jul 2008

Efter 12-14 dage solo i Mexico og LA glædede jeg mig virkelig til at se Christina igen. Henrik var taget på møbel-messe i Chicago et par dage efter min ankomst, så dagene gik i selskab med Tehya, Christof, Sebastian og naturligvis Monica. Vi spillede golf og cyklede ture langs stranden og indimellem arbejdede specielt drengene på nye stunts fra husets tag. Om natten overnattede børnene på skift i camperen hos mig. De havde vist tidligere forsøgt på egen hånd, men var rykket tilbage i sikkerhed i huset da Christof var begyndt at fortælle spøgelseshistorier. Når Sture-bassi lå i værelset inde ved siden af var de nye omgivelser vist knap så faretruende.

Formiddagen inden jeg skulle hente Christina i lufthavnen kørte vi alle en tur til LA. Familien (forsat uden Henrik) havde et familiebesøg at se til om eftermiddagen, så Monicas mor Nancy var kørt med. Om formiddagen besøgte vi Watts Towers og LACMA (Los Angeles County Museum of Art). I min bog er LA ikke voldsom kendt for sine kunst attraktioner, men efter besøgene her må jeg nok rette lidt i mine antagelser. Watts Towers ligger i Watts,- en af LA´s mest belastede bydele, og her i sin egen have byggede en italiener ved navn Simon Rodia en samling af tårne og porte udelukkende af gammelt jern, cement, muslingeskaller og potteskår og kun ved egen hjælp. Det tog ham 33 år, og da han var færdig afleverede han skødet til sin nabo, og forlod byen for aldrig at blive set igen. LACMA er en del af et størrere museumskompleks, der ligger i Los Angeles, og kan blandt andet byde på værker af Hirst, Warhol, Koons, Liechtenstein og en masse andre,- faktisk ikke helt dumt. Ingen af disse kom dog tilnærmelsesvis i nærheden af Christina, da hun endelig stod i LAX kl 15.30...

Henrik kom tilbage et par dage senere, og mandag den 14.07.08 fyldte Christof 11. Det blev fejret på behørig vis med en tur til "Wild Rivers", hvor vi fløj rundt i vandrutsjebaner hele dagen. Det lykkedes mig at få hovedpine to gange ved at knalde baghovedet tilbage i rutsjebanen. Da vi havde aftalt tirsdag morgen at sejle til Catalina Island og campere var det passende at forære Christof sin første schweitserkniv,- hvilket også viste sig at være en værdsat gave, da vi først kom ud på øen. Med 3 børn og 2 gæster var der travlt i det lille hjem inden afgang. Monica havde sørget for de spiselige indkøb, mens Henrik var i byen for at hente gear til den del af turen omhandlede lejr og underholdning. Det meste af aftenen stod vi med pandelamper og pakkede båden, og den skulle være tæt på midnat inden Henrik og jeg stod på den lokale tank og fyldte for ca 400$ af det bedste på Henriks "Boston Whaler". Kl 5 næste morgen var der afgang. Vandet lå helt stille, men som altid bliver man tæsket rundt så snart man kommer ud på søen. Ca midt på turen var vi omringet af delfiner. I hvert fald mellem 100 og 200 tog på skift turen op over vandet, og strøg i en sværm længere nordpå,- lige på tværs af vores rute. Jet og Barbara fra vejen var med i en gummibåd (formentlig eneste par der havde både nok mod og højst smertetolerance til at tage den bumpende tur på ca 55 km i en 16 fods gummibåd!). De så længere fremme en meget stor hval, der muligvis var en blåhval,- næste dag stod der i hvert fald i avisen, at der var blevet spottet en blåhval ud for Long Beach. Vi var lidt ærgelige over kun at nå vandstøvskyen fra lufthullet inden den dykkede ned igen.

Det blev til tirsdag, onsdag, torsdag og fredag formiddag før vi var hjemme fra øen. Vi havde kanon vejr, og nød til fulde at have en strand, helt for os selv. Ikke en gang en million hvepse og en fuldstændig stenbelagt strand kunne ødelægge vores lejrbålsromantik. Ikke et øjebliks kedsomhed eller brok var at spore hos børnene. Snitte et spyd med lommekniv, kaste med sten i vandet, dykke efter fisk med harpun eller lave hvepsefælder gjorde, at de havde lige så meget underholdning på Catalina som "Wild Rivers" dagen før. For at sikre 100% underholdning havde Henrik købt en 3 personers luftmadras til at spænde efter båden. Brændmærker på albuerne og godt ømme tærter vidnede om, hvor mange tæsk jeg fik på den satan... Men fuck, hvor var det sjovt !

De sidste dage gik med mere shopping, og naturligvis hygge med familien. Christina og Monica tog til yoga mens Henrik og jeg var på golfbanen,- +16 på for-9 i fht Henrik var rå skandale. Heldigvis var vi even på bag-9! Det blev også til en forsinket fødselsdagsmiddag for Christof hos Monicas forældre Nancy og Dan. Hele hytten var stadig klædt i red, white and blue pga 4 juli og vi fik en Margarita stukket i hånden ligeså snart vi kom inden for døren. Nancy og Dan har altid vist stor interesse og gavmildhed til vores del af familien. Vi glæder til at komme på besøg igen...

Capistrano Beach og Californien var på mange måder en perfekt afslutning på vores tur. Jeg var selvfølgelig meget begejstret for at tilbringe noget tid med den del af familien jeg savner mest og desværre tilbringer allermindst tid sammen med. Jeg er helt ubeskrivelig taknemmelig for den modtagelse vi fik af hele familien, og særligt den måde de tog Christina til sig og fik hende til at føle sig velkommen. Og husk...,- næste gang er det på ski !!!

Søndag den 20. juli klokken 17.40 sad vi så atter i en 747 fra British Airways. 8.5 måned var gået. Vi havde besøgt 8 forskellige lande,- 7 sammen, og Mexico og Canada på hver sin hånd. Fra Sao Paulo til Capo Beach var der for mit vedkommende ca 25105 km. Med undtagelse af en lille flyvetur fra Ushuaia til El Calafate i det Patagonien blev sydamerika gennempløjet fra nord til syd med enten bus, æsel, tog, båd, skilift, gå-ben, paraglider, ilttank og svømmefødder, på hesteryg, jeep, svævebane eller speedbåd. Hvor meget det beløber sig på i kroner og øre er forsat ikke helt fastlagt, men det ligger nok omkring ca 100.000 kr. Vi har levet fornuftigt, ikke sparet når det gjaldt de ting vi havde lyst til at se og prøve, men alligevel prøvet at bo og spise efter et backpacker budget. Tilbage i Kastrup ventede Kåli, Kasper V, PT og Toft (for Christinas vedkommende Beatrice, Kathrine og Lina,- Anja havde vi mødt i Heathrow!).
Nu venter dagligdagen igen... Det skal blive godt at se venner og familie lidt oftere, få lidt struktur på hverdagen, komme ned og træne, spise en gang thai... and so on!

Eventyret er dog ikke længere væk end der er planlagt erhvervelse af motorcykel kørekort inden jul...

Never stop exploring...

Selv 10 dage var ikke nok! Ok, lad mig være ærlig - jeg har ikke ligefrem stormet fra det ene sight til det næste, men jeg har været godt rundt i byen. Jeg har savnet Christina til at give mig et los i røven, når jeg ikke lige har haft overskudet. Efter min encounter med Kahlo, Trotski og Rivera har jeg været på Palacio de Bella Artes, set den store Chapultepec park med Mecixos historiske museum smagfuldt indrettet på det gamle slot i midten. Museum for moderne kunst og desuden en supernice 3-timers turisttur rundt i byen med london bus uden tag. Med hensyn til antropologisk museum kom jeg så langt, at jeg var helt henne og stå foran det. Men skræmt af dets størrelse, og bevidstheden hvor inderligt kedelige arkæologiske fund er, turde jeg ikke gå ind. Det minder mig om, at Christina og jeg også besøgte guldmuseet i Bogota, hvilket ikke overraskende allerede fuldstændig har forladt min bevidsthed. Som mange af de andre højtliggende storbyer vi har besøgt (Quito, Cuenca, Bogota m.m...) led Mexico City under dagligt at have et eftermiddagsskyl på i hvert fald et par timer. Det gjorde ikke så meget, men det satte alligevel alt på pause, da der virkelig kom vand ned.

Den 5 juli skulle jeg med fly til Tijuana. Hjernedød som jeg til tider er havde jeg fået bestilt en billet, der ville sende mig til Tijuana med landing kl 22.30 (så meget for efter 8 mdr stadig ikke at kunne kende forskel på AM og PM). Min fætter Henrik ville hente mig ved grænsen, hvilket formentlig ville blive omkring midnat. Heldigvis fik jeg ringet til Volaris og ændret billetten, så jeg ikke behøvede at bevæge mig ud i Tijuanas natteliv. Der er en del (narkotika) uro i øjeblikket, og selvom jeg ikke tror der ville have været sket det fjerneste var det nu meget rart at lande midt på eftermiddagen istedet. Da Henrik efter en lidt hård "4th of July" havde valgt at lade både hjerne og pas blive hjemme måtte jeg tage en taxa fra fra lufthavnen og de 5 minutter hen til grænsen,- en ulejlighed taxachauføren skulle have 180 pesos for (ca 18 dollars!). Han fik dog kun mine sidste 120 pesos...

At komme over grænsen til fods er et kapitel for sig... For det første synes det sjældent, at nogen kommer fra Mexico uden først at have været i USA. Sjældne dokumenter skal udfyldes, og oven i købet betales for. Hvis nogen grænsekontrol i Syd Amerika havde bedt om betaling for overgangen havde vi formentlig nægtet, men når det gælder USA står jeg bare og nikker... Af frygt for at blive sendt direkte til Guatanamo af en overvægtig bordercontrol med overskæg og trigger-happy pegefinger fandt jeg mig i, at det tog næsten en time og 6 dollars at komme ind i USA.

Måske er det her på sin plads med en lille introduktion af den familie jeg har herovre. Min fætter Henrik er afkom af min fars bror. Han er godt 10 år ældre end jeg er og har boet i USA siden 1985. Han er gift med Monica og sammen har de tre børn,- Tehya (9), Christof (10) og Sebastian (13).

Hele familien på Christofs fødselsdag.

Til trods for den lidt tvivlsomme modtagelse jeg fik af myndighederne var det en god fornemmelse at være tilbage i staterne. Der kan siges en masse lort om USA, hvilket for sin part også er sandt, men man kan ikke komme uden om at der også er en god vibe. Den første aften jeg var her var vi inviteret til åbning af en størrere "art-festival" i Laguna Beach. Det var en speciel oplevelse, hvor der efter min smag var langt mellem snapsene... Der var til gengæld ikke mangel på hawaii skjorter og godt udstasede kvinder. Dagen efter var der musik i den nærliggende park. Et marimba band spillede op, og folk i alle aldre dansede rundt på græsplænen foran scenen. Det positive ved begge arrangementer var ikke så meget hovedattraktionen som den entusiasme og engagement, der blev lagt i begivenheden af gæsterne. Det er muligt, at det kan være svært at komme ind under huden, og få "rigtige" venskaber herovre, men når man kommer som turist bliver man helt fantastisk modtaget og folk er meget interesseret i, hvad man har lavet og hvad man synes om stedet her... Som dansker springer det også én i øjnene, at man stort set alle steder bliver budt velkommen med et "How are you doin´" og ønsket "Enjoy the rest of your day" når man tager afsked. Det kan til tider endda udvikle sig til små samtaler. Det har jeg altid synes var god stil, hvis man kan huske det... Det er ikke mange af den slags greetings, der ryger over disken når man henter rundstykker på Jagtvej søndag morgen,- eller Jernbanegade i Vrå for den sags skyld.
Det er en af Californiens helt store styrker, at glasset i rigtig mange henseender vurderes til at være halvt fuldt i stedet for halvt tomt .

Sebastian

Nu vil jeg nyde familien her, og glæde mig til Christina kommer. Der skal laves noget seriøs shopping, slappes af, spilles golf, leges med børnene (der tæsker rundt så man skulle tro de enten fik Asterix trylledrik eller en combo af RedBull og kokain til morgenmad...). I øjeblikket er det store hit at kaste sig ud fra husets tag, lave en halv salto og lande på havens store trampolin.

Christof...

Vi har planlagt en bådtur til Catalina Island så lur mig las om ikke der kommer en sidste melding inden vi kommer hjem...

Ses om ikke så længe...