Rejseblogs fra Travellerspoint

Shopping, shopping, Catalina... shopping

Capistrano Beach - Catalina Island

sunny
Se Sao Paulo - Los Angeles på ahafyss kort over rejse.

Efter 12-14 dage solo i Mexico og LA glædede jeg mig virkelig til at se Christina igen. Henrik var taget på møbel-messe i Chicago et par dage efter min ankomst, så dagene gik i selskab med Tehya, Christof, Sebastian og naturligvis Monica. Vi spillede golf og cyklede ture langs stranden og indimellem arbejdede specielt drengene på nye stunts fra husets tag. Om natten overnattede børnene på skift i camperen hos mig. De havde vist tidligere forsøgt på egen hånd, men var rykket tilbage i sikkerhed i huset da Christof var begyndt at fortælle spøgelseshistorier. Når Sture-bassi lå i værelset inde ved siden af var de nye omgivelser vist knap så faretruende.

2038000220.jpg

2038000194.jpg

Formiddagen inden jeg skulle hente Christina i lufthavnen kørte vi alle en tur til LA. Familien (forsat uden Henrik) havde et familiebesøg at se til om eftermiddagen, så Monicas mor Nancy var kørt med. Om formiddagen besøgte vi Watts Towers og LACMA (Los Angeles County Museum of Art). I min bog er LA ikke voldsom kendt for sine kunst attraktioner, men efter besøgene her må jeg nok rette lidt i mine antagelser. Watts Towers ligger i Watts,- en af LA´s mest belastede bydele, og her i sin egen have byggede en italiener ved navn Simon Rodia en samling af tårne og porte udelukkende af gammelt jern, cement, muslingeskaller og potteskår og kun ved egen hjælp. Det tog ham 33 år, og da han var færdig afleverede han skødet til sin nabo, og forlod byen for aldrig at blive set igen. LACMA er en del af et størrere museumskompleks, der ligger i Los Angeles, og kan blandt andet byde på værker af Hirst, Warhol, Koons, Liechtenstein og en masse andre,- faktisk ikke helt dumt. Ingen af disse kom dog tilnærmelsesvis i nærheden af Christina, da hun endelig stod i LAX kl 15.30...

2038000197.jpg

Henrik kom tilbage et par dage senere, og mandag den 14.07.08 fyldte Christof 11. Det blev fejret på behørig vis med en tur til "Wild Rivers", hvor vi fløj rundt i vandrutsjebaner hele dagen. Det lykkedes mig at få hovedpine to gange ved at knalde baghovedet tilbage i rutsjebanen. Da vi havde aftalt tirsdag morgen at sejle til Catalina Island og campere var det passende at forære Christof sin første schweitserkniv,- hvilket også viste sig at være en værdsat gave, da vi først kom ud på øen. Med 3 børn og 2 gæster var der travlt i det lille hjem inden afgang. Monica havde sørget for de spiselige indkøb, mens Henrik var i byen for at hente gear til den del af turen omhandlede lejr og underholdning. Det meste af aftenen stod vi med pandelamper og pakkede båden, og den skulle være tæt på midnat inden Henrik og jeg stod på den lokale tank og fyldte for ca 400$ af det bedste på Henriks "Boston Whaler". Kl 5 næste morgen var der afgang. Vandet lå helt stille, men som altid bliver man tæsket rundt så snart man kommer ud på søen. Ca midt på turen var vi omringet af delfiner. I hvert fald mellem 100 og 200 tog på skift turen op over vandet, og strøg i en sværm længere nordpå,- lige på tværs af vores rute. Jet og Barbara fra vejen var med i en gummibåd (formentlig eneste par der havde både nok mod og højst smertetolerance til at tage den bumpende tur på ca 55 km i en 16 fods gummibåd!). De så længere fremme en meget stor hval, der muligvis var en blåhval,- næste dag stod der i hvert fald i avisen, at der var blevet spottet en blåhval ud for Long Beach. Vi var lidt ærgelige over kun at nå vandstøvskyen fra lufthullet inden den dykkede ned igen.

2038000211.jpg

Det blev til tirsdag, onsdag, torsdag og fredag formiddag før vi var hjemme fra øen. Vi havde kanon vejr, og nød til fulde at have en strand, helt for os selv. Ikke en gang en million hvepse og en fuldstændig stenbelagt strand kunne ødelægge vores lejrbålsromantik. Ikke et øjebliks kedsomhed eller brok var at spore hos børnene. Snitte et spyd med lommekniv, kaste med sten i vandet, dykke efter fisk med harpun eller lave hvepsefælder gjorde, at de havde lige så meget underholdning på Catalina som "Wild Rivers" dagen før. For at sikre 100% underholdning havde Henrik købt en 3 personers luftmadras til at spænde efter båden. Brændmærker på albuerne og godt ømme tærter vidnede om, hvor mange tæsk jeg fik på den satan... Men fuck, hvor var det sjovt !

2038000259.jpg

2038000260.jpg

De sidste dage gik med mere shopping, og naturligvis hygge med familien. Christina og Monica tog til yoga mens Henrik og jeg var på golfbanen,- +16 på for-9 i fht Henrik var rå skandale. Heldigvis var vi even på bag-9! Det blev også til en forsinket fødselsdagsmiddag for Christof hos Monicas forældre Nancy og Dan. Hele hytten var stadig klædt i red, white and blue pga 4 juli og vi fik en Margarita stukket i hånden ligeså snart vi kom inden for døren. Nancy og Dan har altid vist stor interesse og gavmildhed til vores del af familien. Vi glæder til at komme på besøg igen...

Capistrano Beach og Californien var på mange måder en perfekt afslutning på vores tur. Jeg var selvfølgelig meget begejstret for at tilbringe noget tid med den del af familien jeg savner mest og desværre tilbringer allermindst tid sammen med. Jeg er helt ubeskrivelig taknemmelig for den modtagelse vi fik af hele familien, og særligt den måde de tog Christina til sig og fik hende til at føle sig velkommen. Og husk...,- næste gang er det på ski !!!

2038000284.jpg

Søndag den 20. juli klokken 17.40 sad vi så atter i en 747 fra British Airways. 8.5 måned var gået. Vi havde besøgt 8 forskellige lande,- 7 sammen, og Mexico og Canada på hver sin hånd. Fra Sao Paulo til Capo Beach var der for mit vedkommende ca 25105 km. Med undtagelse af en lille flyvetur fra Ushuaia til El Calafate i det Patagonien blev sydamerika gennempløjet fra nord til syd med enten bus, æsel, tog, båd, skilift, gå-ben, paraglider, ilttank og svømmefødder, på hesteryg, jeep, svævebane eller speedbåd. Hvor meget det beløber sig på i kroner og øre er forsat ikke helt fastlagt, men det ligger nok omkring ca 100.000 kr. Vi har levet fornuftigt, ikke sparet når det gjaldt de ting vi havde lyst til at se og prøve, men alligevel prøvet at bo og spise efter et backpacker budget. Tilbage i Kastrup ventede Kåli, Kasper V, PT og Toft (for Christinas vedkommende Beatrice, Kathrine og Lina,- Anja havde vi mødt i Heathrow!).
Nu venter dagligdagen igen... Det skal blive godt at se venner og familie lidt oftere, få lidt struktur på hverdagen, komme ned og træne, spise en gang thai... and so on!

Eventyret er dog ikke længere væk end der er planlagt erhvervelse af motorcykel kørekort inden jul...

Never stop exploring...

Skrevet af ahafys 21.07.2008 13:01 Gemt i USA Kommentarer (0)

Californication

Mexico City - Capistrano Beach

sunny 26 °C
Se Sao Paulo - Los Angeles på ahafyss kort over rejse.

Selv 10 dage var ikke nok! Ok, lad mig være ærlig - jeg har ikke ligefrem stormet fra det ene sight til det næste, men jeg har været godt rundt i byen. Jeg har savnet Christina til at give mig et los i røven, når jeg ikke lige har haft overskudet. Efter min encounter med Kahlo, Trotski og Rivera har jeg været på Palacio de Bella Artes, set den store Chapultepec park med Mecixos historiske museum smagfuldt indrettet på det gamle slot i midten. Museum for moderne kunst og desuden en supernice 3-timers turisttur rundt i byen med london bus uden tag. Med hensyn til antropologisk museum kom jeg så langt, at jeg var helt henne og stå foran det. Men skræmt af dets størrelse, og bevidstheden hvor inderligt kedelige arkæologiske fund er, turde jeg ikke gå ind. Det minder mig om, at Christina og jeg også besøgte guldmuseet i Bogota, hvilket ikke overraskende allerede fuldstændig har forladt min bevidsthed. Som mange af de andre højtliggende storbyer vi har besøgt (Quito, Cuenca, Bogota m.m...) led Mexico City under dagligt at have et eftermiddagsskyl på i hvert fald et par timer. Det gjorde ikke så meget, men det satte alligevel alt på pause, da der virkelig kom vand ned.

Den 5 juli skulle jeg med fly til Tijuana. Hjernedød som jeg til tider er havde jeg fået bestilt en billet, der ville sende mig til Tijuana med landing kl 22.30 (så meget for efter 8 mdr stadig ikke at kunne kende forskel på AM og PM). Min fætter Henrik ville hente mig ved grænsen, hvilket formentlig ville blive omkring midnat. Heldigvis fik jeg ringet til Volaris og ændret billetten, så jeg ikke behøvede at bevæge mig ud i Tijuanas natteliv. Der er en del (narkotika) uro i øjeblikket, og selvom jeg ikke tror der ville have været sket det fjerneste var det nu meget rart at lande midt på eftermiddagen istedet. Da Henrik efter en lidt hård "4th of July" havde valgt at lade både hjerne og pas blive hjemme måtte jeg tage en taxa fra fra lufthavnen og de 5 minutter hen til grænsen,- en ulejlighed taxachauføren skulle have 180 pesos for (ca 18 dollars!). Han fik dog kun mine sidste 120 pesos...

At komme over grænsen til fods er et kapitel for sig... For det første synes det sjældent, at nogen kommer fra Mexico uden først at have været i USA. Sjældne dokumenter skal udfyldes, og oven i købet betales for. Hvis nogen grænsekontrol i Syd Amerika havde bedt om betaling for overgangen havde vi formentlig nægtet, men når det gælder USA står jeg bare og nikker... Af frygt for at blive sendt direkte til Guatanamo af en overvægtig bordercontrol med overskæg og trigger-happy pegefinger fandt jeg mig i, at det tog næsten en time og 6 dollars at komme ind i USA.

Måske er det her på sin plads med en lille introduktion af den familie jeg har herovre. Min fætter Henrik er afkom af min fars bror. Han er godt 10 år ældre end jeg er og har boet i USA siden 1985. Han er gift med Monica og sammen har de tre børn,- Tehya (9), Christof (10) og Sebastian (13).

2038000234.jpg
Hele familien på Christofs fødselsdag.

Til trods for den lidt tvivlsomme modtagelse jeg fik af myndighederne var det en god fornemmelse at være tilbage i staterne. Der kan siges en masse lort om USA, hvilket for sin part også er sandt, men man kan ikke komme uden om at der også er en god vibe. Den første aften jeg var her var vi inviteret til åbning af en størrere "art-festival" i Laguna Beach. Det var en speciel oplevelse, hvor der efter min smag var langt mellem snapsene... Der var til gengæld ikke mangel på hawaii skjorter og godt udstasede kvinder. Dagen efter var der musik i den nærliggende park. Et marimba band spillede op, og folk i alle aldre dansede rundt på græsplænen foran scenen. Det positive ved begge arrangementer var ikke så meget hovedattraktionen som den entusiasme og engagement, der blev lagt i begivenheden af gæsterne. Det er muligt, at det kan være svært at komme ind under huden, og få "rigtige" venskaber herovre, men når man kommer som turist bliver man helt fantastisk modtaget og folk er meget interesseret i, hvad man har lavet og hvad man synes om stedet her... Som dansker springer det også én i øjnene, at man stort set alle steder bliver budt velkommen med et "How are you doin´" og ønsket "Enjoy the rest of your day" når man tager afsked. Det kan til tider endda udvikle sig til små samtaler. Det har jeg altid synes var god stil, hvis man kan huske det... Det er ikke mange af den slags greetings, der ryger over disken når man henter rundstykker på Jagtvej søndag morgen,- eller Jernbanegade i Vrå for den sags skyld.
Det er en af Californiens helt store styrker, at glasset i rigtig mange henseender vurderes til at være halvt fuldt i stedet for halvt tomt .

IMG_1170.jpg
Sebastian

Nu vil jeg nyde familien her, og glæde mig til Christina kommer. Der skal laves noget seriøs shopping, slappes af, spilles golf, leges med børnene (der tæsker rundt så man skulle tro de enten fik Asterix trylledrik eller en combo af RedBull og kokain til morgenmad...). I øjeblikket er det store hit at kaste sig ud fra husets tag, lave en halv salto og lande på havens store trampolin.

2038000190.jpg
Christof...

Vi har planlagt en bådtur til Catalina Island så lur mig las om ikke der kommer en sidste melding inden vi kommer hjem...

Ses om ikke så længe...

Skrevet af ahafys 08.07.2008 17:07 Gemt i USA Kommentarer (0)

City of blinding lights.

Mexico City

all seasons in one day 22 °C
Se Sao Paulo - Los Angeles på ahafyss kort over rejse.

IMG_1116.jpg
Da han han har skrevet "La", hvilket indikerer hunkoen, maa det vaere flaget og ikke ham selv han snakker om...

Da jeg i 2003 rejste rundt i USA var en af de boeger jeg fandt stoerst glaede ved Bill Flannagan´s biografi om U2 "Until the end of the world". Forfatteren foelger ganske enkelt U2 i tykt og tyndt fra de gaar i studiet i Berlin 1990 (for at lave det der senere bliver til "Achtung Baby") til de afslutter deres banebrydende ZOO-TV - tour i Japan i 1993. Det er en rejse i en tid, der i mere end almindelig grad emmer af haab,- muren er faldet i Berlin, og med den naesten 45 aars kold krig. Apartheid afskaffes gradvist i Syd-Afrika, og den 11 feb. 1990 loeslades Nelson Mandela. I USA er Clinton paa vej til praesidentembedet, og ogsaa i Europa er der optakt til regeringer, der vil forsoege at dele det hele lidt mere retfaerdigt. Samtidigt leverer U2 et af historiens bedste rock album og akkompagnerer det med en tour, der musikalsk, visuelt, politisk og menneskeligt er saa banebrydende, at det med 7-tommersoem ikke bare statuerer U2 som verdens stoerste band, men ogsaa Bono som en staerk stemme i landskabet. Med telefonopkald til blandt andet FN, den gamle praesident Bush og vores egen Uffe, samt live satelit forbindelser til uhyrlighederne i Sarajevo, blev han en direkte linie mellem, i hvert fald èn generation og verdens politikere.
En af de passager jeg saerligt husker (og jeg kan stadig huske mange....) er deres ankomst til Mexico City. I flyet hertil mindedes jeg, hvordan Bono beskrev, hvordan man fra luften foerst kom fra moerket til foerst at se oeer af lys, for dernaest at komme ind i "Anáhuac-dalen" og opleve himlen oplyst af byen med dens imponerende naesten 20 millioner indbyggere. I det hele taget var U2 i bogen saa fuld af lovprisninger for Mexico City, at jeg allerede foer jeg kom var meget i tvivl om, hvordan jeg skulle fordele min tid her. Men lad mig sige det med det samme.... Mexico City har rigtig meget at diske op med, og det er faktisk endt med, at jeg bliver her i byen al min tid i Mexico. Jeg har koebt en direkte flybillet til Tijuana paa loerdag (05.06.08), og har dermed for denne gang valgt at skippe mere strandliv, oerkener og hvad ellers dette kaempe land har at tilbyde.

IMG_1126.jpg
Katerdralen og en af de mange groenne "bobler".

Det startede ellers lidt tungt. Raeseren var ikke helt klar til mexicansk gastronomi, og dagene maatte deles op i perioder af 3 timer, da jeg derefter skulle have et lille hvil (onde tunger vil nok mene, at det ikke er meget anderledes end normalt....). Jeg bor paa et hostel meget i centralt i den del af byen der kaldes "Centro historico". Jeg traeder naermest direkte ud paa pladsen, Zocalo foran katedralen og praesident paladset, og har masser af restauranter, metrostationer og maerkvaerdigvis nok... guldsmede omkring mig. Paa midten af pladsen vejer, hvad maa vaere et af verdens stoerste flag, og rundt om koerer som den officielle taxa massevis af groenne "bobler",- en kommende droem maa vaere at komme heril, anskaffe sig en af disse, og derpaa cruise rundt i resten af Mexico,- evt i convoy...?

IMG_1103.jpg
Fra katedralen og udover pladsen "Zocalo" med flaget i midten.

De foerste dage gik med at faa styr paa naermiljoeet og metroen. Jeg fik laest en del om Mexico, og proevede at finde ud af, hvor jeg skulle tage hen - naar jeg engang blev rask...!

Min historielaerer fra gymnasiet Aksel Larsen ville have vaeret stolt, hvis han vidste, at jeg her har vaeret paa Trotski-museet. Omstaendighederne omkring den russiske revolution var en stor del af pensum, da vi i 2g skulle til Skt Petersborg paa studietur, og her er Leon Trotski en af hovedpersonerne. Som en lille sidebemaerkning boer naevnes, at hvis nogen har en saerlig interesse i denne periode af Ruslands historie kan man kontakte min gode ven Anders Iversen for yderligere information. Den russiske revolution var emne for hans 3g-opgave, og efter karakteren at doemme skulle han vaere en sand ekspert...

diegorivera.jpg
Hvad hedder murals paa dansk? En Riveras, der kan ses paa Palacio de Bellas Artes her i byen

I nabolaget for Trotskis hus ligger ogsaa "det blaa hus"- La casa azul. Det tilhoerte Frida Kahlo og Diego Rivera,- to af Mexicos mest fremtraedende malere. Historien om dette tre-kloever, Trotski, Kahlo og Rivera er mere end almindelig spaendende, og er blandt andet blevet filmatiseret med Salma Hayek i rollen som Frida Kahlo. Frida Kahlo blev foedt i 1907 og giftede sig i 1929 med den allerede anerkendte maler Diego Rivera. Som 6-aarig fik hun polio og som 18 aarig var hun involveret i et meget alvorligt trafik ulykke, der efterlod resten af hendes liv i talrige operationer og meget svaere smerter. At male blev en vigtig del af hendes rehabilitering. Rivera og Kahlo var del af den yderste venstrefloej, og da Leon Trotski paa flugt fra Stalin blev tilbudt ophold i Mexico i 1937, inviterede Rivera og Kahlo ham og hans kone til at bo i det blaa hus. Det var almen kendt, at forholdet mellem Rivera og Kahlo var stormfuldt, og involverede mange elskere, hvilket (for Fridas vedkommende...) ogsaa kom til at inkludere Trotski. I 1939 flyttede Trotski et par gader vaek, til det der idag er museum, og den 21 aug. 1940 fik Stalin held med det han havde forsoegt siden Lenins doed i 1924. Ramón Mercader, en Stalin agent, der havde skaffet sig adgang til Trotski hus ved at kaereste med en af Trotskis ansatte, kom ind paa Trotskis kontor, bad ham kigge paa et dokument, for derpaa at slaa ham i hovedet med en isoekse,- dette ikke overraskende med doeden til foelge.
Diego Rivera har malet nogen imponerende "murals" i praesident paladset, samt i det imponerende "Palacio del Bella Artes". Frida Kahlos vaerker (som ofte er smertelige selvportraetter inspireret af hendes egen tilstand) er idag de mest vaerdifulde malerier lavet af en kvinde. Frida doede i 1954 efter talrige amputationer pga koldbrand, officielt af en lungeemboli, men muligvis af en overdosis. I hendes dagbog stod der, fra et par dage foer hendes doed: " I hope the exit is joyful - and I hope never to return - Frida".

frida-kahl..na-rota.jpg
Frida Kahlo,- man er vist ikke i tvivl om denne kvinde er i smerte

Da jeg kom tilbage til hostlet (helt hoej af besoeget hos Kahlo, Rivera og Trotski) var pladsen omdannet til en festplads. I den ene ende var der sat en scene op, hvor et boyband hoppede rundt til tilskuernes store begejstring. I den anden ende stod (mere eller mindre alene..) en 2-3 boder med Jesus-freaks med et par bannere og lidt loebesedler. I mellem sejlede det hele i fotolystne turister, farverige homoer, masser af regnbuebannere og transvestitter, der sagtens kunne snyde en stakkel, der havde faaet lidt for meget indenbords... Det var en befrielse, og bestemt noget der aabnede mit hjerte for byen, endelig at vaere et sted, hvor det hele ikke er haemmet af streng katolicisme, militaer eller fattigdom. Folk giver den sgu gas her!!

IMG_1136.jpg
Very VERY gay...

I det hele taget er jeg blevet vaesentligt mere begejstret for den moderne del af Mexicos historie end jeg havde regnet med. Faktisk saa meget, at jeg ikke rigtig orker den gamle del. En tur til Teotihuacan, de gamle pyramide lignede udgravninger 50 km udenfor Mexico City, boer jeg nu nok faa mig snoevlet sammen til. Fra vores tid i Peru ved jeg med mig selv, at jeg klart nyder sevardighederne mere naar jeg har sat mig ind i den tid og den historie de repraesenterer. Problemet er bare, at jeg ikke gider flere mere af den type.... eller rettere sagt, den moderne historie er for mig meget mere fascinerende. Byen har ogsaa et af verdens stoerste og bedste antropologi museer,- millionvis af potteskaar, smykker, statuetter og alt mulig andet ragelse - vi maa se! Det kan vaere jeg skifter mening...

Jeg skal ud og kigge lidt mere,- muligvis kan der blive basis for en endnu en log inden jeg tager afsted...

Skrevet af ahafys 30.06.2008 16:58 Gemt i Mexico Kommentarer (1)

So long Colombia...af mangel paa bedre titel!

Taganga - Tayrona - Bogota

all seasons in one day 22 °C
Se Sao Paulo - Los Angeles på ahafyss kort over rejse.

IMG_1061.jpg
Tayrona national park.

Ok, nok politik for den her omgang. Nu maa jeg tilbage paa sporet, og fortaelle lidt om hvad vi har gaaet og lavet den sidste uge. Som jeg vistnok skrev, inden der gik Villy Soevndal i den, trak vores ophold i Taganga en smule ud. Ikke saa snart vi var faerdige med vores Open Water gik vi i gang med Advanced. Det er 5 yderligere "adventure" dyk, samt en gennemgang af noget teori til de forskellige dyk. I Taganga giver de 5 lidt sig selv paa grund af mulighederne der. Vi lavede udvidet navigation (kompas m.m.), deep dive (ned til 30 m), peak perf. bouyancy (kontrol i vandet vha. respiration), drift dive (i staerk stroem) og et night dive (surprise, surprise - dykke om natten). Det var rigtig fedt at lave nogen mere kraevende dyk, da dem i Open Water mest var for at blive fortrolig med vand og udstyr. Specielt ved bouyancy-dykket fandt vi ud af hvor meget det kraever for at vaere en god dykker,- sindsygt hvor meget kontrol de har... Vi skulle i oevrigt svoemme uden svoemmefoedder. Jeg gav den selvfoelgelig fuld gas, og maatte efterfoelgende bruge flere minutter paa at faa vejret igen,- var sgu lige ved at gaa i panik.

IMG_1026.jpg

Hos Johan paa Aquantis laerte vi ogsaa, hvor godt der bliver holdt oeje med os naar man rejser i Colombia. Hver dag rapporterer baade Johan og vores hostel til myndighederne hvor vi er, og til dels ogsaa hvad vi foretager os. Det kom lidt bag paa os. Det er ogsaa en smule creepy, men jeg regner egentlig med at det er for vores egen skyld.

IMG_1024.jpg
Vores lejr i Tayrona,- haengekoejer.

Efter Taganga havde vi et punkt mere paa dagsordenen inden vi skulle til Bogota, og indstille os paa at dele os op. Da vi foretrak mere dykning frem for ruinerne i "The lost city" var der kun besoeget til national parken Tayrona tilbage. Tayrona ligger nord-oest for Santa Marta og er en blanding af tyk jungle og nogen fantastiske strande. For de besoegende er det ofte noget med at soege mod vandet, sove i haengekoeje og ellers bare slentre rundt med en jugo de mango. Det synes vaesentligt mere organiseret, smukkere og vildere end Playa Blanca (haengekoejerne ved Cartagena) men alligevel synes jeg ikke det var helt saa nice. Vandet var voldsomt, og man skulle vaere ekstremt forsigtig ved badning pga stroem. Haengekoejerne var arrangerede saa stedet mindede lidt for meget om en europaeisk campingplads, og det stoerste minus var nok, at de ikke havde myggenet. Vi blev 2 naetter (sammen med en oestrigsk pige, der hed Andrea) Efter Tayrona blev vi en nat i Taganga, tog endnu 2 fun-dives (som Johan skyldte os) og satte os paa bussen til Bogota. Det var loerdag aften (21.06.08),- vi ville vaere i Bogota soendag eftermiddag, og jeg havde saa mandag og tirsdag inden jeg onsdag skulle med flyveren foerst til San José i Costa Rica (kun en mellemlanding...) og derefter videre til Mexico City.

IMG_1081.jpg
Hvem synes i det ligner ? Vores taxachauffoer i Bogota... Det er nok mest Christinas side, der kan gaette!!

Det var helt skoent at komme til Bogota og vaere byturist igen. Vi havde ikke faaet saa meget ud af Quito, Guayaquil var roevsyg og Lima sprang vi helt over. Faftisk havde vi ikke dyrket caféerne og by-sightseeing siden Cusco. Vi var paa HELE 2 MUSEER, hvilket - tro det eller lad vaere - faktisk er en fordobling af hvad vi har besoegt paa resten af turen. Ja, Niemeyer i Curitiba, Brasilien og et lokal museum i Punta Arenas, Chile er vist det eneste det er blevet til.
I Bogota var vi paa Botero museet, en kendt colombiansk maler, der ynder at male tykke mennesker med alt for store hoveder. Museet var fint, og havde deuden ogsaa vaerker af Miro, Picasso og Francis Bacon, just to name a few...

IMG_1083.jpg
Plaza Bolivar, Bogota

Det andet museum var Bogotas politi museum. De fleste guideboeger beskriver, hvordan man kan se Pablo Escobars gennemhullede og blodstaengte jakke fra da han blev draebt paa taget af en bygning i Medellin. Sandheden er dog desvaerre, at de kun har en kopi af jakken og en teglsten fra taget (dog med blod paa!) Der udover er museet mest af alt fyldt med effekter, der ligner noget fra en James Bond film - fra Sean Connery aeraen.

IMG_1100.jpg
Udsigtspunkt i Bogota...

I skrivende stund sidder jeg i Mexico City. Jeg er lidt mat i sokkerne, savner Christina og har haft tynd raeser siden busturen til Bogota. Det er med lidt blandede foelelser jeg skal proeve at beskrive den sidste maaned i Colombia. Alt i alt har Colombia ekstremt meget at byde paa. Det er en fantastisk natur, og overalt er vi blevet moedt af meget venlige mennesker. Om det er mit favorit land hernede ved jeg ikke,- rygtet er for det meste, at dem der ikke kender Colombia er bange for det, og dem der har vaeret der, synes det er det bedste. Et problem ved Colombia som rejseland er helt klart, at man som turist af sikkerhedsgrunde rejser i roeven paa hinanden. Det er de samme mennesker vi moeder over det hele, og de mange turister faar ofte det vaerste frem i colombianerne. Horder af af dope rygende og coke sniffende (1g koster 8$) englaendere og israelere er over det hele, og de er mildest talt pisseirriterende. Det lyder maaske haardt at sige, men ligesaa hyggelige israelere og englaendere kan vaere paa tomandshaand ligesaa roevsyge er de naar de er flere. Jeg tror i oevrigt at billedet ville vaere fuldstaendig det samme, hvis der pludselig dukkede en flok danskere op... De bedste stunder er sammen med colombianere, hvor der ikke er for meget turist diller-daller til at forstyrre,- de gamle maend i Salento, taxa chauffoerene, Jorge fra Tayrona, de venlige politi maend vi har spurgt om vej osv osv. Jeg tror ogsaa det faktum, at det er vores sidste land i Sydamerika har noget at sige. Den sidste maaned har vaeret en smule mere presset end tidligere, da vi selvfoelgelig gerne ville naa det hele. Selvom vi har en hel maaned inden vi skal hjem er det lidt som om eventyret slutter her. Fra nu af er det i mere trygge rammer i familiens skoed, hvilket vi ogsaa glaeder os kanon meget til.

IMG_1098.jpg

Jeg har som sagt et par uger her i Mexico inden jeg naar op til familien i Californien, og jeg har meget svaert ved at bestemme mig for, hvordan de skal planlaegges. Det eneste der paa nuvaerende tidspunkt ligger helt fast er, at jeg loeber DHL for Tekno-gruppen naar jeg kommer hjem...

Ciao

Skrevet af ahafys 27.06.2008 10:15 Gemt i Colombia Kommentarer (0)

Macondo, Tom Joad og droemmen om Che Guevarra.

Tanker om Colombia...

semi-overcast 21 °C
Se Sao Paulo - Los Angeles på ahafyss kort over rejse.

Nogen gange spiller skaebnen os et pus... Hvem skulle have troet, at en ubehagelig boghandler oplevelse i Quito skulle lede til ideen for dette indlaeg. "The nazi bookstore", som den blev kaldt, var berygtet for sine salgs- og byttemetoder og vi faldt i med begge ben, da vi forgaeves havde kigget i hostlenes book exchanges efter fornuftig litteratur i bytte for vores eget. Det lykkedes den engelske ejer af "Confederate Books" at fravriste os tre nye boeger i bytte for en aeldre udgave af "Grapes of Wrath" - Vredens druer af John Steinbeck.

Vi er lige ankommet til Bogota, og der er mindre end tre dage til vi deler os op. Hvorvidt det her stykke bliver faerdigt nu eller senere aner jeg ikke, men det skal i hvert fald skrives, da det har fyldt en del hos os faktisk i det meste af sydamerika, men saerligt her i Colombia. Da jeg i Argentina laeste den store colombianske forfatter Gabriel Garcia Marquez´s "Hundrede aars ensomhed", min julegave fra Kaali, anede jeg intet om Colombia. Jeg vidste lidt om bortfoerelser, FARC, de to Escobars,- Pablo, den store narkohandler i Medellin og Andres, den uheldige forsvarsspiller der lavede selvmaal under VM i USA ´94, og efterfoelgende blev draebt af skuffede landsmaend - og ellers i oevrigt ikke saa meget andet. "Hundrede aars ensomhed" handler om Buendia-familien og deres liv set over hundrede aar i byen Macondo. Alt er fiction, til tider langt over graensen for overnaturlige, specielt de dele af bogen der omhandler familielivet. Hvad der sker omkring familien, baade i Macondo og landet som helhed er dog, desvaerre ikke saa overnaturligt. Der er mange lighedspunkter paa Colombia og den verden Marquez beskriver,- konstant borgerkrig, brud paa menneskerettigheder, korruption og uhyrlige begivenheder, der forties ved cover-ups - er bare nogen af de ting der foregaar over de 100 aar vi foelger familien. Jeg har hverken det hoved der skal til, eller den viden der skal til, for at beskrive den komplekse politiske situation i Colombia, men jeg vil proeve at beskrive nogen af de indtryk vi har faaet i loebet af den sidste maaned.

Som i "Hundrede aars ensomhed" har Colombia vaeret praeget af borgerkrig. Der er et hav af interesser, der alle har gjort brug af vold for at naa deres maal. Narkotika, politisk magt og oekonomisk rigdom er centrale emner i Colombia, og det har efterladt landet i store problemer med korruption, guerriliaer, paramilitaere styrker og generel mistro til alle i den politiske verden. Efter at have studeret wikipedia.org var jeg for et par uger siden af den overbevisning, at Colombia og praesident Uribe var paa rette vej. Jeg er ikke saa sikker laengere...

Toerke i depressionens og 30´ernes Oklahoma tvinger familien Joad i "Vredens druer" til at forlade deres gaard og soege vest paa mod det frodige Californien. Traktoren er introduceret, og kan med en mands arbejde (og maaske endnu vigtigere en mands loen...) goere det, der foer tog 50 maend. De store banker overtog landejendommene, rev husene ned, koerte traktoren indover, oegede profitten og sendte flere 100.000 mennesker paa flugt. Loebesedler lovede guld og groenne skove i Californien, men de mange flygtninge var med til at devaluere arbejdskraften, og de fleste maatte leve kummerlige liv i lejre til en loen, der ikke kunne forsoerge familien. Nogle gjorde modstand, samlede sig og naegtede at arbejde til loennen, men der var altid nogen der var mere sultne, havde boern der var mere syge og derfor var tvunget til at tage den daarlige loen. De der gjorde modstand blev kaldt "reds", og maatte efter denne stempling vaelge enten leve paa flugt eller blive draebt. Familiens soen Tom beslutter at dedikere sit liv til kampen mod ulighed og social uretfaerdighed med de farer det maatte bringe.

I 2006 underskrev praesident Uribe og praesident Bush en saakaldt FTA,- en Free Trade Agreement. Den mangler forsat at blive endeligt vedtaget af den colombianske regering, og vist i oevrigt ogsaa den amerikanske. Den er til stor debat hernede, og uden at jeg kender til alle oekonomiske konsekvenser, positive saavel negative, saa er der en stigende nervoesitet over, at det kommer til at gaa haardt ud over de smaa landbrug. Nervoesiteten gaar paa, at de smaa landbrug hernede ikke kan konkurrere med import fra USA, og at dem der vil faa gavn af den er folk, der har nok af penge i forvejen. Jeg har lige laest en artikel, hvor ogsaa amerikanerne er nervoese, da Uribe vist ikke helt er saa fin i kanten som jeg foer har givet udtryk for. Der er tungtvejende beviser for taette forbindelser til baade paramilitaere grupper og de store narkokarteller. Uribe familien skulle have staaet taet med selveste Pablo Escobar da han stadig havde noget at sige,- altsaa foer han blev gennemhullet af colombianske/amerikanske specialstyrker. Et argument er, at hvis USA falder igennem i Colombia, og aftalen viser sig at vaere en katastrofe kan det faa meget negative foelger for USAs forhold til resten af regionen,- der jo som bekendt er lidt skroebeligt i forvejen...

"Colombia is pursuing this FTA as its way to push itself to the free and global market. It’s a very worthy aspiration -- if only the country wasn’t overrun by packs of domestic economic hyenas, seasoned speculators and corrupt middle men, not to mention the narco traffickers who have infiltrated the current government." - Jose Maria Rodriguez Gonzalez

Med USA´s indtog kan konsekvenserne komme til at minde om Joad-historien. De fattige boender maa forlade deres landbrug og soege til byen efter arbejde. De vil komme til at konkurrere om de samme jobs, loennen vil falde... osv, osv... Historien gentager sig, og kapitalismen faar lov at vise sig fra sin vaerste side. Jeg er ikke af den opfattelse, at det i laengden kan lade sig goere, at ignorere de store, og leve en beskyttet osteklokke tilvaerelse uden konkurrence. Jeg mener bare, at fra et menneskeligt synspunkt er de stakkels landbrug ikke klaedt paa til kamp. Uden fagforeninger (fagforeningsfolk bliver slaaet ihjel hele tiden...) er der stort set ingen, der taler deres sag eller maaske endnu vigtigere giver en reel oekonomisk stoette.

Nu kan dette indlaeg nemt komme til at lyde som en 1. maj tale, og det er maaske egentlig til dels ogsaa meningen :). Jeg er paa ingen maader tilhaenger af et absolut socialistisk system. Ej heller tror jeg paa Che Guevarra´s revolutionaere fremgangsmaader (selvom Tom Joad og El Ché har mange lighedspunkter giver "Vredens druer" desvaerre ingen svar paa, hvordan situationen skal loeses). Men efter at have rejst hernede i snart 8 mdr, besoegt lande som Bolivia, Peru og nu Colombia kan jeg sagtens forstaa det haab det kendte billede af "El Commandante" giver. Landenes regeringer er saa gennemsyrede af korruption, levetiden for fagforeningsledere saa begraenset, og fremfor alt livsvilkaarene saa deprimerende (60% af colombias befolkning lever under fattigdomsgraensen,- 80% i landomraaderne) at jeg godt kan forstaa folk overvejer at ty til vold for at finde en loesning. Det minder én om, hvor taknemmelige vi skal vaere for de kampe, der tidligere er blevet kaempet for emner som pressefrihed, fagforeninger, ligestilling, stemmeret osv. Jeg tror ikke man kan sammenligne Danmark med hernede, men jeg vil da formode, at det er nogen at de samme vaerdier, der skal skabe grundlag for en samfundsaending. Hvis vi har laert noget af denne her tur, saa er det maaske vigtigst af alt: aldrig at tage vores demokrati for givet. Jeg er i en sen alder blevet opmaerksom paa, at det er min forbandede pligt at tage politisk stilling,- og som man nok kan maerke er det ikke den nuvaerende regering, der skal forvente et opkald i loebet af de naeste par maaneder...

Af omveje fik "The Nazi book keeper" alligevel, mod hans oenske ganske vist, hjulpet os paa vej. Selvom det er en tung fucker at laese, og ikke alle vil komme samme sted hen som jeg, kan jeg (som altid) anbefale Steinbeck...,- og Marquez i oevrigt ogsaa....

Ses...

Skrevet af ahafys 23.06.2008 05:50 Gemt i Colombia Kommentarer (0)

(Beretninger 1 - 5 af 40) Side [1] 2 3 4 5 6 7 8 »