naevnes direkte er der kendetegn i bogen, der tyder paa at Gabriel Garcia Marquez "Kaerlighed i koleraens tid" finder sted i Cartagena, og det var ogsaa her filmen fra det forloebne aar blev filmet (Har ikke set den endnu, men har hoert den skulle vaere mindre god...). Bogen er til gengaeld glimrende, hvilket Christina er ved at finde ud af lige nu.

Cartagena

Efter en dag i de smaa gader besluttede vi allerede naeste morgen at tage ud til Playa Blanca. Med baad gennem de to fort, der ved udkanten af havnen er foerste kontrolpost for eventuelle pirater, tog vi ud til "Islas del Rosario". Det var en laengere, og for saa vidt ikke saerlig interessant tur, der ledte os forbi nogen beboede smaaoeer, et akvarium for turister og til sidst satte os af paa Playa Blanca. Playa Blanca derimod var lige hvad vi havde ledt efter. Christina var hooked fra starten, mens Sture-bassi skulle bruge et par dage til at akklimatisere.

Vores base ved stranden paa Playa Blanca

Playa Blanca er ikke andet end en strand... men hvilken strand! Man bor i haengekoejer lige ned til vandet, og spiser friskfanget fisk enten fra de lokale koekkener eller over aaben ild. Det er fint lille sted selvom det til tider (efter min mening) kan gaa hen og blive en smule kedeligt. Jeg skal helst have lidt afveksling, hvor jeg kan gaa paa nettet, loebe en tur eller koebe ind og gaa i koekkenet. Det er et sted, der har vaeret i guideboegerne nogle aar, og derfor er begyndt at lide lidt under det. Haengekoejerne er kanon, vandet er kanon og muligheden for at komme helt vaek fra de ting der ellers kan stresse paa en rejse er ligeledes kanon (Ja, du laeste rigtigt.... Globetrottere kan ogsaa blive stressede...!!) Bagsiden af medaljen er dog den voksende bunke skrald, der ligger lige bag foerste klitraekke, de mange saelgere, der helt aabenlyst mener, at snyde dig er en del af deres jobbeskrivelse og det faktum, at hele omraadet fornylig blev opkoebt og nu skal laves til beach-resort. Paa plussiden moedte vi igen Antonia og David, som vi har set baade i Canoa, Quito, Salento og nu ogsaa her. Det er et par oeko-freaks fra Portland, Oregon, der stort set altid er i godt humoer, og en fornoejelse at vaere sammen med. Sammen med dem bliver vi introduceret til ambient, poi og glaederne ved at vaere veganer... Lyder maaske ikke ligefrem som noget Sture-bassi normalt kan tilskrive sig, men som man siger "different circumstances calls for different measures".

Antonia og David

Vi blev to naetter paa stranden, en aften mere i Cartagena og tog derefter med bussen mod Santa Marta. Vi havde muligheden for at kaste os ned i en mudder-vulkan paa vejen, og den lod vi selvfoelgelig ikke glide fra os.

Eneste vulkan i verden man kan bade i... (siger de!)

Ok, nogenlunde saadan er situationen i Colombia. Der er en masse frygt og bange anelser forbundet med at rejse til Colombia. De fleste, der ikke har vaeret her vil ikke roere landet med en ildtang, og dem der har vaeret her siger det er det bedste land i hele sydamerika. Personligt ligger jeg nok lidt i mellem...
For 10-15 aar siden var landet en rodebutik... Dagene hvor Pablo Escobar, landets store narkohandler med base i Medellin, kunne slaa modstandere ihjel med en rate paa 20 mord om DAGEN i 2 mdr er ovre (han har 30 dommere og 457 politimaend paa samvittigheden). Escobar blev skudt i 1993.
Den nuvaerende praesident Alvaro Uribe har siddet siden 2002, og blev i 2006 genvalgt for endnu en 4 aarig periode. Han synes ekstremt populaer (har 70% af vaelgerne er bag ham...), hvilket de fire aeldre maend fra Salento (jvf. sidste kap.) kunne tilskrive sig. Det betoed ikke saa meget for dem om man var liberal eller konservativ,- Uribe havde gjort det fantastisk. Hovedaarsagen til hans popularitet er hans haarde linie overfor FARC og narkohandel. Han indfoerte en ekstra skat paa 1,2%, der er fastlaast til bekaempelse af disse, og jeg blev idag fortalt at 70% af det aarlige budget ligeledes gik til samme formaal. Han har desuden indfoert, at hans regering i weekenden personligt skal forlade Bogota, og besoege resten af Colombia for at skabe et taettere og mere personligt forhold til vaelgerne,- maaske ikke nogen dum ide...?
Alt i alt har den haarde linie haft effekt. Antallet af kidnapninger er faldet fra 3700 i 2000 til 800 i 2005 (800 er jo det rene ingenting!!) I samme periode er antallet af mord faldet med 48%. Man mener desuden at antallet af FARC soldater er indskraenket fra ca 17.000 til 9.000.

Til trods for Colombias noget blakkede ry nyder vi at vaere her. Vi foeler os bestemt ikke trykkede af situationen (Christina foeler sig mere tryg her end i noget andet land i Syd Amerika...), og enhver der har lyst til at besoege landet kan goere det,- uden hverken at bekymre sig selv eller sine foraeldre med det. Vi glaeder os til de kommende uger her ved den caribiske kyst, hvor der blandt andet gerne skulle komme gang i noget dykkerkursus...

I´ll keep U posted...

Pirates of the Caribbean remains copyright of the author ahafys, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Hvis der er en ting Christina har laert om mig paa denne her tur, saa er det, at jeg paa en hvilken som helst hverdag har et fordoejelsessystem, der er saa fintfoelende og praecist, at man kan stille sit ur efter det. Om det er en styrke eller en svaghed skal jeg ikke kunne sige, men faktum er, at jeg nu for 3. dag i traek ligger i sengen med mavesmerter. Situationen er meget lig den i La Paz bortset fra, at jeg ikke har saakaldt "daarlig mave". Det goer til tider vanvittig ondt, og minder én om, hvor skroebelig man er naar man ligger i en lille colombiansk landsby og den eneste saetning der koerer igennem hovedet paa én er "Ok, hvis det er blindtarmen er jeg fucked, og hvis den er perforeret er jeg seriously fucked..."

Her hvor jeg ligger nu (paa et hotel i byen Armenia) regner jeg dog med at have reddet stormen af ,- endnu engang! Vi kom ned fra bjergene, naermere bestemt fra Salento igaar eftermiddags, saa nu har jeg en doktor i naerheden, hvis det skulle blive noedvendigt.
Paradedag i Quito

Vi tog fra Quito soendag morgen (25.05.08) kl 5.00. Selvom mit sidste indlaeg i hoejere grad var et eksempel paa, hvordan jeg kan hype mig selv om natten (jvf. mulig blindtarmsbetaendelse !!) end en retfaerdig beskrivelse af byen, saa skal jeg ikke ligge skjul paa, at Quito ikke lige er min kop the. Kvarteret omkring hostlet,- "Gringo-land" som det kaldes - er berygtet for sine mange overfald og roeverier. Den gamle del af byen gjorde ikke det store indtryk, og da Christina og jeg efterhaanden har faaet nok af hvidmalede kolonibyer, tog vi en hurtig beslutning om at komme til Colombia hurtigst muligt. Itay, der med lidt overtalelse havde besluttet at tage med os blev suppleret med en japaner der hedder Dice (forenklet for, at jeg kan huske det...) Rejsedagen mod Colombia var haard. Vi var forsinkede fra starten, og kom foerst fra Quito lidt over 6 om morgenen. Vi ankom til graensen ved middagstid og kom uden de store problemer over graensen til Ipiales. Vi tog direkte til busstationen, koebte en billet til Popayan kl 16, - fik lidt og spise, og tog saa ellers en taxa til "Las Lajas" uden for byen. Her ligger kirken, som jeg op til flere gange har vist billeder af i fysioterapien. Den er ikke saerlig gammel,- indeni egentlig heller ikke saerlig flot, men beliggenheden er edderlyneme sej. Det var et behageligt afbraek fra de ellers lidt haarde busture (hverken veje eller busser i Ecuador er noget at skrive hjem om). Bussen vi tog videre maatte goere stop i Pasto, da chauffoeren sagde den var i stykker. I virkeligheden ville de ikke koere to halvfyldte busser nordpaa, og derfor maate vi vente paa en anden. Da vi endelig sad i den rigtige bus til Popayan, og kunne konstatere, at vi ikke ville vaere fremme foer 1.30 (istedet for kl 22.30) var vi saa smadrede, at vi knap kunne registrere de 2-3 kontrolstop militaeret foretog, en paskontrol og den venligsindede menige soldat, der sad med sin AK-47 paa bussens trappe ved siden af os...
"Las Lajas",- impressing, right?

Popayan var ikke noget saerligt (endnu flere hvidmalede huse...). Et fint sted at stoppe og faa vejret, men efter en dags pause var vi afsted igen... Cali - Armenia - og til Salento.Efter lange problematiske udregninger, hvor bustider, kalendere og antal overnatninger skulle gaa op i en hoejere enhed, blev det besluttet, at vi skulle smage noget kaffe,- nu da vi var i Colombia (for vores foraeldres skyld boer der her indskydes, at vi ikke har det samme forhold til kokain!) Salento er en ganske lille bjerglandsby i hjertet af den del af Colombia der kaldes "Zona Cafeteria". Paa byens centrale plads ligger kirken, politistationen, en del kaffehuse og byens centrale koebmand. Der regner stort set hver eftermiddag, saa luften er fugtig, frisk og behagelig. Om aftenen aftager regnen, og der kommer liv paa pladsen, og byens aeldre maend stimler sammen i de smaa kaffehuse og diskuterer noejagtig det samme som alle andre gamle maend diskuterer i alle verdens andre kaffehuse... politik og sport! Der er en behagelig atmosfaere, menneskerne er soede og interesserede og med de frodige bjerge omkring os er det naesten som at vaere i alperne.
Byens bedste kop kaffe, og et fornoejeligt eksempel paa colombiansk gaestfrihed.

Dagen efter vores ankomst gik vi paa besoeg paa et par naerliggende kaffefarme. Vi saa foerst et gammeldags enkeltmandsforetagende, og derefter et stoerre og mere effektivt oekologisk landbrug. Det var faktisk ikke en hel dum oplevelse,- uden at skulle gaa i detaljer saa vi produktionen fra boennerne paa buskene/traerne til vi selv sad med en kop mokka paa verandaen. En interessant detalje er dog, at en arbejder i hoestsaesonen betales 250 pesos pr kg kaffeboenner (1000 pesos=2,70 kr). En dygtig arbejder kan paa en 12 timers arbejdsdag samle 200 kg, hvilket vil sige omkring 50.000 pesos om dagen. Dette er i danske kr 135 kr. Eftersom skatten er ca 30%, Colombia ikke er noget billigt land og en 12-timers arbejdsdag skulle jeg mene at de 94.50 kr faneme er tjent...!
Kaffeboenner...

Anyway, til trods for den gode stemning, det behagelige selskab (man skal godt nok vaere humorforladt, hvis man ikke kan finde paa noget enten at punke Israel eller Japan for!) skulle Salento ende med at blive mit Waterloo. Allerede henunder aften som vi kom hjem fra kaffemarkerne kunne jeg maerke raabundsknobet paa min tyktarm, og de foelgende dage og specielt naetterne blev et helvede. Nu er jeg som sagt i Armenia, og jeg har lige snakket med Johan (tyktarmkejseren fra Vraa!) saa roen er efterhaanden faldet over foretagendet.
Old school farmeren tager os med paa en rundvisning.

Hvis alt gaar vel tager vi bussen til Medellin i morgen. Herfra tager vi direkte videre til Catagena ved den Caribiske kyst. Efter alle de her bjerge, og specielt den megen regn traenger vi til noget sol...

Torsdag den 29 maj ville min mor vaere fyldt 60 aar.

Coke, coffee, colon and.... COLOMBIA !!! remains copyright of the author ahafys, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Kl 21:
Har delt en pizza, og gjort indhug i hostlets spand med rom og cola. Man, ons og fre er "rum and coke night",- Ulvene er paa vagt efter suckers, der har faaet for meget.

Kl 22:
Harriet(19) og Harriet(20) fra Canoa tager C med i byen. Itay er gaaet i seng med symptomer der minder om hoejdesyge. Jeg foelger snart efter, laeser lidt i "The Beach", men falder hurtigt i soevn.

..........

Kl 1:
Vaagner. Minder om en eftermiddagssoevn,- er i hvert fald ikke traet mere... C er ikke tilbage... Det regner. Er rastloes. Fryser. Maven i uorden... Muligvis hoejden? Ulvene, regnen og de tunge endeloese rytmer fra naboerne goer mig urolig.

Drikker en Sprite sodavand, og ser to afsnit af "Two & a half men". Fryser og gaar tilbage i seng.

Kl 2:
Fosterstilling, gaasehud, drugrape, kidnapping... Hvad har hun med ? Godt hun tog stoevler paa... Tankerne koerer. Natten forvirrer mig,- jeg ved, jeg overdriver. Hvorfor taenkte jeg ikke saadan, da hun tog afsted? Tager min iPod paa og aabner bogen,- lukker gaden, regnen og ulvene ude...

Kl 3:
Der er lyde ved doeren. Fjerner iPodén fra oeret. C smiler fra doeren. Regnen er stoppet...
"Var der farlige maend udenfor ?" spoerger jeg. "Ja, men jeg sagde de skulle fucke off..."

C: Jeg har tandpastaen... Har du ikke boerstet taender?

A: Jo... Jeg koebte ogsaa en Sprite sodavand.

C: Har du boerstet taender i Sprite ???

A: Nej... men jeg har boerstet taender...

Jeg griner lettet, da hun som en hemmelighed mellem boern, uden foraeldrenes viden betror mig..

"Kom med mig, Andreas... Jeg ved hvordan man boerster taender...!"

Ulvene kommer... remains copyright of the author ahafys, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Efter et haardt rejsedoegn, der startede paa Galapagos tirsdag morgen klokken 8, kom vi via Guayaquil til Canoa. Godt bustede traskede vi onsdag morgen (14 maj) ned gennem hovedgaden. Sammen med et par store planter, tre hoens og bussens oevrige passagerer havde vi ved hjaelp af chauffoerens koncentrerede og aggresive slalomkoersel forceret ca syv timer af den mest hullede og elendige grusvej vi er stoedt paa paa hele turen. Det havde ikke ligefrem fremmet oplevelsen, at chauffoeren og hans side-kick klokken 2.30 besluttede sig for at saette musik paa i hele bussens kabine,- dette paa trods af at alle sov... Selv hoensene havde det kendte "hvad fanden taenker de paa...???" udtryk i oejnene !

Fiskerbaadene paa stranden.

Vejret i Canoa var overskyet. Der lugtede af salt, og der blaeste en naesten vestehavet-i-oktober-agtig vind fra havet. Langs stranden laa de smaa fiskerbaade og ventede paa at komme i arbejde. Der var naesten ingen mennesker, hvilket vil sige at klokken maa have vaeret foer 8.00, da ingenting i Canoa rigtig gaar i gang foer kl 9. Vi ledte efter Hostel Estrella del Mar, og vores to foelgesvende fra Galapagos Mick og Itay (eller David som han hedder her, da ingen kan huske hans rigtige navn og han kommer fra Israel). Vi var blevet anbefalet Estrella, da stedet var paent og rent, og da 4$ ikke er meget for en nat,- ogsaa selvom der kun var koldt vand at bade i, og der fra naboen var ikke saa lidt byggestoej om morgenen. En lokalpolitiker er ved at faa opfoert den stoerste raedsel af et hus i Canoa... i pink!

Udsigt over Canoa fra paragliding

Canoa er en ganske lille by ved kysten, ca 7 timer baade fra Quito og Guayaquil. Alle vejene er grusveje, og bare mens vi har vaeret her har der vaeret 3 stroemsvigt, der naar de sker saetter hele byen ud af funktion. Ingen stroem betyder ogsaa ingen vand, hvilket dog ikke er det store problem, da havet altid er paa den gode side af 25 grader. Byens indbyggere arbejder enten med fiskeri eller turister, hvis de ikke har en af de utallige kiosker, der allesammen saelger det samme,- drikkevarer, solcreme og alkohol. De mest populaere steder er dog ejet og drevet af europaeere eller amerikanere,- folk der kom hertil for aar tilbage, og bare fik lyst til at blive. Elisabeth (byens bedste hostel - Cocoloco), Mark der har "The Shamrock" og Franz der har "Surf Shak". Det lyder maaske haardt... og lidt aergeligt, at det er saadan, men aerlig talt, hvis det stod til ecuadorianerne ville der ikke ske en skid. De fleste ecuadorianere forstaar ikke konceptet byttepenge (de har dem aldrig...),- eller i det hele taget at taenke en time frem... Det goer de andre til gengaeld, og de har formaaet at skabe et helt lille paradis, hvor alle taler om at skulle videre, men ingen rigtig kommer nogen steder hen.

VM i straffespark. DK tabte finalen til Colombia efter have slaaet Holland, Tyskland og Ecuador paa vejen.

Vi kom her fordi Mick og Gill havde brugt en hel maaned her inden de kom til Galapagos. I den tid var Mick paabegyndt et projekt, hvor der skulle bygges en bro til de lokale skoleboern, saa de kunne komme sikkert i skole. Indtil nu har de modige foraeldre sendt boernene over den berygtede bilbro, mens langt de fleste selv har fulgt dem til skole. Vi snakker om 5-6 aarige, saa det synes som en god investering. Budgettet har vaeret 500$, hvor langt det meste er gaaet til arbejdsloen og materialer, saa behovet for frivilligt arbejde har vaeret stort.

Broen efter dag 1.

Vi har dagligt vaeret ved broen, og jeg blev loerdag forfremmet til "Section manager of steps", hvilket vil sige jeg havde ansvaret for at der blev lavet trapper ned til selve broen. Christina har staaet for maling af broen, samt oprydning omkring den,- dette med hjaelp fra de lokale boern. Mick trasker rundt og synes at vaere hjernen bag det hele,- for det meste med en smoeg og en bajer. Han er nu god til at skabe opmaerksomhed omkring projektet, og havde det ikke vaeret for ham var "Section Manager of steps" og "Section manager of fire and childlabouring" jo heller ikke dukket op. Derudover har vi 5 lokale, der arbejder for Moya, en aeldre canadier, der har boet her i 26 aar, og ellers kalder sig "kunstner". Hun er megasoed,- laver (heller) ikke meget andet end at ryge smoeger naar hun er ved broen, men soerger ellers for, at vi har alt hvad vi skal bruge. Efter jeg blev section manager taler vi ganske godt sammen,- hun er fin nok...

Drengene der virkelig lagde en indsats i arbejdet... Ikke som de dovne arbejdssky 3-5 aarige !

Skoleboernene kom dagligt paa besoeg og boostede arbejdsmoralen. Det er skolen i baggrunden.

Hvorvidt vi naar at se broen faerdig er dog tvivlsomt, men trinene jeg er ansvarlig for er nogenlunde faerdige, og man kan nu komme toerfodet fra den ene side til den anden. Det har taget knap en uge... Christina havde fint touch med boernene, der hjalp med at samle trae paa breden, og lave baal. Mick havde lovet dem en dollar om dagen, udbetaling efter endt arbejde, hvilket var fint nok for de 6 til 10 aarige. De 3-5 aarige (som foroevrigt ikke havde lavet saa meget) var dog ikke tilfredse, og satte sig strejkende i sandet. De tilboed et forlig paa 25 cents idag istedet for 1 $ i morgen (manglende fremsyn starter i en tidlig alder!!!), hvilket selvfoelgelig var fristende for arbejdsgiveren, men alligevel ikke acceptabelt. Efter storkonflikten saa vi dem aldrig igen...
Hvorvidt vi er klar til arbejde er dog forsat uklart. Selvom vi er stolte af hvad vi udretter paa broen er det dog stadig tvivlsomt om Lisbet Ulnits vil acceptere Christinas behov for to middagslure om dagen...

Pay-day ved Moya og Mick.

Ind i mellem vores arbejdssessioner hygger vi os gevaldigt. Der bliver badet hver dag, loebet lidt paa stranden, dyrket yoga (ja, den er sgu go nok! Sture-bassi var med, og laeren saa de korteste haser nogensinde!) og soendag blev Christina og jeg tilbudt paragliding, hvilket vi naturligvis ikke sagde nej til. Der sker noget hele tiden, og hvis ikke kan man altid gaa paa Surf Shak eller Shamrock, hvor der altid er nogen at snakke med.
Canoa er et fantastisk sted, og et af de steder som jeg sagtens kunne se mig selv vende tilbage til. Efter hektisk rejsning er det rart at kunne koble helt af med haengekoejer, vand, varme og boeger. Mange rejsende kommer hertil, og har meget svaert ved at komme afsted igen. Det er et af de faa steder vi har vaeret, hvor man foeler man bliver budt ind i et faellesskab af andre rejsende (the Beach...), og det er naermest med taarer i oejnene man tager afsted igen en uge senere... eller et aar senere...

215 kg ren lort - mod al forventning I LUFTEN!

Som sagt landede vi i Guayaquil inden vi kom videre mod Canoa. Her blev der for mit vedkommende truffet en vigtig beslutning. Christina vil rigtig gerne besoege sin familie i Vancouver, Canada, og har allerede i Cusco koebt en billet derop fra Bogota den 26 juni. Jeg ville i samme periode vaere sammen med min faetter Henrik, hans kone Monica og deres tre boern Theya, Christoff og Sebastian i San Juan Capistrano, CA. Paa trods af, at jeg nu gerne ville have brugt en maaned i CA har jeg alligevel besluttet at goere stop i Mexico paa vejen (billet - 25 juni kl 15.15). Christina tager lidt tid til at komme ned nordfra, og jeg bruger lidt tid paa at komme fra syden,- jeg faar et stempel mere i passet, og vi moedes til 10-12 kanondage sammen i CA inden vi tager hjem den 20 juli...

Broen som den saa ud da vi rejste...

Der er CL-finale i morgen, og vi har besluttet at tage herfra efter den. Naeste stop er Quito, som skal koncentreres til det allermest noedvendige, og derefter COLOMBIA....

"The Beach"... at last ! remains copyright of the author ahafys, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

En flok krager forsoeger at faa fisk... kragerne til venstre,- de andre er pelikaner!

Som jeg skrev i introduktionen var der flere maader at se Galapagos. Langt de fleste tager et cruise. Andre tager til Puerto Ayora og laver 1-dags-ture med henblik paa at dykke. De allermest hard-core (laes naerrige!) backpackers tager herud i haab om, at de kan lave en deal under bordet med enten et firma eller en kaptajn paa havnen. Vi havde selv overvejet muligheden, og da vi ankom til Puerto Ayora paa 5.dagen turde vi naermest ikke gaa ind i rejsebureauerne af frygt for, at vi ville finde et eller andet vildt tilbud til 500$. Skaebnen ville at jeg moedte et par fra Schweiz, jeg ikke havde set siden Torres del Paine (og som ogsaa havde vaeret paa Navimag). De havde efter raadfoering med guideboeger og folk, der havde vaeret her tidligere besluttet at tag chancen. DER VAR INTET! To billetter til en 5-dagstur for 1200$ pr stk var revet vaek for naesen af dem. Vi var naturligvis skuffede paa deres vejne (yeah right,- like we give a fuck!), men det siger lidt om hvor staerkt tingene gaar herude. Det er et ekstremt populaert rejsemaal. Vi var rigtig lettede over at have koebt turen med Friendship, og i bakspejlet vil jeg ogsaa sige, at overvejer man at tage herud er et cruise et must. Alt det fede natur, viben paa baaden, de isolerede (fredede)oeer (man kun kan naa med baad) er det fedeste ved at vaere her... Puerto Ayora er ikke en lorteby, men det er heller ikke noget jeg ville betale 356$ for at flyve ud og besoege!

Yours truly & co paa Bartolome

Paa 6. dagen laa vi om morgen ved Rabida. De sidste dage var anderledes end de foerste. Snorklingen var knap saa imponerende, og de mange besoeg paa oeerne var begyndt at blive lidt traettende. De var paa ingen maade uinteressante,- folk var bare traette! Mellem Pinzon og den lille kinesiske hat, oeen Sombrero Chino blev vi fulgt af en flok delfiner. Da vi ud for Bartolome saa noget saa langt ude som springende rokker (ikke en gang loegn, 2-3 meter op over vandet!) og svoemmede med pingviner var der ikke meget vi manglede. Oeerne vi besoegte de sidste dage var vaesentlig mere golde og oede end de foerste vi saa. Dette skyldes at de ikke er naer saa gamle ("KUN" ca 1-1,5 millioner aar!), og flora og fauna derfor ikke har haft den samme tid til at udvikle sig i. Det var nu spaendende alligevel, da vi gik rundt paa den stadig tydelige lava, og paa Bartolome kunne se de mange kratere.

Farvestraalende krabber var overalt.

Den lille blonde miljoeaktivist, som jeg har slaebt rundt paa i snart 7 mdr har fra starten haft betaenkeligheder ved Galapagos,- og med god grund. Antallet af beboeere stiger stoedt aar for aar. Sidste aar var der 120.000 turister, der besoegte oeerne, og behovet for restaurenter, hoteller og ikke mindst baade er steget tilsvarende. 4 fly lander og tager afted fra den lille lufthavn om dagen. Det, at vi kommer er i sig selv ikke det store problem. Oeerne er godt beskyttede og turisterne er for langt stoerstedelen engagerede i miljoe og overholder de regler der saettes for dem. Eksempelvis er det ikke tilladt hverken at spise eller ryge paa de fredede oeer. Det er ikke tilladt at vaere der uden guide, eller uden for de maerkede stier og det er strengt forbudt at roere eller paa anden maade tage kontakt med dyrene. Naar det saa alligevel er paa vej ned af bakke er det fordi vores blotte tilstedevaerelse stiller nogen krav til stedet. Den oegede menneskemaengde har oeget behovet for import af varer fra fastlandet. Naar de kommer herover med baad eller fly har det nogen uheldige konsekvenser. Dyr som rotter, myrer, edderkopper og andre arter kommer fra varene ind paa oeerne og begynder at formere sig. Det skaber konkurrence for de dyr, der allerede er her, og de ender ofte som tabere. Eksempelvis var kaempeskildpadderne naer blevet udryddet paa Floreana, da der pludselig var et hav af geder, der spiste alt groent omkring dem og dermed fjernede eksistensgrundlaget for skildpadderne. Land-iguaner naermest forsvandt fra Santa Cruz, da katte og rotter spiste deres aeg. Nye planter dukker op flere steder, og deres froe eller pollen kan uhindret enten flyve eller foelge en turist til en ny oe. Galapagos kom for nylig paa Unesco´s "World Heritage in Danger" list,- kun 4% af Unesco´s "World Heritage Sites" er paa denne liste.

Det er dog ikke helt skidt det hele. Der er mange miljoeorganisationer i gang herude og baade politikere paa landsplan (saerligt praesidenten) og i lokalmiljoeet gaar helhjertet for at bevare stedet. Tale om at lukke oeerne er paa tale (selvom det nok ikke er realistisk), begraensninger paa antallet af turister og et fordobling af gebyret for at komme ind i parken (200$) er nogen af forslagene. Desuden er jagten ogsaa gaaet ind paa husdyrene, der er en af de stoerste plager. I modsaetning til myrer og edderkopper er de i det mindste til at finde og skyde en kugle for panden!

Mick...

Vi havde arrangeret vores tur saa vi havde et paar ekstra dage. Cruiset sluttede den 9 maj, og vores fly floej foerst til Guayaquil den 13. Vi havde snakket om at besoege den stoerste oe Isabella, men sprang fra da det ikke loed fedt nok (laes anderledes nok!) i forhold til prisen. Vi blev i stedet i Puerto Ayora med Mick, Gill, Itay paa Hotel Salinas. Det israelske par Aya og Idan kom ogsaa paa besoeg nu og da, men de tog afsted soendag morgen. Vi andre var paa stranden og ude at finde lokale steder at snorkle. Christina koebte et ekstra trip ud og snorkle, mens jeg forsoegte at faa styr paa tankerne til disse indlaeg. Det var rigtig hyggeligt med Gill, Mick og Itay. Desvaerre tager Gill videre sydpaa, mens Mick og Itay tager til den lille kystby Canoa ca 7 timer fra Guayaquil. Her har Mick og Gill brugt en maaneds tid inden Galapagos og Mick har vaeret i gang med at organisere noget brobyggeri over en flod til den lokale skole (ingenioer remember!), og vi har besluttet at tage op og hjaelpe ham.

Friendship-holdet foran "Post office" paa Floreana.

Til sidst...
Jeg ved ikke om de sidste to dages skriblerier goer Galapagos aere. Vi har haft en fantastisk tur. De naesten 2 uger har givet oplevelser i flere lag end jeg lige havde forventet. Klarest staar selvfoelgelig moedet med en hel utrolig natur. De mange dyr vi ikke kun har set paa afstand som i zoologisk have, men har levet med paa baaden, i vandet og paa oeerne. De er saa tamme og venlige, at man naermest foeler de siger "velkommen til vores verden". Pelikanerne der hvilede paa soldaekket naar selv de synes at straekkene mellem oeerne blev for lange. Hajerne, der kredsede om vores baad om aftenen og de interesserede og legesyge soeloever, der pralende kastede sig rundt foran os, naar de saa hvor ubhjaelpsomme vi var med vores finner. Denne umiddelbare fascination er desuden blevet krydret med en fordybelse i historien bag Galapagos og ikke mindst en forstaaelse af, hvad der goer oeerne til et biologisk/geologisk unikum. Soeroevere, Darwin, Lonesome George, Evolution.... You name it! Sidst med ikke mindst har vi vaeret heldige med omgivelserne. Vi fandt en baad, der passede os perfekt,- stoerrelsen, maden, kahytten, guiden, soldaekket og ikke mindst vores medrejsende var en fornoejelse... Og sa havde vi godt vejr !

Pelikan paa vores baad. Ser ikke ud til at flytte sig...

Tak for denne gang...

Galapagos III remains copyright of the author ahafys, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

"Ildlaenderne er de "usleste og mest elendig skabninger" han nogensinde havde set. De minder om djaevlene i "stykker som Jaegerbruden" De har "samme farve som devonshirekvaeg". Han kunne naeppe faa sig selv til at tro, at de var "medskabninger og indbyggere af den samme verden" som ham."

Da The Beagle den 15 september 1835 ankommer til Galapagos synes det nu som om den ikke saa lidt arrogante Darwin var modnet en smule. Selvom det kan synes lidt tungnemt, at han ikke kunne faa gjort sit hovedvaerk "The origin of species" faerdigt foer i 1859, gjorde han alligevel her paa oeerne et par iagttagelser, der skulle aendre den verden vi lever i... undtagen maaske Johns, Lilys og Roses (Og George Bush!!!)

En soeloeve med interesse for mine sandaler

Han noterede sig, at arter KAN aendre sig og adaptere til de forhold de befinder sig i. Der er en naturlig udvaelgelse, hvor nogen adapterer og overlever og nogen ikke goer nogen af delene. Darwins ord: Survival of the fittest! Paa Galapagos kunne han se arter, der stammede fra sydamerikas mainland som havde adapteret og aendret sig til de nye forhold,- kaempeskildpader, der var blevet store fordi de havde perfekte forhold og ingen konkurrence, kaktusser, der raadnede og blev til jord og skabte grobund for nye skud og iguanas, der udvikler kirtler til at udskille salt, saa de kan leve ved vandet. Over millioner af aar var arter ankommet med vinden, med boelgerne paa flaader af trae eller med fuglene, der floej derud. Landet paa den golde vulkanoverflade og stille og roligt udviklet sig efter evolutionens orden. Dette skabte naturligvis en del roere, da man paa davaerende tidspunkt mest holdt sig til skabelsesberetningen som begyndelsen for al liv. Dette skulle i foelge kreationisterne have fundet sted SOENDAG DEN 23 OKTOBER 4004 FOER KRISTI FOEDSEL.

Christina og soelover paa "sombrero chino"

"Hvorfor fanden taenkte jeg ikke paa et undervandskamera i Guayaquil ?" Ordene kom umiddlebart efter Christina og jeg var kommet ombord efter en laengere snorklingstur. Vi havde netop fulgt en hammer-haj i ca 15 sekunder,- en af jordens mest underlige skabninger, og som desuden har siddet gemt, men ikke glemt i mit baghoved siden Aksel Larsen i 4. klasse laeste op af Bent Hallers "Kaskelotternes sang". Forinden var en soeloeve steget op fra dybet med en fisk i munden, naaet overfladen, og i en bevaegelse havde den vendt fisken i luften, grebet den og slugt den inden den atter frosvandt ned igen. Vi var ved Devils Crown ud for Floriana. Et af verdens bedste steder for baade at snorkle og dykke (med ilt). Der var fisk over det hele! Det var en superdag,- vejret var kanon og vi kunne bruge eftermiddagen paa baaden til at kigge ud over vandet, sole os og laese boeger.

Sombrero chino,- netop overraskede af ekstra store boelger...

Floreana er en af de oeer, der i stoerst omfang har vaeret befolket af mennesker. Det startede med pirater, der brugte oeen som gemmested i 1700-tallet. Herefter gav regeringen i Ecuador imellem 1780 og 1860 en flok nordmaend lov til at dyrke stedet til hvalfangst. Det var saa vidt jeg forstod ikke den helt store succes, men det efterlod Ecuadors foerste posthus,- en kasse, hvor man kan laegge breve som andre tager med, og hvis der er nogen til, hvor jeg skal hen tager jeg dem med! Denne ordning mellem hvalfangerne introducerede man i 1793. Det var i samme periode at de store landskildpadder virkelig moedte deres overmaend. De havde et par ting imod sig. For det foerste var de ikke saerlig svaerde at fange. For det andet kunne de bruges til al mulig,- mad, olie foder m.m. og for det tredje kan de ligge op til et aar paa ryggen i bunden af et skib uden at drikke LEVENDE! Darwin centret her paa Santa Cruz estimerer at bestanden i den periode faldt fra ca 250.000 til ca 15.000. Oeerne har udviklet hver sin type af skildpadde og ud af de 13 forskellige der findes herude er 3 udryddet og en har kun et eksemplar tilbage,-desvaerre en han - Lonesome George som er 90 aar gammel og bor paa Darwin centret.

Skildpadde i Darwin-centret (ikke lonesome George, der var lidt for langt vaek)

Efter at have solet det meste af eftermiddagen ankom vi til hovedbyen paa Galapagos - Puerto Ayora (hvor jeg i oevrigt ogsaa sidder nu). Vi skulle have fyldt baaden op med mad, drikkevand og hvad der ellers skulle bruges. Vi havde aftenen i byen, men uvant pludselig med at jeg skule til at tage hensyn til biler, affald og souvenirs, samt et ar under foden, der ikke ville hele (32 aar... Muligvis diabetis!) blev jeg hjemme. Vi skulle vaere friske til dagen efter at besoege Darwin-centret, en organisation, der tager frivillige, forsker, underviser boern i oekologi, avler skildpadder, passer Lonesome George og holder oeje med at myndighederne goer saa meget som muligt for at beskytte oeerne. I 1934 gennemfoertes de foerste fredningslove, og i 1959 - samme aar som Darwin centret blev oprettet - blev de ubefolkede oeer og vandene omkring dem underlagt de strenge fredningsregler der er idag. Om eftermiddagen skulle vi med bussen op i "the highlands" og se vilde kaempeskildpadder. Ikke engang en dag skulle der gaa foer jeg ikke kunne vente til jeg kom ud paa vandet igen...

Ok.... Saa i har set soeloever...!

Del 3....

Galapagos II remains copyright of the author ahafys, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Det bedste kort jeg kunne finde - bare saa man ved hvad jeg taler om...

Der er flere maader at se Galapgos paa, men det mest normale er at faa arrangeret et eller andet form for cruise, der tager ud og besoeger oeerne. Galapagos er ikke noget lille sted, hvor man kan se fra oe til oe. I alt fylder oegruppen 8000 km2, hvilket vil sige noget der minder om Sjaelland... lidt stoerre faktisk! Derudover tager det ogsaa en rum tid (og en betragtelig portion soesygetabletter!) at farte rundt mellem oeerne, noget vi paa de helt lange straek gjorde om natten, og som kunne tage op til en 6-7 timer. Galapagos bestaar af 19 deciderede oeer og omkring 42 sten eller klippeformationer, der har det til faelles, at de er smaa og stikker det oeverste over vandet!
En tur til Galapagos koster omkring 2000$. Det havde vi i hvert fald hoert fra andre rejsende. Guideboegerne skrev, at det kunne betale sig ikke at tage den billigste baad, men betale lidt ekstra, og faa en del mere for pengene. Vi bookede vores tur i Cuenca, og gik (efter samtale med rejsebureauet, der havde en aeldre meget trovaerdig kvinde ansat!) imod alle guideboeger og koebte den billigste baad vi kunne finde. Det var "Friendship", eller "The royal friendship" som vores guide Fabian kaldte den. Prisen for 8 dage paa soeen inkl. 3 maaltider, guide m.m var 1080$. Dertil kom en flybillet retur paa 356$ og et park entrance fee paa 110$. Det var en pris selv Sture Bassi kunne forstaa, saa afsted roeg vi...

Mit moede med en land iguana paa South Plaza.

Paa afrejsedagen var Christina frisk igen. Efter konsultation med L. P. Andersen stud. dr. med. og S. Roenholt stud. pharm. ("Bare soerg for at have godt med Ciprofloxacin... Hvis det er en virus er der alligevel ikke en skid at goere ved det! Bare soerg for at faa hende ombord paa det fly...") Efter ca 2 timers flyvetur landede vi paa den lille oe Baltra, moedte Fabian, og blev af bus koert til havnen, hvorfra vores skib skulle sejle. Ud af bussens vinduer kunne vi se et par smaa fiskekuttere, et par flotte cruise skibe og to gamle roenner, hvoraf den ene var sunket og den anden laa lidt skaevt i vandet... Vi vidste det allerede,- den der ikke var sunket (endnu!) var the royal friendship. Vi var de sidst ankomne (da vi havde et senere fly end de andre) og saa snart vi var blevet anvist vores kahyt og kaptajnen havde tjekket, at vores pas passede med passagerlisten drog vi afsted over vandet.

Marine iguanas... only seagoing lizard in the world.

Vi var 16 passagere paa skibet, og for ikke at skulle udrede yderlige forvirring paa et senere tidspunkt kan de ligesaa godt praesenteres her...

Foerst Helene og Dan:
Baadens to andre danskere, Helene medicinstuderende fra Noerrebro, og hendes kaereste Dan, faengselsbetjent oprindelig fra Odense (hvilket forklarer den syngende dialekt og det forkvaklede forhold til SAS-ligaens i oejeblikket 4. bedste hold,- kom igen OB! Jeg behoever vel ikke at naevne hvem der ligger nr 1 !!!) Dan kender i oevrigt Diego !!!

Gil og Mick:
Startede som par?, kaerester?... et eller andet udefinerbart. Gill, supersoed fra Melbourne og Mick, omrejsende ingenioer fra England, der bla har vaeret med til at lave Kbhs metro. Nice begge to,- i kommer til at hoere mere om dem !

Joel: Weirdo fra Wisconsin... seriously!

Itay: Sjov, ung israeler. Roomie til Joel - ikke helt uden problemer!

Aya og Idan:
Israelsk par. Rigtig soede, selv om Ayas brok til sidst begyndte at gaa os paa nerverne.

John, Lily og Rose:
Ikke et ondt ord at sige om dem. Top religioese amerikanere, der selvom de befandt sig paa evoultionens hoejborg stadig haevdede at skabelsesberetningen er begyndelsen paa alt liv. Ikke overraskende var John ergoterapeut!

Holger og Eva:
Lidt aeldre end gennemsnittet, men godt selskab. Bor i Munchen.

Anja: Pige fra Schweiz, virkede lidt genert, og rejste ogsaa alene. Ankom til baaden sammen med os.

Christina overlevede dette moede...

Vi er ca 1100 km ud for Ecuadors kyst paa en flok oeer, der vurderes til at have eksisteret over vandoverfladen i mellem 1 million og 5,6 millioner aar. Oeerne er skabt af vulkanaktivitet under vandet, og grobunden for denne aktivitet siges at have eksisteret i mere end 20 millioner aar. Oeerne har saaledes aldrig vaeret en del af fastlandet. Det lyder maaske ikke som noget saerligt, men netop dette faktum goer stedet til noget saerligt, da det opfordrer til et par interessante spoergsmaal....

Hvordan er dyr og planter kommet herud, og hvordan har de overlevet...? Disse plus natuligvis en hel masse flere

Hvis man er ligesom mig bliver man overrasket naar man ankommer til Galapagos. Det er ikke ubetinget noget visuelt paradis som vi er vant til fra Robinson paa TV3. Oeerne er stenede og lavamoerke- paa afstand taet indhyllet i ensfarvede traeer, kaktusser og graes, der ikke umiddelbart skriger ordet "frodig". Over dem haenger ofte en let taage og naar man ankommer til oeen med jolle er det begraenset, hvor meget udsigt man har fra de klart markerede stier. Vi startede med at sejle fra den nordlige del af Baltra til nordsiden af hovedoeen Santa Cruz. Vi ankom til en strand og blev med det samme budt velkommen af roede krabber der pilede hen over stenene, marine iguanas der slappede af i middagssolen, pelikaner kransende omkring ledende efter mad, hejrer der holdt oeje med krabberne, sporene efter en havskildpadde, der havde vaeret paa stranden for at ligge aeg og bluefooted boobies (det hedder de faktisk!) der i ny og nae fra 10 meters hoejde styrtdykkede gennem vandoverfladen efter smaafisk... Og det var kun foer vi gik i vandet med snorkel og dykkerbriller!
Da vi henunder aften paa baadens daek havde tilfoejet hajer (white tipped reef-sharks), soeloever, en flamingo og et vaeld af farvestraalende fisk (Gill havde endda svoemmet med sin foerste skildpadde) var ikke kun dagen reddet, men vi gik i seng med en overvaeldende fornemmelse af, at det her var noget helt saerligt. At sige, at det var som at vaagne op i en blanding Faarup Sommerland og Zoologisk have (i Aalborg naturligvis!) uden at skulle taenke paa madpakke er noget af en underdrivelse.

En blue-footed boobie... Et af Galapagos mange kendetegn.

Da vi spiste morgenmad klokken 7 naeste morgen var vi paa oest siden af Santa Cruz ud for de to oeer North og South Plaza. Her saa vi vores foerste soeloever taet paa, gik en tur og saa ud over en masse fugle ogsaa land-iguanas. Efter vores foerste maerkbare rutsjetur ombord paa Friendship med godt 3 timer paa aabent hav (hvor jeg i oevrigt hoerte hele Lionel Richies live-album. Jeg ved ikke hvad det er, men jeg faar vibe paa!!) kom vi til Santa Fe. Tjek-listen blev suppleret med store havskildpadder, rokker og snorkling med soeloever, der taeskede hen mod een foer de en halv meter foran een drejede af. Inden solen gik ned var C og jeg alene i vandet og fulgte i minutter af gangen havskildpadder, der dovent lod sig glide gennem det klare vand, uden at tage synderlig notits af de to noget blege og knap saa elegante landkrabber, der kom bagefter...
Naeste morgen kl 6 var vi i vandet igen. Denne gang ved Espanola. Som det kan ses af kortet er det temmelig langt syd paa, og der skal ikke laegges skjul paa at soegangen kunne maerkes paa sture-bassis skroebelige krop. Ligesaa snart baaden roerte paa sig maatte jeg som en anden Dalasi-Andersen laegge mig ned i kahytten og koncentrere mig om dybe vejrtraekninger. Christina, ja faktisk hele flokken havde det paa samme maade, saa de foerste 4 dage var rimelig slemme. Da vi kom i vandet var vi foerste gang i naerkontakt med hajerne. Der laa 4 ca 1,5-2,0 meter lange white-tipped reef sharks under stenene i vandet. Christina var ikke synderlig nervoes ved dem, og beroligede mig med "at de var mindst 4-5 meter vaek"!!! Helved oss... taenkte jeg, og svoemmede vaek. Jeg stoler ikke paa hajer! Hvordan skulle de med en hjerne paa stoerrelse med en groenaert vide, at de ikke maatte angribe mig... Jeg sagde endda til C, at jeg ikke ville vaere kaereste med hende, hvis hun manglede en ekstremitet eller havde store bid-maerker, men lige meget hjalp det...
Espanola kunne desuden byde paa albatrosser, Galapagos-hawks og en flok aeldre amerikanske turister!

And here we see a large group of american tourists. You can recognize them by their funny hats. Notice that the males usually carry an oversize camera in front of them...

Den foerste, der beskrev Galapagos var aerkebiskoppen af Panama - Fray Tomas De Berlanga. Pizarro som jo netop var godt i gang med at udrydde inkaerne havde sendt for hjaelp, da der var udbrudt uoverensstemmelser mellem de oeverste militaerfolk. Fluks roeg De Berlanga paa et skib mod Lima. Da han befandt sig udfor Ecuador var der pludselig ikke en vind der roerte sig. Efter at Humboldt-stroemmen havde trukket De Berlanga rundt i 6 dage ankom de den 10 marts 1535 til Galapagos. Han navngav oeerne efter de store skildpadder (Insulae de los Galopegos), og i hans dagbog kan man laese at han undrede sig over dyrenes tamhed. Udover dette synes han ikke saerligt imponeret over hvad han netop var stoedt ind i. Siden er oeerne blevet kaldt Islas Encantadas (enchanted) fordi de ofte var daekket af taage, og pludselig dukkede op af ingenting. I 1892 fejrede Ecuador 400 aaret for opdagelsen af Amerika (Columbus) ved at navngive oeerne Archipelago de Colon, men kun navnet Galapagos har kunnet haenge ved.

Oehhhh, jeg tager lige en lur !

De foerste dage var over al forventning. Vi havde allerede set flere dyr end vi kunne droemme om. Vi snorklede hele tiden og baaden (der ellers havde faaet noget af en overhaling paa nettet: "Avoid 'Friendship' boat at all cost") havde suppleret med en god guide, rene forhold, super mad og en god sammensaetning af folk til turen. Naar det sociale blev for meget var "In cold blood" af Truman Capote i kahytten. Historien om de to psykopater, der droenede rundt i USA og Mexico efter at have draebt en hel familie i Kansas fik mig til tider til at overveje om Joel maaske havde en lignende historie bag sig...?

Laes videre i del 2....

Galapagos I remains copyright of the author ahafys, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Vi er paa vej ud af Peru. Selv om det er et dejligt land tillader tiden ikke, at vi bliver saa meget laengere. Nu venter Ecuador med forhaabentlig lidt mere varme, mere eksotisk gastronomi og formentlig lidt mere carribean-vibe...

Bolivar og San Martin befrier Syd Amerika fra Spanien ved et moede i Guayaquil.

Der er navne man i Syd Amerika stoeder paa hele tiden... Der er ikke mange byer i Argentina, Chile, Bolivia, Peru, Ecuador, Columbia og Venezuela, Paraguay og Uruguay, der ikke har gader eller pladser opkaldt efter enten José de San Martin, Bernado O´Higgins, Simón Bolivár eller en af de utallige generaler, der tjente under dem. Disse 3 herrer ledte i aarene 1812-1822 frigoerelsen af ovennaevnte lande fra Spaniens kolonisering,- San Martin fik sammen med O´Higgins styr paa det sydlige og startede paa Peru, mens Bolivar kom ned fra Venezuela og frigjorde Columbia, Ecuador, Panama, Bolivia og resten af Peru. Som en lille fodnote boer naevnes, at de to herrer moedtes her i Guayaguil den 26.juli 1822 for at planlaegge Sydamerikas frihed. Til trods for den faelles historie, og de mange faelles helte er det de faereste lande, der idag kan finde ud af at leve ved siden af hinanden. Bolivia hader Chile fordi de fratog dem muligheden for at komme til vand i "War of the Pacific" i 1879-83,- noget der endnu ikke er glemt. Peru synes Bolivia er smadrede og underlegne, fordi de ret beset ikke kan finde ud af ret meget. Ecuador synes Peru bringer problemer over graensen, og der var knas mellem Chile og Argentina, da Pinochet tillod Thatcher at anvende chilenske militaerbaser i Patagonien under Falklandskrigen. For en god ordens skyld maa jeg erkende, at jeg ikke kender meget til den aktuelle daglige politiske agenda, og mine oplysninger "kun" bygger paa hvad almindelige mennesker giver udtryk for naar man prikker lidt til nabokendskabet. Ikke desto mindre kom vi lidt taettere paa orkanens oeje, da vi krydsede graensen til Ecuador...

Katedralen i Cuenca.

Efter at have siddet naesten 40 timer i bus fra Cusco, med et enkelt stop i Lima, til Tumbes i den nordvestlige del af Peru skulle vi til at finde ud af at komme over graensen. Det var lidt af en tilfaeldighed vi havnede der,- lidt misforstaaelser gjorde, at vi fik koebt billetter og foerst i bussen derop kunne laese i Lonely Planet, at netop denne overgang havde ry for at vaere den farligste graenseovergang i Syd Amerika. Da vi ankom med bussen blev vi modtaget af taxier, der arbejdede for busselskabet, og tilboed os tage os over for 10 soles pr mand (ca 17 kr).
At komme over graensen er en kompliceret affaere. Foerst koerer man 30 km, dernaest tjekker man ud af Peru, koerer endnu 7 km inden man via en bro krydser graensen, og derefter koerer yderligere 3km IND i Ecuador og stempler sig ind ved immigrationsmyndighederne. Som det fremgaar kan man frit gaa mellem landene uden egentlig at blive kontrolleret, og netop det forhold goer at stoffer, vaaben og en masse andet lort kan goere livet farligt omkring graenseovergangen.
Vi roeg i en taxa med en fyr, der hed Zalasar sammen med hans faetter Leo, der betankeligvis hoppede paa uden for busselskabets praemisser og i foelge ham skulle med for at oege sikkerheden. Vi koerte de foerste 30 km, tjekkede ud af Peru og kom op til broen for selve overgangen. Under hele turen blev der gjort et stort nummer ud af at fortaelle, hvor sindsygt farligt det var. Helt galt gik det da vi skulle over broen, hvor vinduer skulle rulles op og doererne laases... Ca samtidigt bekendtgjorde Leo, at prisen for turen inkl. busturen videre til Cuenca nu kostede 45 amerikanske dollars. Den var altsaa steget fra ca 3,50$ + busbillet (6$) til hele 45 dollars for ulejligheden. Det helede lugtede lidt af at de proevede at skraemme os, og derfor kunne udnytte vores usikkerhed. Leo skulle dog bare taenke ordet prisstigning foer Christina "the negotiator" Ehrbar var trukket i kampdragten. De proevede og proevede... fandt paa overgangsgebyrer for at komme hjem, der ikke fandtes, tog os med i bilen til de smaa gyder bag hovedgaden, men lige meget hjalp det. Hver gang blev de moedt af "Desculpa Senores, pero tenemos una cita de 10 soles cada person... No mas! Extra para volver no esta mi problema..." (Undskyld de herrer, men vi har en aftale paa 10 soles pr person... Ikke mere! Hvis det koster ekstra at komme hjem er det ikke mit problem...) Det kunne vaere endt galt, da de havde alle vores ting bag i bilen, men heldigvis var den ene ansat af busselskabet saa vi vidste han havde en del at tabe... Det er desuden blevet rutine for os at sikre oplysninger naar vi tager taxier, saa vi kan finde dem igen, hvis noget bliver problematisk. De fik efter aftale deres 20 soles og koerte slukoerede derfra, mens Christina og jeg stille og roligt spadserede over broen ind i Ecuador med vores rygsaekke paa ryggen.

Vi tog bussen (endnu 5 timer) til Cuenca, en by paa ca 400.000 indbyggere i det sydlige Ecuador. Det er Ecuadors 3. stoerste by, fuld af kirker og kultur fra koloniseringen og et udmaerket sted at starte paa et nyt land. Alt her betales i amerikanske dollars, og det hele virker en smule dyrere, men ogsaa en smule mere organiseret end i Peru.

Christina var ogsaa fristet af hattene, men gik derfra uden indkoeb.

En behagelig overraskelse ved Cuenca er, at den faktisk er hjemstavn for Panama-hatten. Det har jeg (af gode grunde) altid troet var en mellemamerikansk opfindelse, men det er her den kommer fra. I de brostensbelagte gader er der adskellige butikker, der saelger hattene, og det er heller ikke umuligt at se, hvordan de bliver til... Muligheden for at koebe en ny hat kommer paa et perfekt tidspunkt. Ikke nok med, at min skygge paa alle solskinsdage,- naar jeg gaar med min kasket, minder mig om mit efterhaanden lange nakkehaar, saa har jeg ogsaa erfaret, at der en lineaer proportionel stigning i forholdet mellem haarlaengde og "bad hair days". Det skal dog bemaerkes, at de bad hair days jeg oplever i oejeblikket ikke engang kysser taaneglene af de dage jeg havde i mine teenageaar...

Saadan ser en mand paa 32 aar ud...

En af de ting, der ogsaa har taget lidt tid er beslutningen om, at tage til Galapagos. Det har hele tiden vaeret Christinas plan at tage derud, mens jeg nok har synes, at det var vel lige lovlig mange penge for en flok havskildpader og lidt vulkanoeer,- formentlig gaaende i roeven paa en flok aeldre amerikanere med hvide loebesko og kasket paa. Men som vi kom naermere Ecuador, og jeg fik kigget lidt i guidebogen, saa kom lysten ogsaa til at komme derud. Det er helt afsindig dyrt, men da jeg ikke ved, hvornaar min vej naeste gang gaar gennem landet her er det nok bedst at faa det set... En naermere beretning kommer naturligvis senere,- saa skal jeg nok fortaelle om det er et besoeg vaerd....!

Ikke alt 1. maj er i Ché´s navn...

Vi tager afsted i morgen, og vi glaeder os. Maven er dog ikke helt paa toppen, men mon ikke den bliver bedre af lidt forloren skildpadde... Idag vaelter Guayaquil rundt i demonstrationer, politifolk og bannere med Che Guevarra.- foerst til min store forundring, men saa kom jeg til at taenke paa at det er den 1. maj... Flot Dennis,- din egen foedselsdag !!!

Min skygge ligner Riggs i "Doedbringende vaaben I"... remains copyright of the author ahafys, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Fra Huancacalle var det nu tid til at naerme sig junglen. Det skulle vise sig, at det ikke var muligt at tage aesler eller heste derind (broerne over floderne var ikke gode nok, og dele af stien var stadig for vaade efter regntiden), saa vi maatte hyre baerere istedet. Fra Yanama havde det jo vaeret meningen, at Roccha skulle stoede til istedet for Vallentin, men da vi kun skulle bruge én og Roccha havde fundet andet arbejde, besluttede vi, at Vallentin skulle forsaette med os til vejs ende. Paa dag 10 skete der ikke saa meget. Vi bevaegede os ud af byen, og stille og roligt op gennem en ny dal. Vi passerede Vallentins foedeby, og da vi fandt et sted at campere, besluttede Vallentin at tage lidt tilbage (dog ikke til byen) for at besoege og sove hos sin mor. Vi oplevede endnu en kold nat, og lige inden vi skulle i seng fik vi besoeg af to drenge og deres far. De havde kartofler med til os, og spurgte interesserede, hvor vi var paa vej hen og hvor vi kom fra. Han havde en lille datter paa 6-7 aar, der laa oppe i stenhytten med feber. Jeg ved ikke om det var derfor han havde kartofler med, men han tog i hvert fald afsted med lidt mere af vores paracetamol. Vi var ved at udvikle os til en omrejsende medical unit...

Her begynder junglen...

11. dagen var forsat uden jungle, og lidt for meget gang paa almindelig vej. Der var ekstremt meget mudder, og tempoet kom i perioder meget langt ned, da der skulle hoppes fra sten til sten.
Paa dag 12 begyndte junglen endelig, og samtidig gik mine tanker fra Steinbeck til, at jeg ca hver 10. sekund enten taenkte ordet "slange" eller "edderkop". Ikke sjaeldent strejfede tanken mig, at jorden ikke var det eneste jeg skulle holde oeje med, men ogsaa at traeerne var et oplagt opholdssted for et eller andet klamt, der havde udset mig som sit naeste offer... Der ud over er junglen af natur ikke bygget til mennesker omkring 1.90cm, og selv om mange af stierne er tilfredsstillende ryddet, saa kan man godt maerke, at det ikke er hvide mennesker, der har baaret macheten....! Vi koebte yukas (en peruviansk rod, der tilberedes som kartofler) og friske passionsfrugter og slog os ned paa en skole, der ikke var i brug. Samme aften fik jeg lidt ubehag, og troede jeg var ved at blive syg, men som i bussen var det bare lidt stress, der sad i kroppen og naeste dag var jeg fin igen.

Christina forsoeger at passere de til tider mudrede forhold uden at fa vaade foedder.

Dagen efter var dog ualmindelig haard. Stierne gik op og ned, slangede sig langs bjergsiderne og forsatte i det uendlige. Vallentin og Henry kendte ikke turen godt nok, og vi endte med at vaere fremme en halv time foer det blev moerkt efter at have gaaet i naesten 9 timer. Civilisationen var begyndt at traekke i os og Christina og jeg kunne godt maerke, at de haarde forhold ogsaa kunne maerkes paa stemningen mellem os. Jeg tror en tur som denne, hvor alting er ekstremt, er som at saette alt under et forstoerrelsesglas. Man er meget modtagelig, og ligesaa vel som de positive oplevelser efterlader erindringer, der huskes resten af livet, saa kan negative smaating ogsaa blaeses ud af proportioner og slide paa omgivelserne,- saerligt dem der er taettest paa én...
Endnu en gang sov vi paa en skole (det er ofte her der er en flad mark til telt og fodbold), og om morgenen var vi omringet af boern. Vi snakkede med de to laerere, der kom fra Cusco, men skulle arbejde der i 9 mdr. Vi tog faellesbilleder, og hvis alt gaar vel faar de dem op at haenge i klasselokalet naeste gang laererne er i Cusco for at hente deres loen og tjekker deres email.

Skoleboern og deres laerere. Meget soede, men mega generte.

Dagen efter var der 2 timer til Espirito Pampa. Det var vores dag 14, og vi var naaet frem til vores maal et par dage hurtigere end Henry havde planlagt. Espirito Pampa er stadig omgivet af mystik. Man formoder at Manco Inca tog herind efter Vitcos, og der har ogsaa vaeret snak om at dette var "the lost city of the Incas" Dette er dog en myte ingen rigtig tror paa (derfor: myte!)... Det er et meget smukt omraade, og i den taette jungle virker det som om der kan dukke mere op i fremtiden. Vi spiste hos en aeldre dame, der kogte en hoene og lavede suppe til os. Efter et lille hvil, hvor der for alvor var ved at blive varmt (kunne godt maerke vi var dykket ned 1200m hoejde) gik vi et par timer til den naermeste landsby og camperede for natten. Herfra skulle vi gaa endnu 3 timer til byen, hvor hjemturen begyndte. Dette viste sig at vaere 5,5 time...

Epirito Pampa, kun en lille del af udgravningerne

Til trods for, at vi var blevet inviteret hjem til Henrys foraeldre for natten valgte vi at afslaa tilbudet. I foerste omgang fordi vi var ved at vaere moere og traengte til lidt civilisation. Men det viste sig ogsaa at vaere godt for Henry. Han havde ikke set sin mor i 8 mdr og havde ikke vaeret hjemme 1,5 aar, og fra billederne og historierne vi hoerte og saa til vores farvelmiddag i Cusco i aftes saa det ud, som om de havde hygget sig som en rigtig familie.

Christina i trygge haender...

Vi sad paa ladet af lastbiler fyldt med kaffe og jeep (der punkterede!) gennem junglen til vi naaede frem til Kiteni, hvor vi skulle fange en bus til Quillabamba (4 timer). Herefter en overnatning og videre med minibus i 5 timer tilbage til Cusco.

At komme op lastbilen og kigge paa traekronerne var en perfekt afslutning paa turen,- fedt at koere lastbil!

Selvom det var med en vis blanding af fryd og bange anelser vi tog paa den her tur, har det vist sig som noget af det bedste vi har gjort. Det var bestemt ikke helt uden frygt, at vi med baevren i stemmen sagde ja tak til Henry for ca 3 uger siden. Det skulle ogsaa vise sig at vare noejagtig ligesaa haardt som vi havde frygtet. Vi har slidt og slaebt os op ad bjerge, haft et rekordstort antal overnatninger i telt med trangiasaet, vand med rensepiller (15), og set nogen af vores jungle daemoner i oejnene og gaaet videre imod alle odds. Vi har moedt fantastiske mennesker, der lever en hverdag som er saa fjern fra vores som naesten menneskelig muligt. Vi har begravet myten om, at Peru er et af de mest ubehagelige lande at rejse i i Syd Amerika, og vi har oplevet kaffe, kakao og frugtplantager i det foerste led inden produktionen drager ud i verden. Vi har set skoler hvor 7-8 aarige boern gaar 2 timer hver vej for undervisning og endelig fuldt inkaernes vej fra Cusco til Espirito Pampa... eller fra storhed til fald...!

Nu er det tid til at tage afsked med Peru selvom der er meget mere at se. Sig naermer tiden, hvor vi skal til Los Angeles, og turen har de sidste uger aendret sig fra at vaere uendelig til at vaere et bestemt antal uger der skal strikkes sammen, saa vi kan naa det hele... Vi tager til Tumbes over Lima om 2 timer. Tumbes ligger helt oppe ved graensen til Ecuador...

Hvis jeg har glemt navnene naar jeg kommer hjem...:
- Max Havelaar
- Rainforest Foundation
- Unicef
- Amnesty International
- Greenpeace
- Christina Ehrbar...

"Bord og Stol" - Bagsiden af Peru 3. og sidste del. remains copyright of the author ahafys, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Efter en kort pause fra skriveriet, hvor jeg har fortaerret en "Inca Cola", strukket mig og trippet lidt rundt, sidder jeg nu klar med mine notater igen. Vi har koebt busbilletter til i morgen aften - faktisk helt op til graensen til Ecuador, saa jeg er lidt under tidspres. Det er dog vigtigt at faa turen nedfaeldet inden vi kommer videre og oplevelserne kan blive lidt taagede fordi mere er kommet oveni. Jeg er i oevrigt mega glad for de mails og kommentarer jeg har faaet hjemmefra i de forloebende uger (og tidligere...), og jeg skal nok faa svaret jer saa snart jeg faar tid.

Vallentin... Naar hestene faar fjernet synet staar de stille... Henry har suppleret med en lille hat !

Vi er klar til anden del:

En pudsig ting, der skete mens vi gik i bjergene var, at mine droemme begyndte at aendre sig. Tidligere har mine droemme i tiltagende grad fundet sted hernede, men da vi gik midt ude i ingenting foregik det meste pludselig tilbage i Danmark igen. Jeg er ikke helt klar over, hvad jeg droemte, men jeg er sikker paa, at jeg droemte om Iversen og Johan paa 2 efterfoelgende naetter. Det var maerkeligt... og saa alligevel ikke, for naar man gaar saa mange timer om dagen (og man ikke kan finde paa noget at sige til Christina hele tiden) bruger man (i hvert fald jeg!) en masse tid paa at taenke over, hvordan tingene har formet sig, og hvordan man oensker de skal forme sig i fremtiden. Jeg skulle vaere et skarn, hvis ikke jeg noed at vaere hernede, og som tiden naermer sig, hvor vi skal hjem faar jeg ogsaa lyst til mere. Men naar man er vaek saa lang tid, som vi har vaeret nu, er der ogsaa ting der kommer i perspektiv derhjemme... Ting man savner, og ting man vil saette stoerre pris paa naar man kommer hjem. Jeg savner thai-middage med LP og Peter Buus. Jeg savner drukture med Johan og Göje paa Christiania. Videoaftener i Noerlev med min far. Frokoster hos min mormor. At hoere Iversen brokke sig over, at han skal loebe til Nissebold. For satan,- Kasper V har lige inviteret til Herre-middag, og jeg kan ikke komme....!

Naar jeg kommer hjem skal der inviteres, traenes, spises ude, ses venner, nydes parker, hoeres musik, gaaes i biffen, laeses boeger, koebes outdoor-udstyr, spilles fodbold, soves laenge om soendagen, tages paa weekendturer, besoeges familie, leves, VAELGES... For satan, for satan, for satan....!

Henry proevede at fiske,- i andet forsoeg maatte han i vandet for at loesne nettet. Paent koldt i 3700m hoejde.

Dagen efter vores hviledag var en af de nemmere. Vi startede i 3700m og skulle ende i 3700m, og skulle kun ned til en flod lidt under os og op igen. Vi gik 2,5 time foer Vallentin sagde vi skulle campere, men besluttede at tage 2 timer mere inden vi fandt en lille graesplet ved floden. Henry og Vallentin begyndte at fiske og Christina og jeg samlede til et baal. De fangede ikke noget, og da moerket broed frem og vi skulle have gang i baalet stod det ned i staenger. Vi stod for maden, der blev serveret i hvert vores telt, og vi gik tidligt i seng. Dagen efter ventede passet saa vi havde brug for soevnen.

I "Oest for Paradis" har Adam faaet tvillinger og den kinesiske tjener Lee og vennen Samuel skal hjaelpe med at finde paa navne til dem. Samuel har sin kones slidte bibel med, og de facineres af historien om Cain og Abel. Om hvordan Cain ofrer sine afgroeder til Gud og Abel ofrer sine dyr. Om hvordan Gud vaelger Abels dyr og ikke oensker Cains afgroeder, og om hvordan Cain i sin jalousi over ikke at blive moedt af Gud slaar sin bror ihjel og efterfoelgende bliver forvist til landet Nod - oest for paradis. Inden mordet siger Gud til Cain: "Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den." (1. mosebog kap. 4 v. 6og7)

For ikke at friste skaebnen kalder de ikke tvillingerne Cain og Abel, men Caleb og Aaron...

Dalen vi var vandret op igennem.

Dagen efter, vores dag 7, gaar stille og roligt opad indtil vi naar passet. Det er en smuk dal fyldt med vilde koeer, inkastier og masser af graes indhyllet i massive bjergsider og sneklaedte tinder. Den sidste time inden passet er stejl og taaget, og da vi naar toppen og sidder med vores tun daase og kiks begynder kulden at maerkes. Paa vejen ned begynder regnen, og vi kommer noget forkomne til det naeste campsite. Dette skulle vise sig at vaere turens absolut koldeste nat med temperaturer, der i foelge Henry kommer ned omkring -8. Der var ikke skyggen af rim, men det er der i foelge Henry aldrig...,- han snakkede om aekvator og hoej fugtighed som grunde til at man kunne have minusgrader uden rim og is....? Fuck knows,- fysik har aldrig vaeret min staerke side. Koldt var det i hvert fald ! Vi havde alt vores toej paa: to fleecer, lange underbukser, sokker, handsker, hue og endda regnbukser nede i soveposen.

Endelig naaede vi passet,- desvaerre uden den store udsigt...

Naeste dag var til at overse,- ca 3 timer til Huanca Calle... Vi var nu for alvor ved at komme ind i Vallentin-land. Han kendte alle... Og inden laenge laa vi paa byens gratis campingplads, hvor vi var de foerste udenlandske gaester i 2008. Apolinar stod for stedet, men sad det meste af tiden og vaevede halstoerklaeder og taepper. Jeg koebte et, der ganske vist krasser af h til, men som er meget flot.
Ca 30 minutters gang fra Huancacalle ligger Vitcos eller Rosaspata som spanierne kaldte det. Det var vores andet arkaeologiske site... Der er tvivl om oprindelsen, men det meste tyder paa at det er blevet bygget samtidig med Machu Picchu af inkaen Pachacuti, som et sommerresidens. Historisk er stedet dog mest betydningsfuldt for den sidste regerende inka Manco, da det var her han trak sig tilbage og gemte sig for spanierne. Manco blev i 1534 indsat som inka af spanierne mod gaver af guld og kvinder. Laenge troede han, at der var tale om et samarbejde, men da han fandt ud af at han blev udnyttet begyndte han at goere modstand. Han flygtede ud af Cusco og dannede en inka-haer paa ca 40.000 mand. 10 mdr (i 1536) varede kampene i Cusco, men han fik ikke drevet spanierne ud. I 1536-37 proevede han flere gange at vaelte spanierne baade i Cusco og Lima inden han tilsidst maate flygte laengere ind i junglen og endte altsaa med at bebo Vitcos. Manco Inka blevet myrdet 1544.

Apolinar ved sin vaev... Han spiste med ved alle maaltider.

Huancacalle var vores foerste egentlige by. Dvs, der var mulighed for et varmt bad, og vi kunne faa fyldt op i depoterne med ris, tun, sukker og salt,- supper havde vi nok af.

Vitcos ligger til hoejre, og kan ikke ses fra dalen.

I teltet om aftenen moeder tjeneren Lee Samuel igen. Tvillingerne er blevet 11 aar, og Lee har brugt de sidste 2 aar paa dykke ned i historien om Cain og Abel. Han har endda laert hebraisk for at kunne laese orginalteksterne. Specielt Guds ord om synden,- "den vil begaere dig, men du skal herske over den." Det lille "skal" volder ham problemer. Der er forskellige oversaettelser,- The American standard translation skriver "Do thou", der beordrer menneskerne til at herske over synd. I "King James" oversaettelsen staar der "Thou shalt" som betyder at du VIL herske, altsaa at det er helt sikkert, maaske allerede bestemt. Men i den hebraiske version bruges ordet timshel, der betyder "Thou mayst", altsaa du maa/kan... Dette giver et valg ! Og endnu vigtigere, at menneskerne,- og i dette tilfaelde Cain - selv er ansvarlige for de valg, handlinger og endda synder de begaar.

Du er hvad du vaelger, og naar vi paa 9 dagen har svaert ved at klare flere bjerge, flere naetter i telt, mere tun og flere skridt, hjaelper det at vide at vi selv har valgt det, og at vi netop nu goer det vi allermest har lyst til...

"Bord og stol" - Bagsiden af Peru del 2 remains copyright of the author ahafys, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Mere eller mindre saadan startede turen vi har vaeret paa de sidste 16 dage. Henry, vores guide fra 4 dages-turen moedte os paa en restaurant i Agua Calientes aftenen inden vi skulle op til Machu Picchu. Jeg havde forinden spurgt ham om muligheden for at gaa uden om alle selskaber og hyre ham som guide paa en tur, hvor vi kom "off the beaten track", kunne komme til at se det rigtige Peru og komme taettere paa junglen, afsted hvor alt var bord og stol,- altsaa saa simpelt og skrabet som overhovedet muligt. Tilbage i Cusco holdte vi et par moeder, diskuterede, hvad vi havde brug for, brugte en hel dag paa indkoeb, og tog loerdag (den 5. april) kl 6 om morgenen bussen mod Cachura, der var vores start sted. Henry var forsinket, saa vi maatte loebe efter bussen med oppakning og mad til hele turen,- ikke ligefrem en optimal start. Det endte ogsaa med, at jeg i bussen fik et "Lp´sk juleaftensyndrom" - stressudloest koeresyge med opkast til foelge...

Gang i aftensmaden... En af de faa gange vi havde et bord.

Efterfoelgende havde jeg det nu meget godt, og da vi var kommet af bussen, koert endnu en halv time i bil og fundet en mand med et aesel (der var klar til at komme med os de naeste 4 dage) var vi afsted. Taskerne havde vi pakket som i Torres del Paine. Vi havde lejet et par telte, udstyret vores rygsaekke med vandtaette plasticsaekke og pakket toej til alle aarstider. Vi vidste, at vi de foerste 8-9 dage primaert skulle opholde os i bjergene, og blandt andet passere et pas i 4300 meters hoejde, og efterfoelgende dykke ned i junglen og bruge 5-6 dage i frodig tyk regnskov. Da vi ikke skulle regne med at moede megen form for byliv, herunder medicinsk hjaelp, havde vi udvidet vores apotek betragteligt. Vi havde midler mod smerter, maveproblemer, malaria, allergi, hoejdesyge, halspastiller, salve mod stik, vaadservietter og et hav af tabletter til at rense vandet- ja, vi blev endda tilraadet at anskaffe en ampul mod slangebid, men den sprang vi over. Vi lavede de sidste telefonopkald til familien, Christina skrev en mail med navnene paa vores destinationer, og saa var vi ellers klar til imoedekomme naesten tre uger uden mobilkontakt eller anden form for hjaelp, hvis noget skulle gaa galt. Da forholdene virkede haarde og lige lovlig langt uden for alting havde jeg som min eneste forbindelse til civilisationen medbragt min iPod og John Steinbeck´s "Oest for Paradis",- jeg laeste den for 10-12 aar siden, og mente, at den kunne traenge til et gensyn,- nogen gange kan man komme i tvivl om musik, litteratur eller film kan goere det samme indtryk i to forskellige perioder i ens liv - mere om det senere!

Aesler kan meget,- hvis man presser dem lidt!

Med Henry i baghaanden vidste vi, hvad man normalt betalte for en mand og et aesel, saa der gik ikke laenge foer vi havde forhandlet os frem til en aftale med en fyr der hed Climaco og hans aesel Tango (der kunne tage 40 kg...!). Climaco saa lidt smadret ud,- et ukendt insekt havde stukket ham over hoejre oeje, og efterladt ham i en konstant haevelse i omkring en maaneds tid. Da hans ene arm ogsaa var forbundet gik der lidt tid foer vi for alvor stolede paa ham, men han var nu god nok. Den foerste dag gik vi ca 19 km. Meget af det flad vej, men med et meget stejlt stykke nedad til sidst, da vi skulle ned mod vandet og campere. Vejret var fint, men da vi var startet med en 3 timers bustur plus lidt ekstra var det begyndt at blive moerkt, da vi naaede frem til vores foerste campingplads. Vi havde lejet to telte, et til 4 personer og et til 2. Christina og jeg havde det store (og alt mad, gas og faellesudstyr) og Henry og Climaco delte det andet. Vi havde faktisk kun regnet med at skulle bruge ekstra hjaelp de foerste 4-5 dage til Yanama, men det skulle vise sig, at vi faktisk hyrede en mand hele turen,- dog ikke den samme hele vejen! Jeg ville gerne have vist et kort med ruten saa navnene gav lidt mere mening, men det er ikke helt nemt at finde digitalt....

Henry fortaeller C om Choquequirao. Det var ikke altid lige struktureret...

2. dagen startede let og smertefrit nedad, Mine smaataeer bliver godt nok lidt oemme af at gaa nedad, men vi var ok. Det var dog en stakket frist for omkring kl 8 begyndte vi den lange tur op ad vores foerste bjerg. Da vi naaede frem klokken ca 14 var Christina og jeg enige om, at det var klart det haardeste vi nogensinde havde proevet. Og det kommer fra én (mig!), der i sensommeren loeb Friloebet`s 10 km paa 54.35 min !! 1500 hoejdemeter fordelt paa 12 km steg vi i loebet af de 6 timer. Der gik ikke mange timer foer vores respekt for de lokale boender steg,- stierne vi gik paa var de eneste veje mellem landsbyerne, og de piskede op og ned af dem naermest paa en daglig basis. Dag 3 skulle ikke vise sig at blive nemmere. Vi startede ved vores foerste arkaeologiske attraktion paa turen "Choquequirao" ca en halv times gang fra hvor vi camperede. For den menige peruvianer er Choquequirao naesten ligesaa imponerende som Machu Picchu (og kaldes ogsaa dens soester),- heri er jeg nu ikke enig. Det er ligesaa haardt at komme til, og historien er da ogsaa, at da spanierne ankom og fordrev inkaen fra Cusco i 1535 var dette sted det foerste han flygtede til,- den sidste bastion. Det betragtedes desuden som et knudepunkt for handel mellem Cusco og junglen. Dette er dog mange aar siden,- i kan tage mig paa mit ord - i oejeblikket bliver der ikke handlet noget som helst.

Choquequirao set oppefra...

En halv time efter Choquequirao havde vi udsigt over dalen paa modsatte side af bjerget. Henry pegede paa en lille hytte i det fjerne paa bjergsiden paa den anden side af dalen, kun lidt under den hoejde vi allerede var i, og sagde... "Det er vores campingplads for i aften...!" Vi var ved at graede. Ned og op igen. Da vi endelig naaede frem var Christina og jeg helt faerdige, mens Climaco og Tango stod smilende og ventede med teltene. Samme aften fik vi toerret, langtidsholdbart alpacha-koed med kartoffelmos. Hytten vi kunne se i det fjerne var tom for mennesker, men om aftenen fik vi besoeg af en grisemor og hendes 7 grislinger,- et scenarie, der til tider gjorde Tango lidt urolig....
Dag 4, den sidste inden vores foerste tiltraengte hviledag, startede som den 3 sluttede. I 4 timer og 20 minutter lavede vi ikke andet end at gaa opad,- nogen gange stejle stier, andre gange trapper, men hele tiden opad. Det var for det meste vaadt og mudret, og det kan undre mig, hvordan de faar aesler derop. Climaco var fra morgenstunden langt foran os med Tango, og Henry holdte sig bag os i fald noget skulle ske. Vi tog 45 min. pause paa toppen og gik efterfoelgende de 2 timer ned til vores foerste delmaal Yanama, der ligger i 3700 meters hoejde. Her tog vi afsked med Climaco og Tango, og fandt et sted at slaa vores telt op. Climaco blev sendt afsted med en flok antihistaminer (der jo havde hjulpet Christina, da hun lignede en mongol!) og formaninger om at oejet nok ikke var det fedeste sted at have en kronisk inflammation, maaske endda infektion, og at han hellere maatte soege laege.

Hytterne set udefra,- vejret er TIT taaget!

Henry kendte en familie han havde besoegt for et aar siden, og inden laenge havde vi aftalt at spise og sove hos dem (i vores telt indenfor stendiget... nogen decideret have eller endda grund kan man vel naeppe kalde det). Toilettet var en 2-3 m2 firkant af sten, ca 1,5 m hoej nede ved faarene. Igennem den loeb et lille vandloeb, der foerte ned til floden. Jeg skulle med min vanlige velfungerende tarmfunktion hver morgen som det foerste ned og sidde i en storm af faarelyde og morgendug,- til trods for min flittige brug fandt jeg aldrig ud af hvad de gjorde med papiret,- om de overhovedet brugte noget ? Til trods for dette var besoeget et af hoejdepunkterne paa turen. Vi havde vores hviledag der, saa der var god tid til at laere menneskerne at kende. Der var to huse, et til manden og konen og et soen og svigerdatter. Manden arbejdede i marken og soennen var baerer for turister. Det var soennen Roccha Henry kendte bedst. Herudover en del boern som vi aldrig helt fik sat paa plads....?

Dette billede er udelukkende lyst op af blitzen,- der var baelragenes...

Husene var bygget af sten med straatag. Gulvet var jord og der var ingen stroem. Til aftensmaden sad vi med vores pandelamper,- drengene var meget interesserede i vores kameraer, gulvet var levende af marsvin (der er en delikatesse her) og ind i mellem stak en hoene eller en hund hovedet ind af doeren for at se om der var noget til ham... Det var superhyggeligt, og folk var usaedvanligt venlige overfor os. Paa hviledagen om aftenen blev vi endda inviteret paa grillet marsvin hos Roccha og svigerdatteren,- jeg smagte lidt, Christina ingenting, men vi kunne simpelthen ikke vige fra tanken om, at det var et marsvin,- Christina taenkte paa marsvinet Julius hun havde som lille, saa til slut maatte vi paent takke nej til maaltidet selvom det var mega pinligt. Til maaltidet blev vi introduceret til Vallentin (Rocchas faetter), der skulle foelge med den naeste hest. Faktisk gav Roccha os to heste med til samme pris som én. Det blev aftalt at Vallentin skulle foelge os til Huancacalle paa ca 4 dage og derefter skulle Roccha tage os gennem junglen til Espirito Pampa. Roccha havde tandpine, saa endnu en gang blev der gjort indhug paa vores apotek,- denne gang roeg der lidt Paracetamol...

De to knaegte i huset... kanon billede!

Efter en hvildag, hvor vores graenser for hvordan nogen mennesker bor blev flyttet, og Adam Trask fra "Oest for Paradis" endelig tager fra Connecticut til Salinas Valley sammen med sin Cathy, var vi klar til en ny omgang korporlige taesk. Foelg med i del 2,- jeg ved godt det til tider kan vaere lidt detaljeret, men det er vigtigt for mig, at faa sa mange detaljer ned som muligt saa det ligger til os i fremtiden...

"Bord og stol" - Bagsiden af Peru del 1 remains copyright of the author ahafys, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Lige siden Christina som lille pige laeste om Anders Ands eventyr i Peru, har Machu Picchu staaet som et rejsemaal, der paa et eller andet tidspunkt skulle besoeges. Jeg kender ganske udemaerket historien, hvor Anders And arbejder (som 4. kustode !!) paa det historiske museum i Andeby, og hvor Rip, Rap og Rup til sidst skal forsoege at blaese firkantede tyggegummi bobler i byen hvor alt er, og skal vaere firkantet. Om byen er Machu Picchu er jeg dog lidt i tvivl om...? I hvert fald har ruinerne vaeret paa listen over musts siden vi tog afsted.

Vi ankom til Cusco i tirsdags, og har siden vaeret betaget af stedet. Den gaar for at vaere en af de farligste byer i sydamerika, men det har vi ikke maerket noget til. Cusco er inkaernes hovedstad, og da vi er i inca-country er det paa sin plads med en lille introduktion,- dette kan ogsaa vaere med til at forklare, at jeg for en tid kan acceptere flerfarvede huer og pan-floejter....

Man ved ikke forfaerdeligt meget om inkaerne. De havde saa vidt vides ikke noget skriftsprog (talesproget er quechua, der stadig tales af mange her), saa den historie vi kender bygger paa fortaellinger, der er overleveret verbalt til spanierne, da de overtog i 1532. Det goer selvfoelgelig oplysningerne lidt tvivlsomme, men her er et par facts som vi har faaet dem fortalt...
Det hele startede i 1200-tallet heromkring Cusco. Cusco betyder navle eller centrum, og hele det kommende rige skulle bygges op omkring netop denne by. Det var dog ikke foer 1438 og inkaen Pachacuti, at riget for alvor begyndte at tage fart. Her startede paabegyndelsen af de bygningsvaerker vi kan se hernede idag (herunder Machu Picchu) og indlemmelsen af store jordarealer i riget straekkende sig fra midt-patagonien i syd til den nordlige del af Ecuador i nord... Solen var den altoverskyggende gud, og der blev ofret lamaer i stor stil. Verdensbilledet var delt ind i en underverden, menneskeverdenen og en oververden repraesenteret ved henholdsvis en slange, en puma og en kondor. Disse billeder gaar igen flere steder, specielt i arkitekturen, hvor Cusco er bygget saa omridset danner et billede af en puma. Bjergene bag Machu Picchu danner et billede af en kondor, hvilket er en af grundene til, at det er bygget netop der,- Machu Picchu betyder gammel fugl ! I mosaetning til de fleste af os havde de ikke 10 bud, men kun tre:

1. Du maa ikke lyve.
2. Du maa ikke stjaele.
3. Du maa ikke vaere doven.
- specielt det sidste synes jeg er et fedt bud...

De skulle efter sigende vaere langt fremme i skoene naar det kom til bla. astronomi og medicin, og de tidligere omtalte cocablade blev flittigt brugt som smertestillende ved eksempelvis hjernekirugi ! Inkakongen Pachacuti paabegyndte Machu Picchu med henblik paa at skabe en sikret sommer residens, der desuden havde til formaal at vaere centrum for praester, forskning og uddannelse af hans boern, saa en arving kunne sikres. Med "sikret sommerresidens" menes, at byen er bygget i 2400 meters hoejde, omgivet af en flod og bjerge, saa der efter sigende ikke skulle mere en 5 soldater til at beskytte den... - ikke at den nogensinde kom under angreb ! Efter spaniernes ankomst gik der ikke laenge foer den sidste inkaleder havde set dagens lys - mange doede under spaniernes vaaben, men endnu flere af de medbragte europaeiske sygdomme (ex. kopper) hvorimod de ikke kunne finde medicin i junglen. Inden da fik han dog beordret alle Machu Picchus 500 indbyggere ud, og forlod byen med alle dens rigdomme. Rygterne siger ind i junglen, men ingen ved praecis hvor. Dette har dannet myten om "lost city of the incas", der skulle indholde vanvittige rigdomme i guld og soelv. Selv op til idag er der tvivl om spanierne nogensinde fandt Machu Picchu. I hvert fald faar amerikaneren Dr. Hiram Bingham aeren for at have genopdaget stedet i 1912,- dette paa trods af at lokalbefolkningen kendte til det laenge foer ham. I 1572 doede den sidste Inka (leder), men riget var tabt laenge inden, og spanierne havde travlt med at sende rigdommene fra Cuscos omegn til Madrid. I turist saesonen besoeger optil 5000 mennesker ruinerne OM DAGEN !

Paa toppen af Waynapicchu.

Jeg maa sgu nok indroemme, at jeg indtil nu ikke har haft den store respekt for inkaerne. Jeg mener, de ruiner vi har set er ikke just imponerende naar man tidsmaessigt sammenligner dem med pyramiderne, Coloseum eller Akropolis. Machu Picchu var under opfoerelse nogenlunde samtidig med at Leonardo da Vinci sad og tegnede de foerste flyvemaskiner, hvilket uden skyggen af tvivl bekraefter, at inkaerne i forhold til i hvert fald Europa var et tilbagestaaende samfund. Ja, selv titlen paa dette indlaeg er undertegnedes afsluttende bemaerkning i samtale med Richard paa vores gaatur paa Isla del Sol i Bolivia efter at have besoegt en ruin...

Christinas droem skulle nu alligevel opfyldes, og da vi kom til Cusco satte vi os for at finde den bedste (hvilket vil sige sjoveste og billigste) maade at komme derop. Efter lidt handlen frem og tilbage med flere selskaber fandt vi en 4-dages tur, der startede med en dag paa mountainbikes efterfulgt af to dages gang. Den "orginale" inca-trail er booket ud mange mdr i forvejen, og koster i bedste fald 400$, og i vaerste fald 800$. Der er otte forskellige stier fra inka-tiden, der alle leder mod Machu Picchu, saa flere selskaber tilbyder alternativer. Vi fandt vores til 145$, godt hjulpet af vores falske student-IDs, og sikrede os med alle de spoergsmaal vi kunne finde paa, at tingene var i orden.
Vi blev hentet loerdag morgen af vores guide Henry paa vores hostel. Det skulle vise sig, at kun én ud over os havde tilmeldt sig, nemlig Sara fra Lausanne, saa vi var fire i gruppen. Vi koerte i bus i naesten 7 timer (3 timer forsinket af et Mountain-bike loeb!) inden vi selv kom afsted paa cyklerne. Som vi havde frygtet var cyklerne noget lort. De havde forsikret os paa bureauet, at de kun brugte maerkerne GT, SCOTT og TREK, samt Shimano-gear,- da vi fik cyklerne var stellene daekket med tape og gear-kapslerne fjernet. Paa den maade var det umuligt at se, hvad vi havde faaet af udstyr. Bremser var sloeje, gear umulige at skifte og Christinas sadel faldt endda af paa et tidspunkt!

Dag 2 var derimod super,- en utrolig gaatur paa siden af bjergene med enkelte passager gennem jungle, hvor der groede kaffe, coca, cacao, bananer, papaya, avocado og en masse andet, samt et afsluttende bad i et vandland bygget op over varme kilder fra undergrunden. Dag 3´s hoejdepunkt var et bad under et vandfald, samt ankomsten til Agua Calientes, der ligger nedenfor Machu Picchu. Hele turen var "good value for money",- gode soveforhold, super mad, og en kanon guide (som I kommer til at hoere meget mere om i de kommende indlaeg...)

Under vandfald...

Tirsdag den 1 april klokken 6.00 om morgenen ankom vi med morgenbussen til Machu Picchu. Den haarde er jo at gaa turen derop (ca 1,5 time) klokken 4.30, men det gad vi alligevel ikke. Vi havde taenkt os at bestige Waynapicchu, som kan ses i baggrunden paa de fleste postkort af ruinerne. Efter at den vaerste dis havde lagt sig, og guiden havde vist os rundt og fortalt om byen, begyndte fascinationen af stedet langsomt at indfinde sig. Den vanvittige placering, noejagtigtheden af placeringen af sten,- nogle sten har 33 kanter, og passer alligevel sammen som LEGO, det sindrige vandsystem, der med 16 forskellige tilloeb goer, at der temmeligt praecist lige er nok vand til byens 500 beboere og de mange plateauer, der husede alle de afgroeder, der var noedvendige for at broedfoede inkaernes elite - altsammen gemt vaek saa ingen nedenfor bjerget havde nogen ide om stedets eksistens. Det er afgjort et fantastisk sted, der bestemt fortjener sin plads mellem nutidens 7 menneskeskabte vidundere,- om min kritik af hypen over inkaerne er aftaget er dog lidt mere tvivlsomt. Der er mange huller i historien. For eksempel fatter jeg ikke det med skriftsproget. Giver heller ingen mening, at spanierne ikke kunne finde Machu Picchu - eneste det kraevede var en enkelt indianer, en meget stor kaep og en person, der var villig til at slaa med den !

Udsigt over Machu Picchu,- de to spidser i baggrunden danner vingerne af en kondor (med lidt god vilje...). Vi besteg i oevrigt den hoeje!

Vi blev deroppe til klokken 14, gik stille og roligt ned, fik noget at spise og tog toget mod Cusco. Efter 1,5 time skiftede vi til bus, og ankom i Cusco klokken ca 22. Igaar noed vi en tiltraengt gang Inka-massage. Hvad fremtiden bringer har vi besluttet at holde for os selv lidt endnu. Dog vil jeg som en afsluttende bemaerkning sige, at I ikke skal bekymre jer, men der nok kan komme til at gaa en del tid inden I hoerer fra os igen...

"Town that kept in its enclosure the last members of a free population." - Ernesto Guevara de la Serna, apr 5. 1952

"I don´t know, but I think the incas are overrated....!" remains copyright of the author ahafys, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Dagene efter min indlaeggelse lullede vi rundt i La Paz's gader. Alting gik meget langsomt,- min mave og mit aandedraet satte skiftevis begraensninger for aktivitetsniveauet. Vi var gode ved os selv, og spiste saa snart jeg kunne baade japansk og indisk, Christina fandt endda baade dansk rugbroed og ost, saa vi fik ogsaa en ostemad! I fht kulinarisk aktivitet er La Paz bestemt et af de bedste steder vi har vaeret. Vi moedtes med Richard og Ali, der kom tilbage fra Rurrenabaque, godt nok noget forbidte af myg, men meget begejstrede for turen. Vi aftalte at tage sammen videre til Copacabana ved Lake Titicaca.

La Paz´s heksemarked indeholder nogen rimelig syge salgsgenstande,- smaa lamaer blandt andet...

Dagen inden vi tog afsted besoegte vi La Paz`s stoerste hospital "General Hospital", og saa desuden dele af fysioterapi- og medicinstudiet, der bekvemt laa lige overfor. Det var vores efterhaanden gode ven, Dr Ebert Jordan, der sammen med hans trofaste sidekick, sygeplejersken Silvia viste os rundt. Dr Ebert er tydeligvis noget ved musikken for han trak os rundt i alle dele af hospitalet,- fra "modtagelsen" til blandede medicinske og kirurgiske afdelinger. Desvaerre havde han foerst tid efter kl 15, og der var fysioterapien (som vi ved fra Herlev...) laenge lukket. Det var en ret speciel oplevelse. Nok ser dele af hospitalet paene ud, og ligner til forveksling det danske sygehusvaesen, men naar man gaar dem lidt paa klingen kan man godt maerke, at det tvaerfaglige samarbejde, brug af journal, pc-aktivitet m.m. er noget gammeldags. For eksempel saa Dr. Ebert heller ikke noget problem (i den bedste mening selvfoelgelig) i at afbryde en behandling paa fys. studiet, for at vi kunne hilse paa patienten,- en handling der paa Herlev formentlig ville have udloest en overhaling (i hvert fald af Sture-Bassi!)...

Ebert i midten bagest med hans assisterende laege. Sygeplejersken er reduceret til fotograf.

Al behandling betales af patienten, hvilket betyder, at der til nogen er ganske god behandling, andre katastrofal behandling og til en stor del slet ingen behandling - dog bruges nogen af de sidstnaevnte til dissektion traening for medicinstuderende! Vi gik gennem nogen de mindre bemidlede stuer, hvilket saadan set ikke var stuer, men naermere haller, hvor der laa ca 30 patienter. Det var ene kvinder, og i den ene ende af hallen var en kvinde ved at faa foretaget et mindre operativt indgreb. Der var ikke noget forhaeng af nogen art, og de omkringliggende sad stille og saa til. Mange havde ingen besoegende, og til trods for at vi foelte os paatraengende, virkede det faktisk som om vores blotte tilstedevaerelse bragte lidt liv til afdelingen.
Christina har snakket meget om volunteering et eller andet sted, og besoeget paa hospitalet satte gang i tankerne. Bla hvor alle Herlevs gamle uniformer skal hen, og om noget af alt det vi ikke bruger i fysioterapien ikke kunne sendes herned ?

Som tidligere naevnt var paaskefestlighederne i Copacabana vores naeste maal. Vi ankom skaertorsdag om aftenen, fandt vores hostel og kiggede lidt paa byen. Copacabana minder mest af alt om byen Garda ved Gardasoeen,- ikke jordens mest autentiske sted, men ganske hyggelig naar man faar kigget den lidt naermere i krogene. Byen er "hovedby" for den bolivianske side af Titicaca-soeen,- og derfor ogsaa udgangspunkt for baade til de omkringliggende oeer, specielt Isla del Sol.

Den katolske kirke havde i dagens anledning hyret KKK til at holde ro over gemytterne. Maaske Don OE skulle proeve samme taktik?

Paaskefestlighederne er en vigtig begivenhed, ikke mindst for den katolske kirke, men ogsaa for Copacabana. Hvert aar flokkes massevis af pilgrimme dertil fra La Paz, og specielt paa lang-fredag oversvoemmes byen i langtrukken religioes soergel... I foelge traditionen drager pilgrimmene til byens hoejdedrag for at koebe miniature huse, biler, penge, butikker, internet,- eller andet de oensker sig!, for derefter at kaste det paa en model af jomfru Maria, der bliver baaret rundt i byens gader. I det kommende aar skulle oenskerne saa (i foelge den katolske kirke) blive opfyldt. Personligt synes jeg ikke oplevelsen var saerlig behagelig,- alt overskud af salget af miniature-crap (med det saerlige katolske bevis for, at man har koebt det det rigtige sted!) gaar til kirken. Og som i de gode gamle dage med afladsbreve skyer den katolske kirke ingen midler for at udnytte de i forvejen hardt proevede bolivianere.

En af boderne der solgte "haab" for kirken.

Udsigt over Titicaca fra vores gaatur... endnu en gang tak til vivid colour fkt paa mit kamera...

Dagen efter tog vi til Isla del Sol. Vi gik de 17 km op langs kysten...,- dvs vi naaede kun ca 14 foer Javier stoppede os, og tilboed, at sejle os over i hans motoriserede robaad. Vi naaede ikke helt vores endestation, da baaden ikke kunne klare boelgerne, men vi blev sat af paa Isla del Sol og gik de sidste par km til oeens stoerste by, hvor vi fandt et hostel.

Javier i sin baad.

Dagen efter gik vi de 10 km rundt paa oeen sammen med Ali og Richard, og tog godt brugte af sol, aktivitet og soeluft baaden hjem til Copacabana. Vores indtryk af Isla del Sol er lidt blandede. Det er et fedt sted, meget smukt og ideelt hvis man har lyst til at fordybe sig i en bunke boeger kombineret med gaaturer og udmaerket mad. Det er dog ogsaa meget turistet, hvilket i hoej grad paavirker den maade bolivianerne teer sig paa overfor én. Spoerger man om man maa tage et billede siger de ja, for efterfoelgende at bede om penge. Menukortets priser aendrer sig efter hvem man er, og specielt efter om man har husket i forvejen at spoerge om hvad tingene koster... Vi oplevede begge, hvilket i sidstnaevnte tilfaelde resulterede i at jeg kom i et voldsomt skaenderi, hvor jeg paa mit begraensede spanske raabte: "Esta loco, esta loco senora..." Pris-diskusioner kan synes latterlige (i danske forhold), men ingen af os synes om bevidst at blive roevrendt, saa derfor tog jeg den ! Det var dog en kanon tur, specielt takket vaere Ali og Richard, og jeg kan bestemt anbefale et besoeg, hvis man kommer paa de her kanter.

Ali, C, Richard og jeg paa vores tur paa oeen.

Vi forlod Bolivia, og koerte mod Cusco i Peru. Paa vejen fandt vi et par timer i Puno (Titicacas peruvianske hovedby) og besoegte "de flydende oeer" - Urus islands. Det var ganske imponerende, som de havde bygget et helt lille samfund med skole og minihospital paa flydende sivbunde ude midt i soeen. Naar det er sagt, vil jeg saa ogsaa mene, at det maa vaere absolut mest roevsyge sted at bo... jeg kan simpelthen ikke forestille meget noget kedeligere!

Imponerende, men sygeligt kedelige...

Vi har forladt Bolivia, og er i Cusco, Peru. Bolivia har efterladt et meget positivt indtryk. Paa grund af regnen i store dele af oest og nord Bolivia har vi fuldt "the gringo trail" naesten slavisk, og taget de tilbud af strikhuer, kunstige lamaer og vaevede taepper med det nu maatte medfoere. Til trods for denne til tider noget overfladiske leflen for turister, har vi spist fantastisk, haft ok busser og boet rent og paent paa de hostels vi har besoegt,- efter snart 5 mdr saetter man pris paa en seng uden bedbugs og varmt vand i bruseren! Der er som skrevet et hav af unikke naturoplevelser (inden for overskuelig afstand!), og vi har ikke paa noget tidspunkt haft ubehagelige oplevelser med bolivianerne.

Nu skal vi finde den fedeste maade, at komme op og se Machu Picchu, og derefter undersoege mulighederne i Peru lidt naermere... Der er muligvis en overraskelse i vente...

Titicaca - og nu til Peru! remains copyright of the author ahafys, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Traveler's diarrhea (in American English) or traveller's diarrhœa (in British English), abbreviated to TD, is the most common illness affecting travelers. Traveler's diarrhea is defined as three or more unformed stools in 24 hours, commonly accompanied by abdominal cramps, nausea, and bloating.

Vi er kommet til La Paz. Efter at have tilbragt en god uges tid i det forholdsvis lave Sucre, er vi nu kommet op i ca 3700 m igen,- og det kan maerkes ! Loebeskoene ligger solidt plantet i rygsaekken, og der er ikke noget der tyder paa, at de kommer frem lige forloebig.
Vi tjekkede ind paa Adventure Brew, som er blevet os anbefalet af baade Niall (som vi forlaengst har opgivet at indhente!) og Ali og Richard. Det er lidt af et party-hostel, der har eget bryggeri, og hver aften har et eller andet koerende i baren.
Der er flere skandinavere her end vi har tidligere har moedt. Blandt andet moedte vi en fyr, der hedder Kristoffer, og foelgende samtale udviklede sig...

Andreas: Hvor er du fra?

Kristoffer: En lille by uden for Aalborg,- hvad med dig?

Andreas: Jeg er fra Vraa! Hvor er det naermere bestemt?

Kristoffer: Vestbjerg...

Andreas: Vestbjerg ! Der har jeg familie ! Kender du Morten Rex ?

Kristoffer: Morten Rex !?! Boede han paa Vindfloejen 28 ?

Andreas: Ja...

Kristoffer: Det er min gamle nabo. Jeg boede paa Vindfloejen 26. Jeg har en gang arvet hans akvarium...

Andreas: Arvet ? Det kan faneme ikke passe. Hvis jeg kender min faetter ret, saa "arver" man ikke noget. Noget maa du da have betalt!

Kristoffer: Ja, jo,- det er nok rigtigt... Small world !

Dem der kender til familien ved, at Morten udviklede sit fremragende forretningstalent i en tidlig alder...!

Boern over det hele i bybilledet,- i hvert fald i skoletiden.

Vi moedte Ali og Richard paa anden dagen og aftalte sammen at tage en flyver til Rurrenabaque (Rurre, som det ogsaa kaldes ligger 45 min med fly herfra) og derfra paa jungle/pampas tur. Som tidligere naevnt er Bolivia forsat fuld af regnvejr, saa der var ca 50/50 chance for at flyveren kom afsted,- i Rurre lander man paa en mark, saa ofte bliver ruten aflyst...

At ankomme til La Paz er ikke altid helt nemt. En stor del af hostlet bruger et par dage paa at akklimatisere, og mange ligger ogsaa rundt omkring og kaster op, har hovedpine og doejer med at faa vejret. Vi regnede selvfoelgelig med at vaere fuldt klar efter turen i saltoerkenen, men Christinas krop brokkede sig alligevel lidt de foerste dage. Mens hun hvilede var jeg i hostelbaren med Ali og Richard, hvilkede resulterede i, at jeg hele naeste dag laa ved siden af hende godt pakket ind i taepper med "Mus og Maend". Efterfoelgende er vi blevet ret sikre paa, at C led under et maveonde (og ikke hoejden!), der allerede startede i Sucre. Sidst paa dagen foelte vi os bedre tilpas og vi noed aftenen sammen i videostuen med "Trainspotting" begge (ok,- maaske mest mig!) jokende om, hvordan vi den forgaaende nat ligesom Ewan McGregor havde haft "the shits" og var "doing the junkie limbo"... Vi var hoeje over vores helbred, der hele tiden blev bedre, og da Richard kom klokken ca 23, og aftalte det sidste inden vi skulle med flyveren dagen efter, sad vi lettede og smilende og sagde "Ses i morgen !"

MEN.......... !

Klokken 4.26 vaagnede jeg med kvalme, en ascenderende del af colon, der foeltes som en sydende grillpoelse og generelt nok den vaerste ubehag jeg har oplevet siden jeg som 4 aarig havde meningitis og maeslinger paa samme tid. En ubehag, der dog blev toppet ca 3,5 time senere, da jeg efter ca 10 gange paa toilettet (halvt af hver !!) blev tilset af Doktor Ebert Jordan, der kunne konstatere massiv dehydrering, et blodtryk paa 80/60 og mavesmerter, der i vaerste fald kunne vaere en blindtarmsbetaendelse. Vi roeg med i en taxi til den naermeste klinik Ebert kunne staa inde for, hvilket var ca 30 min. vaek. Det var naermest det vaerste,- siddende i en lille bil, halvt bevidstloes og forfrossen, i koe, paa gader der konstant gaar op og ned, og saa med den liflige duft af udstoedning torturerende mit stakkels forkvalmede indre.

Christina benyttede lejligheden til at tage et billede efter det mest akutte stadie var overstaaet.

Da vi endelig naaede frem blev jeg vist til min enestue med eget toilet. Der blev taget blodproever, BT, SAT (der for en rask person ligger paa 94% her pga hoejden!), lyttet paa hjerte, lunger og tarm og taget temperatur (flere steder end jeg troede var muligt!). Jeg blev hooket op paa IV (intravenoest drop) og fik smertestillende, antibiotika og en saltvandsoploesning mod dehydreringen. Efter et kvarter havde jeg det allerede bedre. Jeg froes ikke mere og smerterne var paa et niveau, hvor jeg kunne slappe af og sove paa dem. De bad ogsaa om en faecesproeve, hvilket jeg foerst kunne levere efter et par dage, da de havde stoppet det meste aktivitet i min mave. Den kostede da ogsaa saa mange kraefter, at jeg efterfoelgende roeg svimmel i seng,- igen med et blodtryk paa 80/60. Et oejeblik var jeg saa rundt paa gulvet, at jeg troede, at det sidste jeg skulle udrette i denne verden var den lille beholder med affoering, der stod paa fjernsynet...!

De foelgende dage gik paa ryggen. Rurre blev der naturligvis ikke noget af (Ali og Richard tog alene afsted), og Christina ordnede alt praktisk fra Gauda (der ikke gav problemer...) til at faa pengene tilbage for turen i junglen. Jeg sad og tronede i min seng som Idi Amin i "The Last King of Scotland" med laeger og sygeplejersker rundt om mig, der ikke synes at have andet at lave, end at soerge for mit velbefindende. Alt fra undersoegelser, behandling til maaltider virkede velovervejet og kompetent. Doktor Ebert kom jaevnligt forbi for at kigge til mig,- faktisk saa meget, at jeg til sidst maatte sige, at han skulle tage hjem og kigge til sin familie istedet. Det var fantastisk ! Serioest, med alt det jeg kender til til danske sygehus... hvis jeg bliver syg igen, tager jeg det foerste fly til Bolivia...!

Dr Ebert og jeg efter at han havde reddet mit liv ! Han er i Lonely Planet, hvis du nogensinde er i La Paz og har brug for "medical assistance".

For ikke, at min indlaeggelse skulle vaere nok, ville skaebnen ogsaa at Christina pludselig skulle brug for en tandlaege. En flig af hendes fortand roeg pludselig af,- ca 20 aar efter den blev sat paa foerste gang! Dr Ebert kender en tandlaege som han siger er en "artist" saa ham besoeger vi i morgen. Vi har desuden faaet lov at besoege hospitalet, hvor dr Ebert arbejder (tror muligvis han er paa speed !!) og se faciliteterne,- helst selvfoelgelig fysioterapien. Ironisk nok synes min tyndskid, at have banet vejen for - ikke kun et indgaande kendskab til det bolivianske sundhedsvaesen, men ogsaa et personligt bekendtskab (Dr Ebert), som maaske kan vise sig vaerdifuldt senere.

Der var lidt demonstration i gaden (som altid!). Rygtet siger at disse kvinder kan pacificere selv den mest psykotiske FCK-fan paa mindre en 8 sek...

La Paz er nok den mest anderledes hovedstad jeg har vaeret i. Der er ikke meget vesterlandsk over den,- absolut ikke noget maal for jule-shopping. Men vi kan godt li den ! Faktisk har jeg ikke noget mod at blive her en laengere periode - der er en god vibe,- alt koebes frisk paa markedet, der er masser af gode restauranter og vi foeler os trygge, hvor vi gaar. Nu hvor paasken naermer sig har vi dog hoert om nogen fantastiske festligheder i Copacabana (ikke den i Rio, men en by ved Lake Titicaca!). De starter naturligvis torsdag, og forsaetter resten af paasken, saa det bliver nok naeste stop...

Kan i alle have en god paaskeferie, og hvis i ikke har andet at lave, vil vi da gerne hoere fra jer...

Faecesproeve.dk remains copyright of the author ahafys, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Eksempel 1:
I Sucre, Bolivias juridiske hovestad, skal man lede laenge efter en politimand. Vejene har ingen hajtaender, lyssignalerne ignoreres, hoejre vigepligt findes ikke. Man finder hoejst en fodgaenger overgang, hvis eneste funktion er dekorativ (laes: har ingen trafikkoordineringsvaerdi !) I stedet har de begavede bolivianere opfundet et system, hvor de dytter hver gang de moeder et kryds. Dette (naturligvis) for at advare eventuelle andre billister i at stikke naesen for langt frem. I en by (som alle andre i sydamerika) bygget op af kvadrater resulterer dette i en sand symfoni af forskellige horn, der med 5 sekunders intervaller forstyrrer aftenroen. Alt dette kunne loeses med hajtaender - evt. brug malingen i alligevel spilder paa fodgaengerovergange !

En lille kirke paa toppen af Sucre,- ved Mirador.

Vi har vaeret i Sucre i en lille uge. Vi bor paa et hostel fuld af tyskere, der enten som foelge af "Civildienst" eller som frivillig bruger et aars tid paa at laere spansk og arbejde i de forskellige landsbyer omkring byen. Sucre har et specielt tilhoersforhold til Tyskland, og dette er en af maaderne, hvorpaa parterne holder det i live. Vi har de sidste 4-5 dage haft mere spansk undervisning, og uden at man kan sige vores spansk er blevet vaesentligt bedre, kan vi da sige, at vi har faaet mere at oeve os paa. Nu skal det saa vise sig om vi formaar at holde os selv i oerene naar vi kommer ud paa egen haand. Min laerer hedder Luis, er 37 aar og bor her i byen med sin kone og sine to boern. Vi kom fra starten godt ud af det, og har ind i mellem de grammatiske finurligheder ivrigt diskuteret Bolivias og Danmarks gode og daarlige sider. Foelgende har Luis fortalt...

Eksempel 2:
For to aar jaevnede en naturkatastrofe to bjerglandsbyer med jorden. Bolivias regering var hurtig til at soege omverdenen om hjaelp, og USA, Europa og Japan fik sat en hjaelpe aktion i sving. Japan skulle, som en del af projektet sende telte, flere tusind af slagsen, mens Europa og USA sendte penge. Da aktionen, der skulle genopbygge byerne var overstaaet var intet nyt haendt i landsbyerne. 200 telte var modtaget, praesidenten havde fundet midler til et nyt fly og resten af pengene var forsvundet ud i lommerne paa "administrationen" af hjaelpearbejdet.

Min laerer Luis og jeg. Er det mig eller minder han om assistenten (Al Borland) fra Tim Allens "Home Improvement"?.

Sucre kaldes sydamerikas juvel. Den ligger forholdsvis lavt i 2750 meters hoejde, og har derfor et behageligt klima. Midterbyen er fuldstaendig hvid og dekoreret med et vaeld af kirker, pladser og taarne som er levn fra koloniseringstiden. Et yndet maal for spanierne der for 4-500 aar siden kom her, ikke mindst takket vaere den megen soelv, der koerte forbi fra Potosi. Landet er i foelge Luis delt i 2,- lidt som Italien i en progressiv del (oest) og i en vestlig del, der mildest talt er stillestaaende. Naturforekomsterne er enorme,- Bolivia har sydamerikas naeststoerste forekomst af "natural gas" efter Venezuela. Kaempe minedrift og traeproduktion. Til trods for de mange rigdomme er det ikke lykkedes at faa noget af dette omdannet til fornuftige skoler, hospitaler og infrastruktur. Meget rammende kaldes landet "a donkey sitting on a gold mine".

Eksempel 3:
En staaende joke i Bolivia: Gud skal efter at have kreeret de foerste 6 verdensdele i gang med Sydamerika. Efter nogen overvejelse beslutter han, at hver land skal have én fantastisk ting. Han gaar igang ! Brasilien faar de frodige regnskove, Chile faar de fantastiske Andesbjerge, Venezuela - de smukke kvinder osv osv. Indtil han naar til Bolivia. Efter lidt betaenkningstid beslutter han, at Bolivia skal have ALLE de fantastiske ting som de andre ogsaa har. Englene kigger forbloeffet og spoerger, om det ikke er lidt uretfaerdigt, hvortil Gud smiler og svarer,: Nej, for jeg soerger for at befolke hele landet med dovne, korrupte svin...

Christina ved indgangen tl markedet.

Igaar gik vi paa sightseeing. Vi besoegte byens park, frihedspladsen, byens centrale plads med katedralen fra 1500-hvidkaal. Vi besoegte markedet, der med sine overdaadige lagre af frugt, koed, groentsager og smilende saelgere emmede af liv og glaede. Det var virkelig spaendene og decideret oploeftende at se et leben vi ikke tidligere har moedt i Bolivia. Vi endte paa toppen,- paa Café Mirador, hvor man kan se hele den hvide by, og nyde byens bedste kaffe i en liggestol (tiltraengt, vel at maerke) ...

Eksempel 4:
Dette aars regntid fra dec. til feb. har vaeret en af de vaerste i Bolivias historie. Ordet naturkatastrofe er blevet flittigt brugt, og over 60 mennesker er doede og 60.000 familier, og deres huse er paavirket af vandmasserne. Malaria og Dengue feber er udbrudt i stor stil og man frygter for kloakforholdene. Det synes klart, at jo bedre en infrastruktur fungerer, desto lettere kan man organisere hjaelpearbejdet, og derved mindske katastrofens omfang. Meterologer siger, at det er "El Nino", der som en del af dens normale cyklus rumsterer igen.
Alligevel, uden paa nogen maade at kigge indad, giver praesident Morales den vestlige verden og specielt USA skylden for Bolivias kvaler, da vi som han siger "har ignoret Kyoto-aftalen, tilladt global opvarmning og ladet de den 3. verdens lande betale... Imens maa Roede Kors kigge efter veje, der ikke eksisterer og meterologer pakke deres prognoser sammen....

Et par kartoffeldamer paa markedet.

Vi regner med at tage videre til La Paz i morgen eller overmorgen. Jeg er positiv (til trods for ovenstaaende) ! Luis, det store marked og de fantastiske bygninger og naturoplevelser har rettet op paa en uge, hvor jeg op til flere gange har spurgt mig selv om, hvad jeg laver i det her smadrede land. Flere gange har mit (taenkte) raad til andre rejsende vaeret: "Hvis du har raad til andet, saa bliv der !" Dog ved jeg af erfaring, at jeg ofte skal bruge mindst et par uger foer jeg begynder at saette pris paa et nyt land....

Saa Bolivia,- der er haab for jer endnu !

"A donkey sitting on a gold mine" remains copyright of the author ahafys, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Vores landcruiser,- udover den 80 l store tank havde vi 2x70 l tanke med, hvilket paa 1000 km gav 5 km paa literen. Benzin vel at maerke...

Vi havde koebt en 4 dages tur med 3 overnatninger til 1200 bolivianos (ca 800 kr) pr person. Vi var 4 gaester, samt vores chauffoer og guide Mario, og vores kok Selja. Vi skulle koere ca 1000 km,- en tur der startede i Tupiza og endte i Uyuni og paa vejen passerede forbi hundredevis af lamaer (der i oevrigt smager udmaerket), grusveje, hvor det til den ene side gik ubehageligt mange meter ned, oerkener, flamingoer, laguner - for til sidst at ende i Salar de Uyuni, den 10000 m2 store saltoerken, der er et af Bolivias smukkeste turistmaal. Ud over Christina og jeg var vi Eimear (irsk navn, udtales "Emor") og hendes kaereste Steven. De var begge fra Irland, 23 aar og paa rejse i 14 mdr rundt om i verden.
Fra starten var der tryk paa jeep´en. Paa hele turen moedte vi ikke en eneste gang asfalt, og vi kom i loebet af de godt 8 timer vi koerte den foerste dag op fra Tupiza (3160m) til en lille landsby i 4200m hoejde, hvor vi skulle overnatte. Paa anlaegget koerte fra starten Modern Talking. Modern Talking helt overdrevet populaere hernede og vi har serioest ikke koert en dag uden at blive trukket gennem "You´re my heart, you´re my soul", "Brother Louie" og "Cheri, Cheri Lady". Hvadenten det er i de offentlige busser eller med jeepén. Ellers gik dagene med at Mario satte os af og koerte i forvejen, saa vi havde godt 10-15 min. til at gaa gennem de forskellige sevaerdigheder. Byerne ( hvis man kan kalde dem det...) var huse lavet af toerret jord, mange af dem havde ikke tag, og stod ufaerdige hen ventende paa en kaerlig haand. De eneste mennesker vi saa var boern, der stak hovedet frem med et alvorligt udtryk i ansigtet, og fik tankerne hen paa fjernsynsbillederne, der skulle faa os til at plage vores foraeldre om Boernenes ulandskalender da vi var boern. Den foerste aften snakkede vi med 2 piger paa 8 og 9, der boede og gik i skole i byen. De havde matematik, skrivning, idraet og flere andre fag, var smilende og glade og gjorde os opmaerksomme paa, at man godt kan leve et "normalt" liv til trods for, at man er 9 timer fra det naermeste fjernsyn...

Kirken i byen, hvor vi havde vores foerste overnatning.

2.dagen var lang og startede kl 4.30 med at pakke jeepén, spise morgenmad og koere derfra en time senere. Christina havde ikke sovet meget om natten, og var fra starten ikke helt paa toppen. Det blev vaerre og vaerre og kulminerede efter en svoemmetur i en varm kilde i en gang serioes altitude sickness med alle symptomerne (opkast, hovedpine, mavesmerter, appetitloeshed, svimmelhed og traethed). Den daarlige soevn er ogsaa et symptom, saa maaske var hun allerede paa vej aftenen foer. Vi troede ellers vi var kommet op paa den rigtige maade,- taget den seneste uge med ro, og kravlet ind i Bolivia saa forsigtigt vi nu synes det var noedvendigt. Faktisk var det undertegnede, der startede vaerst ud allerede i Argentina, men da vi kom paa tur her var det C, der maatte tage den haarde tur. Christina fik piller for stort set alle symptomer og begyndte allerede den naeste dag at faa det bedre. Den traditionelle maade at klare AS paa, er ellers at gumle saa mange Coca-blade man overhovedet kan have i munden. En rutineret bolivianer har en klump blade paa stoerrelse med et haardkogt aeg siddende i kinden. Selv om det er det samme raastof man bruger til kokain er det alligevel noget helt andet. Hernede bruges det af stort set alle, og enhver bolivianer vil svaerve paa sin mors grav, at det er sundt, og paa ingen maade farligt. Det skal siges, at Christina ikke brugte Coca paa andre maader end i sin te... hvilket ikke helt var nok for undertegnede, der maatte proeve om det mindede om snus... Det gjorde det ikke !

I 5000 m´s hoejde. Masser af vulkanaktivitet. Her boblede jorden under os...

Det er helt vildt som hoejderne kan paavirke én. Vi bliver forpustede af ingenting! Mario siger, at ud af de 4-5 personer han har med paa en tur, er der altid en eller to der bliver syge. De har kun ilt med, hvis der er aeldre passagerer med. Jeg er sgu lidt chokeret over hvordan jeg (og ikke mindst Christina) reagerer paa det,- det er lige foer man skulle advare rygere foer en tur som denne. Jeg ville i hvert fald ikke skulle undvaere 20 % eller mere af min lungekapacitet, som smoeger som regel har krattet vaek efter 10-15 aars misbrug.

Trae af sten,- vinden har givet stenen her sin form...

Den sidste dag naaede vi turens hoejdepunkt, Salar de Uyuni, der selvsagt var fantastisk. Det er helt fladt, hvidt over det hele og flere steder er det umuligt at gennemskue hvor landoverfladen krydser horisonten og bliver til himmel.
Vi skiltes med Mario og Selja, der under hele turen havde vaeret suveraene. Super soede, kanon mad og nemme at forstaa,- saadan skal det goeres. Hvis nogen skal herned kan vi til enhver tid anbefale TupizaTours som selsskab.

Som sagt er det ikke altid lige nemt at skille himmel og jord. Det er forsat regntid,- derfor er dele af saltoerkenen stadig daekket af vand.

Flokken vi var afsted

Igaar tog vi videre over Potosi til Sucre. Vi havde overvejet Potosi som stop, da den er kendt for sine soelvminer. De er berygtede for sine helt urealistiske arbejdsforhold,- en minearbejder lever gennemsnitligt 10 aar efter han er startet paa arbejdet, og har serioese lungekomplikationer efter 7. Man kan besoege minerne, men vi besluttede at droppe det, da Christina lige havde vaeret syg, og jeg formegentlig er for stor til at kravle rundt dernede! Da vi koerte gennem byen regnede det helt vildt, saa vi var glade for vores beslutning. At koere fra Uyuni til Potosi er noget af det vaerste jeg har proevet. Smalle gennembloedte grusveje, smadrede gamle busser, chauffoerer paa coke og store lastbiler, der desvaerre skal den anden vej. Paa et tidspunkt maatte chauffoeren droppe alle principper og skrue ned for Modern Talking mens jeg kunne kigge ned paa den ca 20 cm brede vaade kant, der holdt vores bus fra et fald paa ca 60 meter mens en af minernes lastbiler stille triller forbi. Jeg var serioest ved at skide i bukserne...

Nu bliver vi i Sucre en lille uge, tager nogen flere spansk timer og (afhaengigt af vejret) tager videre en gang i naeste uge...

"There will never be an end to Modern Talking" - Secret message hidden on D. Boelens hit "Bizarre, Bizarre" played backwards 2006... once again - wikipedia.org

Fantastiske Toyota... remains copyright of the author ahafys, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Tupiza er et yndet maal for rideture. Eksempel paa den omkringliggende natur.

Paa vej herop fra BA gjorde vi stop i Salta i Argentina,- en fin "lille" by paa ca 400.000 indbyggere. Vi brugte et par dage i byen til at se "the sights", og beslutte om vi ville tage den store tur rundt i omraadet, og se de omkringliggende sevaerdigheder. Det foeltes paent dyrt (270 pesos = 400 kr pr person) og paent langt ( 1-dagstur paa 15 timer !) saa vi takkede nej. Vi tog i stedet den lokale bus til Purmamarca, som ogsaa er et stop paa den lange tur. Det kostede 16 pesos pr person, og da vi den foelgende dag kunne tage paa tur til nordargentinas saltoerken for 25 pesos synes vi, vi havde gjort en god handel.

Ali, Richard, Christina og mig til en drink inden aftensmaden.

En mega nice ting, der skete i Salta var, at vi lige uden for busstationen rendte ind i Ali og Richard, som vi havde moedt paa Navimag-baaden. Richard var helet paent op fra sit famoese trappestyrt, og de havde brugt den sidste uge i Salta paa at laere spansk. Endelig fik Christina luft for sit behov for at komme ordentligt i byen,- et behov, der ikke var blevet opfyldt af hendes efterhaanden 1000 aar gamle kaereste i BA,- selvfoelgelig under undskyldning af, at han havde ondt i maven. Vi var sammen med skotterne (Ali er godt nok englaender!) to aftener i traek, og benyttede den sidste dag til det eneste, der fungerer mod toemmermaend,- en fodboldkamp (live paa nok det mest smadrede stadion jeg har set, og sammen med fans, der var saa smadrede, at de fik Broendby og FCK´s fans til at minde om bly jomfruelige alterdrenge), en movie (Something´s gotta give,- Jack being Jack !!) og sidst men ikke mindst Oscars.
Kampen endte 3-1 til hjemmeholdet efter en katastrofal start, hvor de kom bagud 0-1. Jeg fandt aldrig ud af, hvilen liga de spiller i (Juventud Antoniana de Salta,- Check it out Kaali!), men der var godt tempo, kaelen boldbehandling og god fart i afleveringerne,- desvaerre ikke noget der bare perifert minder om FC Nissebold ! Blev i oevrigt samme aften kaaret til den mest roevsyge oscar ledsager nogen kvinde nogensinde har haft, da jeg ikke for hver kjole, der blev vist, kommenterede den, og i oevrigt havde en hvis interesse i hvad der blev sagt... Aabenbart en doedssynd paa oscar-night faktisk at interessere sig for film...

Salta havde et udsigtspunkt,- ikke videre fedt, men fedt nok!

Purmamarca er en fin lille by for foden af "det 7-farvede bjerg". Den har faaet asfaltvej og byens plads er blevet fyldt med turist merchandise,- inca-style big-time. Det er lidt smadret, at alt med en smule atmosfaere altid bliver forstyret af turistbusser. Dagen derpaa tog vi i Saltoerken og fik en lille forsmag paa Salar de Uyuni og desuden set paa en sten der lignede en skildpadde... Det er typisk for sevaerdighederne hernede...: "Kom og se en sten, der ligner en skildpadde..." og saa staar vi som alle de andre idioter og knipser loes... "Vores bjerg har 7 farver !!!" Who gives a fuck ? Vi er nu glade for at vi brugte et par dage der, da vi fik laest i vores boeger og moedte en 60 aarig (ca !) kineser fra San Francisco, der koerte rundt i sydamerika paa cykel med hjaelpemotor i orange kedeldragt...

Impressed ? - didn´t think so...

Naeste stop var graensen. Den havde vi som sagt frygtet lidt, men det gik over al forventning. Man stopper i La Quiaca i 3442m og gaar over graensen til den bolivianske by Villazón. En tur paa ca et par km, der kan vaere haard nok i den tynde luft med 25 kg oppakning. Vi tog den foerste bus til Tupiza, fandt Ally og Richard igen (naaede desvaerre ikke at tage med deres jeep, da de koerte idag) og fik bestilt en ridetur paa 5 timer som jeg og min mindre flatterende side sidder og kaemper med nu...

Christina paa ridetur.

I morgen er der jeep tur (Toyota Landcruiser, for dem af jer, der kan lide detaljer !) fra klokken 9.00 om morgenen og de naeste 4 dage...

Ciao

PS: Vi er virkelig kommet paa landet, saa billeder kommer ved lejlighed!

"My heart will go on"... paa panfloejte, - Helved oss ! remains copyright of the author ahafys, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Vi har vaeret i BA med Kaali i ca en uge nu, og det har vaeret alletiders. Det er som at komme hjem....! Vi kender gadenavnene, metroen, vaskerierne, posthusene, flere af restauranterne fra vores tidligere besoeg. Jeg har hundrede gange foer snakket om min begejstring for Berlin, og paa samme maade som der, viser byen foerst sine bedste sider, naar man har taget sig lidt tid til at laere den at kende. Attraktionen er ikke i imponerende bygningsvaerker eller tema-parker, men i menneskerne, musikken og maden i de smaa gader som BA er saa fuld af. Specielt tiltaler de mange frokost restauranter mig. Her kan jeg sammen med andre (gamle) maend nyde en omelet og tomatsalat eller oksekoed fra ovn med kartofler (Carne del Horno con papas) sammen med en danskvand for 22 kr,- ufatteligt at McDonalds kan overleve i det her land...

En af sangerinderne. Det er faktisk hendes mand der spiller klaver,- 91 aar gammel...

Vi har faaet os tjekket ind paa et ganske udmaerket hostel omkring 4 bloks fra Kaali. Der larmer godt rimelig sygt, men med en rejsendes bedste ven (et par oerepropper !!) er det ikke noget problem. Udover en del praktiske goeremaal er det ogsaa blevet til en smule sightseeing,- Christina og jeg var paa Bar-Sur til et tango-show. Et klassisk lille sted med ca 12 borde, der har eksisteret siden 1969. Det har blandt andre haft besoeg af Antonio Banderas og "Der Kaiser" - Franz Beckenbauer - og nu her ogsaa os. Som sagt et godt lille sted, i argentinsk oejemed helt absurd dyrt, men med en meget behagelig atmosfaere med dygtige unge tangodansere, og aeldre rutinerede musikanter (den aeldste 91,- se film!).

Tango paa Bar-Sur,- to par skiftedes til at foere sig frem.

En ladies-man ud over alle graenser,- C var solgt !

Jeg var syg et par dage med et maveonde, der naesten efterlod mig bevidstloes, og desvaerre forhindrede mig i at tage til Boca's stadion "La Bombonera" og se kamp i soendags. Det var sgu aergeligt, da jeg tror det kunne have vaeret en god oplevelse og Boca desuden vandt 4-0. Tirsdag rettede vi lidt op paa sagen ved at besoege La Boca (der ogsaa er en bydel i BA) og se klubbens museum og selve stadion.

Den farverige bydel Boca.

Det er som bekendt Maradonas gamle klub, og til trods for, at han faktisk kun har spillet der to saesoner (en i starten og en i slutningen af karrieren) er tilbedelsen helt urealistisk. Han ser de fleste kampe nu, og har sin egen boks, hvor han kan staa og vinke til poeblen. Selv Don Kaali de la Mancha var roert af stedet og historien. I hvert fald kunne jeg efter, at vi havde set museets film (The passion) - en lille drengs udvikling fra fan, gennem udvaelgelsen, traeningen og den endelige udtagelse til foersteholdet med den blaa-gule troeje, notere mig en lille taare i Kaalis oejenkrog. Maaske var han bare betaget af stedet? Maaske opdagede han i det oejeblik, at han havde valgt den forkerte klub? Eller maaske spillede filmen simpelthen bare paa foelelser og droemme, der ogsaa hos lille Kaali spirer som vintergaekker i de foerste foraarsdages varmende sollys.
Her er han i omklaedningsrummet foran poolen, der bestemt ikke var noget at raabe hurra for...!

Kaali foran poolen, hvor Bocas spillere varmer loeg efter kampen. Ligefoer han tog en slurk!

Coach vurderer stadion inden underskrivning af kontrakt... Diego´s boks er oppe til venstre...

Det har vaeret en fornoejelse at vaere her anden gang, og det er ikke helt uden mismod, at jeg tager videre. Som sagt har vi haft travlt med en masse praktisk,- jeg fandt ved et tilfaelde ud af, at jeg ikke havde medbragt mit vaccinationskort. Det har ikke tidligere vaeret noget problem, men da vi fandt ud af, at Bolivia kraever, at man viser det ved graensen, grundet gul feber, og nyhederne har sagt, at de slaaser lidt med det i oejeblikket, var gode raad dyre. Heldigvis var LP hurtig paa aftraekkeren, og jeg har nu en kopi sammen med mit pas- saa forhaabentlig er det nok. Ellers har der vaeret ting der skulle sendes hjem (posthuse i syd-amerika er altid en interessant oplevelse!), regninger der skulle diskuteres (paa skype), toej der skulle lappes, vaskes, koebes boeger, koebes lommekniv,- i det hele taget tankes op til de naeste mdr, der nok byder paa et noget anderledes Syd-Amerika end det vi har oplevet indtil videre. Med den tanke i baghovedet valgte vi ogsaa igaar at spise sushi, da vi ikke har faaet det siden aftenen med LP og Stine inden vi tog afsted, og nok ikke ville faa det igen paa den her side af Bogota.

Vi tager til Salta i aften...

Hav det godt derhjemme,- haaber i nyder vinterferien!

Andreas

Back in BA remains copyright of the author ahafys, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Vi har siden Ushuaia forsoegt at laegge vores rejse i nogenlunde faste rammer, saa tiden ikke unoedvendigt forsvinder mellem haenderne paa os. De fleste andre rejsende vi moeder (dog primaert andre par !) har en dag, hvor de skal naa en bus eller et fly og vi taenkte vi ville proeve det samme. Det lyder maaske en smule forudseeligt, maaske graensende til kedeligt, men vi har nu brugt godt to fantastiske maaneder i Argentina, og det er ved at vaere paa tide at komme ud og se noget andet. Vi mangler dog lige at kigge lidt paa den nordlige del, men saa skal det ogsaa helst til at hedde Bolivia...

Som sagt havde vi koebt et par flybilletter til El Calafate fra Ushuaia. Flyveren havde angivet en maxvaegt paa 20 kg paa bagagen og Christina fik klemt sig med med 19,4. Undertegnede, der jo virkelig forstaar at pakke let havde beskedne 17.3! El Calafate er forsat meget sydligt, men da vi paa den ene side ville se Perrito Moreno gletscheren og og paa den anden trekke i Parque Nacional del los glacieres omkring et af Syd-Amerikas smukkeste bjerge, Cerro Fitz Roy var det en noedvendighed. Flyet var selvfoelgelig en smule luksurioest, men billetterne var billige og Tierra del Fuegos grusveje, den 18 timer lange tur og to latterlige stop ved graenseovergange til Chile var nok til at overbevise os.

Havnefronten i Ushuaia,- ud til Beagle channel. Her ligger skibene, der sejler til antarktis.

Det fik programmet til at se nogenlunde saadan ud :

5 Feb. - Afgang fra Ushuaia,- bestilling af billeter til gletscher, samt koeb af bus billet til El Chaltèn (Fitz Roy).
6 Feb. - 160 km frem og tilbage til Perrito Moreno, hjemme klokken 14.30. Klokken 18: 350 km videre til El Chaltèn.
7- 10 Feb. - 4 dages trekking i El Chaltèn.
11 Feb. - 350 km retur til El Calafate
12-14 Feb. - 400 km til Rio Gallegos, holde 4 timers pause, og derpaa tage den direkte bus 36 timer til Buenos Aires

Christina og jeg foran Perrito Moreno gletscheren.

P. Morreno gletscheren efter min mening et besoeg vaerd. Vi har dog efterhaanden set gletschere nok til et helt liv, men den her er en smule anderledes. Udover at vaere baade meget hoej, meget hvid og meget smuk flytter den sig med ca 2 m OM DAGEN, hvilket i gletschersammenhaeng er ret bemaerkelsesvaerdigt. Det betyder, at den konstant knager og brager, og at der ryger en flis af i ny og nae. Tjek i den forbindelse nedenstaaende link,- og bemaerk (som en af kommentarene siger) at dette ikke har noget som helst med global opvarmning at goere....

http://www.youtube.com/watch?v=A0EFOBTSHGo&feature=related

Cerro Fitz Roy var som alt udendoers aktivitet vi har lavet hernede helt vildt godt. Naturen var selvfoelgelig (er snart traet af at sige det !) fantastisk, dog vil jeg mene at stedet desvaerre er ved at blive en smule overrendt af turister. Det tager dog ikke noget af bjerget og de mange omkringliggende gletschere, og man kan sagtens ogsaa finde stier, hvor man for det meste er fuldstaendig alene. El Chaltèn, der ligger for foden af nationalparken er forsat et besoeg vaerd. Der er ingen ATM`s og ingen mobilnet, men de arbejder paa hoejtryk med at faa den dekoreret med asfalt, endeloese souvenir butikker og alt det andet ragelse vi har moedt i Bariloche, Ushuaia og El Calafate. Byen vil dog alligevel staa som et af de hyggeligste steder vi vaeret.

En amerikansk fotograf, der i oevrigt hed Brian, laerte mig at bruge "vivid"- funktionen paa mit kamera (der forstaerker farverne). Her er det Mount Fitz Roy.

Christina brugte den sidste dag paa ice-trekking paa en gletscher, mens jeg i raseri oedelagde det helt igennem raadne telt vi havde lejet, afleverede det tilbage, mens jeg verbalt angreb dem med, hvor uforsvarligt det var at sende to europaeiske turister ud i det uforudsigelige patagoniske vejr, og at der i oevrigt ikke var en chance i helvede for, at de fik saa meget som en centavos for deres ynkelige plastikpose af et telt... Belaert af vores forhandligsteknik under "Bedbug-krisen" skruede jeg virkelig op for "charmen"... og slap afsted med det! Det viste sig at vaere en god ide, da Patagonien den efterfoelgende nat tog afsked med os, og fejrede det med en storm der efterlod os lysvaagne det meste af natten (i et andet telt.... fra en helt anden butik !)

Mig foran vores lorte-telt. Vi er blevet ganske gode til at campere.

Det er ved at vaere tid til at tage afsked med Patagonien... Vi har trekket, sejlet, koert i bus, floejet, cyklet, svoemmet, reddet heste, set condorer, gletschere, bjerge, gauchoer, faar, verdens ende, endeloese vidder af pampassen, asadoer, indianere, strudser, guanachaer (en slags lama), hvaler, Skt Bernhardshunde, pingviner, soeloever, Torres del Paine, Navimag-baaden, klare stjernehimmeler, Fitz Roy, julemaend, columbianske prostituerede, spist nyfanget king-crab, drukket oel fra Tierra del Fuego og naturligvis en helt masse mere. Det er et megafedt omraade, som man med smule organisation sagtens kan faa meget ud af paa en tre-ugers tur, og som jeg til en hver tid vil anbefale.

Jeg fik afsluttet Chatwins bog om Patagonien, "100 years of solitude" (julegaven fra Kaali) og fik begyndt "Love in the time of cholera" (som jeg fik anbefalet af min kollega Birthe!) Nu venter en lille uge i BA med Kaali, toejvask, reperation af mine trekkingbukser (der revnede bag i under en af mine utallige bjergbedrifter), internet og en smule sightseeing...

Tilbage staar dog forsat spoergsmaalet, hvorfor mine vandrestoevler efter maaneders brug, er gaaet fra at have bouquet af sure taeer til nu at lugte af rosiner (jvf. soedt, men alligevel klamt !) og mit haar efter 15 aars intensiv kamp nu endelig makker ret ved den simple kur, at lade vaere med at vaske det for tit.... ok, aldrig ?!?

De sidste dage i Patagonien remains copyright of the author ahafys, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs