feb 2008

Endelig er vi i Bolivia... Alle vores forestillinger om besvaerligheder i forhold til graensevagter (Bolivia har en lidt spaendt politisk situation i oejeblikket, hvor demonstrationer synes at opstaa ud af ingenting !), gul feber, lange koeer, klam mad og generel utryghed er, om ikke forsvundet, saa afloest af et generelt positivt billede af landet. Det er efterhaanden en joke, at jeg hver gang jeg kommer et nyt sted, siger til Christina: "Jeg ved ikke med dig... Men jeg faar vibe paa af det her sted...!"
I skrivende stund er vi ca 100 km nord for den argentinsk-bolivianske graense i en by, der hedder Tupiza, og som i morgen skal danne udgangspunkt for en 4 dages tur til et af turens hoejdepunkter, nemlig Salar de Uyuni,- den 10.582 km2 store saltoerken i den syd vestlige del af Bolivia. Som en lille sidebemaerkning var det her i Tupiza, at Butch Cassidy og The Sundance Kid angiveligt skulle have begaaet selvmord efter at vaere traengt op i en krog af det bolivianske politi. De blev fundet doede indeni det omringede hus, men der er alligevel tvivl om sandheden, da undersoegelser i 1991 viste, at der ved DNA sammenligninger ikke var forbindelse mellem de to lig og nulevende familiemedlemmer... muy muy extragno !

Tupiza er et yndet maal for rideture. Eksempel paa den omkringliggende natur.

Paa vej herop fra BA gjorde vi stop i Salta i Argentina,- en fin "lille" by paa ca 400.000 indbyggere. Vi brugte et par dage i byen til at se "the sights", og beslutte om vi ville tage den store tur rundt i omraadet, og se de omkringliggende sevaerdigheder. Det foeltes paent dyrt (270 pesos = 400 kr pr person) og paent langt ( 1-dagstur paa 15 timer !) saa vi takkede nej. Vi tog i stedet den lokale bus til Purmamarca, som ogsaa er et stop paa den lange tur. Det kostede 16 pesos pr person, og da vi den foelgende dag kunne tage paa tur til nordargentinas saltoerken for 25 pesos synes vi, vi havde gjort en god handel.

Ali, Richard, Christina og mig til en drink inden aftensmaden.

En mega nice ting, der skete i Salta var, at vi lige uden for busstationen rendte ind i Ali og Richard, som vi havde moedt paa Navimag-baaden. Richard var helet paent op fra sit famoese trappestyrt, og de havde brugt den sidste uge i Salta paa at laere spansk. Endelig fik Christina luft for sit behov for at komme ordentligt i byen,- et behov, der ikke var blevet opfyldt af hendes efterhaanden 1000 aar gamle kaereste i BA,- selvfoelgelig under undskyldning af, at han havde ondt i maven. Vi var sammen med skotterne (Ali er godt nok englaender!) to aftener i traek, og benyttede den sidste dag til det eneste, der fungerer mod toemmermaend,- en fodboldkamp (live paa nok det mest smadrede stadion jeg har set, og sammen med fans, der var saa smadrede, at de fik Broendby og FCK´s fans til at minde om bly jomfruelige alterdrenge), en movie (Something´s gotta give,- Jack being Jack !!) og sidst men ikke mindst Oscars.
Kampen endte 3-1 til hjemmeholdet efter en katastrofal start, hvor de kom bagud 0-1. Jeg fandt aldrig ud af, hvilen liga de spiller i (Juventud Antoniana de Salta,- Check it out Kaali!), men der var godt tempo, kaelen boldbehandling og god fart i afleveringerne,- desvaerre ikke noget der bare perifert minder om FC Nissebold ! Blev i oevrigt samme aften kaaret til den mest roevsyge oscar ledsager nogen kvinde nogensinde har haft, da jeg ikke for hver kjole, der blev vist, kommenterede den, og i oevrigt havde en hvis interesse i hvad der blev sagt... Aabenbart en doedssynd paa oscar-night faktisk at interessere sig for film...

Salta havde et udsigtspunkt,- ikke videre fedt, men fedt nok!

Purmamarca er en fin lille by for foden af "det 7-farvede bjerg". Den har faaet asfaltvej og byens plads er blevet fyldt med turist merchandise,- inca-style big-time. Det er lidt smadret, at alt med en smule atmosfaere altid bliver forstyret af turistbusser. Dagen derpaa tog vi i Saltoerken og fik en lille forsmag paa Salar de Uyuni og desuden set paa en sten der lignede en skildpadde... Det er typisk for sevaerdighederne hernede...: "Kom og se en sten, der ligner en skildpadde..." og saa staar vi som alle de andre idioter og knipser loes... "Vores bjerg har 7 farver !!!" Who gives a fuck ? Vi er nu glade for at vi brugte et par dage der, da vi fik laest i vores boeger og moedte en 60 aarig (ca !) kineser fra San Francisco, der koerte rundt i sydamerika paa cykel med hjaelpemotor i orange kedeldragt...

Impressed ? - didn´t think so...

Naeste stop var graensen. Den havde vi som sagt frygtet lidt, men det gik over al forventning. Man stopper i La Quiaca i 3442m og gaar over graensen til den bolivianske by Villazón. En tur paa ca et par km, der kan vaere haard nok i den tynde luft med 25 kg oppakning. Vi tog den foerste bus til Tupiza, fandt Ally og Richard igen (naaede desvaerre ikke at tage med deres jeep, da de koerte idag) og fik bestilt en ridetur paa 5 timer som jeg og min mindre flatterende side sidder og kaemper med nu...

Christina paa ridetur.

I morgen er der jeep tur (Toyota Landcruiser, for dem af jer, der kan lide detaljer !) fra klokken 9.00 om morgenen og de naeste 4 dage...

Ciao

PS: Vi er virkelig kommet paa landet, saa billeder kommer ved lejlighed!

Lige en praktisk meddelelse... Takket vaere en stabil indsats fra Christina, Kaali og undertegnede er Travellerspoint nu paa dansk. Det er selvfoelgelig ikke hele siden, men navigationen paa den enkelte forfatters travellog kan nu foregaa paa dansk. Da vi (med rette) kan tage kreditten herfor, betyder det selvfoelgelig ogsaa, at vi maa tage kritikken,- hvis der er grund til denne. Derfor... hvis I notere jer ord, saetninger, begreber i opfatter som misvisende eller fejlagtige maa i gerne skrive det til mig, saa jeg kan sende rettelserne til Travellerspoint.com.

Vi har vaeret i BA med Kaali i ca en uge nu, og det har vaeret alletiders. Det er som at komme hjem....! Vi kender gadenavnene, metroen, vaskerierne, posthusene, flere af restauranterne fra vores tidligere besoeg. Jeg har hundrede gange foer snakket om min begejstring for Berlin, og paa samme maade som der, viser byen foerst sine bedste sider, naar man har taget sig lidt tid til at laere den at kende. Attraktionen er ikke i imponerende bygningsvaerker eller tema-parker, men i menneskerne, musikken og maden i de smaa gader som BA er saa fuld af. Specielt tiltaler de mange frokost restauranter mig. Her kan jeg sammen med andre (gamle) maend nyde en omelet og tomatsalat eller oksekoed fra ovn med kartofler (Carne del Horno con papas) sammen med en danskvand for 22 kr,- ufatteligt at McDonalds kan overleve i det her land...

En af sangerinderne. Det er faktisk hendes mand der spiller klaver,- 91 aar gammel...

Vi har faaet os tjekket ind paa et ganske udmaerket hostel omkring 4 bloks fra Kaali. Der larmer godt rimelig sygt, men med en rejsendes bedste ven (et par oerepropper !!) er det ikke noget problem. Udover en del praktiske goeremaal er det ogsaa blevet til en smule sightseeing,- Christina og jeg var paa Bar-Sur til et tango-show. Et klassisk lille sted med ca 12 borde, der har eksisteret siden 1969. Det har blandt andre haft besoeg af Antonio Banderas og "Der Kaiser" - Franz Beckenbauer - og nu her ogsaa os. Som sagt et godt lille sted, i argentinsk oejemed helt absurd dyrt, men med en meget behagelig atmosfaere med dygtige unge tangodansere, og aeldre rutinerede musikanter (den aeldste 91,- se film!).

Tango paa Bar-Sur,- to par skiftedes til at foere sig frem.

En ladies-man ud over alle graenser,- C var solgt !

Jeg var syg et par dage med et maveonde, der naesten efterlod mig bevidstloes, og desvaerre forhindrede mig i at tage til Boca's stadion "La Bombonera" og se kamp i soendags. Det var sgu aergeligt, da jeg tror det kunne have vaeret en god oplevelse og Boca desuden vandt 4-0. Tirsdag rettede vi lidt op paa sagen ved at besoege La Boca (der ogsaa er en bydel i BA) og se klubbens museum og selve stadion.

Den farverige bydel Boca.

Det er som bekendt Maradonas gamle klub, og til trods for, at han faktisk kun har spillet der to saesoner (en i starten og en i slutningen af karrieren) er tilbedelsen helt urealistisk. Han ser de fleste kampe nu, og har sin egen boks, hvor han kan staa og vinke til poeblen. Selv Don Kaali de la Mancha var roert af stedet og historien. I hvert fald kunne jeg efter, at vi havde set museets film (The passion) - en lille drengs udvikling fra fan, gennem udvaelgelsen, traeningen og den endelige udtagelse til foersteholdet med den blaa-gule troeje, notere mig en lille taare i Kaalis oejenkrog. Maaske var han bare betaget af stedet? Maaske opdagede han i det oejeblik, at han havde valgt den forkerte klub? Eller maaske spillede filmen simpelthen bare paa foelelser og droemme, der ogsaa hos lille Kaali spirer som vintergaekker i de foerste foraarsdages varmende sollys.
Her er han i omklaedningsrummet foran poolen, der bestemt ikke var noget at raabe hurra for...!

Kaali foran poolen, hvor Bocas spillere varmer loeg efter kampen. Ligefoer han tog en slurk!

Coach vurderer stadion inden underskrivning af kontrakt... Diego´s boks er oppe til venstre...

Det har vaeret en fornoejelse at vaere her anden gang, og det er ikke helt uden mismod, at jeg tager videre. Som sagt har vi haft travlt med en masse praktisk,- jeg fandt ved et tilfaelde ud af, at jeg ikke havde medbragt mit vaccinationskort. Det har ikke tidligere vaeret noget problem, men da vi fandt ud af, at Bolivia kraever, at man viser det ved graensen, grundet gul feber, og nyhederne har sagt, at de slaaser lidt med det i oejeblikket, var gode raad dyre. Heldigvis var LP hurtig paa aftraekkeren, og jeg har nu en kopi sammen med mit pas- saa forhaabentlig er det nok. Ellers har der vaeret ting der skulle sendes hjem (posthuse i syd-amerika er altid en interessant oplevelse!), regninger der skulle diskuteres (paa skype), toej der skulle lappes, vaskes, koebes boeger, koebes lommekniv,- i det hele taget tankes op til de naeste mdr, der nok byder paa et noget anderledes Syd-Amerika end det vi har oplevet indtil videre. Med den tanke i baghovedet valgte vi ogsaa igaar at spise sushi, da vi ikke har faaet det siden aftenen med LP og Stine inden vi tog afsted, og nok ikke ville faa det igen paa den her side af Bogota.

Vi tager til Salta i aften...

Hav det godt derhjemme,- haaber i nyder vinterferien!

Andreas

Et taet program og for daarlige (og for dyre) computere har vaeret grunden til den seneste tids noget flygtige livstegn. Nu er vi tilbage i Buenos Aires og har lige hilst paa Kaali, der i aften har inviteret paa middag...

Vi har siden Ushuaia forsoegt at laegge vores rejse i nogenlunde faste rammer, saa tiden ikke unoedvendigt forsvinder mellem haenderne paa os. De fleste andre rejsende vi moeder (dog primaert andre par !) har en dag, hvor de skal naa en bus eller et fly og vi taenkte vi ville proeve det samme. Det lyder maaske en smule forudseeligt, maaske graensende til kedeligt, men vi har nu brugt godt to fantastiske maaneder i Argentina, og det er ved at vaere paa tide at komme ud og se noget andet. Vi mangler dog lige at kigge lidt paa den nordlige del, men saa skal det ogsaa helst til at hedde Bolivia...

Som sagt havde vi koebt et par flybilletter til El Calafate fra Ushuaia. Flyveren havde angivet en maxvaegt paa 20 kg paa bagagen og Christina fik klemt sig med med 19,4. Undertegnede, der jo virkelig forstaar at pakke let havde beskedne 17.3! El Calafate er forsat meget sydligt, men da vi paa den ene side ville se Perrito Moreno gletscheren og og paa den anden trekke i Parque Nacional del los glacieres omkring et af Syd-Amerikas smukkeste bjerge, Cerro Fitz Roy var det en noedvendighed. Flyet var selvfoelgelig en smule luksurioest, men billetterne var billige og Tierra del Fuegos grusveje, den 18 timer lange tur og to latterlige stop ved graenseovergange til Chile var nok til at overbevise os.

Havnefronten i Ushuaia,- ud til Beagle channel. Her ligger skibene, der sejler til antarktis.

Det fik programmet til at se nogenlunde saadan ud :

5 Feb. - Afgang fra Ushuaia,- bestilling af billeter til gletscher, samt koeb af bus billet til El Chaltèn (Fitz Roy).
6 Feb. - 160 km frem og tilbage til Perrito Moreno, hjemme klokken 14.30. Klokken 18: 350 km videre til El Chaltèn.
7- 10 Feb. - 4 dages trekking i El Chaltèn.
11 Feb. - 350 km retur til El Calafate
12-14 Feb. - 400 km til Rio Gallegos, holde 4 timers pause, og derpaa tage den direkte bus 36 timer til Buenos Aires

Christina og jeg foran Perrito Moreno gletscheren.

P. Morreno gletscheren efter min mening et besoeg vaerd. Vi har dog efterhaanden set gletschere nok til et helt liv, men den her er en smule anderledes. Udover at vaere baade meget hoej, meget hvid og meget smuk flytter den sig med ca 2 m OM DAGEN, hvilket i gletschersammenhaeng er ret bemaerkelsesvaerdigt. Det betyder, at den konstant knager og brager, og at der ryger en flis af i ny og nae. Tjek i den forbindelse nedenstaaende link,- og bemaerk (som en af kommentarene siger) at dette ikke har noget som helst med global opvarmning at goere....

http://www.youtube.com/watch?v=A0EFOBTSHGo&feature=related

Cerro Fitz Roy var som alt udendoers aktivitet vi har lavet hernede helt vildt godt. Naturen var selvfoelgelig (er snart traet af at sige det !) fantastisk, dog vil jeg mene at stedet desvaerre er ved at blive en smule overrendt af turister. Det tager dog ikke noget af bjerget og de mange omkringliggende gletschere, og man kan sagtens ogsaa finde stier, hvor man for det meste er fuldstaendig alene. El Chaltèn, der ligger for foden af nationalparken er forsat et besoeg vaerd. Der er ingen ATM`s og ingen mobilnet, men de arbejder paa hoejtryk med at faa den dekoreret med asfalt, endeloese souvenir butikker og alt det andet ragelse vi har moedt i Bariloche, Ushuaia og El Calafate. Byen vil dog alligevel staa som et af de hyggeligste steder vi vaeret.

En amerikansk fotograf, der i oevrigt hed Brian, laerte mig at bruge "vivid"- funktionen paa mit kamera (der forstaerker farverne). Her er det Mount Fitz Roy.

Christina brugte den sidste dag paa ice-trekking paa en gletscher, mens jeg i raseri oedelagde det helt igennem raadne telt vi havde lejet, afleverede det tilbage, mens jeg verbalt angreb dem med, hvor uforsvarligt det var at sende to europaeiske turister ud i det uforudsigelige patagoniske vejr, og at der i oevrigt ikke var en chance i helvede for, at de fik saa meget som en centavos for deres ynkelige plastikpose af et telt... Belaert af vores forhandligsteknik under "Bedbug-krisen" skruede jeg virkelig op for "charmen"... og slap afsted med det! Det viste sig at vaere en god ide, da Patagonien den efterfoelgende nat tog afsked med os, og fejrede det med en storm der efterlod os lysvaagne det meste af natten (i et andet telt.... fra en helt anden butik !)

Mig foran vores lorte-telt. Vi er blevet ganske gode til at campere.

Det er ved at vaere tid til at tage afsked med Patagonien... Vi har trekket, sejlet, koert i bus, floejet, cyklet, svoemmet, reddet heste, set condorer, gletschere, bjerge, gauchoer, faar, verdens ende, endeloese vidder af pampassen, asadoer, indianere, strudser, guanachaer (en slags lama), hvaler, Skt Bernhardshunde, pingviner, soeloever, Torres del Paine, Navimag-baaden, klare stjernehimmeler, Fitz Roy, julemaend, columbianske prostituerede, spist nyfanget king-crab, drukket oel fra Tierra del Fuego og naturligvis en helt masse mere. Det er et megafedt omraade, som man med smule organisation sagtens kan faa meget ud af paa en tre-ugers tur, og som jeg til en hver tid vil anbefale.

Jeg fik afsluttet Chatwins bog om Patagonien, "100 years of solitude" (julegaven fra Kaali) og fik begyndt "Love in the time of cholera" (som jeg fik anbefalet af min kollega Birthe!) Nu venter en lille uge i BA med Kaali, toejvask, reperation af mine trekkingbukser (der revnede bag i under en af mine utallige bjergbedrifter), internet og en smule sightseeing...

Tilbage staar dog forsat spoergsmaalet, hvorfor mine vandrestoevler efter maaneders brug, er gaaet fra at have bouquet af sure taeer til nu at lugte af rosiner (jvf. soedt, men alligevel klamt !) og mit haar efter 15 aars intensiv kamp nu endelig makker ret ved den simple kur, at lade vaere med at vaske det for tit.... ok, aldrig ?!?

Velkommen til det nye site. Jeg har brugt en del tid paa at faa lagt det hele herover (og er stadigvaek ikke faerdig!). I kan laese de gamle indlaeg, men der mangler forsat nogen billeder. Jeg synes det virker bedre,- billederne er flottere og bedre placeret og jeg har mulighed for at laegge landkort ind... Argentina virkede ikke paa den gamle og det synes jeg sgu var en smule lousy... Her er der ogsaa mulighed for at sende kommentarer, faa mail naar jeg har skrevet noget nyt osv. Det eneste det kraever er imidlertid, at man melder sig ind... Det ser ikke ud til at vaere saa svaert, saa det haaber jeg i goer !

Here we go...

Dagen efter vores famoese afslutning paa Puerto Natales tog vi afsked med Niall, og tog en bus mod Punta Arenas. Punto Arenas er forsat Chile, og udmaerker sig ved at vaere den stoerste by ved Magellan straedet, der som bekendt deler fastlandet fra ildlandet (Tierra del Fuego). I tiden, hvor der ikke var hul igennem ved Panama, og Cap Horn var frygtet af de fleste soefarer havde Magellan straedet stor betydning som handelsvej. Pategonien var storeksportoer af uld, og Punto Arenas fungerede desuden som benzintank (kul!) for skibe der skulle runde syd-amerika...

Vi var her dog af helt andre grunde... PINGVINER ! Vi havde ikke taenkt os at komme helt herned uden at se en eneste pingvin, og da Navimag turen havde skuffet lidt paa det punkt besluttede vi at tage den dyreste tur vi kunne finde, der desuden ogsaa havde flest ! 60.000 par var der paa Isla Magdalena... Vi roeg paa en lille Zodiac baad sammen 8-10 andre og sejlede ud i Magellanstraedet, foerst til pingvinerne, og dernaest til Isla Magda der husede soeloever. Det var en fin oplevelse,- altid sjovt at vaere paa havet - selvom jeg blev fuldsaendig gennembloedt (som den eneste!) paa turen mellem de to oeer. Pingviner var der masser af, og vi kunne gaa rundt mellem dem, dog var det til vores store fortrydelse baade forbudt at klappe, kaele eller bare fange dem...

En lidt undrende pingvin...

Fra fyrtaarnet paa ovenstaaende billede havde vi et gimrende view over oeen. Der var pingviner overalt!

Vi havde den efterfoelgende dag booket billetter til Ushuaia og koerte i en gammel skrammelkasse af en bus mod syd.

Tierra del Fuego er delt i to halvdele, en argentinsk og en chilensk del, der af for mig ukendte aarsager goer, at man skal over graensen TO gange hvis man skal med bussen fra Ushuaia til et andet sted i Argentina. Det er rimelig sygt naar man sidder i bussen paa den nordlige del af oeen og ikke ser andet end grusveje, og en natur der er saa kedelig og raa, at den til sammenligning faar den jyske hede til at minde om en pulserende storby...

Den nordlige del af Tierra del Fuego. Ikke just inspirerende... men heldigvis ikke udtryk for hvad vi havde i vente.

I skrivende stund er vi i Ushuaia...

Verdens officielt sydligste by... i foelge alle argentinske turistbrochurer, i hvert fald ! I virkeligheden har vores chilenske venner paa den anden side af Beaglestraedet (paa Isla Navarino!) et samfund paa godt 2000 mennesker boende. Jeg tror ikke de er saa populaere i Argentina,- formentlig tildels fordi de fleste af dem arbejder for den chilenske haer, og vel ogsaa fordi de lidt "oedelaegger" argentinas store turistattraktion. Maaske er det derfor man ikke kan komme derover fra Argentina, men skal helt til Punto Arenas og tage faergen 350 km herfra...?
Ushuaia er overalt praeget af turisme. Byen er en populaer endestation for et hav af motorcyklister, startingpoint for turister til sydpolen, og ikke mindst den stoerste by paa Tierra del Fuego
Vi tog hertil af to grunde... For det foerste synes vi ikke vi kunne tage til syd-amerika uden at stikke vores flag i det sydligste punkt (vi ligesom havde muligheden for at naa....).

Derudover er her en nationalpark der skulle trekkes...

Undertegnede ved Beaglekanalen. Vores foerste dag paa trek turen i Parque Nacional del Tierro del Fuego.

Parque Nacional del Tierro del Fuego er godt nok paent stor, men i modsaetning til Torres del Paine er kun en ganske lille del aaben for offentligheden.. ikke en gang rangerne maa gaa ind i den del af parken, der er lukket... Da parken kun indeholder 3 ordentlige treks og et par mindre turist treks (mest for at se baevere) planlagde vi en tur paa to dage. Foerste til at gaa langs Beagle straedet, samt at naa frem til den Chilenske graense. Den anden til at naa toppen af Guanaco Hill og ned igen. Parken var bestemt et besoeg vaerd, foerste gang vi var afsted paa egen haand og en fin opvarmning til Fitz Roy, der er den sidste af de store treks i Patagonien (vi kender til!).

Paa dag 2 besteg vi Guanaco Hill,- Cap Horn i baggrunden (tror jeg nok!)

Som i nok kan laese oplever vi en masse. Saa meget at der naermest knap nok er plads til at skrive, hvordan vi har det... Hernede er det noget anderledes end nordpaa,- det minder mere om den verden vi kender. Det er maaske derfor mine indlaeg ikke er saa "lommefilosoferende" som tidligere. Det er lidt svaert at beskrive, men det er som om oplevelserne er mere haandgribelige... Man skal bare raekke ud og tage dem,- det er ikke saa "farligt" eller fremmed som nordpaa. Maaske er det geografisk eller ogsaa er det bare fordi jeg bliver mere rutineret som rejsende... Har dog staerkt paa fornemmelsen, at det vil aendre sig naar vi kommer nordpaa igen.
Alt i alt har vi det kanon,- som den bondeknold jeg er, rykker vesterhavet og det lille (nu 2!!!) hus i Noerlev en smule i mig. Jeg maa erkende, at jeg til tider savner venner og specielt familien, men heldigvis er vi jo to hernede, saa det gaar for det meste alligevel. Planen er nu, at vi flyver til El Calafate i morgen, og saa maa vi ser hvad der sker herefter...

Haaber i kan lide det nye lay-out...
Andreas