dec 2007

Godt nytaar allesammen. Vi haaber i er kommet godt igennem julen og rimeligt fornuftigt ind i det nye.

Vi har vaeret 6 dage i Mendoza, og har stoerstedelen af tiden haft det kanon. Eftersom vi jo er paa tur med Kaali (en slags ferie i ferien !) er der ikke blevet sparet paa noget. Vi har tilmeldt os stort set alt der var vaerd at tilmelde sig, og det har altsammen vaeret pengene vaerd. Elementer af de sidste 2-3 dage af opholdet kunne vi nu nok vaere foruden, men mere om dette senere...

Vi lagde ud som det hoerer sig til med en vintur paa cykel (husk godt med vand og madpakke...). Dagen efter tog vi paa en kombineret rafting og ride tur, og nytaarsaftensdag var Christina og jeg paa en heldagstur i bjergene, hvor vi blandt andet saa Aconcagua- Den vestlige hemisfaeres hoejeste bjerg paa saa vidt jeg husker 6962 meter. Det er et udsoegt maal for bjergbestigere, og vi har moedt flere, der rejser hertil alene af den grund. Samme dag var Christina blevet advaret om hvad vi havde i vente... spaendingen stiger!

Ridetur i Mendoza.

Nytaarsaften var stille og rolig. Vi spiste ude, og havde til trods for noget elendig mad en rigtig hyggelig aften sammen med et par andre danskere vi moedte paa restauranten. Morten og Jens som de hed havde vaeret paa Aconcagua (desvaerrre uden at naa helt op) og kom fra saa afsides steder som Sulsted og Hjoerring,- 4 nordjyder og en koebenhavnersnude en hel aften (stakkels Christina!) Aftenen endte selvfoelgelig i en megabrandert, hvis omfang for Kaalis vedkommende ikke skal uddybes her. Lad os blot sige at en stor del af den efterfoelgende dag blev brugt paa langs, og at ingen af os naaede hverken Garmisch-Partenkirschen eller Neujahrskonzert in Wien...

Mig foran Aconcagua.

Man skulle tro vi snart har vaeret gennem det hele... Den seneste maaneder har budt paa mange mere eller mindre behagelige overraskelser. Vi har vaeret syge, jeg har haft ondt i ryggen, vi fik stjaalet en taske, vi har proslet med haevekort, vi har haft lektier for. Intet (og jeg mener INTET !!!) kommer op i naerheden af de pinsler vi har vaeret igennem de sidste 3-4 dage...

Christina og Kaali paa jagt efter Bed Bugs. Specielt Kaali fandt denne del af turen interessant!

Vi havde vores foerste "close encounter" med bed bugs, aka vaegge lus. De foerste dage anede vi ikke hvad det var. Vi havde hoert navnet, men troede at det var en lille usynlig stoerrelse, der lever i madrasserne. Vi fik nogen faa bid, og henvendte os til personalet, der paa vores opfordring fik skiftet vores madrasser. Til trods for dette fik vi flere bid... mange flere... ! Vi henvendte os naturligvis gentagne gange, men fik hele tiden historien, at det var en bille der satte sig i rygsaekkene fra Chile, og det eneste de kunne goere var at tilkalde et firma (der foerst kunne komme den 3 jan.) skifte madrasserne og give os noget salve til at tage kloeen. Endelig (kan man sige...) fik jeg taget mig sammen til at kigge paa wikipedia, og fik konstateret at problemet var Bed Bugs,- Christina havde fundet et eksemplar i sit haandklaede, og jeg havde rystet en ud af mit efterhaanden MEGAGARN under badet om morgenen. Kaali, der laa i samme rum var sjovt nok ikke blevet bidt (der er graenser for hvor meget nikotin saadan et lille dyr kan taale !). Da vi havde faaet dokumenteret baesternes stoerrelse og udseende gik Kaali (med sin personlige draebercocktail af parfume, OFF-insektmiddel, vatpind og schweizerkniv) i krig med at udryde dem,- de fandt ca 15 i min seng...! Stikkene er ulidelige. De kloer, og kloer og kloer og de varer naesten en uge foer de falder til ro. Min ene arm har vaeret fuldsaendig roed og haevet, og er det til dels stadigvaek. Heldigvis er jeg kun blevet bidt paa armene, benene og ryggen (de smaa sataner er alligevel haederlige nok til ikke at bide mig i tisseren...)

Sleeping with the enemy...

Enden paa affaeren har nu vaeret ganske morsom. Christina og jeg besluttede, at vi oven paa traengslerne havde fortjent lidt luksus. Vi flyttede igaar ind paa et af byens fine hoteller og har nydt svimmingpool og afternoon tea hele dagen idag. Det koelige vand for poolen er den mest effektive form for lindring af kloeen. Kaali skulle tilbage til BA igaar saa det passede perfekt med ham ogsaa (med andre ord - vi efterlod ham ikke til at blive aedt op af insekter!). Inden vi gik fra vores hostel foelte vi (paa Kaalis opfordring) det var paa sin plads at klage. Vi sagde, at personalet havde opfoert sig venligt og havde forsoegt at hjaelpe os, men at vi ikke kunne forstaa, hvorfor der ikke kom nogen med en spray, hvorfor de ikke gjorde rent hos os, hvorfor vi ikke blev tilbudt et andet vaerelse, og hvorfor helvede de proevede at praekke en roeverhistorie om Chile paa os, naar det uden tvivl var loegn... Det kunne de godt se, og vi fik de 6 dage til halv pris og en gratis aften i restauranten,- ikke at det har vaeret det vaerd, men det var en rimelig kompensation.

I skrivende stund er raedslerne ikke forbi, vi kloer stadig, har jaevnlig kontakt med de 27000 laeger der er i omgangskredsen, og spiser saa meget antihistamin vi foeler er forsvarligt.

Her til aften tager vi bussen til Bariloche godt ca 19 timer sydpaa. Jeg glaeder mig til koeligere himmelstroeg, Skt Bernhardshunde og masser af soeer....

Skriver snart igen...

Andreas

Saa er julen vel overstaaet, og hverdagen som rejsende er vendt tilbage.

Vi er i Mendoza, byen og det store vinomraade for foden af Andesbjergene, ca i hoejde med Buenos Aires.

Loerdag aften lagde vi ud med at tage bussen til San Rafael, en mindre by ca 3,5 time fra hvor vi er nu. Det var en bustur paa de saedvanlige ca 12 timer, hvilket for os nu begynder at virke som en tur til Roskilde. Jeg er glad for busturene... Vi begynder at faa vores rutiner for hvad vi skal bruge i bussen, hvor vi skal sidde for, at det er mest behageligt, og hvordan man faar optimal soevn, og mindst mulig gener af airconditionen...

San Rafael overraskede mig. Jeg havde forventet bjergidyl, men fik istedet en toer oerkenby, der leder tankerne mod en blanding af et sommertoert nord italien og Las Vegas. Lillejuleaften gik med det saedvanlige,- tjekke ind paa et hostel, faa lidt at spise, give interview til den lokale avis og slutte af med bowling og bajere i den lokale biograf/fun and games center....

Ja, i laeste sgu rigtigt ! Midt under frokosten kom en herre og spurgte om vi ville interviewes til den lokale avis, hvilket vi naturligvis ikke kunne sige nej til. Avisen udkom desvaerre foerst, da vi skulle til at forlade byen, saa vi fik ikke rigtig udnyttet kendis faktoren til at score en masse bajere

I oevrigt for artiklen : http://www.diariosanrafael.com

Juleaften var super... Vi havde brugt lidt af dagen inden paa at tjekke supermarkederne ud for and og flaeskesteg. Da det ikke synes at vaere er hit hernede besluttede vi at tage hostellets tilbud om en "parilla" (okse paa grill) med tilbehoer. Hostels hernede (i de smaa byer i hvert fald!) er tit drevet af en familie, der stort set har indrettet hele deres liv efter deres gaester. Det her var ikke anderledes, saa vi sad samlet om det store bord,- bestyren med kone, deres 4 boern, en baskisk bjergbestiger, en argentinsk professionel skakspiller, et argentinsk par og en knap 70 aarig herre fra Californien, der var saa begejstret for hans egne holdninger, at det var umuligt at faa et ord indfoert. Man kan sige, at heldigvis talte han ikke et ord spansk (og resten af bordet talte ikke andet !) saa det var nemt at koere ham ud paa et sidespor, naar man havde faaet nok.

Kaali i en rolig stund... Perfekt til et book-cover!

Boernene fik deres ene gave hver,- en dukke, en fodbold og et lettere feminint instrument beregnet til at saette perler i haar ? Gaveraeset er ikke saa voldsomt hernede. Til gengaeld er der rimelig tryk paa selve aftenen. Man spiser og klokken 24 er man saa i haven med champagne og raketter,- fuldstaendig som nytaar i DK. Man bytter gaver og spiser dessert. Knaegten var 12 og inkarneret River fan ligesom Kaali, saa det var et oplagt samtaleemne for os tre. Har laenge gaaet og overvejet, hvilken klub jeg skal saette min lid til... og efter at have laest "El Diego" er det utaenkeligt at jeg kan supporte en flok boesseroeve som dem der spiller i River... Ender sgu nok med Boca ! Inden vi gik i seng fortak vi os til vores vaerelse og aabnede gaver inden vi gik i seng

To River fans jule aften.

Selve dagen inden juleaften gik med en tur i bjergene, naermere bestemt en canyon ved navn Valle Grande. Vi gik, tog billeder, spiste og var ude og rafte i floden. Det var en forholdsvis stille raftingtur, men super nice, da vi saa istedet kunne kaste os i floden og lade os traekke med stroemmen.

Klar til rafting juleaften.

2. juledag var helt usandsynlig kedelig. Der skete det utaenklige, nemlig at det regnede hele dagen. Intet var aabent, og selv det at faa noget ordentligt at spise var et problem. Heldigvis kunne vi blive hjemme og nyde vores julegaver: Marquez: "100 aars ensomhed" af Kaali, og naturligvis en Argentina troeje af Christina...

Igaar tog vi til Mendoza. Jeg tror jeg taler for os alle tre, naar jeg siger vi har lidt stoerre forventninger til det her sted. Der er vinture, bjergture, trekkingture, hesteture (bedre kendt som rideture!) ture i thermalbade og cykelture. Vi er landet i en gade fuld af barer og hostels, og har faktisk idag skiftet hostel da de bankede os ind, 6 mand, paa en stue paa stoerrelse med mit koekken,- en ren brandfaelde naar man bor sammen med en inkarneret kaederyger som Kaali...

Hav forsat nogen gode juledage... og hils !

Andreas

Ja, som det nok fremgik af sidste tilbagemelding boed BA os ikke ligefrem velkommen med aabne arme. En indtil nu ukendt detalje i ankomsten hertil er, at vi fik stjaalet en haandtaske netop som vi ankom paa stationen. Det var paa ingen maade dramatisk bare ganske enkelt pisse irriterende. Eftersom vi skulle bestille nye kreditkort var beslutningen om hvorvidt vi skulle tage videre, eller blive jo naermest givet paa forhaand. Vi havde brug for en fast adresse og kortene kom idag.

Mig og min spansklaerer Laura.

Jeg synes til tider, at det jeg skriver virker lidt naivt. Det er utroligt som det alligevel kan komme bag paa én at folk er fattige, at toiletterne er klamme, at der er vold og overfald i gaderne... Jeg kan ikke lade vaere med at spoerge mig selv om i ikke en gang i mellem taenker..."Hvad fanden havde han regnet med...?" Jeg maa helt aerligt tilstaa, at jeg troede jeg kendte lidt til, hvad der foregaar uden for andedammen, men som turen udvikler sig, maa jeg erkende, at jeg havde ingen anelse... Min kaere mormor sagde ved stort set hver eneste lejlighed det sidste halve aar inden vi to afsted, om vi nu var sikre paa vi ville herned. For som hun sagde: "Der er mange roevere og banditter dernede..." Jeg slog det hen og sagde, at vi nok skulle passe paa.

Men mormor havde ret ! Heldigvis er der ikke mange der vil os noget ondt, men der er mange der er tvunget til - skal vi sige: "alternative maader at tjene til foeden". Selvfoelgelig skal man ikke forsvare tyveri, men til tider (tror jeg) det er sundt at proeve at forklare det. Min foerste reaktion var at finde tyvene og snitte begge achielles og knaeskals sener over paa dem og sende dem ned af et mega hoejt bjerg paa et par rulleskoejter med handsker lavet af soem! Efterfoelgende har oplevelsen vaeret et (betragteligt) irritationsmoment. men man sidder alligevel med fornemmelsen af, at byttet for dem har haft en stoerre vaerdi end det havde for os... eftersom vi paa intet tidspunkt er gaaet sultne i seng !

Selvfoelgelig kan man altid proeve at bilde sig ind det hele ikke er saa slemt, og det meste nok er for at narre turister. Det aendrer imidlertid ikke indtrykket det goer paa én, naar man om aftenen passerer en dame paa vores alder, sammen med sine to boern, sidde og sortere skraldeposerne paa gaden. Jeg ved, at hvis min eksitens afhang af om jeg rullede en turist eller sad og sorterede skrald paa gaden, saa ville jeg formentlig goere det foerste. Det gnaver lidt i en, at det eneste jeg har gjort for den 3. verden, er 40 kr et par gange om aaret, aflevere mit toej til genbrug og i oevrigt skraale med naar Bono siger at "powerty is history".... is it fuck ! Taenk hvilken moral det kraever at vaelge skralderoderiet fremfor kriminalitet...

Naar alt det er sagt er det ikke saadan at vi paa gade gaar og er bekymrede. Vi holder oeje med vores tasker, placerer vigtige ting strategisk, og taler om hvad vi hver isaer foeler os trygge ved. Naar alt kommer til alt er det en mikroskopisk del af det vi oplever hernede, og vel egentlig ogsaa en vigtig del af den "dannelse" som ogsaa er rejsens formaal.

Nogen af parkerne har en kaempe hundegaard, hvor der virkelig holdes sjoev...

Det er snart jul !! Vi gaar rundt i 32 graders varme, har 2 timers spansk undervisning hver dag (hvilket gaar kanon,- ville begge vaere flydende, hvis der kun fandtes nutid!!) og maerker paa en lidt underlig vis ikke det mindste til december maaneds juleraes. De gaar mildest talt ikke op i nisser, geder, myhra eller apelsiner med nelliker i... Det goer Kaali til gengaeld,- saa vi har koebt 3 billetter til San Rafael (taet paa Mendoza) til paa loerdag (Barriloche var udsolgt !) hvor vi regner med at kigge paa nogen bjerge og drikke noget roedvin. Som overskriften antyder er BA i loebet af ugen blevet en anden, og vi kan meget bedre lide den nu

Hav en rigtig god jul, hyg jer med hinanden...

Andreas

Saa blev det mandag. Vi ankom i torsdags, og blev modtaget af Kaalie himself paa busstationen. Det er supernice at se ham igen, og bestemt noget jeg kan anbefale andre der kommer til Buenos Aires... mere om ham senere !

Jeg mener det er paa sin plads med en undskyldning... Ikke tidlligere har en spandingsforfatter ladet sit publikum haenge i udvidenhed saa laenge (jvf. cliffhanger fra forrige kapitel). Det er dybt egoistisk,- ja graensende til arrogant at efterlade mennesker ventende i spaending sa laenge inden de finder ud af, hvor vores tur gaar hen naeste gang. Undskyld !

Valget stod mellem at blive i BA, tage nogle spansk timer, og nyde tiden frem til jul sammen med Kaali... eller rejse videre til Ushuaia (Cap Horn). Vejr og turist forhold goer at man skal tage derned i perioden dec. til slut feb. for ikke at faa forfrysninger, og helst undgaa januar for at slippe for turisterne. Vi overvejede kraftigt, at tage tidligt derned, saa vi ville have masser af tid, men besluttede alligevel at blive hos Kaali. Nu er planen at vi begynder spansk i eftermiddag, og lige foer jul tager til et helt tredie sted sammen med Kaali. Der König er ikke med paa sydpolen, da det spraenger hans budget, men en tur til Bariloche er godtaget. Bariloche er et skisportssted fra maj til aug. og det naermeste man kommer schweiziske alper i Argentina...

Kaali og jeg vurderer vores chancer paa travbanen... Fotografen var den eneste der vandt!

Og nu til de nye iagttagelser fra den rejsende onkel Mac...

Vi har vaeret i Buenos Airos i 4 dage, og faaet en lidt blandet modtagelse. Det er muligt at byen aendrer sig, naar man taler spansk og kommer lidt ind under huden paa den. Men naar man som turist forloebigt kun har stiftet bekendtskab med overfladen virker den til tider traet af turister. Service niveauet er helt uacceptabelt traegt... indkoeb i supermarkedet tager 45 min, hvor 30 af dem er i koe ved kassen. Igaar ventede vi et kvarter paa betjening paa et the hus, og da vi efterfoelgende havde ventet 20 min paa to kopper the og en portion yoghurt gik vi... Det er heldigvis ikke altid saadan, men paa 4 dage har vi nu flere gange foelt os til ulejlighed paa steder, hvor vi traditionelt har krav paa service...

Naar det er sagt, skal det ogsaa siges at vi befinder os i en by, der kulturelt har rigtig meget at byde paa. Byerne hernede er jo generelt ikke saa gamle som i Europa, saa man skal ikke forvente overdaadige katedraler, gamle slotte eller traditionsrige museer. BA´s force er i hoejere grad en intensitet, maaske en endda passion som byen konstant emmer og baerer praeg af. Menneskerne paa gaden er smukke (suveraent de smukkeste vi har set indtil videre!), man spiser og drikker god mad og vin og sidst, men ikke mindst er hysteriet omkring fodbolden og tangoen eksempler paa hvor (af mangel paa bedre ord) intens byen er. Et lille sidespring er byens shopping muligheder, der er saa varierede og spaendende at de kan give en hver shopaholic orgasme (Nu vil jeg ikke naevne min kollegas navn, men i ved vis godt hvem jeg taenker paa, hvis jeg siger hun starter med "S" og slutter med "ys")

Regoletta kirkegaarden, hvor blandt andet Eva "don´t cry for me - I´m a bloody facist" Peron ligger begravet.

Og nu til Kaali... For dem der ikke kender Kaali er han en af de venner jeg har kendt laengst. Han er fra Vraa, men har boet i Elmegade sammen med en anden af mine gode venner, nemlig Göje! Kaali har siden slutningen af aug opholdt sig i BA, og har gennem intens spansk-UV udviklet sig til en cabaleiro i ordets bedste betydning. For dem der ikke troede det muligt er det faktisk lykkedes for Kaali at beherske den argentinske kultur i en saadan grad, at han uden problemer kan svanse gennem Buenos Aires stinkende gader i udtraadte sandaler, med en snus under overlaeben, og med spredt faegtning komme med diverse spanske gloser, der kan faa de selv mest forhaerdede gadehandlere til at fortraekke sig i skam... Se det er en sand cabaleiro !

Nu er vi paa vej over til ham, da vi skal med paa skolen og arrangere spansk timer til de naeste 10-12 dage...

En lille sidebemaerkning... Vi saa "The assasination of Jesse James..." den anden dag, og den kan varmt anbefales !

Ses

Bussen til Foz de Iguazu gik kl 22 om aftenen, og tog ca 13 timer. Tiden fra check-out paa Hotel Cervantes (i den mere skumle del af Curitiba) og frem til afgang gik med byens meget gennemfoerte og stort anlagte turistfremstoed,- en bus der stopper ved byens 12-15 sevaerdigheder. Man faar et klippekort der gaelder 5 stop, og man kan saa vaelge de stop der fanger ens interesse. Dette bragte os bla til byens Oscar Niemeyer museum, hvilket faktisk gjorde stoppet i Curitiba betragteligt mere interessant end den foeromtalte togtur havde gjort. Oscar Niemeyer er Brasilien stoerste arkitekt, og hans vaerker (modeller) var saa vidt jeg husker den anden halvdel af den udstilling Johan og jeg saa paa Arken for nogle aar siden. Foerste halvdel var naturligvis Helmut Newton`s "Naked Ass" foto udstilling (Hvad kunne ellers lokke to bonderoeve fra Vraa til Ishoej Strand en soendag formiddag !)

Oscar Niemeyer museeet, ogsaa kaldet oejet !

Som lille sidebemarkning, der afslutter vores ophold i Brasilien, boer naevnes det rigtig gode koekken. Sjaeldent har jeg spist saa meget ris og boenner, som jeg har gjort de sidste 4 uger. Supermarkederne er langt bedre end de danske og vi smisket og smasket i frisk fisk og skalddyr til ingen penge. Den sidste dag i Brasilien fik vi Thai med nudler til frokost og aeggekage til aften, lavet hjemme i hostelkoekkenet, til 12 reals for to pers. Det er ca 30 kr. 7,50 kr pr maaltid er noget der kan holde oekonomien koerende et langt stykke tid...

Anyway, vi tog bussen til de store vandfald paa graensen mellem Brasilien, Argentina og Paraguay samme aften. Vandfaldene ved Iguazu kan ses fra baade den brasilianske og den argentinske side. Muligvis ogsaa fra Paraguay, men det er der ingen, der taler om ! Fra den brasilianske har man efter sigende et stoerre overblik, hvor man paa Argentina siden kommer noget taettere paa. Det hele er en nationalpark, hvor det U formede vandfald "The devils throat" er parkens absolutte hoejdepunkt. Derudover er der mulighed for rapelling, baadturer, rafting, trekking og meget mere. Vi tog en baadtur, hvilket var pengene vaerd og kom ved denne lejlighed ind under vandfaldene med gennembloedte shorts og sko som naturlig konsekvens. De fleste ser begge sider og vi gjorde som anbefalet,- startede i Brasilien og sluttede i Argentina. Det er i alle henseender et fuldstaendig gudsbenaadet smukt og imponerende. Der er bred enighed blandt rejsens to deltagere om, at det er et af de absolut smukkeste steder vi har set,-helt sikkert i top 3. For rejsens kvindelige detager ligger det ligesaa hoejt som Himalayabjergene, og for rejsens mandlige deltager ligesaa hoejt som Noerlev Strand i aftensol....

Foz de Iguazu fra den brasilianske side.

The devil´s throat.

Turene omkring vandfaldene har dog ikke vaeret helt uproblematiske. Jeg har de sidste 4 dage kaempet med et hold ryggen,der nu heldigvis er ved at gaa over... De lange ture i bus, og det ikke saa helt gennemfoerte traeningsprogram fra Rio, har sat sine spor. Der har desuden vaeret sindsygt varmt, hvilket har gjort at humoeret, naar dehydreringen har sat ind, har vaeret lidt svingende. Det er ikke helt naturligt at gaa ind i december med 40 til 42 grader udenfor... Hvis det er muligt kan aarets hypokonderpokal i FC Nissebold bare sendes direkte til Kaali,- I behoever ikke en gang spille saesonen faerdig...

Nok et af de cooleste billeder taget af mig!

I morgen har vi koebt billetter til bussen til Buenos Aires, hvor Kaali venter. Vi har koebt de dyreste og mest luksurioese saeder for at skaane min ryg saa meget som muligt... Planen for nu er meget aaben. To forslag ligger i oejeblikket til debat, og hvilket et vi vaelger er forsat uklart. Med den cliffhanger vil jeg slutte af for nu, og haaber naturligvis forsat ikke kigger ind i ny og nae...