Min skygge ligner Riggs i "Doedbringende vaaben I"...

Slut med inka sjöv, el trommer og panfloejte. Der er fantasktiske ting ved Peru, som vi uden tvivl kommer til at savne (maden blandt andet!)... og saa er der musikken. Til trods for, at stort set alle unge mennesker er interesserede i musik, staar Peru for den vaerste og mest lousy musik man kan moede paa denne jord. Skingre sopran stemmer, der paa en blanding af quechua og spansk akkompagneres af el-trommer og keyboards, der kan faa selv Richard Ragnvald til at sige "hold da kaeft...?" Tekster om hvordan man oensker sig et et nyt aesel, og gerne vil tage sin hustru ud og spise lama er naeppe noget, der staar i vejen for at Bob Dylan faar Nobels litteraturpris... Jeg kan uden, at der kan registreres nogen form for sympatisk eller parasympatisk reaktion vedkende mig, at jeg i ordets mest svulstige forstand HADER peruviansk musik...

Vi er paa vej ud af Peru. Selv om det er et dejligt land tillader tiden ikke, at vi bliver saa meget laengere. Nu venter Ecuador med forhaabentlig lidt mere varme, mere eksotisk gastronomi og formentlig lidt mere carribean-vibe...

Bolivar og San Martin befrier Syd Amerika fra Spanien ved et moede i Guayaquil.

Der er navne man i Syd Amerika stoeder paa hele tiden... Der er ikke mange byer i Argentina, Chile, Bolivia, Peru, Ecuador, Columbia og Venezuela, Paraguay og Uruguay, der ikke har gader eller pladser opkaldt efter enten José de San Martin, Bernado O´Higgins, Simón Bolivár eller en af de utallige generaler, der tjente under dem. Disse 3 herrer ledte i aarene 1812-1822 frigoerelsen af ovennaevnte lande fra Spaniens kolonisering,- San Martin fik sammen med O´Higgins styr paa det sydlige og startede paa Peru, mens Bolivar kom ned fra Venezuela og frigjorde Columbia, Ecuador, Panama, Bolivia og resten af Peru. Som en lille fodnote boer naevnes, at de to herrer moedtes her i Guayaguil den 26.juli 1822 for at planlaegge Sydamerikas frihed. Til trods for den faelles historie, og de mange faelles helte er det de faereste lande, der idag kan finde ud af at leve ved siden af hinanden. Bolivia hader Chile fordi de fratog dem muligheden for at komme til vand i "War of the Pacific" i 1879-83,- noget der endnu ikke er glemt. Peru synes Bolivia er smadrede og underlegne, fordi de ret beset ikke kan finde ud af ret meget. Ecuador synes Peru bringer problemer over graensen, og der var knas mellem Chile og Argentina, da Pinochet tillod Thatcher at anvende chilenske militaerbaser i Patagonien under Falklandskrigen. For en god ordens skyld maa jeg erkende, at jeg ikke kender meget til den aktuelle daglige politiske agenda, og mine oplysninger "kun" bygger paa hvad almindelige mennesker giver udtryk for naar man prikker lidt til nabokendskabet. Ikke desto mindre kom vi lidt taettere paa orkanens oeje, da vi krydsede graensen til Ecuador...

Katedralen i Cuenca.

Efter at have siddet naesten 40 timer i bus fra Cusco, med et enkelt stop i Lima, til Tumbes i den nordvestlige del af Peru skulle vi til at finde ud af at komme over graensen. Det var lidt af en tilfaeldighed vi havnede der,- lidt misforstaaelser gjorde, at vi fik koebt billetter og foerst i bussen derop kunne laese i Lonely Planet, at netop denne overgang havde ry for at vaere den farligste graenseovergang i Syd Amerika. Da vi ankom med bussen blev vi modtaget af taxier, der arbejdede for busselskabet, og tilboed os tage os over for 10 soles pr mand (ca 17 kr).
At komme over graensen er en kompliceret affaere. Foerst koerer man 30 km, dernaest tjekker man ud af Peru, koerer endnu 7 km inden man via en bro krydser graensen, og derefter koerer yderligere 3km IND i Ecuador og stempler sig ind ved immigrationsmyndighederne. Som det fremgaar kan man frit gaa mellem landene uden egentlig at blive kontrolleret, og netop det forhold goer at stoffer, vaaben og en masse andet lort kan goere livet farligt omkring graenseovergangen.
Vi roeg i en taxa med en fyr, der hed Zalasar sammen med hans faetter Leo, der betankeligvis hoppede paa uden for busselskabets praemisser og i foelge ham skulle med for at oege sikkerheden. Vi koerte de foerste 30 km, tjekkede ud af Peru og kom op til broen for selve overgangen. Under hele turen blev der gjort et stort nummer ud af at fortaelle, hvor sindsygt farligt det var. Helt galt gik det da vi skulle over broen, hvor vinduer skulle rulles op og doererne laases... Ca samtidigt bekendtgjorde Leo, at prisen for turen inkl. busturen videre til Cuenca nu kostede 45 amerikanske dollars. Den var altsaa steget fra ca 3,50$ + busbillet (6$) til hele 45 dollars for ulejligheden. Det helede lugtede lidt af at de proevede at skraemme os, og derfor kunne udnytte vores usikkerhed. Leo skulle dog bare taenke ordet prisstigning foer Christina "the negotiator" Ehrbar var trukket i kampdragten. De proevede og proevede... fandt paa overgangsgebyrer for at komme hjem, der ikke fandtes, tog os med i bilen til de smaa gyder bag hovedgaden, men lige meget hjalp det. Hver gang blev de moedt af "Desculpa Senores, pero tenemos una cita de 10 soles cada person... No mas! Extra para volver no esta mi problema..." (Undskyld de herrer, men vi har en aftale paa 10 soles pr person... Ikke mere! Hvis det koster ekstra at komme hjem er det ikke mit problem...) Det kunne vaere endt galt, da de havde alle vores ting bag i bilen, men heldigvis var den ene ansat af busselskabet saa vi vidste han havde en del at tabe... Det er desuden blevet rutine for os at sikre oplysninger naar vi tager taxier, saa vi kan finde dem igen, hvis noget bliver problematisk. De fik efter aftale deres 20 soles og koerte slukoerede derfra, mens Christina og jeg stille og roligt spadserede over broen ind i Ecuador med vores rygsaekke paa ryggen.

Vi tog bussen (endnu 5 timer) til Cuenca, en by paa ca 400.000 indbyggere i det sydlige Ecuador. Det er Ecuadors 3. stoerste by, fuld af kirker og kultur fra koloniseringen og et udmaerket sted at starte paa et nyt land. Alt her betales i amerikanske dollars, og det hele virker en smule dyrere, men ogsaa en smule mere organiseret end i Peru.

Christina var ogsaa fristet af hattene, men gik derfra uden indkoeb.

En behagelig overraskelse ved Cuenca er, at den faktisk er hjemstavn for Panama-hatten. Det har jeg (af gode grunde) altid troet var en mellemamerikansk opfindelse, men det er her den kommer fra. I de brostensbelagte gader er der adskellige butikker, der saelger hattene, og det er heller ikke umuligt at se, hvordan de bliver til... Muligheden for at koebe en ny hat kommer paa et perfekt tidspunkt. Ikke nok med, at min skygge paa alle solskinsdage,- naar jeg gaar med min kasket, minder mig om mit efterhaanden lange nakkehaar, saa har jeg ogsaa erfaret, at der en lineaer proportionel stigning i forholdet mellem haarlaengde og "bad hair days". Det skal dog bemaerkes, at de bad hair days jeg oplever i oejeblikket ikke engang kysser taaneglene af de dage jeg havde i mine teenageaar...

Saadan ser en mand paa 32 aar ud...

En af de ting, der ogsaa har taget lidt tid er beslutningen om, at tage til Galapagos. Det har hele tiden vaeret Christinas plan at tage derud, mens jeg nok har synes, at det var vel lige lovlig mange penge for en flok havskildpader og lidt vulkanoeer,- formentlig gaaende i roeven paa en flok aeldre amerikanere med hvide loebesko og kasket paa. Men som vi kom naermere Ecuador, og jeg fik kigget lidt i guidebogen, saa kom lysten ogsaa til at komme derud. Det er helt afsindig dyrt, men da jeg ikke ved, hvornaar min vej naeste gang gaar gennem landet her er det nok bedst at faa det set... En naermere beretning kommer naturligvis senere,- saa skal jeg nok fortaelle om det er et besoeg vaerd....!

Ikke alt 1. maj er i Ché´s navn...

Vi tager afsted i morgen, og vi glaeder os. Maven er dog ikke helt paa toppen, men mon ikke den bliver bedre af lidt forloren skildpadde... Idag vaelter Guayaquil rundt i demonstrationer, politifolk og bannere med Che Guevarra.- foerst til min store forundring, men saa kom jeg til at taenke paa at det er den 1. maj... Flot Dennis,- din egen foedselsdag !!!